Opgør med islam – indefra

Ved et et ejendommeligt sammenfald skete det netop i 1844, hvor den amerikanske adventbevægelse var så skæbnesvangert opfyldt af forventningen om Jesu genkomst, at der i Iran sattes en bevægelse i gang, der i 1863 fuldbyrdedes ved Mirza Huzayn Ali (1817-1892) alias Baha´u´llahs (Guds Herlighed) erklæring om at være den lovede i alle religioner og således også en opfyldelse af den kristne forventning om Jesu genkomst.

I den shiitiske gren af islam, som er den mest udbredte i Iran, findes en forventning om den såkaldte “madhi” eller skjulte imams genkomst. Den skjulte imam er identisk med den tolvte imam, som angiveligt skal være blevet bortrykket til et skjult sted allerede som spæd i 873 e. kr. (260 a. h.). Imam er betegnelsen for en efterfølger af profeten Muhammed. En Imam har samme fuldkommenhedsgrad som profeten selv, men adskiller sig fra denne ved ikke at bringe nogen ny åbenbaring. I islam opfattes Muhammed som profeternes segl, dvs. den sidste profet i rækken af Guds profeter, som angives at have været: Adam, Noa, Abraham, Moses, Jesus og endelig Muhammed selv. Efter Muhammed skal der i islam ikke komme nogen ny åbenbaring til at afløse den, som Muhammed har givet i form af Koranen. Imidlertid erklærede Ali Muhammed (1821-50) i 1844, at han var Bab (Porten), hvilket i den shiitiske betydning af ordet var en angivelse af, at han var porten til den skjulte imam. Men Bab nøjedes ikke hermed. Han erklærede at være en ny “Guds manifestation” og formulerede en ny åbenbaring, som indholdsmæssigt var en lempelse af Koranens mange forskrifter. Denne åbenbaring gav Bab navnet Bayan (Fremstillinger). Bab grundlagde hermed en ny religion, som han hævdede var islam overlegen. Han negligerede det muslimske “absoluthedskrav” om Muhammed som profeternes segl og anså sig selv for at være en tidssvarende “manifestation” af samme Gud som Muhammed. Bab anså derimod ikke sig selv for at være den sidste profet, men meget af hans forkyndelse var rettet imod “den, som skulle komme”. I et af Babs værker “Persian Bayan” forekommer den anvendte term herfor faktisk mere end halvfjerds gange. Bab forventede, at hans egen åbenbaring skulle vare imellem 1511 og 2001 år. Når Mirza Huzayn Ali allerede nitten år efter Babs erklæring om sin guddommelige sendelse hævdede at være den af Bab ventede og antog det navn, som Bab havde anvendt om den, der skulle komme, Baha´u´llah, er det således ikke umiddelbart i overenstemmelse med Babs anvisninger. Men det var ikke desto mindre sådan det gik, og den nye religion babisme forvandledes hermed til baha´i.

Religionen baha´i regner sin fødsel for at have fundet sted to timer og elleve minutter efter solnedgang den 22. maj 1844. Datoen, der er den 23. maj, hvis man regner med, at døgnet slutter ved solnedgang, og den 22. maj, hvis man regner efter midnat, er angivet med overordentlig omhu. Det, der skete i dette øjeblik, var, at sayyid Ali Muhammed for første gang åbenbarede overfor mulla Husayn Bushru´i, at han var Bab.

Idet en ny åbenbaring finder sted ved Bab, krølles den hidtidige åbenbaring: Koranen sammen til en håndfuld støv i Guds hånd, og samtidig skabes en ny åbenbaring i menneskenes hjerter. I den af Bab givne åbenbaring: Bayan er der, som nævnt, tale om en lempelse i forhold til Koranens forskrifter, men især med hensyn til kravet om pilgrimsrejser er Bab meget udførlig. Bederetningen, qibleh ændres fra at være Mekka i islam til Babs fødeby Shriraz.

På grund af betydelig tilslutning påkaldte Babs bevægelse sig hurtigt myndighedernes interesse, og en længere periode med gentagne fængslinger af Bab tog sin begyndelse. I 1850 blev Bab dømt til døden og henrettet den 9. juli samme år. Ifølge et populært værk af Mary Perkins og Philip Hainsworth “The Baha´i Faith”, d. o. “Baha´i Troen”, hvori der i forordet rettes en tak til “Det Nationale Åndelige Råd for Storbritaniens baha´ier” for godkendelse af manuskriptet, fik henrettelsen af Bab følgende forløb: En ung tilhænger ved navn Aqá Muhammad Ali bad om at få lov til at dø sammen med Bab, og han blev dømt til at få sit ønske opfyldt. Den morgen, henrettelsen skulle finde sted, blev Bab afbrudt, mens han var i færd med at diktere sit sidste skrift. Bab lod da soldaterne vide, at det ikke ville lykkes nogen at henrette ham, før han havde haft lejlighed til at afslutte sit diktat. Imidlertid blev han tvunget afsted. Det hører med til historien, at lederen af det armenske regiment, der var udskrevet til at forrette henrettelsen, en kristen ved navn Sam Khan, var så foruroliget over sin opgave, at han i tillid til den dødsdømtes magt bad Bab om at måtte blive fritaget for sit hverv. Men Bab befalede ham at gøre, som han havde ordre til. Gud ville hjælpe ham, hvis han var oprigtig i sit ønske. Bab og hans ledsager blev nu hængt op i reb på en mur, og ikke mindre end 750 soldater tog opstilling foran dem, tog sigte og skød. Da røgen havde lagt sig, viste det sig, at kuglerne kun havde sprængt de reb, hvori de to dømte var ophængte. Bab var forsvundet, og den unge mand, der var dømt til at dø sammen med ham, var uskadt. Dette skete klokken ti om formiddagen. Nu blev en eftersøgning sat igang, og Bab blev fundet i færd med at diktere det skrift, som han var blevet afbrudt i at diktere. Han erklærede at være færdig og rede til at lade sig henrette. Imidlertid havde Sam Khan fået nok og nægtede at have mere med Babs henrettelse at gøre. Han kommanderede sit regiment ud af den kaserne, der var skueplads for henrettelsen. Myndighederne lod sig imidlertid ikke kyse af overnaturlige narrestreger. Et nyt regiment blev rekrutteret og henrettelsen ført ud i livet. Dette skete klokken tolv samme dag. Babs tilhængere tilegnede sig ligene, og de er nu stedt til hvile i baha´is hovedhelligdom i Haifa i Israel.

To år efter henrettelsen af Bab stod to af hans tilhængere bag et mordforsøg på sha´en, hvilket førte til en udfoldelse af ekstraordinære grusomheder i forfølgelsen af Babs tilhængere, og Mirza Huzayn Ali lod sig frivilligt arrestere. Det var under de forfærdelige forhold i fængslet, at han modtog åbenbaringen om, at være den af Bab lovede Guds Herlighed, Baha´u´llah. Dette er baha´is grundlæggende åbenbaring. Der gik dog mere end ti år, inden Mirza Huzayn Ali indviede andre heri.

Efter fire måneders fængsling blev han lødsladt. Man fandt ingen beviser for, at han havde deltaget i konspirationen imod sha´en. Af betydning har det også været, at den russiske ambasadør ved sha´ens hof gjorde sin indflydelse gældende for at få ham frigivet. Således fik Baha´ullah valget mellem asyl i Rusland eller forvisning indenfor det dengang store tyrkiske imperium (til Irak). Baha´u´llah valgte Irak, og ankom til Bagdhad syg og svækket med sin hustru og sine børn samt tilhængere den 8. apr. 1853. Her i Bagdhad tilspidsedes konflikten mellem ham og hans halvbroder Zubh-i-Azal om lederskabet i babibevægelsen. Baha´u´llah trak sig af denne grund tilbage og levede som eremit i Kurdistan, men vendte efter to år på broderens opfordring tilbage. Herefter overtog Baha´u´llah efterhånden lederskabet af babisamfundet og holdt også en livlig forbindelse med babierne tilbage i Iran. Herfor modtog han yderligere en forvisningsordre og måtte nu drage til Konstantinopel. Inden sin afrejse hertil bekendtgjorde han den 21. april (1863) offentligt, at han var den af Bab lovede, Guds Herlighed, Baha´u´llah. Herved forvandlede Baha´u´llah sine tilhængeres sorg til glæde.Således forlod Baha´u´llah med følge Bagdhad for Konstantinopel og efter kun fire måneder i Tyrkiet modtog han en ny forvisningsordre, denne gang til Adrianopel (Erdine). Beskyldninger mod hans halvbroder Zubh-i-Azal for forsøg på at forgifte ham stammer fra tiden i Adrianopel. Her opholdt Baha´u´llah sig i fem år, og herfra skrev han til en række af verdens ledere, deriblandt, som nævnt, pave Pius IX og bekendtgjorde, at han var den ventede i alle religioner, dvs., at også Jesu genkomst var gået i opfyldelse ved ham. Fra Adrianopel forvistes Baha´u´llah videre til fængselsbyen Akko i Palæstina. Ligesom Baha´u´llah i Iran havde nægtet at tage imod asyl i Rusland, så afslog han også nu tilbud fra vestlige diplomater om at forsøge at hjælpe. Han synes at have været fast besluttet på at have et mellemøstligt projekt. Til Akko ankom han den 31. august 1868.

Ligesom under sine tidligere forvisninger vandt Baha´u´llah imidlertid efterhånden omgivelserne for sig, og efter ni år i fængslet lod fængselsguvernøren ham bo i et hus udenfor byen. To år senere erhvervede hans søn Abbas Efendi (1844-1921), et palæ, og i dette boede Baha´u´llah i de sidste 13 år af sit liv. Således tilbragte Baha´u´llah de sidste 15 år af sit liv i relativ frihed. Under hjemmel af Es. 42, 2 “Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden”, havde han indgået en aftale med de tyrkiske myndigheder om ikke at prædike offenligt. I fængslet havde Baha`u´llah omkring 1873 skrevet bogen “Kitab-i-Aqdas” (Den Allerhelligste Bog), som er den primære kilde til den særlige baha´i-sharia. Der er overordnet set tale om en konsolidering af den lempelse i forhold til den muslimske sharia, som allerede havde fundet sted ved Bab, nu med betydelig affinitet også til vesteuropæisk oplysningstænkning. Baha´u´llah døde i Akko i 1892.

Efter Baha´u´llahs død opstod der igen strid mellem to brødre om lederskabet i bevægelsen. Det var sønnen Abbas Effendi, der under navnet Abdul Baha (Bahas Tjener), der med sin linje præget af stor åbenhed overfor Europa og Amerika sejrede. Abdul Baha anses i baha´i ikke for en Guds manifestation på linje med Baha´u´llah, men han opfattes alligevel som autoritativ fortolker af dennes skrifter, og Abdul Baha´s skrifter er også kanoniske.

Et vigtigt princip i baha´i-læren er “selvstændig søgen efter sandhed”. I en liste over baha´i-lærens 12 hovedpunkter opstillet af Abdul Baha på grundlag af Baha´u´llahs skrifter optræder det som punkt to efter princippet om “menneskeslægtens enhed”. Det er således ikke noget underordnet princip i baha´ilæren. Men det forekommer vanskeligt foreneligt med det allestedsnærværende autoritetsprincip. En selvstændig søgen efter sandhed kan f. eks. tænkes at føre til, at et menneske bekender sig til troen på syndernes forladelse, og dette kan ikke forenes med det fjerde princip, som taler om “religionernes essentielle enhed”.

“Denne Sandhedens Grundlov maa nemlig enhver, som vil christnes og døbes, vedkiende sig ved Forsagelsen og Tros-Bekiendelsen i Daabs-Pagten, og kan ikke fragaa den uden derved at frafalde sin Daabs-Pagt, og derved fralægge sig alt Krav paa Daabs-Naaden og Christen-Navnet, som kun skiænkes paa begge Daabs-Pagtens Vilkaar, af ham, der ikke for intet har sagt: hvem der ikke er med mig, er mod mig, og hvem der ikke er mod mig, er med mig, fordi baade med og mod den evige Sandhed kan Ingen være, men kun Grund-Løgneren, i vitterlig Selv-Modsigelse, falskelig sige, han baade er og er ikke” (Den Christelige Børnelærdom).

Når princippet om religionernes essentielle enhed og princippet om selvstændig søgen efter sandhed optræder sideordnede i baha´ilæren, så er der faktisk tale om en sammenblanding af uforenelige størrelser. Man kan nemlig ikke forfølge det ene uden at fornægte det andet.

For Grundtvig fandt en opvækkelse af den apostolske trosbekendelses princip sted ved den romerske kristendoms forplantning til England. Det er også en kendsgerning at baha´ireligionen blomstrede vældigt op ved Abdul Bahas mission til det angel-saxisk prægede Nordamerika, men nogen afklaring i forhold til den apostolske trosbekendelses princip om adskillese af løgn og sandhed kan ikke siges at have fundet sted.

Et andet forhold, hvor baha´i kommer i konflikt med den apostolske trosbekendelses vidnesbyrd er i henseende til historiesynet. Hos baha´i er der nemlig ikke tale om nogen gennemtænkning af den kristne grundtanke om en frelsehistorisk sammenhæng mellem skabelse, syndefald og frelse. Det femte punkt på Abdul Bahas liste er princippet om overensstemmelse mellem religion og videnskab. Denne forestilling er i overensstemmelse med en afvisning af bibelens skabelsesberetning med en henvisning til, at der også fandtes mennesker på jorden før Adam og Eva. Også spørgsmålet om det ondes eksistens besvares i baha´i uden reference til bibelens univers, og det onde hævdes ikke at have nogen selvstændig eksistens. Dette fravær af bibelske grundbegreber som “skabelse” og “det onde” og netop disses vigtige rolle i udfoldelsen af det kristne frelsehistoriske projekt betyder, at historisynet i baha´i er et andet end i kristendommen.

Hos Grundtvig er genrejsningen af det faldne menneske et historisk projekt, som i kirkehistorisk henseende forløber fra stiftelsen af den første menighed og indtil verdens ende. I denne periode finder en sammenvoksning sted imellem det menneskelige og det kristelige. Dette er, hvad der kaldes den mosaisk-kristelige anskuelse hos Grundtvig. I henseende til islam har Grundtvig i 1836 gjort opmærksom på, at Koranen aldeles mangler “den mosaisk-kristelige anskuelse af en fremadskridende udvikling”, så “uden nogen oprejsning eller Fornyelse springer dog Porten til Paradis op for alle Muselmænd”. Alene ved at ære Allah og Profeten tilkendes muslimen altså adgang til Paradis, og dette er ifølge Grundtvig det rene hokus-pokus.

En forskel er der dog imellem denne afklaring af forholdet mellem kristendom og islam hos Grundtvig og vor egen problemstilling vedrørende baha´i. I baha´i anses Baha´u´llah nemlig ikke for den sidste profet, hvilket, som nævnt, er tilfældet i islam med opfattelsen af Muhhamed som “profeternes segl”. Efter Baha´u´llah skal der komme andre Guds manifestationer, men først skal Baha´u´llas åbenbaring gradvist tilegnes, hvilket vil “forene menneskeheden i én religion og i ét harmonisk samfund”, i den såkaldte “Største Fred”. Men denne menneskehedens gradvise tilegnelse af Baha´u´llas åbenbaring er legalistisk motiveret, og derfor adskiller også den sig fra den mosaisk-kristelige anskuelse hos Grundtvig, i hvilken tilsigelsen af syndernes forladelse ved dåben er udgangspunktet. Det er nemlig (igen i følge Grundtvig) et særkende ved udviklingen i den kristne menighed, at den udspringer af den af Herren selv efter opstandelsen og før himmelfarten indstiftede dåb. Det er altså ved dåbspagten og den hermed forbundne tilsigelse af syndernes forladelse, at den kristne vækst indledes. Selv om der også i baha´i er tale om en udvikling fra messiasopfyldelsen i Baha´u´llah og frem imod fredsriget i den “Største Fred”, så indledes væksten hos baha´i ikke med syndernes forladelse. Når der således ikke hos Baha´u´llah findes en gennemtænkning af det specifikt kristne aspekt vedrørende syndernes forladelse, er det ikke muligt at denne kan repræsentere en virkeliggørelse af den kristne forventning om Jesu genkomst.

Selv om det altså ikke er muligt at imødekomme Baha´u´llahs fordring på også at være den genkomne Kristus, er det alligevel muligt at pege på et forhold, som gør det muligt ikke at frakende baha´i enhver værdi set fra et kristent synspunkt. I et tillæg til sin bog “Grundtvigs historiefilosofi” har Ole Vind ladet trykke et manuskript af Grundtvig om kvækernes apostel George Fox. Grundtvig opfattede ikke kvækerne som kristne men i positiv forstand som “naturalister med ånd” ligesom de tyske filosoffer. Men selv om kvækerne altså i Grundtvigs øjne var hedninger, så han dem som forløbere for en “langt mere gennemgribende Reformation end vi endnu har set”. Grundtvig anser kvækernes leder George Fox for at være en reformator på linje med Luther og Calvin og beklager blot, at Fox ikke indtog det samme standpunkt overfor sakramenter og ordination, som han dog indtog overfor Bibelen, nemlig at den, skønt misbrugt, var en sand og apostolsk bog. Måske kan man på tilsvarende vis forstå baha´i som naturalisme/rationalisme med ånd. Ifølge Grundtvig er det, på dommens dag ikke alene de kristne, der skal frelses, men alle ikke antikristne. I Grundtvigs tolkning af pinseunderet i Jerusalem skete der det, at Ånden, idet denne sænkede sig over disciplene blev genkendt af disse som ånden i den bekendelse, som Herren havde lært dem i tidsrummet mellem opstandelse og himmelfart. Det gælder nemlig: “at Apostlerne jo slet ikke kunde kjende den Aand, der kom over dem, som Jesu Christi Aand, dersom de ikke havde haft et Trosord af Herrens egen Mund at kjende ham (Ånden, red.) paa.” Med andre ord, havde den samme ånd ikke kunnet få kristent mæle, hvis ikke bekendelsen havde været der i forvejen. En sådan situation opstod som bekendt ikke ved pinseunderet, men måske er baha’is tilblivelse er udtryk for en sådan situation. Fordi den sande apostolske trosbekendelse ikke var levende noget sted indenfor det persiske folks horisont, kunne Ånden ikke bekendes kristeligt, da Gud lod den dale ned over dette folk i den hensigt at afklare sit forhold til dette inden verdens ende. Men som sandhedens ånd kunne den i det mindste dementere forestillingen om Muhammed som den sidste profet og den dermed forbundne falske forestilling om Jesus i islam.

Forestillingen om Jesus i islam er falsk, fordi den fornægter Jesu død på korset og dermed opstandelsen og dermed også de fyrre dage imellem opstandelse og himmelfart, i hvilke Kristus ifølge Grundtvigs mageløse opdagelse stiftede menigheden ved at krytte Trosbekendelsen til sin Dåb af disciplene.

En antagelse af, at en sådan uartikuleret kristen impuls kan have spillet en rolle for undfangelsen af baha´i gør sig også gældende i en overvejelse hos William McEllwee Miller, der i sin bog “The Baha´i Faith” knytter antagelsen af en kristen inspiration til forgængeren Bab:

“Det er sandsynligt at hans (Bab) fremhævelse af venlighed og kærlighed, såvel som han holdning til kvinder og børn, er blevet påvirket af hans læsning af Det Nye Testamente, som var blevet oversat til persisk i Shiraz af Henry Martyn ni år før Bab blev født der, og udgivet fire år efter. Kvinders brug ad slør efter muslimsk sædvane blev forbudt af Bab, og mænd og kvinder fik lov til at omgås frit, men undgå at blive for familiære. Bab havde set kristne i Isfahan og Aserbadjan, og i Banyanen omtalte han anerkendende deres renlighed og værdighed, og deres skikke gjorde uden tvivl indtryk på ham. Men han slog fast, at de alle deres gode kvaliteter til trods stadig er i Ilden (vantro), fordi de ikke accepterede Muhammed, som er Jesus overlegen” (min oversættelse).

Foruden at byde på denne parallel til min egen ansats til at forstå kristendommen som en indirekte forudsætning for baha´i er Miller også kommet frem til en afvisning af baha´i, som på flere punkter minder om den her fremlagte. Der er nemlig også hos Miller tale om en opdagelse af, at vigtige kristne grundbegreber lades ganske ude af betragtning eller behandles uklart:

“Med sin mangel på klarhed i sine doktriner om Gud; med sin legalisme som karakteriserer “Den Allerhelligste Bog” (af Baha´ullah, o.a.); med sin anbefaling i denne bog af former for praksis for længst forældet; med sin utilstrækkelighed i behandlingen af synden og sin forestilling om kuren mod det onde i mennesket; med sit vage begreb om livet efter døden…, kan bahaitroen som verdensreligion være en fyldestgørende religion for verden idag og for det kommende årtusind? Kun et svar er muligt, og det er afgjort negativt” (min oversættelse).

Man kan dog tilføje, at krænkelse af forestillingen om Muhammed som profeternes segl nødvendigvis må umuliggøre en dialog med islam, og at dette er tilsigtet, hvorimod den manglende gennemtænkning af kristendommens grundbegreber er udtryk for et manglende kendskab til disse. Baha´i har sin styrke i negationen af islam og sin svaghed i sin egen åbenbaring. Den afgørende impuls i baha´i er forbundet med Babs fremtræden, og den senere udvikling har nok fastholdt erindringen herom, men den har også mistet sit fokus. Det kommer til udtryk i baha’itemplet i Delhis ni indgange. De ni indgange symboliserer indgange til baha’i fra hver af de store verdensreligioner, som baha’i ser sig selv som en opfyldelse af. Forvanskningen er her, at en åbenbaring, der siges at have gyldighed for alle mennesker i stedet kommer til at have gyldighed for alle religioner.

Idet han i øvrigt følger Grundtvigs tanke om de syv menigheder, divergerer den grundtvigske præst Vilhelm Birkedal dog i spørgsmålet om stedet for den syvende menighed. Birkedal anfører i sit kirkehistoriske værk “De syv Folke-Menigheder”, der i sin disposition følger Grundtvigs “Christenhedens Syvstjerne”, at det indiske folk til trods for sin sans for poesi er for stillestående til at kunne spille en rolle på den verdenshistoriske scene. I stedet argumenterer Birkedal for, at den syvende menighed skal findes i det gamle Persien, det nuværende Iran. Det persiske folk er nemlig det eneste af de fire folk, som Daniel så i Nebukadnezars drøm, som endnu ikke har afregnet deres mellemværende med Gud. Babylon er udslettet fra jordens overflade, og Grækenland og Rom er blevet kristnede; og Gud har uden tvivl gemt en belønning til det persiske folk, hvis konge Kyros, det var, der udfriede Guds folk fra det babyloniske fangenskab. Birkedal, hvis bog udkom i 1877, nævner ikke, at der siden 1844 havde fundet en religiøs vækkelse sted i Iran, og at en i denne optrædende messiasfigur Baha´u´llah siden 1863 havde skrevet til en række af verdens ledere, deriblandt pave Pius IX for at henlede opmærksomheden på sig selv som en opfyldelse af forventningen om Jesu genkomst.