I dagens citat taler Krishnamurti om ideer. Det vil sige den slags ideer, som er et resultat af tænkning – og det vil igen sige den slags tænkning, som hidrører fra hukommelsens begrænsede erfaring. Hukommelsen er i sig selv uden liv, men den oplives af en given udfording i øjeblikket. Herved opstår en idé, som foregiver at kunne løse det givne problem, som ideen dog aldrig har været i berøring med.
Derfor må der være en helt anderledes tilgang til det aktuelle problem. Kan vi løse det uden at flygte ind i en begrænset idé?
Hvis tilværelsen pludselig forandrer sig til det værre eller bedre, tænker vi måske, at fra nu af skal det blive anderledes! Fra i dag vil jeg ikke længere spilde min tid på dette eller hint. Men vi glemmer, at vi fra fødslen er faldet dybere, end vi nogensinde igen vil kunne falde – og vi glemmer, at vi ved dåben er skænket mere end skæbnen nogensinde igen vil kunne tilskikke os.
Men måske kan vi lære at udvise større skønsomhed i det daglige, hvis det lykkes os at bede Gud om at give os den gave i tilgift.
