Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Døden som velgerning
Prædiken til 21. søndag efter trinitatis 2011.
I dette efterår er der for mig sket det, at jeg er flyttet. Jeg er flyttet tilbage fra kolonihaven; men jeg er også flyttet sammen med min kæreste. Vi har fået skilt på døren, og mit skrivebord har fået selskab af hendes klaver. Min kat har lagt sig i hendes skød. Jeg vil anvende ordet ‘at flytte’ ved siden af ordet ‘at omvende sig’. At omvende sig angiver at skifte sind, hvorimod at flytte angiver at skifte bopæl. Forskellen er, at forandringen i det første tilfælde sker i det indre og i det andet i det ydre. Det indre går forud for det ydre, men det ydre følger efter det indre. Det første Jesus siger, da han træder frem som forkynder hos Markus er ordene “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” Det kan lyde som om, at det at omvende sig og det at tro på evangeliet to måder at sige det samme på, men det er det ikke. At omvende sig er at forelske sig. At tro er at flytte.
Fortællingen i Anden Kongebog om aramæerkongens hærfører Na’aman er et godt eksempel på denne forskel mellem det første og det andet skridt. Den respekterede hærfører er blevet syg, og der er ingen umiddelbar udsigt til helbredelse for den alvorlige sygdom. Men hans kone har en tjenestepige, om hvem vi hører, at aramæerne engang havde bortført hende under et indfald i Israel. Nu er hun åbenbart faldet så godt til i sin påtvungne eksil, at hun nærer omsorg for sin nye herre. Nu siger hun: “Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!” Selv om den israelske pige, som her optræder uden navn, er blevet bortført, og slet ikke har ønsket at være slave hos aramæerne, har hun valgt at lade sig flytte. Hun har valgt at tro. Nu er det denne tro, der er virksom i forhold til hendes nye herre, aramæeren Na’aman, som er blevet syg.
Det er profeten Elisa, hvorom der er tale, og den aramæiske hærfører er ikke sen til at følge et godt råd, og han drager afsted belæsset med gaver til profeten som betaling for den forventede helbredelse. Gaver som betaling, sagde jeg. Men sådan opfører den syge hærfører sig. Halvhjertet. Det viser sig også, at da profeten befaler ham at bade syv gange i den beskedne Jordanflod, afviser han det som latterligt, for de har større og dejligere floder derhjemme. Hvorfor skulle han lade sig dirigere til at opføre sig fjollet, fordi han er syg. Men hans tjenere har mere respekt for Elisas mærkelige påbud, og de overtaler deres herre til at give sig ind under lægens autoritet og følge hans råd fuld ud. Da han gør det, bliver han rask. Derefter vender Na’aman tilbage til Elisa ikke bare for at sige tak men også for at bekende sin tro. Sin gave kommer han også af med, men nu er det ikke som betaling til Elisa. Nu er det som gave til Gud.
Tro er ikke alene noget indre men også noget ydre. Tro er adfærd. Det er som Paulus skriver i brevet til efeserne at iføre sig Guds fulde rustning. Sandhed er et bælte om lænden og retfærdighed er en brynje. Villighed til at forkynde evangeliet er sko på fødderne, og troen er et skjold. Frelsen er en hjelm, og den hellige ånd er et sværd. Således udrustet skal vi bekæmpe det onde i enhver synlig og usynlig skikkelse. Vi skal ikke granske vore hjerter og nyrer. Vi skal arbejde og bede, være foretagsomme. Vi prædiker ikke ikke-vold. Vi prædiker at skabe Guds menighed som Gud skabte verden ved at skabe liv. Ikke-vold skubber volden ind under gulvtæppet, og der bliver en vold. Skabelse udfolder kraften, så vi har noget at være fælles om. Vi mennesker har intet overhovedet tilfælles uden det vi skaber sammen. Men det, vi skaber sammen er vores rustning. I det er vort sværd og vor hjelm, vort skjold og vore sko på fødderne. Deri er vi usårlige, og deri ligger vor styrke.
Der blevet spurgt, om vi som forskellige kristne i verden overhovedet kan genkende hinanden. Svaret på det spørgsmål er, at det kan vi kun, hvis vi skaber noget sammen, for kun i det, som vi har skabt sammen, kan vi genkende hinanden. Vi kan være nok så forskellige, og det er vi, men skaber vi noget sammen, genkender vi og kender vi hinanden. Men at skabe noget sammen med andre kræver, at man giver slip på sine fordomme både om andre og om sig selv. I historien om den kirkelige embedsmand, hvis kirke ligger syg i Kapernaum, hører vi om et menneske, der er i stand til at give slip på sine fordomme om sig selv. Han tilhører uden tvivl det bedre borgerskab – og nu beder han Jesus om hjælp! Jesus selv er smækfuld af fordomme, og da den fremmede beder om hjælp til sin syge søn, oplever han det bare som en ønske om at se et mirakel, og først da faderen siger “Skynd dig! inden min søn dør”, sker der et gennembrud, og Jesus svarer ham: “Gå hjem! din søn lever”.
Vi har fordomme om alt, også om døden. Hvorfra ved vi, hvad døden er, og hvorfor frygter vi den? Hos Krishnamurti møder vi en opfattelse af døden som kendsgerning også eller måske især i andre sammenhænge end den sammenhæng døden optræder i i forbindelse med alder og sygdom eller ulykke. Døden er i virkeligheden noget andet, end det vi møder i disse sammenhænge. At være i kontakt med døden er forbundet med fordommes og vrangforestillingers ophør. Døden er venligheden selv, som kommer og tømmer én som den skraldespand man er. Fuld af forestillinger om egen fortræffelighed eller usselhed i henseende til alle de sammenhænge, vi indgår i. Døden tager det hele væk, og vi står nøgne tilbage i de Gudskabte relationer til familie og venner, hunde og katte, vind og vejr. Den egentlige lidelse og død er altså mærkeligt nok i virkeligheden en stedfortrædende lidelse og død. Det har vi hørt før. Men tænk sig, vi skulle høre det igen og påny.
Vi skulle høre det påny fra et menneske som tilsyneladende ikke har denne tanke fra den kristne forkyndelse. Men det har han nu nok alligevel. Det specielle ved Krishnamurti, er hans overordenlige modtagelighed. Krishnamurti har tilegnet sig oplevelsen af Jesu stedfortrædende lidelse og død uden egentlig at opdage, at der fandt en tilegnelse af en bestemt tradition sted. For Krishnamurti er det egentlig bare sådan, det er. Finanstilsynet kommer på besøg og gennemgår regnskabet og finder alt i skønneste orden. Kirken har ikke blot i sandhed forkyndt evangeliet. Den har også forkyndt evangeliets sandhed. Evangeliets sandhed har ladet sig udkrystallisere. Jeg har via Krishnamurti talt om døden som venligheden selv, og det kan dårligt opleves som andet end krænkende for den almindelige livsopfattelse. Men ifølge evangeliet er den død, som er den vigtigste for os, ikke vor egen død eller vore nærmestes død, men den død, som er en velgerning, fordi den er Jesu død.
Salme her.
Kirken i Gyngen 