Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the category “Krishnamurti”

Lykkelige omstændigheder

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. I sommeren 84 plukkede jeg jordbær og læste Otto Møller, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurti holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

Jeg havde selv fornøjelsen af at sidde i flokken ved Mesterens fødder den dag i sommeren 1985. Alle Krishnamurtis taler blev optaget på video, hvilket gør et gensyn muligt, 31 år senere i skrivende stund. Jeg må have lyttet, for denne helt vidunderlige historiske bevidsthed med en original og kontroversiel pointe er levende i mig. Nærmest planløst panorerende hen over tidens politiske situation sidder Krishnamurti pludselig med koncentrationslejrene i den ene hånd og organiserede religioner i den anden.

Jeg husker ordret Krishnamurtis etymologiske udlægning af ordet ‘intelligence’ ved at dele det op i ‘inter legere’ som det at læse mellem (linjerne). Jeg kigger efter mig selv blandt publikum men ved, at jeg ikke vil være til at få øje på, fordi jeg dengang havde en fiks idé om at holde mig i periferien. Men jeg kan se Alice, og at hun et øjeblik drejer hovedet og gør sig fri af spændetrøjen her i Platons hule. Vil du, eller skal jeg, spørger Krishnamurti, svare på spørgsmålet, om der findes en holistisk intelligens, en kroppens intelligens. En genstandsløs passion uden sorg. Et ledende spørgsmål må man sige, og Alice svarer, at Krishnamurti og Rudolf Steiner er de to store. Steiner, der meldte sig ud af Teosofisk Samfund, da Krishnamurti blev præsenteret som Messias. Spændvidden i det svar består i, at de er så forskellige som dag og nat.

Det specielle for mig ved at læse ved at læse Albert Dams bøger er en oplevelse af, at her er det tingene selv, der taler – og ikke en beskrivelse af dem, som kun delvis lader tingene komme til orde selv. I “Den lodrette beståen” har Vagn Lundbye anskuet Albert Dams forfatterskab som en fuldendelse af fortællingen om os i forlængelse af Johannes V. Jensens og Martin A. hansens forfatterskaber. Måske er det i virkeligheden sådan, at der er tale om en fuldendelse i ordets egentlige betydning, for ved at betvivle enhver mytologisering trænger Dams tekst definitivt igennem og lægger historien bag sig. I Albert dams forfatterskab etableres et favær, et af historien uafhængigt frirum, hvorigennem fortiden, nutiden og fremtiden ses.

Vagn Steen har i egnsbeskrivelsen “Østjylland” karakteriseret Albert Dams historiesyn derved, at det i en dansk sammenhæng adskiller sig både fra Johannes V. Jensens kyniske darwinisme og fra Grundtvigs romantisk farvede kristne udviklingsoptimisme. Imidlertid er Dams østjyske vision både mere illusionsløs end den himmerlandske og mere naiv end den sjællandske. Den udviklingslinje, han har opsporet, som den der fra padder og småkravl over oprejste menneskeaber førte til mennesket, har et blik for det ufarlige væsens overlevelsespotentiale. I denne sammenhæng opleves pindsvinet som forbillede i udfoldensen af denne ellers særlige menneskelige kvalitet, som i Dams øjne har fundet sin højeste udfoldelse hos netop østjyderne.

Om vuggestuen Anemonen ved jeg, at den har sit navn som følge af en konkurrence udskrevet blandt forældrene. Jeg har ladet mig fortælle, at det var en grønlænder, der fandt på navnet. Han har uden tvivl fundet det oplagt, fordi det i et nærliggende skovbryn vrimler med anemoner om foråret. Også andre steder i området omkring Århus findes der anemoner, men også før, jeg blev ansat i vuggestuen, var det anemonerne i skoven ved Brabrandsøen, jeg huskede. Ligesom den mig ubekendte grønlænder har jeg haft den lykkelige oplevelse at finde blomstrende anemoner, hvor jeg kom hen.

Om anemonen ved jeg, at den sætter det følgende års rodnet forskudt for det gamle. Således vandrer den hen over skovbunden. Herefter springer bøgen ud og lukker sit lysegrønne tag over skoven; og hvem har ikke som barn set en fugl flyve fra gren til gren i skyggen af sådan et forår? Ganske vist var det i egeskoven, Jakob og jeg engang sad stille, mens to nysgerrige egern kom ned ad stammen for at se på os. Det ene var rødt, det andet var gråt. Selv i naturen finder umage par sammen. I barndommens skove findes en stilhed, hvoraf en helt anden verden fødes. Det er derfor, vi bærer dem med os. Skovene.

Skabende forståelse

Mit hjerte hopper af glæde, når jeg hos Krishnamurti møder opfordringen til, at vi annammer “en skabende forståelse af os selv”. Når der på kierkegaardsk vis tales om “vælge sig selv” eller “overtage sit givne indhold” er der vist ikke tale om en sådan skabende eller kreativ forståelse af sig selv. Det er vel Luthers bud om at “leve i kald og stand”, der er Kierkegaards åg. Blot er det ikke lige kald og stand men det personligheden givne vilkår. Men pinsen er et godt eksempel på den kristne menigheds skabende forståelse af sig selv. Disciplene følte sig ikke henvist til en slavelignende erindring om Jesus, men erindringen blev levendegjort af ånden. Det, som var før, er forsvundet. Se en ny himmel og en ny jord. Det lyder som et Jesusord.

Udenfor rækkevidde

Tanken finder nydelse i det forgangne, i erindringen om noget snukt. I ønsket om at det skal gentage sig. Men mindeerne lever deres eget liv udenfor tankens rækkevidde.

Krishnamurti: her.

Sammenligning

At sammenligne sig selv med andre er at fornægte, hvad man selv er. Selve sammenligningen er at fornægte sig selv. Selve sammenligningen er at forsøge at lave om på sig selv. Man bliver ikke klogere på sig selv men skaber en illusion. At sammenligne er at skabe konformitet. Når jeg ser, at dette – at identificere sig selv med en ydre instans kun skaber elendighed – så holder jeg op.

Krishnamurti her.

Identitet

Når vi ønsker at forstå os selv, kan vi give os hen til en analytisk proces og stykke for stykke blive klogere på os selv. Men ved at gøre tiden til en dimension i arbejdet med os selv åbner vi for alle mulige veje og vildveje. Der er ingen ende på, hvor det vil føre os hen. Den eneste måde at kende sig selv på er derfor at kaste et blik på sig selv i en given situation. Der findes ingen identitet udenfor øjeblikket.

Krishnamurti her.

Dannelse

Al mulig viden er en forhindring for oplevelsen af omverdenen. Det er en begrænsning at have kulturel viden, at have dannelse. Hjernen løber løbsk i sin egen selvbekræftelse, i sin katalogisering. Der er en bøg, der er en eg. Nu skal der såes det og det inden døre, nu spirer tulipanerne. Men man slipper jo ikke uden om at vide noget. Alligevel findes verden udenfor sproget og selv sproget udenfor sproget.

Krishnamurti her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...