Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
At dø eller fortsætte
I dagens citat spørger Krishnsmurti om, hvad det vil sige at dø. Alternativet er at fortsætte. At dø eller fortsætte. Det er spørgsmålet. Det er også evangeliets spørgsmål. At tage imod sine synders forladelse og døden i Kristi skikkelse eller at forblive i synden og dø i synden. Krishnamurti taler rent og purt om det kristelige – uden selv at identificere sin tale som kristelig. Det troens spring kan alene den kristent bestemte tilhører selv foretage.
Krishnamurti accepterer ikke disciple. Ingen skal tro på det, han siger, uden selv at genkende det som sandhed. Men kun den kan genkende det som sandhed, som kender evangeliets sandhed. Ingen kan udfra sig selv erklære sig enig med Krishnamurti.
Krishnamurti kommenterer også her den asiatiske forestilling om reinkarnartion, som han nedsættende kalder ganske bekvem! Den lider nemlig af den skavank, at den adskiller årsag og virkning. En god gerning i dette liv hævdes at give belønning i det næste. Men hvis man handler rigtigt uden egoisme, bringer det øjeblikkelig sin egen godhed med sig.
Kirken i Gyngen 
Elsker bare Krishnamurti. Han var en ener. 🙂
Jeg ser absolut ingen forskel på kristendommen og “den asiatiske forestilling”. Kristendommen lover paradiset, “den asiatiske forestilling” lover et skridt i den rigtige retning. Hvad mere er, at “den asiatiske forestilling” er mere knyttet til filosofi .. man kan tænke sig frem til det … end den kristne, der for en meget stor udstrækning er knyttet til en helt uanvendelig overtro 😉 Gang i diskussionen! *Smiler*
Tak for din kommentar, Peter! Det var nøjagtig det spørgsmål, der trængte sig på også for mig. Krishnamurti ville heller ikke skelne mellem reinkarnation og en bogstavelig tro på opstandelsen. Men ligesom han trænger karma sammen til et øjeblik, således at straf eller belønning for en given handling indfinder sig umiddelbart, vil opstandelsestanken i hans univers kun give mening i øjeblikkelig forstand. I det øjeblik døden indtræder i en given sammenhæng, bringer den en ny virkelighed med sig. Døden i en bestemt skikkelse – og jeg vil altså sige i Kristi skikkelse – er vævet ind i vore liv.
Tak, Bjoergit! Sådan har jeg det også. Jeg blev bare glad, da jeg stødte ind i ham – og jeg følte, at den frisættelse, jeg oplevede under læsningen, mindede mig om den, jeg oplevede ved læsning i evangelierne. De to ting ligner hinanden, og de ligner ikke noget andet. Jeg er, om jeg så må sige, fanget på begge ben.