Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
At ønske sig et akvarium – Pinseprædiken
I fortællingen om Jesu himmelfart er der en oplysning, som også har betydning for forståelsen af historien om pinseunderet i Jerusalem. Det er en oplysning, der gives indirekte af de to mænd i hvide klæder, som henvender sig til skaren umiddelbart efter, at Jesus er forsvundet i en sky. Da de henvender sig til de forsamlede, siger de: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som blev taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” Den oplysning, der gives indirekte er, at alle de forsamlede er galilæere. De stammer fra Jesu hjemegn i det nordlige Israel.
De to mænd i hvide klæder, som i ældre oversættelser kaldes engle, tiltaler ikke skaren hverken som jøder eller som Jesu disciple. Skaren identificeres af dette himmelske blik i kraft af sit særlige tilhørsforhold til en ganske bestemt egn. Det den loves er, at Jesus skal vende tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de har set ham forsvinde i. Det vil sige, at han skal komme igen i en skikkelse, som det er muligt at have det samme inderlige forhold til. Det er dette, der sker allerede ved Åndens udgydelse ved pinseunderet kort efter i Jerusalem.
Her genkender disciplene den ånd, der optræder, som netop Jesu ånd. Igen får vi en indirekte meddelelse om de forsamledes herkomst. De omkringstående, der oplever disciplene tale på alle mulige sprog, siger nemlig: “Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” Igen gives oplysningen, at alle af Ånden berørte er galilæere.
Det særlige ved at være galilæer i denne sammenhæng er, at disse galilæere har en fortid sammen med Jesus. De har levet sammen med ham, og de har set set ham blive korsfæstet og dø. De har oplevet ham rejse sig fra graven og færdes sammen med dem igen, og de har været vidner til hans optagelse til himlen. Alligevel er hele historien dem gådefuld. De har ikke andet at holde sig til end det løfte om hans genkomst, de blev givet efter hans optagelse til himlen. Vi må forestille os, at disciplenes bøn efter Jesu himmelfart alene har haft dette fokus. Vi må forestille os, at der sker noget i disciplenes bøn på pinsedagen: At den forvandler sig fra at have være en fortvivlet længsel efter at se Jesus igen til at være en glædelig forventning om det samme. I det øjeblik var Jesus der allerede igen i skikkelse af sin ånd. Nu kunne disciplene se ham igen! Ikke over alt på én gang men i det vindstød, der i det samme rørte jorden. Sådan er det at være galilæer i denne sammenhæng.
At ønske sig et akvarium med sumpskildpader og kampfisk.
Søpapegøje og kaskelot.
Forglemmigej og kvækerfinke.
Kejserkrone og kongelys.
Stenbiderrogn og floddelfin.
Træskonæb og næbdyr.
Vaskebjørn og bjørneklo.
Piratfisk og hundestejle.
Hundehvalp og kattekilling.
En lillebitte islandsk hest.
Klimaforandringer og Jesu genkomst.
Salme: https://kirkenigyngen.net/2010/07/10/altid-lod-jeg-herren-skue/
Kirken i Gyngen 
morsomt og hyggeligt indlæg.
Glæder mig, at det glæder dig.