Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the category “Litterære oplæg”

Den gode jord

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

Jorden hvilende i sin tilstand
samler sin opmærksomhed
om et punkt i sig selv,
som er befrugtet af himlen.

Træerne står roligt oprejste,
mange års besindighed er gemt i stammen.

Stammen opløser sin vælde
i tyndere opvendte grene.

Grenene forfiner sig ud i kviste,
hvoraf de yderste af bare sarthed
er lige vedat blive ét med himlen.

Bladene folder sig ud,
og ved at leve i lyset
afgiver de deres farve til øjnene.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

Siddende på stolen på platformen
bærer du verden balancerende på sindet.

Svanen har strakt sin hals gennem himlen
og fjernet et brød fra min hånd.

Du løftede øjnene og så,
da duen foldede sig ud
og fløj fra dit ansigt.

Som et spyd der forlader hånden
med fodfæstet hvilende balance i længen.

Kastanjen kaster
sine brune øjne
ned på jorden.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske begreber fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

13707656_10153782122822951_7374603709450760689_n

I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Her har Krishnamurti tilegnet sig og gør gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed. Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” lader sig ane bag Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier. Det er et eksempel på en karakteristisk evne hos Krishnamurti til at absorbere indsigter andre steder fra og mangedoble deres værdi. Krishnamurti er den gode jord.

At være en høne

I begyndelsen af J. Anker Larsens roman “Kong Lear fra Svendborg” fra 1932 findes et indtagende portræt af hovedpersonen, Niels som barn. Det består af en række billeder af ham, som skildrer hans evne til at blive ét med omgivelserne.

*

Det er nok at tage et par billeder af ham i hans tidligste barndom hjemme i landsbyen. Det første er taget midt på dagen, lige i middagsstunden, mens folkene sover og dyrene hviler. Han sidder i solen med ryggnen modhusets hvide gavl, stor af krop, med en uskyldig lidenhed i sjælen. Solen skinner, det er først på sommeren, det grønne er endnu lyst og ungt. Foran ham ligger en sort høne og blunder så småt. Den har skrabet et hul i jorden og puttet sig ned. Han fornemmer i sig, hvor denne rede er lun af solvarme, lugten af høne sidder i hans næse, I kan tro, han kender den sorte putte, han er lige ved at tro, at dens blod banker i hans egen puls, så god besked ved han om hende. Hun er ikke klog, hun er så inderlig retskaffent indskrænket, at det gør ondt helt ind i hjertet på ham og får ham til at skutte sig af en liflig, lydløs medvidende latter. Hun ligner en skikkelig kone, der blunder lidt over strikketøjet, hun her skal nu ved lejlighed have lagt et æg. Lågene glider sammen og hænger som strømper i ål ned over øjnenes oprigtige mangel på forstand. Han sidder og venter på, at hun skal nikke i søvne. Det gør hun ikke; men lige med et sker der noget i hende, et “gok” ryger hende ud af næbbet, og hun ser sig spørgende om: “hvad var det?”
Det klukker i ham og han siger “gok”, livagtigt som hønen, hun vender hovedet og ser forarget på ham: “Er det dig eller mig, der er høne?”

“Gok”, siger han, rejser sigog går og ler af ufattelig lykke. Han er nærved at tro, at han kan lægge æg.

Han driver ud på vejen og går midt i det hele, allevegne og ingensteder, bare i verden.

Her er så stille som i Torneroses slot. Folk er borte i middagssøvnen og ved ikke af, at verden er herude.

Der er Jakob Hjulmands hus. Det er så levende af Jakob, at det gerne kunne være hans trøje, som var hængt ud til tørring i solen. Der kommer Jacob selv ud af døren, dunstende af middagssøvn som en sort høne. Han er ikke helt vågen endnu. Niels kan se, hvordan hans lemmer vader gennem et ocean af forsovethed og mærke et dynd af søvndrukkenhed i hans hjerne. Den sorte høne og Jakob er i øjeblikket lige ubegavede. Han kommer ud på vejen og står midt i det altsammen i færd med at blive Jakob, han ser op i luften, noget begynder at ske inden i ham, og han sige opvågnende stille og fredeligt hen i vejret:

”Ja-a-h!”

Så opdager han Niels og siger, ikke just uvenligt, men småfornærmet som en, der er blevet iagttaget, mens han foretog sig noget, der ikke kommer nogen ved:

“Står du der, dreng?”

Niels klarer akkurat at lade være med at sige “j-a-h”. men han have det sagt, for han elsker Jakob, fordi han kender ham, eller han kender ham måske, fordi han elsker ham, kender ham, så han tror, han mærker hans ånde i sin mund, den sendes ud, nøjagtig som Jacobs, og han går om bag huset og siger “ja-a-h” så livagtigt, at Jakobskone stikker hovedet ud af vinduet og spørger:

“Er du der, Jakob?”

Niels smutter væk, overfladisk skamfuld, men i bunden ufattelig lykkelig. Han kan ellers ikke efterabe folk sådan som hans skolekammerat Peter, landsbyens morsomme klovn, men der er jo det, at når han står og ser længe nok på dem, så kan de komme til at røre ved noget langt inde i ham, det som han kalder sådan rigtigt ham selv, og så er der ikke nogen videre forskel på dem og ham, og da kan han pludselig stå og ligne dem og tale ligesom de. Straks efter er det igen umuligt for ham.

Men nu er det i ham; en lykke som går allevegne hen, fylder ham, strømmer ud, op i træerne og ind i solskinnet, han siger “gok” og “j-a-h”, men det er ikke nok til al den lykke, han må sige hele sig selv og, inden han ved af det, før lykkens lattertårer endnu er tørret af hans øjne, har han foldet sine hænder og er begyndt:

“Fadervor, du som er i himmelen, helligt vorde dit navn, til os komme dit rige, ske din vilje som i himmelen således også på jorden, giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, led os ikke i fristelse men fri os fra det onde, thi din er æren og magten i evighed. Amen.”

Han har ikke plads til lykken i sig, han lægger sig ned på maven og tror, at han ville dø med det samme, hvis alting så måtte have det lige så godt, som han har det nu.

Men han skal ikke dø, han er levende, spillevende og ligger lige midt i verden. Han er til, og verden er til. Amen. J-a-h! – Gok!

*

Motivet genfindes hos Frank Jæger i Være-digtet.

Readymade haiku

READYMADE HAIKU
Readymade er betegnelsen for en tekst, der præsenteres som skønlitteratur, selv om den oprindelig er skrevet i anden sammenhæng. Begrebet er hentet fra moderne kunst, hvor det opstod i forbindelse med Marcel Duchamps værker. Mest kendt er værket “Fontæne”, som er et urinal, der i stedet for funktionelt at være placeret på et toilet er udstillet på et museum (1914).

Readymades skabes ikke med henblik på at være kunst men bliver det i kraft af kunstnrens opmærksomhed. Det er en form for undergravende opmærksomhed, som ikke tager det pågældende udtryk for pålydende men tolker det på tværs af dets iboende hensigt.

I det følgende isoleres haiku fra udsagn i den politiske debat. Da det er det korte haiku med sine 17 stavelser, der bruges som filter og form, er der her tale om et beskåret readymade. Sætninger tages ud af deres sammenhæng og tiltrækker betydninger, som den oprindelige afsender ikke nødvendigvis kan stå indefor.

*

“I dag mødes EU-lederne med Tyrkiets præsident Erdogan. Ikke for at fordømme den voldsomt stigende undertrykkelse i Tyrkiet, men for at forære Erdogan milliarder af euro for at forhindre flygtninge i at flygte. Når det gælder EU, er der intet nyt under solen. I går Gaddafi, i dag Erdogan”. (Søren Søndergaard, opslag på Facebook)

Intet nyt under
solen. I går Gaddafi,
i dag Erdogan.

Søren Søndergaards poetiske touch.

*

“Attentaterne mod Gaddafi og Saddam var ulovlige og bør fordømmes af enhver med bare lidt forstand…” (Rasmus Tvorup Als, kommentar)

Attentaterne
mod Gaddafi og Saddam
var ulovlige.

Det vrimler med haiku.

Den gode jord

1. Det vejløse land

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne og mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:

“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).

Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i anledning af udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ “Metafysik”:

“Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003).

Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” lader sig ane bag Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier. Det er et eksempel på en karakteristisk evne hos Krishnamurti til at absorbere indsigter andre steder fra og mangedoble deres værdi.


Krishnamurti

Det findes der et udtryk for i en lignelse, som vi kender fra den oldkirkelige teolog Irænæus, som levede fra 130 til 200 efter Kristus. Det er en lignelse, som Irenæus selv har fået fortalt af Papias, som har den fra Polykarp, som har den fra Jesu discipel Johannes, som igen ifølge Irenæus har den fra Jesus selv:

“Der skal komme dage, hvor hver vinstok har 10.000 grene og hver gren 10.000 ranker, og hver ranke har 10.000 klaser og hver klase 10.000 druer, og af hver klase skal der presses femogtyve kander vin. Når nogen griber om en klase, så råber den anden klase: “Jeg er bedre, tag mig, velsign Herren med mig”. På samme måde skal et hvedekorn give 10.000 aks og hvert aks skal have 10.000 kerner og hver kerne give ti pund rent mel. Det skal forholde sig på samme måde med de andre former for frugt og urter, og alle dyr skal have deres føde af jorden og leve i fred og fordragelighed indbyrdes og tjene menneskene i lydighed”. (Irenæus: “Mod kætterne” s. 154. Oversat af Ulla Kiel, Forlaget ANIS 1999).

Her er der altså tale om en lignelse af Jesus, som er overleveret udenom Det nye Testamente. I Johannesevangeliet siger Jesus, som bekendt: “Jeg er vintræet, I er grenene”. Man kunne føje til: Krishnamurti er jordbunden.

2. Det gallilæiske spor

I en dansk sammenhæng er Irenæus især kendt for den betydning, hans skrifter fik for Grundtvig i dennes opgør med, hvad man kunne kalde bibelkritikkens opgør med bibelfundamentalismen. Den betydning Irenæus tillagde Trosbekendelsen blev for Grundtvig et helle mellem de to andre på hver sin måde dræbende positioner. Ved hjælp af den blev det muligt for ham at identificere den for ham at se sande menigheds levnedsløb i historiens løb. Forestillingen herom kendes som Grundtvigs kirkelige anskuelse og er udfoldet i det store visionære kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” (1860).

Ledetråden i dette skrift er netop Trosbekendelsen i sin oprindelige apostolske ordlyd, og det var Grundtvigs opfattelse, at Kristus selv havde lært disciplene denne i perioden på fyrre dage mellem sin opstandelse og himmelfart. Pointen i dette synspunkt er, at det tilvejebringer muligheden for at forstå kirken som stiftet af Herren selv og ikke som en organisation, der er stiftet af andre efter hans bortgang. Dermed er det kirkelige liv et “fællesliv” med Kristus selv.

Hvorvidt man kan forestille sig, at Trosbekendelsen kom ind i verden på denne måde, er ikke afgørende. Det afgørende er, at går man ikke ad denne vej, kommer man ikke til kilden, som er Kristus selv, men henvises til sekundære forestillinger om Åndens udgydelse på pinsedagen, som Skriften hævder, eller til disciplenes virksomhed, som er bibelkritikkens anliggende.

Det er dog muligt at etablere en skriftforståelse, der bygger bro mellem Grundtvigs forestilling om menigheden som stiftet af Kritus selv og den traditionelle opfattelse af pinseunderet i Jerusalem som kirkens fødselsdag. En sådan forbindelse kan tilvejebringes ved at følge det galliæiske spor.

I fortællingen om Jesu himmelfart i begyndelsen af Apostlenes Gerninger er der nemlig en oplysning, som også har betydning for forståelsen af historien om pinseunderet i Jerusalem. Det er en oplysning, der gives indirekte af de to mænd i hvide klæder, som henvender sig til skaren umiddelbart efter, at Jesus er forsvundet i en sky. Da de henvender sig til de forsamlede, siger de: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som blev taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” Den oplysning, der gives indirekte er, at alle de forsamlede er galilæere.

De to mænd i hvide klæder, som i ældre oversættelser kaldes engle, tiltaler ikke skaren hverken som jøder eller som Jesu disciple. Skaren identificeres i kraft af sit særlige tilhørsforhold til en ganske bestemt egn. Det den loves er, at Jesus skal vende tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de har set ham forsvinde i. Det vil sige, at han skal komme igen i en skikkelse, som det er muligt at have det samme inderlige forhold til. Det er dette, der sker allerede ved Åndens udgydelse ved pinseunderet kort efter i Jerusalem.

Her genkender disciplene den ånd, der optræder, som netop Jesu ånd. Igen får vi en indirekte meddelelse om de forsamledes herkomst. De omkringstående, der oplever disciplene tale på alle mulige sprog, siger nemlig: “Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” Igen gives oplysningen, at alle af ånden berørte er galilæere.

Den åndens udgydelse, som i første omgang angik specifikt gallilæere, kommer i Grundtvigs kirkehistoriske syn, som det er udfoldet i “Christenhedens Syvstjerne” til at gælde en specifik række af historiske menigheder. Digtet er struktureret ud fra forestillingen om kristenhedens hele kreds bestående af syv menigheder, som den forekommer geografisk udlagt i form af syv lilleasiatiske menigheder i kap. 1 – 3 i Johannes´ Åbenbaring. Det var således Grundtvigs tanke, sideløbende med en parallel geografisk placering af de syv menigheder i form af menihederne i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikæa også at udfolde perspektivet historisk i form af syv historiske menigheder. Kristenhedens hele kreds udlagt både geografisk og historisk bliver da i Grundtvigs perspektiv at finde i kæden af menigheder bestående af den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den indiske menighed, der i modsætning til de seks første menigheder ikke udlægges historisk men profetisk, eftersom den på Grundtvigs tid endnu ikke havde fundet sted. Men det er Grundtvigs gæt, at den syvende menighed skal findes i Indien.

3. Grundtvigs forventning

I Grundtvigs historiesyn opledes en særegen sti op igennem historien fra grundlæggelsen af den første menighed ved Kristus selv til den sidste menighed. Det er et afgørende forhold i denne kæde af menigheder, at missionen til Tyskland ifølge Grundtvigs historieforskning kom fra England. I England fandtes nemlig i skikkelse den angelsaxiske folkestamme et dynamisk folkeliv, som var i stand til at træde i et frugtbart forhold til Helligånden, da denne ved den apostolske trosbekendelses ord fra den romerske kirke i 600-tallet (synoden i Whitby 664) forplantede sig til England. Den irokeltiske kristendom, som allerede tidligere havde vundet udbredelse på de britiske øer er uden interesse i Grundtvigs historiesyn, eftersom den ikke var bundet til Den apostolske Trosbekendelse. Præget, som den var af Pelagius (354 – 420/440) og hans fornægtelse af Augustins lære om arvesynden og dermed mangel på syndserkendelse, savnede den blik for det frelsehistoriske projekt forløbende fra skabelse over syndefald til genløsning, der er rammen om Grundtvigs kristne historiesyn.

Indtil mødet med den angelsaxiske folkestamme havde Helligånden været henvist til folkeslag, der allerede havde haft deres storhedstid på den verdenshistoriske scene, og ånden havde måttet følge disse i deres alderdomssvækkelse og som følge heraf også selv afmattes. Den græske menighed var svagere end den hebræiske, og den latinske var igen blevet svagere end den græske, blot havde den i modsætning til den græske beholdt den oprindelige apostolske trosbekendelse. Det er alene dette forhold, der frelste troen igennem den latinske menigheds iøvrigt store forfald. Selv om den engelske kristendom ifølge Grundtvig var svagere i det kristelige end selv den latinske, så var den stærk i det folkelige, og det var dens ungdommelighed, der gav kristendommen nyt liv.

Det er således i Grundtvigs syn vigtigt, at missionen til den saxiske folkestamme i Tyskland kom fra de nært beslægtede angelsaxsere (ved Bonifatius) i England. Den tyske menighed med den lutherske reformation skal således ses i forlængelse af den engelske menighed mere end i et forudsætnigsløst opgør med Rom. Videre er det vigtigt at se den danske eller den nordiske menighed i forlængelse af den tyske, men også i den danske at oplede en friere udfoldelse af kristenlivet end hos forgængeren. Den danske menighed er den sidste før den syvende og sidste menighed i Indien. Denne sidste menighed skal i henseende til virkeliggørelse af det kristelige nærme sig selv den hebræiske menighed.

Hvad der er vigtigt at forstå ved dette kirkehistoriske syn er den hermed forbundne udviklingstanke, eller rettere: forfalds- og udviklingstanke. Det er nemlig karakteristisk for Grundtvigs kristne historiesyn, at det også inkorporerer forfaldet i sig, hvilket naturligvis er en følge af det overordnede frelsehistoriske paradigme: skabelse, syndefald og frelse. Det er altså igennem forfaldet i den græske og videre i den latinske menighed og igennem opblomstringen i den engelske, tyske og nordiske menighed, at den kristne udvikling er forløbet. Udviklingen gælder samlivet eller hos Grundtvig “fællestroen” og “fælleslivet” med Kristus, og Grundtvig mener altså, at dette er dybest og sandest hos de første og de sidste menigheder og lavest i den latinske og engelske menighed. Men overordnet set finder der altså gennem en krise en implementering af kristenlivet sted som en beredelse til Herrens genkomst.

Det er egentlig ikke Jesu genkomst og dommens dag, der er i fokus hos Grundtvig, men derimod den forudgående opblomstring i Tusindårsriget. Det er et vigtigt forhold, at den opblomstring af folkeånderne (nationalisme), der op igennem de syv menigheder har fundet sted i forhold til Helligånden, nu i tusindårsriget er tilendebragt. I tusindårsriget skal det folkelige gå under og genopstå i forklaret skikkelse i det menneskelige. I denne periode skal kristenlivet nemlig være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Det skal endog overgå kristenlivet i den første menighed, den hebræiske. Men efter tusindårsriget oprinder altså dommens dag endelig. Hos Grundtvig er det ikke alene de troende, der skal frelses på den yderste dag. Det skal derimod alle, der ikke direkte har fornægtet troen og dermed Gud og sandheden. Ole Vind påpeger i sin bog “Grundtvigs historiefilosofi”, at dette forhold hos Grundtvig muligvis ikke er foreneligt med luthersk teologi, og at det nok er skyld i, at den grundtvigske kiliasme hidtil er blevet overset af grundtvigforskningen.

Man kan få indblik i Grundtvigs overvejelser i henseende til perspektivet frem imod “verdens ende” dels rundt omkring i hans prædikener og dels gennem utrykte manuskripter. Ole Vind citerer i sin bog et manuskript af Grundtvig fra omkring 1856, i hvilket Grundtvig ved at følge den jødiske tidsregning regnet efter verdens skabelse angiver verden til at have eksisteret i 5617 år af de 6000 år, der ifølge gammel historieteologisk opfattelse er afsat til denne før dens undergang. I de heraf tilbageværende knap 400 år forventede Grundtvig en fortsættelse af den allerede påbegyndte syvende menighed, samt at Tusindårsriget som en ottende menighed skulle følge efter og begynde inden år 2100.

Efter den syvende menighed skal komme den ottende menighed, som ifølge Grundtvig er det samme som Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring eller i Grundtvigs foretrukne terminologi: det kristne Gyldenår. Dette skal ikke nødvendigvis vare i tusind år men blot en vis tid, og i denne periode skal kristenlivet være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Men Grundtvig gør dog opmærksom på, at de tidligere forsøg på at oprette et kristusrige på jorden faktisk har haft en levetid på tusind år. Det gælder det byzantinske kejserige fra Teodosius til den sidste Konstantin († 1453), og det hellige romerske rige fra Karl den store til Frans den anden († 1806). Det samme mener Grundtvig at kunne skønne om det pavelige kirkerige fra Gregor den syvende, der blev pave i 1073, til den sidste pave. Ifølge Grundtvig er det først efter Gyldenåret, at Kristus vil vende tilbage ved den yderste dom og oprette en ny Himmel og en ny Jord.

4. En nødudgang

Jesu genkomst er temaet for Jens Jørgen Thorsens film “Jesus vender tilbage” fra 1992. Til grund for denne film ligger et andet manuskript end det, som skabte skandale tyve år tidligere: “The Love Affairs of Jesus Christ” eller “The Many Faces of Jesus Christ”, og som er udkommet i bogform under titlen “Thorsens Jesusfilm : en uforkortet oversættelse til dansk” Borgen, 1975. Den afgørende forskel på de to manuskripter er, at det første inddrager en række personer fra evangelierne: disciplene Peter og Johannes og Maria Magdalene med flere. Det senere manuskript er en fri fortælling om Jesu genkomst, hvor ingen andre personer fra evangelierne optræder.

Det viser sig, at Thorsens film i sit handlingsforløb har en påfaldende kiastisk struktur. En kiasme er en retorisk/ fortælleteknisk figur, hvori elementerne i første halvdel af en given historie optræder igen i spejlvendt rækkefølge i anden halvdel af samme. Efter at jeg senere selv præsenterede Thorsen for denne iagttagelse, svarede han mig i et brev i sommeren 99: “Det er rigtigt. Jesus får fisse i himlen, så ska han sgu osse ha det på jorden. Jesus får tæv af politiet, så ska politiet sgu osse ha tæv”.

I et hjørne af billedet
opdager vi pludselig en gammel bekendt:
Det er den kvindelige terrorist,
der tæver en betjent.

Filmens handlingsmæssige midtpunkt vil da være Jesu ophold i Palazzo dello Sancto Spirito i Vatikanet. Fra sin altan i Helligåndens palads får Jesus øje på to hjemløse, som har slået sig ned i haven. Han inviterer dem indenfor og lader dem beværte med et overdådigt bord med alt, hvad hjertet kan begære af mad og drikke heraf ikke mindst spiritus. Der klippes utallige gange i denne filmiske sekvens, indtil alle flaskerne står fint stillet op, tomme i et lille tableu. Jesus deltager ikke i denne nadver, som vagabonderne holder for sig selv. Men han foranlediger den. Herefter bades vagabonderne lystigt at to kvinder, og heller ikke i dette bad tager Jesus del. Men han foranlediger det.

En sådan kiasmens miderste scene er identificeret i en anden sammenhæng af Mogens Lindhardt i bogen “Ikonen med det evige liv”, som er en analyse af Johannesevangeliets tekster. Her gøres opmærksom på, at der i den kiastiske struktur i disse kristne tekster gør sig et særligt forhold gældende, som ikke kendes fra hverken den klassiske eller moderne definition af kiasmen. Det er, at der i disse kiasmer optræder et ekstra ord i midten, som i betydningsmæssig henseende er centralt for hele kiasmens indhold.

Jeg tror det skyldes, at det centrale i kristendommen ikke er begivenheden selv men forkyndelsens situation. Ikke at Kristus er opstanden, men at det bliver troet, at han er det. Således finder der i den kristne genfortælling hele tiden en forskydning sted, som rækker ud over fortællingens egen struktur og etablerer midtpunktet i en ny kiasme. Dette midtpunkt er menigheden selv. Her rører vi også ved hjertet i Grundtvigs vægtlægning på Trosbekendelsen som troens og menighedens grundvold. Ikke ordlyden men at ordlyden bekendes af menigheden.

I slutningen af filmen stiger Jesus i utilfredshed med kirken igen til himmels, idet han nu tager sin kæreste med sig. Således ender filmen undtagen for hende med Jesu fravær, men ifølge filmens inderste scene er netop dette fravær er det egentlige nærvær. Dette Jesu fravær skal nemlig tolkes udfra fraværet i den scene, som er kiasmens midtpunkt. Det er Jesu ophold i Helligåndens palads, der er nøglen til hele filmen.

Inden rulleteksterne træder en til filmen hørende tekst frem på lærredet i form af et spørgsmål: “Tror du nogensinde Jesus vender tilbage igen? Vend dig om og se efter! Måske sidder han bagved dig!” Igen er der tale om et kiastisk ord i midten, for i dette spørgsmål spejler filmen sig i det liv, publikum skal leve med hinanden efter at have set filmen.

I februar 1992 så jeg “Jesus vender tilbage” og skrev på eget initiativ en anmeldelse af den i “Debat”, det interne blad på det teologiske fakultet ved Århus Universitet. Anmeldelsen blev læst af redaktøren for det tilsvarende blad “Arken” på det teologiske fakultet i København, som sendte den til Jens Jørgen Thorsen selv og bad ham kommentere den. På foranledning af min iagttagelse af, at Jesus i filmen var udstyret med “nul egenskaber”, sagde Thorsen: Jesus var tænkt som katalysator. Han deltager ikke i processen, men denne foregår dårligt uden. Fysikkens nyopdagede kolde fusion er et meget godt billede på, hvad der sker, når Jesus kommer”. Kold fusion var et varmt emne i 90´erne.

Sorg og glæde

Hvad Thorsens film savner i psykologisk realisme skulle siden foldes ud i Nils Malmros´ film “Sorg og glæde” fra 2013. I titlen er der en åbenlys brug af Kingos salme “Sorrig og glæde” fra 1681, der ligesom filmen handler om tabet af et barn. I filmen er dødsfaldet i overensstemmelse med begivenheder i instuktørens eget liv knyttet til det forhold, at det er hans  hustru og barnets egen mor, der har slået det ihjel i en psykose. I forholdet 1:1 er det i “Sorg og glæde” skildret, hvorledes Jens Jørgen Thorsen henvender sig til Nils Malmros og beder ham om at læse manuskriptet til sin Jesusfilm sideløbende med Det Nye Testamente og skrive en udtalelse til brug i retten. Nils Malmros påtager sig opgaven, som kommer til at fylde ganske meget i filmen, idet den skærper spændingen mellem ham og hans kone.

Det er meget ejendommeligt, at Jens Jørgen Thorsen og hans film nærmest får skylden for katastrofen i Niels Malmros´ liv. Historien lader sig åbenbart ikke fortælle uden denne overføring. En forklaring kan være, at dette forhold indirekte tjener til at identificere den stærkt personlige film som en kristen bekendelse. I barnets fravær overtager faderen selv rollen som forsoner og formidler i sine samtaler med psykiateren systemets benådning af moderen.

Da Jens Jørgen Thorsen endelig fik lavet sin jesusfilm i 1992 var det som sagt med et helt andet manuskript end det, der forelå i 1972. Den uhyrlige provokation i henseende til Jesu sexliv er som blæst væk, og tilbage er et smukt skildret kærlighedsforhold mellem Jesus og en tidligere kvindelig terrorist. Mere barokke sexscener er der også; men Jesus deltager ikke i dem. Han tilvejebringer dem for andre. Hvorfor denne forvandling? Måske har Nils Malmros´skæbne – eller en tilsvarende tragisk dimension – alligevel forplantet sig ind i Jens Jørgen Thorsens næste manuskript. I begyndelsen af filmen bliver Jesus gidsel i et kapret fly, og filmen henter i den forstand sit konfliktpotentiale fra 70’ernes internationale politiske klima.

I et interview ved Ivan Rod i filmtidsskriftet “Levende Billeder” i 1991 medgiver Thorsen, at filmen med sine gidsler og terrorister godt kan virke lidt gammeldags: “Hvis jeg havde lavet filmen dengang, så havde den været tyve år forud for sin tid. Nu kan det være min film bliver et monument over en tid, der er ved at være forbi. At min film bliver en udgangsportal – en nødudgang. Hvis du har været i et hus der brænder, så vil du være klar over, hvor vigtige nødudgange er. Og der er ild i huset for øjeblikket. Der er ild i hele billedet af vestlig kultur. Men det kan være, jeg har lavet en nødudgang. Det kan godt være”.

“Jesus vender tilbage” er altså ikke at forveksle med det manuskript, hvormed Jens Jørgen Thorsen i 70´erne skabte skandale over store dele af verden. Det er en anden fortælling, der som omdrejningspunkt har at tilvejebringe forsoning i forhold til arabisk relateret terroisme og dens europæiske sympatisører. Tilgivelsen er plottet i en ikonisk fortælling og et liturgisk drama, der for en stund forvandler biografen til kirke.

(under udarbejdelse)

Det manglende led

Niels Kjær
Grundtvig og kvækerne, 56 s.
ISBN 978-87-7170-485-3
Forlag: BoD – Books on Demand
København 2016

Hvis man interesserer sig for Grundtvig og den indflydelse hans frihedsbegreb har haft på dansk åndsliv, vil man være bekendt med en udvikling fra det ret snævre og kristent fordømmende standpunkt – som det kom til udtryk i hans dimmisprædiken lige efter, han havde forladt universitetet – til en overrumplende åbenhed i tanken om folkekirken som en blot borgerlig indretning uden fælles bekendelse hos den sene Grundtvig. Hvis det sidste synspunkt havde vundet genklang, ville vi ikke opleve de sager, som endnu med jævne mellemrum trækker overskrifter. Om en præst kunne blive i embedet ville afhænge af opbakningen i menigheden og ikke af dogmatisk føjelighed.

Forklaringerne på denne radikale udvikling for ikke at sige forvandling i Grundtvigs frihedsgreb har hidtil nærmet sig det kuriøse med historien om Clara Bolton, som Grundtvig mødte en enkelt aften til et selskab i London på en af sine Englandsrejser i begyndelsen af 1830´erne. Ifølge store dele af forskningen skulle det møde have bibragt Grundtvig en afgørende dybere forståelse af menneskelivet i sig selv. Niels Kjær kommer her med et mere oplagt bud på the missing link nemlig en alvorlig broder i ånden, der ligesom den oldkirkelige Irenæus hjalp Grundtvig med at bringe sig i et selvstændigt forhold til Luther. Niels Kjær knytter i sit lille skrift til ved en antagelse hos Ole Vind, som i sin disputas “Grundtvigs historiefilosofi” foreslår, at indflydelsen fra kvækernes grundlægger George Fox (1624-1691) var så chokerende for Grundtvig selv, at han skjulte den.

Til belysning af denne åndelige påvirkning fremdrager Niels Kjær eksempler på Grundtvigs direkte involvering i initiativer oprindelig udsprunget hos kvækerne. Et af dem er Grundtvigs deltagelse i den kommission, der anbefalede og i 1848 opnåede afskaffelse af slaveriet på De Dansk Vestindiske Øer. Et andet er hans virke som tolk for kvækeren Elisabet Fry, der i 1841 besøgte Danmark og danske fængsler for at tale for sin sag om at forbedre forholdene for fangerne i verdens fængsler. Elisabeth Fry gjorde et stærkt indtryk på Grundtvig med sin ægte passion for gode gerninger, ligesom hun på sin side lagde mærke til Grundtvigs virkningsfulde samtale med de indsatte, selv om hun ikke forstod ordene.

Niels Kjær gør opmærksom på, at inspirationen fra kvækerne rækker helt ind i brugen af ordet ’venner’ om det fællesskab, Grundtvig samlede om sig. Der synes at være tale om et ikke mindre end overvældende slægtskab mellem ånden i de to bevægelser. Grundtvig forbeholder sig dog ret til en selvstændig position med en afgørende kritik af kvækerne i det forhold, at de forkastede sakramenterne og bibelen og alene forlod sig på “den indre Kristus”. At misbrug ikke ophæver brug. Det er Grundtvigs indvending overfor kvækerne som teolog, mens han som historiker tilkender kvækerne æren for at have bragt England frelst gennem borgerkrigen (16421651) og Cromwells diktatur.

En kirkehistorisk parallel til kvækernes dogmefrie kristendom har Niels Kjær behandlet i sin bog “Den levende Jesus – En introduktion til Thomasevangeliet” (2014). Den har været der hele tiden denne form for kristendom, der går uden om den tunge teologi og står direkte ansigt til ansigt med manden fra Nazaret. Det føjer nyt til forståelsen af Grundtvig at opdage, at han ikke hele tiden tænkte og skrev men også kunne lade sig blæse ren og glemme, hvad han mente. Men netop dette ikke er et kuriosum men det manglende led i forståelsen af Grundvig & co.

Modtageren af Poetklub Århus´Undergrundspoesipris 2014 Inger-Marie Ørner

Kære Inger-Marie Ørner.

Tillykke med tildelingen af Poetklub Århus´ Undergrundspoesipris!

For nogle uger siden lavede jeg et interview med dig i anledning af, at vi i poetklubbens bestyrelse enstemmigt havde besluttet, at du skulle have prisen. Du spurgte da, hvorfor det netop var en “undergrundspris”, du skulle have. Det vil være oplagt i et svar at inddrage Gustaf Munch-Petersens digt “det underste land” fra 1933. En linje herfra er denne, at “blodet flyder frit mellem alle”. Jeg kunne have lyst til at citere hele digtet. Men denne linje må være nok.

Du skal have en undergrundspris Inger-Marie, fordi du bibringer os en erfaring af dette ellers eksklusive fænomen, at blodet flyder frit mellem alle. Det bliver dog ikke ved en indre ophøjet erfaring i dit tilfælde. Med dine egne ord fra interviewet: “Det skal være mit digt, og så ryger det lige over i en andens hjerte”. Dermed er det nemlig sagt, at du formår at give din indre oplevelse af fællesskabet et ydre udtryk.

I mere end ti år er du kommet trofast til poetklubbens oplæsningsarrangementer, og du har målbevidst opbygget en sætliste at øse af. Ofte har du læst de samme digte igen og igen, så vi har lært dem at kende og lært at sætte pris på dem. Du har også arbejdet med tekster i skriftlig form i form af figurdigte, og du har sprængt figurdigtet som genre med det fine digt “Clipsen” om en papirsclips, der er vredet ud af form og ikke kan finde tilbage til sin oprindelige form og derfor ikke kan gøre andet end at være det, den er, nemlig en clips, der er vredet ud af form, og ligesom clipsen er også linjebrydningen i digtet om den vredet ud af form.

Det er ikke skjult for nogen, at din erfaring med at være vredet ud af form også har med sygdom at gøre. Men på trods af sygdommen møder du alligevel op velklædt og opmærksom ikke bare fra det underste land men også fra en højere verden, hvor anstændighed er noget naturligt. Du har med et udtryk fra et andet af dine digte – lys i alle dine rum. Det nærvær, du møder os andre med.

Prisuddeling 001
Jeg holder prisoverrækkelsestalen i hånden for prismodtageren siddende til højre. Lior sidder i lænestolen til venstre og lader op til aftenens værtsrolle, og Henrik fifler med lyden. Connie sidder bag det smukke glas i det skarpe hjørne, som Sleiman – der glimrede ved sit fravær – ville have sagt. Sådan er der plads til os alle og flere til i selskab med vores alle sammens Inger-Marie Ørner. Foto: Anne Marie Eriksen

10500558_10152537169766519_3249828796702786563_n
Prisen er en ståltrådsfigur skabt af Michael Persson personligt til Inger-Marie Ørner. Foto: Michael Persson

Den analoge undergrund

Interview med Inger Marie Ørner
i anledning af tildelingen af Poetklub Århus´ Undergrundspoesipris 2014

Lars Hougaard Clausen

Inger-Marie ringer, da jeg sidder i bilen på Nordre Ringgade. Hun venter mig kl. 17, siger hun: Men om jeg kan samle hende op ved VeRi-Centeret ved kiosken? Da jeg når frem, er hun der ikke, og jeg parkerer bilen og går ind samtidig med, at jeg forsøger at ringe. Hun siger mit navn fem meter bag mig, da vi pludselig får analog kontakt.

Da vi senere sidder ved Inger-Maries spisebord, spørger hun, hvorfor det lige netop er en undergrundspris, hun skal have. Hun har nemlig en mening om undergrunden. Den vender vi tilbage til. Men først en analog begyndelse.

Hvornår begyndte du at skrive Inger-Marie?

Da jeg var 14 år skrev jeg sange til børnefødselsdage, og jeg skrev rim i gæstebøger, og hvor jeg kunne komme til det. Jeg holdt også taler på vers. Det gør jeg stadig. I gymnasiet og under min uddannelse til sygeplejerske lå det stille. Der var så meget andet og se til, og jeg fik familie. Men da jeg blev sygeplejerske, begyndte jeg igen. Så begyndte jeg at skrive festsange mod betaling. Jeg fik 400 kr for en sang. Det var i 90´erne. I 98 fik jeg en førtidspension på grund af parkinsons, og da tog det for alvor fart. Det var samtidig med, at digte.dk kom på banen. Det var vældig inspirerende. Det gjorde det muligt for digtere og digt-interesserede at komme i kontakt med hinanden. Det handlede både om litteratur og politik og det sociale i al almindelighed. Det var i nettets fødsel, og det betød, at vi let kunne misforstå hinanden. Vi var ikke vant til at skrive på den måde, og fik nogle over fingrene en gang imellem. Vi lærte hinandens undergrund at kende først, og bagefter mødtes vi i virkeligheden. Der var nogle, der ikke turde sige et pip, når de var sammen med andre. Men på nettet turde de skrive alt.

Synes du, at poetklubben har kontakt til en sådan undergrund?

Ja, i den forstand, at man kan komme ind fra gaden, og vi stiller ingen krav. Men accepterer enhvers måde at udtrykke sig på. Ikke engang en tidsbegrænsning har vi på. Det har de jo i København, og det gør noget ved folk. Det er storbyens skæbne. Det begrænser udfoldelsen. Digte skal ikke bare læses op, de skal smages på. Det skal være mit digt, og så ryger det lige over i en andens hjerte. Det sker ikke, hvis jeg frygter ikke at have tid nok. Jeg har altid øvet mig på oplæsningen, men i selve situationen sker der meget spontant både hvad måden at læse op på og hvad der læses op og hvor længe. Det er et levende materiale, og tilhørerne er også levende.

Hvor tror du lyrikken vil udvikle sig hen i fremtiden?

Jeg tror den vil udvikle sig i spirituel retning. Det spirituelle lever i vores undergrund. Tilgangen til det spirituelle er vores drømmesprog. Drømmesprog er det sprog, vi har inden, vi vågner. Det skildrer en tilstand, som vi ikke er bevidste om. Antydningen og poesien i sig selv vil blive af større betydning end digteren selv. Poesien er øjeåbnende i forhold til undergrunden. Vores egen og hinandens og den fælles undergrund.

Hvad savner du i dansk lyrik i dag?

Jeg savner, at forfatteren ikke kun bruger ord, men også følelser. At der er en mærkbar eksistens til stede i det skrevne. Ellers er det ligegyldigt.

Hvad holder du af at læse?

Jeg kan godt lide Janina Katzs tvetydighed og Klavs Bondebjergs mod. Thøger Jensen er ydmyg og præcis.

Inger-Marie Ørner har budt på kaffe med snaps til mig og Baileys til sig og smørkrans. Hun har fået et stykke og jeg tre. Jeg må gerne tage resten, siger hun. Papiret sidder fast i undergrunden.

Inger- Marie Foto-Henrik Giversen
Inger-Marie Ørner får hjælp til at holde mikrofonen til Åben Poetisk Scene.
Foto: Henrik Giversen

bænken

du er det sted i haven
hvor jeg ville
have sat en bænk
og ventet på dig

nu går jeg forbi hver dag

(inger-marie ørner)

Sokrates som livsfilosof

1. Livsfilosofi

Livsfilosofi er en særlig form for filosofi, som med baggrund i romantikken kritiserer den traditionelle akademiske filosofi for at være for abstrakt. I stedet kan livsfilosofien siges at fokusere på det gode liv. En titel hos en central dansk livsfilosofisk tænker, Ludvig Feilberg (1849-1912) hedder således “Om størst udbytte af sjælsevner”. Feilberg var ingeniør af uddannelse og havde således en naturvidenskabelig baggrund, og det bærer hans metode til selviaggtagelse og tænkning præg af.

Også teologien kan antage livsfilosofisk karakter hos K. E. Løgstrup (1905-1981), og det tyvende århundredes store ikke-guru Krishnamurti (1895-1986) formulerede sin lære helt på livsfilosofiens præmisser uden nogen tydelig forankring i hverken filosofiske eller religiøse traditioner.

Ikke desto mindre trækker livsfilosofien på både filosofiske og religiøse traditioner, og en ikke uvæsentlig livsfilosofisk opgave ligger i at tilegne sig disse i et livsfilosofisk perspektiv. En grundsten i dette arbejde er lagt af den russiske filosof Vladimir Solovjov (1853-1900) i hans essay, der i engelsk oversættelse bærer titlen “Life Drama of Plato´s Life”. Bogen formidler et indtrængende portræt af den filosof, der gjorde så stort et indtryk på Platon, at han gjorde ham til en central figur i sin egen filosofi nemlig Sokrates. Men den gør det så at sige på modernitetens præmisser. Det er et portræt af Sokrates som livsfilosof.

2. Tragedien i Platons liv

Vi kan hver især  bruge ordet “livsfilosofi” om vores egen private livsfilosofi, men livsfilosofi er altså også en ganske bestemt form for filosofi, som i begyndelsen af 1900-tallet begyndte at tage form som et opgør med den akademiske filosofi, som blev fundet for abstrakt. I stedet ønsker livsfilosofien at forankre filosofien i generelle livsspørgsmål.

Denne definition skulle gerne have almen gyldighed; men den udspringer her af netop den begrundelse, som den russiske filosof Vladimir Solovjov i sit essay om “Tragedien i Platons liv” giver for denne filosofs udvikling af sin idélære nemlig den, at den blev til i en tilbagetrækning fra verden forårsaget af det chok henrettelsen af Sokrates foranledigede hos hans unge discipel.

Her har vi netop en begrundelse for filosofien i et alment livsforhold. Fordi det var sådan, at i den bedste af alle verdener, Athen, valgte byrådet efter omhyggelig overvejelse, at Sokrates, sandhedens apostel, hvis en sådan overhovedet kan tænkes, måtte dø. Stillet overfor denne afgrund af velovervejet, samvittighedsfuld ondskab trak Platon sig ind i sig selv og levede fordybet i skuen af det sande samfund, hvor Sokrates gik omkring i filosoffens egne dialoger og udviklede sine synspunkter. Skam få den, der tænker ilde herom, for ellers ville vi slet intet have vidst om Sokrates.

Især i dialogen “Symposion” sker der imidlertid det, at Eros træder ind i Platons liv. Den erotiske kærlighed som en mægtig løftende magt, som leder Platon tilbage til den materielle verden og dens krav. Men i det græske samfund er eros en bredspektret kvalitet bestående af både heterosexualitet, homosexualitet og pædofili, og derfor lykkes det ifølge Solovjof ikke Platon at identificere den i en definitiv opbyggelig skikkelse.

For at foretage en sådan identifikation må vi anlægge et synspunkt, som var Platon fremmed, men ved hjælp af hvilket vi kan identificere de udviklingsveje eros tilbyder et mennreske. Solovjov nævner fem sådanne veje, hvoraf den første er den infernalske, hvorom han intet vil sige. Men han må vel tænke på relationer af en sådan karakter, som i oldtiden fandtes mellem gudinden Kybele og hendes mandlige præster, som i indvielsesritens rituelle ekstase foretog en blodig selvkastraktion.

En sådan frigørelse af erotikkens svangre magt må siges at være uforenelig med enhver forestilling om menneskelig værdighed, ligesom også den anden vej, den dyriske, må siges at være det. Den, hvor eksistensen af det blotte behov er ensbetydende med et forsøg på at opfylde det. Den tredie vej er ægteskabets vej, og dette er den første velsignede vej i modsætning til de to første fordømte veje.

Men alligevel er der ikke nogen højere udvikling forbundet med denne tredie vej,  da den blot er en reproduktion af en eksisterende tilstand og hele tiden er den i fare for at falde tilbage i de lavere stadier. En fjerde og højere vej for kærligheden er derfor askesen og cølibatet – ikke for afsavnets egen skyld men for at lutre kærligheden og rense den fra den fornedrelse, den har været genstand for i århundreder. Men man skal lægge mærke til, at selv i sin mest udviklede form i det kristne klostervæsen har askesen ikke forstået sig selv som andet end en mangelfuld livsform påtvunget af omstændighederne.

Den femte og sande kærlighedens vej er derfor den, som igen vender sig mod legemet og ser det som sit formål at frelse den elskede og skænke hende udødelighed. At hun må vide sig elsket med hud og hår af sit guddommelige ophav om ikke af elskeren selv, der i sin tur skænkes den samme ophavets kærlighed ved elskerindens mellemkomst.

Men denne erkendelse har vi ikke fra Platon selv, som for vild, og hvis teori om kærligheden Solovjof sammenligner med en knop, som aldrig foldede sig ud – og dog skal vi ikke kimse ad denne arv overdraget menneskeheden af den store filosof. En mulighed mennesker imellem for altid knyttet til hans navn, den såkaldte “platoniske kærlighed” har gået sin sejrende gang igennem den kristne kultur ved at muliggøre relationer mellem kønnene uden at der nødvendigvis er tale om ægteskab.

I sit eget liv udviklede Platon i sin ensomhed en totalitær tankegang, som afspejles i hans alderdomsværker “Staten” og “Lovene”. I disse udvikler han teorien til en mønsterstat, der i stedet for at udvikle ansatserne i demokratiets fødeby, Athen, ligefrem gør denne bys modstykke Sparta til idealet og foreskriver så strenge love at – selve Sokrates  – som i sin tid vandt den unge Platon for filosofien, på forhånd ville være dømt til døden. Dette er den store trageide i Platons liv.

Tragedien i Platons liv er ikke, at han skræmt af den uretfærdige og onde henrettelse af Sokrates trak sig ind i sig selv og levede i skuen af sandheden i den såkaldte ideernes verden. Dette er ikke tragisk men på sin vis lykkeligt, for derved frelstes sandheden som begreb over i åndens verden, da den ikke kunne finde fodfæste i den materielle verden. Tragedien er heller ikke, at Platon ved mødet med Eros endte med at give op og lod den platoniske kærlighed stå som den eneste frugt overgivet menneskeheden. Også dette er en stor lykke, for herigennem har det ikke-seksuelle forhold mellem kønnene fået sin egen kategori. Ikke som ideal men som mulighed. Tragedien i Platons liv er, at han i mangel på sand erotisk forløsning hengav sig til udarbejdelsen af regler og love for en mønsterstat og aktivt søgte alliancepartnere blandt samtidens tyranner til denne stats virkeliggørelse – og dette var en stat så stramt reguleret, at hans eget livs store forbillede, Sokrates ikke ville have kunnet tåles i den. Solovjof kalder dette for den dybeste tragedie, der findes, men den skyldes ikke nogen digters geni. Den fandt sted i det virkelige liv.

3. Øjeblikket hos Sokrates

Men der findes en oplysning, i øvrigt fra Platons dialog “Sokrates´ forsvarstale”, som gør det muligt at unddrage sig en så fatal udvikling på baggrund af henrettelsen af Sokrates, I sin tale har Sokrates det opdrag at foreslå en passende straf til sig selv. Han foreslår livsvarig bespisning i Snapstinget. Vi forlader Sokrates her idet øjeblik, hvor han i sin forsvarstale vurderer sig selv tilsyneladende uden at være tynget af omstændighederne. Øjeblikket er af altafgørende betydning, fordi der her i et enkelt billede vendes op og ned på begivenhedernes gang. Det var ikke det, der skete. Men vi kan huske på det som et udtryk for sandheden og lade det stemme sindet til videre færd.

4. Øjeblikket hos Ludvig Feilberg

Netop en sådan opmærksomhed overfor særligt udfoldede øjeblikke er praktiseret af den tidligere nævnte Ludvig Feilberg, som i “Store Nordiske Konservationsleksikon” fra 1917 kaldes Nordens genialeste psykolog. Den, som i en dansk sammenhæng har udfoldet livsfilosofien til en sammenhængende disciplin er Mogens Pahuus, som i bogen “Livsfilosofi – lykke og lidelse i eksistens og litteratur” 1994 giver en fremstilling af Ludvig Feilbergs såkaldte “levelære”.

Ludvig Feilberg anvender et begreb, status nascendi, dvs. den tilstand, det er at blive født. Denne tilstand beskrives som værende af såkaldt “mulighedsforøgende” karakter, og den er nøje knyttet til omgivelserne. Om en sådan følelse skriver feilberg: “Et Blink af fyldig Ungdomsfølelse slog igjennem ham med en saa ejendomelig Styrke, at det vakte hans Opmærksomhed”. I det konkrete tilfælde er der tale om en spadseretur, hvor den nævnte følelse indfinder sig ved overgangen fra trafikeret byliv til et roligere strøg. Feilberg spørger nu om årsagen til dette stemningsskift og finder, at det skyldes at al den opmærksomhed, som trafikken tiltrak sig med ét sættes fri, da larmen kommer på afstand. Han erindrer i det samme en lignende tilstand samme morgen ved stensætningen i Botanisk Have, hvor solstrålerne spillede i dråberne på brombærbusken. Tilstanden er altså forbundet med oplevelse af den ydre verden. I den førstnævnte var der tale om det larmende byliv oplevet på afstand, og i det andet om en naturoplevelse. Også dagen før på en gåtur langs Strandvejen til Helsingør havde der været lignende øjeblikke i slutningen af turen oppe ved Humlebæksbugten, hvor fiskerne satte net ud efter solnedgang. Her havde oplevelsen været nøje forbundet med at høre fiskernes tale og årenes forskellige lyde hen over vandoverfladen. Ligeså havde det været igennem Snekkersten by, hvor fiskere stod og snakkede og røg tobak. Det forekom ejendommeligt hyggeligt og mindede ham sært om hans barndom, skriver Feilberg.

Der er alså også en særlig form for erindring med i spillet i forbindelse med disse øjeblikke, en følelse af tryghed og erindring om barndommen. Det er karakteristik for Feilberg, at der egentlig ikke er tale om at ‘leve i nuet’ men om en række af sammenhængende og forbundne øjeblikke, som i sidste ende også er forbundet med en form for erindring.

Det vil ellers være nærliggende at opfatte erindring som noget netop mulighedsformindskendde i henseende til den “ungdomsfølelse” eller det livsmod, som er genstanden for Feilbergs interesse. Dette er Feilberg også ganske klar over; men ved konsekvent iagttagelse er det alligevel ikke muligt at opretholde denne fordom. Der er nemlig en lille del af erindringen, som knytter sig til det mulighedsforøgende øjeblik nemlig erindringen om andre mulighedsforøgende øjeblikke, som – netop i anledning af at et sådant øjeblik indfinder sig igen – forløses. I Feilbergs analyse af lignende fænomener nemlig ‘bevidsthed’, ‘selv’ og ‘personlighed’ præciseres denne opfattelse af det individuelle i en bestemt skikkelse som mulighedsforøgende.

Thorvaldsens magiske teologi

Prolog

Jeg ønsker mig et akvarium med sumpskildpader og kampfisk, søpapegøje og kaskelot, forglemmigej og kvækerfinke, kejserkrone og kongelys, stenbiderrogn og floddelfin, træskonæb og næbdyr, vaskebjørn og bjørneklo, piratfisk og hundestejle, hundehvalp og kattekilling, en lillebitte islandsk hest, klimaforandringer og Jesu genkomst.

1. Fra længsel til forventning

I fortællingen om Jesu himmelfart i begyndelsen af Apostlenes Gerninger er der en oplysning, som også har betydning for forståelsen af historien om pinseunderet i Jerusalem. Det er en oplysning, der gives indirekte af de to mænd i hvide klæder, som henvender sig til skaren umiddelbart efter, at Jesus er forsvundet i en sky. Da de henvender sig til de forsamlede, siger de: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som blev taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” Den oplysning, der gives indirekte er, at alle de forsamlede er galilæere. De stammer fra Jesu hjemegn i det nordlige Israel.

De to mænd i hvide klæder, som i ældre oversættelser kaldes engle, tiltaler ikke skaren hverken som jøder eller som Jesu disciple. Skaren identificeres i kraft af sit særlige tilhørsforhold til en ganske bestemt egn. Det den loves er, at Jesus skal vende tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de har set ham forsvinde i. Det vil sige, at han skal komme igen i en skikkelse, som det er muligt at have det samme inderlige forhold til. Det er dette, der sker allerede ved Åndens udgydelse ved pinseunderet kort efter i Jerusalem.

Her genkender disciplene den ånd, der optræder, som netop Jesu ånd. Igen får vi en indirekte meddelelse om de forsamledes herkomst. De omkringstående, der oplever disciplene tale på alle mulige sprog, siger nemlig: “Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” Igen gives oplysningen, at alle af Ånden berørte er galilæere.

Det særlige ved at være galilæer i denne sammenhæng er, at disse galilæere har en fortid sammen med Jesus. De har levet sammen med ham, og de har set set ham blive korsfæstet og dø. De har oplevet ham rejse sig fra graven og færdes sammen med dem igen, og de har været vidner til hans optagelse til himlen. Alligevel er hele historien dem gådefuld. De har ikke andet at holde sig til end det løfte om hans genkomst, de blev givet efter hans optagelse til himlen. Vi må forestille os, at disciplenes bøn efter Jesu himmelfart alene har haft dette fokus. Vi må forestille os, at der sker noget i disciplenes bøn på pinsedagen: At den forvandler sig fra at have være en fortvivlet længsel efter at se Jesus igen til at være en glædelig forventning om det samme:

Herre, jeg har gjort det gode,
nåden ledte mine skridt,
så jeg rejste op for fode,
hvad der før ved mig har lidt;
lykkelig jeg ser tilbage
på mit livs henrundne dage.

Tak, at ingen veje fører
udenom det sted, du står,
så jeg bliver Ordets gører,
inden, at min time slår;
du har set, hvad ondt jeg agter,
og at jeg det ikke magter.

Lad mig nu fortrolig sige
dig det gode, jeg begik
inde i dit Himmerige,
og den gode løn jeg fik,
at du i min gerning klæder
dig, når du imod mig træder.

Sådan lod jeg mine synder
tage mål til gerning god,
så hver dag igen begynder
med en times overflod,
hvor det sker som nu forleden,
at jeg møder dig i Eden.

Hør melodi her.

Hvis Jesu genkomst således er at forstå som Helligåndens virksomhed i en given menighed, her en galliæisk, har vi at gøre med en forestilling svarende til den bærende tanke i den såkaldt ‘kirkelige anskuelse’ hos Grundtvig. I denne er det nemlig Grundtvigs ‘mageløse opdagelse’, at det er den mundtlige overlevering af den sande apostolske trosbekendelse, der ved Helligåndens kraft udgør troens faste grundvold i en given menighed. Hos Grundtvig indebærer denne kirkelige anskuelse imidlertid også, at genrejsningen af det faldne menneske er et historisk projekt, som ikke er afsluttet ved Jesu opstandelse men først ved verdens ende, hvor Jesu genkomst også skal finde sted. Således ligger det inden for rammen af den kirkelige anskuelse, at Jesu genkomst skal finde sted som en historisk begivenhed.

Nu tjener Jesu ord til skarene om , at Elias er kommet tilbage i skikkelse af Johannes Døberen: “Han er Elias, som skulle komme” (Matthæusevangeliet 11, 14) netop til at anskueliggøre genkomsttanken i bibelsk forstand, så derfor kan også dette skriftsted læses som et indirekte eksegetisk belæg for Grundtvigs kirkelige anskuelse. Det er nemlig forestillingen om Jesu genkomst og verdens ende som en historisk begivenhed, der konstituerer det historiske perspektiv i den kirkelige anskuelse hos Grundtvig. Ligesom i henseende til forholdet mellem Elias og Johannes Døberen er indholdet at Jesu genkomst af åndelig karakter, og det må nødvendigvis identificeres i sin historiske fremtrædelsesform af den givne menighed.

I øvrigt er der et forhold i denne eksegetiske opsats, som er i overensstemmelse med den apostolske trosbekendelse. Det er, at genkomsten ikke knyttes umiddelbart til korsfæstelsen og begravelsen men til opstandelsen og himmelfarten, idet det er de “galliæiske mænd”, der overværer himmelfarten, genkomsten stilles i udsigt. Dette er en præcisering af, at Jesu genkomst ikke er at forstå som en verdenshistorisk begivenhed, der umiddelbart kan tilegnes af alle; men kun for den menighed, der bekender den sande apostolske trosbekendelse, skal Jesu genkomst blive virkelighed. Det er dog givet, at selv om ikke alle forstår den lovede begivenhed som Jesu genkomst, så skal der alligevel være tale om en offentlig begivenhed, ligesom det var tilfældet med pinseunderet i Jerusalem.

2. Grundtvigs forventning

i 1825 udgav Grundtvig (1783 – 1872) et stridsskrift “Kirkens Genmæle” rettet mod professor H. N. Clausens bog “Katolicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus”. Grundtvig angriber, at Clausen angiveligt – i overensstemmelse med den kirkelige tradition – først hævder, at den eneste rettesnor for kirken er Skriften, og derefter –i overenstemmelse med datidens nyeste bibelforskning – påstår, at den samme Skrift er upålidelig. Hvad skal menigheden rette sig efter, når alt er en sådan forvirring, spørger Grundtvig.

Grundtvigs egen ‘mageløse opdagelse’ – i overensstemmelse medbåde den kirkelige tradition og datidens nyeste bibelforskning – er da, at det heller ikke er den upålidelige Skrift, der er troens faste grundvold, men netop Herrens egne mundtlige ord til menigheden nemlig Fadervor og Nadverordene og især Trosbekendelsen. Ifølge Grundtvigs håndfaste dogme udgør den uændrede overlevering af denne i det mundtlige medium den sande kirkes historie, og at vi selv som danskere hører til denne, ved vi, fordi vi popløftes af denneoverlevering og bliver en del af den i et kristent liv og tro og i en lovsang til Herren på vort eget modersmål. Herved indtræder vi i et fællesskab med en ganske bestemt kæde af tidligere historiske ‘folkemenigheder’ i en ‘fællesstro’ og et ‘fællesliv’ med Kristus selv, og dette forhold skal selvfølgelig fuldendes ved Herrens genkomst. Således er Grundtvigs ‘kirkelige anskuelse’, som er det kirkesyn, der bygger på den mageløse opdagelse, både et historisk og et profetisk kirkehistorisk syn.

Det hænger sammen med, at Grundtvig i 1823 stiftede bekendtskab med et skrift af den oldkirkelige teolog Irenæus (ca. 130 – ca. 200). Den hos Irenæus udfoldede lære om tusindårsriget er en inspiration for Grundtvig i henseende til at forstå et jordisk tusindårsrige som hørende til den sande kristendom. Jeg følger her Ole Vind i redegørelsen herfor i disputatsen “Grundtvigs historiefilosofi”. Dog adskiller Grundtvig sig fra Irenæus ved først at vente Kristus tilbage efter tusindårsrigets tusinde år, hvorimod Irenæus forventer Jesu genkomst før oprettelsen af tusindårsriget. Hvad angår inspirationen fra Irenæus er der i øvrigt at sige, at den går uden om den kirkelige tradition. Forestillingen om et jordisk tusindårsrige blev nemlig tidligt afvist af Augustin. Heller ikke for Luther spillede forestillingen om et jordisk tusindårsrige hos Irenæus nogen rolle. Men ved at hente inspiration hos Irenæus dels til en forståelse af det jordiske menneskelivs betydning og dels til en forståelse af det samme menneskelivs fri udfoldelse i tusindårsriget tilsidst bragte Grundtvig sig ud over det pessimistiske menneskesyn hos Luther.

Jesus, dine klare øjne
møder mine himmelblå,
når du hjem til dine egne
kommer med din kjortel på.
Jorden klæber til din krop,
selv om du er steget op
til din himmel for at stige
ned igen med Himmerige.

Lig en morgenstjerne lyser
du på himlen i et blå,
før et øjeblik du fryser
og igen på jorden stå.
Når du rækker hånden ud
på din faders første bud,
tager du din brud til ægte;
ingen kan sin hånd dig nægte.

Nådig skænker hun sit rige
hjerte til din ensomhed,
og hver dreng og hver en pige
byder hun at være med.
Satan og vil mænge sig,
men hun tænker kun på dig,
som det sig på dagen sømmer,
når den store mester kommer.

Vil den onde ånd forlokke
hende ad sin egen sti,
hører hun din kirkeklokke
hver gang, at den falder i.
Det er lyden af dit ord,
da du skabte vores jord,
der er kommet stærkt tilbage
nu i vore egne dage.

Ja, selv når orkanen krænker,
hvad du har tilendebragt,
finder hun i sine tanker
udtryk for, hvad du har sagt.
Helligånden er en vind,
som går ind i sjæl og sind
helt ad sine egne veje,
bøjer løvet for dit øje.

Påskeliljerne sig bøjer
på din grav, når det er vår;
dertil øjet blidt sig føjer,
og din kærlighed består.
Selv om loven som et sværd
strejfer både her og der,
tager hun dig rask ved hånden,
kysser dig med helligånden.

Al din godhed skal nu vælde
fra dit hjertes kildespring;
det skal for en verden gælde,
at du nu går frit omkring.
Se, en himmel ny og jord
spejler sig i dine ord;
når du til din kære taler,
løsner hun de blå sandaler.

Jesus, du har åbenbaret
dig i legeme og blod,
og du har for mig forklaret,
hvad jeg ikke før forstod.
Mine øjne kan nu se,
jeg kan se, hvad der skal ske;
vejen frem er som en stige
lige ind i Himmerige.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her: 

2. Jesus som katalysator

Jesu genkomst er også temaet for Jens Jørgen Thorsens film “Jesus vender tilbage” fra 1992. Til grund for denne film ligger et andet manuskript end det, som skabte skandale tyve år tidligere: “The Love Affairs of Jesus Christ” eller “The Many Faces of Jesus Christ”, og som er udkommet i bogform under titlen “Thorsens Jesusfilm : en uforkortet oversættelse til dansk” i 1975. Den afgørende forskel på de to manuskripter er, at det første inddrager en række personer fra evangelierne: disciplene Peter og Johannes og Maria Magdalene med flere. Det senere manuskript er en fri fortælling om Jesu genkomst, hvor ingen andre personer fra evangelierne optræder. Det har en frigørende virkning på fortællingen, der nok mislykkes som filmisk drama men samtidig krystaliseres som liturgi og ikon.

Det viser sig, at Thorsens film i sit handlingsforløb har en påfaldende kiastisk struktur. En kiasme er en retorisk/ fortælleteknisk figur, hvori elementerne i første halvdel af en given historie optræder igen i spejlvendt rækkefølge i anden halvdel af samme. Efter at jeg senere selv præsenterede Thorsen for denne iagttagelse, svarede han mig i et brev i sommeren 99: “Det er rigtigt. Jesus får fisse i himlen, så ska han sgu osse ha det på jorden. Jesus får tæv af politiet, så ska politiet sgu osse ha tæv”.

I et hjørne af billedet
opdager vi pludselig en gammel bekendt:
Det er den kvindelige terrorist,
der tæver en betjent.

Kiasmens handlingsmæssige midtpunkt vil da være Jesu ophold i Palazzo dello Sancto Spirito i Vatikanet – og det er altså her vi skal finde en eventuel miderste scene, som i sig rummer hele filmens budskab. Fra sin altan i Helligåndens palads får Jesus øje på to hjemløse, som har slået sig ned i haven. Han inviterer dem indenfor og lader dem beværte med et overdådigt bord med alt, hvad hjertet kan begære af mad og drikke heraf ikke mindst spiritus. Der klippes utallige gange i denne filmiske sekvens, indtil alle flaskerne står fint stillet op tomme i et lille tableu. Jesus deltager ikke i denne nadver, som vagabonderne holder for sig selv. Men han foranlediger den. Herefter bades vagabonderne lystigt at to kvinder, og heller ikke i dette bad tager Jesus del. Men han foranlediger det.

En sådan miderste scene er identificeret i en anden sammenhæng af Mogens Lindhardt i bogen “Ikonen med det evige liv”, som er en analyse af Johannesevangeliets tekster. Her gøres opmærksom på, at der i den kiastiske struktur i disse kristne tekster gør sig et særligt forhold gældende, som ikke kendes fra hverken den klassiske eller moderne definition af kiasmen. Det er, at der i disse kiasmer optræder et ekstra ord i midten, som i betydningsmæssig henseende er centralt for hele kiasmens indhold.

En forklaring herpå kan være, at det centrale i kristendommen ikke er begivenheden selv men forkyndelsens situation. Ikke at Kristus er opstanden, men at det bliver troet, at han er det. Således finder der i den kristne genfortælling hele tiden en forskydning sted, som rækker ud over fortællingens egen struktur og etablerer midtpunktet i en ny kiasme.

I slutningen af filmen stiger Jesus i utilfredshed med kirken igen til himmels, idet han nu tager sin kæreste med sig. Således ender filmen undtagen for hende med Jesu fravær – men ifølge filmens inderste scene er det klart, at netop dette fravær er det egentlige nærvær. Dette Jesu fravær skal nemlig tolkes udfra fraværet i den scene, som er kiasmens midtpunkt. Det er altså Jesu ophold i Helligåndens palads, der er nøglen til hele filmen. Jesu ankomst hertil finder da også sted under festlige former med børnerock. Et billede af Jesus på væggen blinker med det ene øje til kameraet, idet han selv træder ind. Et øje i væggen.

Inden rulleteksterne træder en til filmen hørende tekst frem på lærredet i form af et spørgsmål: “Tror du nogensinde Jesus vender tilbage igen? Vend dig om og se efter! Måske sidder han bagved dig!” Igen er der tale om et kiastisk ord i midten, for i dette spørgsmål spejler filmen sig i det liv, publikum skal leve med hinanden efter at have set filmen.

I februar 1992 så jeg “Jesus vender tilbage” og skrev på eget initiativ en anmeldelse af den i “Debat”, det interne blad på det teologiske fakultet ved Århus Universitet. Anmeldelsen blev læst af redaktøren for det tilsvarende blad “Arken” på det teologiske fakultet i København, som sendte den til Jens Jørgen Thorsen selv og bad ham kommentere den. På foranledning af min iagttagelse af, at Jesus i filmen var udstyret med “nul egenskaber”, sagde Thorsen: Jesus var tænkt som katalysator. Han deltager ikke i processen, men denne foregår dårligt uden. Fysikkens nyopdagede kolde fusion er et meget godt billede på, hvad der sker, når Jesus kommer”. Kold fusion var et varmt emne i 90´erne.

3. Sorg og glæde

I titlen på Nils Malmros´ film “Sorg og glæde” fra 2013 er der en åbenlys henvisning til Kingos salme “Sorrig og glæde, de vandre til hobe” fra 1681, der ligesom filmen handler om tabet af et barn. I filmen er dødsfaldet i overensstemmelse med begivenheder i instuktørens eget liv knyttet til det forhold, at det er barnets egen mor, der har slået det ihjel i en psykose. I Kingos salme sammenstilles livets modsætniger som to sider af samme flygtige eksistens. Alene himlen er denne dobbelthed kvit. I filmen udfoldes den samme struktur; men det himmelske niveau er indfoldet i selve filmen som den genrejsning af ægteskabet, der finder sted i årene efter ulykken. Hos Malmros er denne forsoning ikke kristeligt begrundet, og dog.

I “Sorg og glæde” findes der nemlig en ejendommelig reference til en anden film og en anden filminstruktør nemlig Jens Jørgen Thorsen og hans famøse jesusfilm om Jesu sexliv eller det sexliv, som instruktøren havde opfundet selv. Det vakte skandale, at filmen var blevet bevilget offentlig støtte, og kulturministeren skred ind og trak den tilbage med en obskur henvisning til at manuskriptet krænkede evangelisternes ophavsret. I forholdet 1:1 er det i “Sorg og glæde” skildret, hvorledes Jens Jørgen Thorsen henvender sig til Nils Malmros og mod at forære ham et maleri beder ham om at læse manuskriptet til sin jesusfilm sideløbende med Det Nye Testamente og skrive en udtalelse til brug i retten. Nils Malmros påtager sig opgaven, som kommer til at fylde ganske meget i filmen, idet den skærper spændingen mellem ham og hans kone. Ved første øjekast kan der mangle en kunstnerisk begrundelse for, at Jens Jørgen Thorsen og hans film tilkendes så stor en plads i Nils Malmros´ magnum opus. En forklaring kan være, at dette forhold indirekte tjener til at identificere den stærkt personlige film som en slags jesusfilm. I barnets fravær overtager faderen selv rollen som forsoner og formidler i sine samtaler med psykiateren systemets benådning af moderen.

Da Jens Jørgen Thorsen endelig fik lavet sin jesusfilm i 1992 var det som sagt med et helt andet manuskript end det, der forelå i 1972. Den uhyrlige provokation i henseende til Jesu sexliv er som blæst væk, og tilbage er et smukt skildret kærlighedsforhold mellem Jesus og en tidligere kvindelig terrorist. Mere barokke sexscener er der også; men Jesus deltager ikke i dem. Han tilvejebringer dem for andre. Hvorfor denne forvandling? Måske har Nils Malmros´skæbne – eller en tilsvarende tragisk dimension – alligevel forplantet sig ind i Jens Jørgen Thorsens næste manuskript. I begyndelsen af filmen bliver Jesus gidsel i et kapret fly, og filmen henter i den forstand sit konfliktpotentiale fra 70’ernes internationale politiske klima.

I et interview ved Ivan Rod i filmtidsskriftet “Levende Billeder” i 1991 medgiver Thorsen, at filmen med sine gidsler og terrorister godt kan virke lidt gammeldags: “Hvis jeg havde lavet filmen dengang, så havde den været tyve år forud for sin tid. Nu kan det være min film bliver et monument over en tid, der er ved at være forbi. At min film bliver en udgangsportal – en nødudgang. Hvis du har været i et hus der brænder, så vil du være klar over, hvor vigtige nødudgange er. Og der er ild i huset for øjeblikket. Der er ild i hele billedet af vestlig kultur. Men det kan være, jeg har lavet en nødudgang. Det kan godt være”. Det som optager Thorsen er da kunsthistoriens mange fremstillinger af jesusfiguren, og det er da også muligt at identificere en række værker fra kunstens historie, som danner forlæg for opbygningen af scenerne i filmen. Den mest oplagte reference er en enfoldig bekendelse til til Thorvaldsens kristusfigur. I begyndelsen af filmen ses en prik på himlen, som langsomt bliver større og større, indtil det viser sig at være et menneske, der kommer svævende. Da det lander på jorden, går der ligesom et sæt igennem figuren, og det er Thorvaldsens figur af Kristus, der står der.

I en prik på himlen som en stjerne
kommer du til syne for mit blik,
og du kommer hertil fra det fjerne
med det ar i siden, som du fik;
men nu er du klædt i magt og glæde
bragt hertil fra himlens høje sæde.

Klædt i herlighedens dyre klæde
klæder jeg min næste i din pragt;
hun går gennem byen for at glæde
alle andre i sin nye dragt;
når de da betænker, hvor hun smiler,
ved de også, hvor dit øje hviler.

Du ser ind i hjertets dybe grunde,
lader ingen se sin afgrund selv;
dybere end foden selv kan bunde,
sænker du dit dybe himmelhvælv;
så når dagen kommer for at dømme,
skal hun i din store nåde svømme.

Når hun føler hjertets hårde kulde
isne gennem legeme og sind,
føler hun fortvivlende til fulde
kun at være klædt i storm og vind;
men dit eget hovede du sænker
mod den nøgne skulder nu og tænker.

I en flig af Herrens egen kappe
skjuler hun sit ansigt og sin gråd,
og hun kan med den sin egen lappe
med sin nål og med sin egen tråd,
der er rød som Jesu blod og vinen,
når hun løber lige ud af linen.

Hører vi, når silkesnoren brister,
eller er der ikke nogen lyd,
ikke end en engel som der lister
gennem stuen til den store fryd,
der er skjult i husets sovekammer,
hvorfra alle søde unger stammer.

Vi er selv hos faderen i himlen,
når vi går omkring på denne jord,
spredt på den som stjernerne i vrimlen,
når vi sidder ved det runde bord,
hvor der intet mere er at sige
end, at vi er født af Himmerige.

Hør melodi her.

4. To træer og tre veje

Den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens figur af Kristus er nok den mest elskede fremstilling af frelseren, der findes. Den findes i utallige små og store kopier verden over. Originalen står sammen med Dåbsenglen og de tolv apostle i Vor Frue Kirke i København. Ved Thorvaldsens begravelse sagde præsten dog om ham, at han “manglede ikkuns ét: at være kristen”. Det blev bemærket, at der ved denne udtalelse gik et sæt gennem kongen, der deltog i begravelsen. Det er værd at huske på, at denne klerikale vurdering af Thorvaldsen også i samtiden vakte undren. Men således vurderede man skaberen af det værk, der måske mere end noget andet er en billedliggørelse af troens genstand – hvor det ville give mere mening at spørge ind til den bagvedliggende anskuelse og det personlige trosliv. Det gjorde Grundtvig også i sit digt til Thorvaldsen, hvor han vurderede, at “om kristen ej han er  i dag/ han bliver det i morgen”. Det kan også forstås som Grundtvigs opdagelse af en særlig måde at være kristen på hos Thorvaldsen, hvor tro og kærlighed smelter sammen og forvandles til forventning ved opfyldelsen af håbet.

Er Grundtvigs tidligere og Kierkegaards senere angreb på kirken i virkeligheden så træffende og velbegrundede, at det reelt giver mening at spørge, om kirken har slået det barn ihjel, som den hævder at forkynde? Det er den hårdeste anklage, men det er netop den der genkalder omstændighederne omkring Jesu fødsel og barnemordet I Betlehem. I forbindelse med fejringen af Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag i 2013 fremfører biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad fredag d. 3. maj det synspunkt, at forfatterskabet endte i en blindgyde. At Kierkegaard ved sit angreb på kirken og dens præster og biskopper optrådte neurotisk. Kierkegaard hævdede i sit angreb på kirken, at den som ikke deltog i gudstjenesten havde én synd mindre nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar! Men er det her Kierkegaards forfatterskab ender? For læseren kan det begynde her.

Jeg er selv vokset op på en såkaldt blind vej, Skovmærkevej i et såkaldt blomsterkvarter – og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op af en bakke med et mægtigt pæretræ og et mere anonymt birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.

I Edens have lå en sø,
hvor hvide svaner var at se,
og gedderne sig skjulte;
ved søen boede en mand,
som lukkede os andre ind,
hvert hovedhår han talte.

Han sagde, at vi skulle gå
ud i alverden for at se
hans rige uden ende;
for dér, hvor kragerne af skræk
må vende om, er Herren kvik
til sit værk at begynde.

Med svøben fejer han sit hus,
når det ej går på anden vis;
han tager selve synden
og kaster den i svovlens pøl,
førend han trækker kødets pæl
ud som en tand af kinden.

Nu lægger selv jeg bolden ind
til stregen i det fine sand,
hvor før jeg med min sabel
dit hjerte kløvede i to,
hvorved al kødet gik itu
men genopstod i jubel.

For enden af den blinde vej,
der går en sti op til en høj,
hvor pæretræet hæver
sin frugt højt over alle små,
så let vi kommer til at tro,
at Gud har sine gaver.

I luften møder vi vor Gud,
og han har sine engle med
og alle sine venner;
vi hilser mildt på hver og én
og lærer himlens valsetrin
som svar på vore bønner.

Vi danser på den runde jord,
og det er læretiden værd
nu at få lov at smage
det vand, som blevet er til vin,
og ingen af os har jo mén
af dåbens Himmerige.

Hør melodi her.

5. Tænkt figuropstilling

Også i Thorvaldsens liv er tabet af et barn en afgørende livsbegivenhed. Sønnen Carl døde efter at have drukket forurenet vand af floden, og det ramte Thorvaldsen så hårdt, at han erklærede, at han herefter aldrig nogensinde ville knytte sig tæt til et andet menneske. Han valgte at galvanisere sig. Måske finder vi her forklaringen på den ejendommelige ydre kølighed i hans figurer, der baner vej for en indre relation figurerne imellem. Den afstand, der er lagt ind i forhold til betragteren, er der jo ikke i forhold til de andre figurer. Således samles den del af Thorvaldsens produktion, der står på Thorvaldsens Museum med den del, der står i Vor Frue Kirke.

Denne tanke kan anskueliggøres i form af en tænkt figuropstilling af et udvalg af Thorvaldsens værker. Lad os forestille os et rum, hvor “Kristus” og “Dåbsenglen” har fået selskab af figurerne “Håbet” og “Selvportræt med Håbet”. “Håbet” er en selvtændig figur, som Thorvaldsen valgte at integrere i sit senere selvportræt. Hvis det er et kristent håb, kalder det på triadens andre elementer nemlig tro og kærlighed. Størst er kærligheden, og det er Kristus. Så repræsenteres triadens første element, troen af Dåbsenglen.

I Vor Frue Kirke har figurerne “Kristus” og “Dåbsenglen” selskab af Thorvaldsens kolossale portrætfigurer af de tolv apostle, men i den tænkte opstilling i stedet af figurerne “Håbet” og “Selvportræt med Håbet” ud fra den opfattelse, at det er Thorvaldsen selv, der er den egentlige apostel i denne sammenhæng. De fire figurer er en sammenfatning af hele Thorvaldsens værk set i et kristent perspektiv, som i det videre perspektiv bestående af alle figurerne erindrer et hedensk univers parallelt med Grundtvigs fordybelse i den nordiske mytologi.

Altid skulle han med, skriver Johannes V. Jensen, idet han han antager, det er den tidligt mistede søn, der stedse optræder i Thorvaldsens figurgrupper som den lille Amor eller sammen med sejrens gudinde på taget af Thorvaldsens Museum. Lad ham også være med her! Lad figurgruppen af de tre gratier og den lille Amor stå foran figuren af Kristus. Så sker det magiske: Nu sænker han blikket mod Amor og favner gratierne. Dåbsenglen knæler vendt mod dem med sit dåbsfad, og Thorvaldsen ser til fra sit stående Selvportræt med Håbet, der som gående figur nu bevæger sig bort. Eller lad os vende det om: Måske ser selvportrættet væk fra figurerne, og Håbet bevæger sig væk fra ham og hen mod sit eget spejlbillede i den oprindelige figur af Håbet.

Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder;
dengang han stod
i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.

De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til,
om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.

Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør
enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.

Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen
han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.

I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten
og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.

Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind
i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.

Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser
de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolknig på Soundcloud: https://soundcloud.com/anne-marie-eriksen/d-bsenglen

6. Thorvaldsen som apostel

I Vor Frue Kirke har figurerne “Kristus” og “Dåbsenglen” selskab af Thorvaldsens kolossale portrætfigurer af de tolv apostle, men i den tænkte opstilling i stedet af figurerne “Håbet” og “Selvportræt med Håbet” ud fra den opfattelse, at det er Thorvaldsen selv, der er den egentlige apostel i denne sammenhæng. De fire figurer er en sammenfatning af hele Thorvaldsens værk set i et kristent perspektiv, som i det videre perspektiv bestående af alle figurerne erindrer et hedensk univers parallelt med Grundtvigs fordybelse i den nordiske mytologi.

Thorvaldsens syntese af hedenskab og kristendom har til forskel fra Gundtvigs nordiske den græske mytologi som inspirationskilde. Men en anden hedensk tildragelse i Roms historie kan have givet Thorvaldsen, der levede mere end 40 år som udøvende kunstner i denne by, ideen til den usædvanlige handling han foretog i slutningen af sit liv nemlig hjembringelsen af originalmodellerne til sine figurer til sin fødeby i 1838. På ydersiden af Thorvaldsens Museum skildrer Sonnes frise omhyggeligt denne kunstnerens hjemkomst med fregatten “Rota” og arbejdernes transport af hans figurer til museet.

I Roms historie findes en parallel til denne figurtransport i den veldokumenterede beretning om overflytningen at statuen af Kybele til byen, som foretoges i 204 f. kr. da Rom var trængt under Den 2. Puniske Krig (218-201 f. kr.). Romerne havde søgt hjælp i De Sibbylinske Bøger og hos oraklet i Delphi. Her fik de svarene, at når Rom var truet, kunne kun Kybele fra Pessius hjælpe. Der var altså tale om en bestemt gudestatue, som kong Attalos i det græske kongereige Pergamon udleverede. I foråret 204 f. kr. ankom båden med Kybele og hendes præster under stor opmærksomhed til Rom. Krigslykken vendte virkelig, og høsten blev bedre, og kulten for Kybele etableredes permanent i Rom ved bygningen af et tempel i 191 f. kr. Den samme dobbelthed af figurtransport og bygning af tempel/museum findes i Thorvaldsens historie. Thorvaldsens Museum åbnede d. 18. september 1848 efter den fredelige overgang til demokrati og vedtagelsen af Grundloven d. 5. juni samme år.

Altid lod jeg Herren skue
i mit hjerte på min vej,
for at intet skal mig kue,
og min fod skal vakle ej.

Og mit hjerte sprang af glæde,
og min tunge tog på vej,
for mit kød har fået sæde
i dit håb og ældes ej.

Selv når døden gør en ende
på min underfulde vej,
vil velsignelse du sende,
så opløsning ser jeg ej.

Du vil mætte mig med glæde
for dit ansigt på min vej,
selv om jeg en stund må græde,
når din hånd jeg føler ej.

Vogt mig Gud, til dig jeg søger
i min færden på min vej,
i dit værk og dine bøger
er min lykke andet ej.

Din velsignelse om lande,
når til mig den finder vej
under muld og oven vande,
nu forgæves går den ej.

De, som efter andre guder
løber på den slagne vej,
når du enegang bebuder,
høster af din vælde ej.

Jeg vil ikke bringe offer
til de guder på min vej,
der er klædt i dyre stoffer
og dit indre kender ej.

Herre, du min del og ære,
skellet går ved denne vej,
her skal Paradiset være
og en evig ørken ej.

Lov og pris og evig ære
være Herren på min vej,
når han samler sine kære
i sin hånd og slipper ej.

Efter Salme 16. Men sådan at sidste del af salmen, vers 8-11, der citeres i Aposlenes Gerninger 2,25-28, her svarer til vers 1-4 efterfulgt af en gendigtning af Salme 16,1-7 i vers 5-9. Salmens sidste vers er efter Apostlenes gerninger 2,34-35.

Hør melodi http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/546

7. William Miller og Hiram Edson

En anden dato i midten af 1800-tallet var at betydning for adventbevægelsen i Amerika. Bevægelsens grundlægger er William Miller (1782-1849). Han voksede op i en baptistisk menighed på landet i Massachutes og blev efter at være flyttet til byen i en alder af 22 år deist. Dvs. at han troede på, at Gud havde skabt verden ligesom et ur og trukket det op, men at Gud ikke længere greb ind i verdens gang. Denne grundopfattelse er både hans styrke og hans begrænsning og kom til at præge Miller også efter hans omvendelse, idet hans eskatologi er udpræget passiv. Historien ses som udfoldende sig mekanisk efter en én gang fastlagt plan.

Med særlig opmærksomhed hæftede Miller sig ved et bestemt forhold i den Hellige Skrift, nemlig de allerede opfyldte profetier. Han gjorde nemlig den opdagelse, at tidligere forudsagte begivenheder, som var blevet opfyldt i fortiden, netop var blevet det på det forud angivne tidspunkt! Med denne erkendelse som forudsætning begyndte Miller nu at beskæftige sig med spørgsmålet om Jesu genkomst. På grundlag af sin læsning kom han frem til, at Bibelens tidsangivelser var en del af Guds ord og lige så berettigede til alvorlig overvejelse som nogen anden del af skriften. Det var dette enfoldige trosforhold, der førte til, at Miller forventede Jesu genkomst som en historisk begivenhed i 1844.

Det skete på grundlag af en læsning af Daniels bog 8, 14. Heri angives et tidsrum på “2300 aftener og morgener, så skal helligdommen komme til sin ret igen!” Med reference til Fjerde Mosebog 14, 34, hvor en dag rent menneskeligt omregnes til et år for Gud, og omvendt Ez. 4, 6, hvor et menneskeligt år omregnes til en dag for Gud, angiver Miller, at de 2300 aftener og morgener betyder 2300 år. Derefter skal helligdommen komme til sin ret igen. Miller identificerer nu formuleringen om, at helligdommen skal komme til sin ret igen med Kristi genkomst. Helligdommen er kristeligt set Jorden, som skal forklares ved Jesu genkomst. Spørgsmålet var nu, om man kunne fastsætte det nøjagtige år for begyndelsen af de 2300 aftener og morgener. Da ville man også kunne udregne det nøjagtige år for Jesu genkomst.

Imidlertid var nøglen til dette spørgsmål ikke at finde i Dan. 8. Profeten beskrives som udmattet af synet og kunne ikke rumme det hele. Men i Dan. 9. tages emnet op igen, og synet fuldendes for profeten. Det siges, at “halvfjerdsindstyve uger er afsat over dit folk og din hellige by”. Disse 70 uger: 490 år angives at skulle begynde i det år, befalingen udgik om at genopbygge Jerusalem. Denne meddelelse, som gives profeten Daniel af englen Gabriel, er givet som en fuldendelse af synet i Dan. 8 med angivelse af de 2300 aftener og morgener. Heraf følger, at de 2300 år, der skal gå, inden helligdommen skal komme til sin ret igen, må begynde på samme tidspunkt som de 490 år, nemlig det år, hvor befalingen udgik om at genopbygge Jerusalem.

I Ezra 7, 12 – 26 citeres den befaling om Jerusalems genopbyggelse, som perserkongen Artaxerxes gav til præsten Ezra. Ifølge Miller blev denne befaling givet i 457. Det stemmer med Artaxerxes I´s regeringstid 464-425. Imellem året 457 f. kr. er der 490 år til steningen af Stefanus i år 34 e. Kr. De 70 uger opdeles nemlig i Dan. 9, 24 – 27 i nogle underordnede tidsrum. Først skal der gå 7 uger: 49 år, så skal en salvet, en fyrste komme. Det vil formentlig sige indvielsen af det genopbyggede Jerusalem. Dette år sættes til 408. Derefter skal der gå 62 uger: 434 år, hvor Jerusalem består og vedligeholdes “under tidernes trængsel”. Men derefter “skal en salvet bortryddes uden dom”. Dette år sættes til år 27 e. Kr., hvor Jesus døbes. Den salvede, der bortryddes uden dom, er Johannes Døberen. Derefter skal pagten “ophæves for de mange i en uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre”. Ugens første halvdel angives at være de 3 1/2 år mellem Jesu dåb og Jesu korsfæstelse, og den sidste halvdel angives at være de 3 1/2 år mellem Jesu korsfæstelse og steningen af Stefanus. Herefter er der 1810 år tilbage, og regnet fra år 34 giver det 1844.

For en umiddelbar betragtning syntes forventningen om Jesu genkomst imidlertid ikke at gå i opfyldelse den 22. oktober, som var den dato, Miller ved en sindrig fortolkning af Bibelens profetier var kommet frem til. Det betød naturligvis stor skuffelse for den store gruppe af mennesker i flere amerikanske stater, der havde ventet, at genkomsten ville finde sted. Dette gjaldt ikke mindst Miller selv. I amerikansk kirkehistorie taler man således om “Den store Skuffelse”. Imidlertid var der én, der ikke delte den store skuffelse. En ny åbenbaring, af hvorledes Miller havde misforstået profetien i Daniels bog, tilgik nemlig allerede om morgenen den 23. oktober en forventningsfuld adventist ved navn Hiram Edson. Ifølge Hiram Edson var der ikke noget galt med Millers angivelse af tidspunktet. Året 1844 blev altså stående som et år af skelsættende betydning. Men profetien i Daniels bog betød ikke, at Kristus skulle vende tilbage til den jordiske helligdom i dette år. Det betød derimod, at han trådte ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom. Dette førte til en reorganisering af adventbevægelsen nu med særlig reference også til et skriftsted i Det nye Testamente, nemlig Hebræerbrevet 8 og fremefter. Man var nu af den opfattelse, at det var Jesu indtræden som ypperstepræst i det allerhelligste i den himmelske helligdom, der havde fundet sted i 1844. Først når Jesus som ypperstepræst efter endt gerning igen træder ud af det allerhelligste i den himmelske helligdom, skal Jesu genkomst finde sted som en historisk begivenhed. Igen er der tale om den Åndens forvandling af længsel til forventning svarende til den, som første gang gjorde sig gældende ved pinseunderet i Jerusalem.

Gid Gud din dag må ske
i skønhed og i magt;
lad os i evighed nu se,
at dommen er afsagt!

Bring det betrængte sind,
som skælver for din fod,
din ro, når du det bringer ind
til al din overflod!

Bring din retfærdighed
til hver en bange sjæl,
og byg så for din evighed
på grundvold og på pæl!

Bring vor fortrykte jord
dit rige fyldt af fred,
så krigen flygter for dit ord
og for din kærlighed!

Gid Gud din dag må ske,
vor krybbe synes tom;
i mørket kan vi intet se,
vi råber: Herre kom!

Gendigtning af “O Day of God, Draw nigh”, Robert B. Y. Scotts 1937.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her: https://soundcloud.com/anne-marie-eriksen/gid-gud-din-dag-m-ske

8. Bab og Bahaullah

Ved et et ejendommeligt sammenfald skete det netop i 1844, hvor den amerikanske adventbevægelse var så skæbnesvangert opfyldt af forventningen om Jesu genkomst, at der i Iran sattes en bevægelse i gang, der i 1863 fuldbyrdedes ved Mirza Huzayn Ali (1817-1892) alias Baha´u´llahs (Guds Herlighed) erklæring om at være den lovede i alle religioner og således også en opfyldelse af den kristne forventning om Jesu genkomst.

I den shiitiske gren af islam, som er den mest udbredte i Iran, findes en forventning om den såkaldte “madhi” eller skjulte imams genkomst. Den skjulte imam er identisk med den tolvte imam, som angiveligt skal være blevet bortrykket til et skjult sted allerede som spæd i 873 e. kr. (260 a. h.). Imam er betegnelsen for en efterfølger af profeten Muhammed. En Imam har samme fuldkommenhedsgrad som profeten selv, men adskiller sig fra denne ved ikke at bringe nogen ny åbenbaring. I islam opfattes Muhammed som profeternes segl, dvs. den sidste profet i rækken af Guds profeter, som angives at have været: Adam, Noa, Abraham, Moses, Jesus og endelig Muhammed selv. Efter Muhammed skal der i islam ikke komme nogen ny åbenbaring til at afløse den, som Muhammed har givet i form af Koranen. Imidlertid erklærede Ali Muhammed (1821-50) i 1844, at han var Bab (Porten), hvilket i den shiitiske betydning af ordet var en angivelse af, at han var porten til den skjulte imam.

Men Bab nøjedes ikke hermed. Han erklærede at være en ny “Guds manifestation” og formulerede en ny åbenbaring, som indholdsmæssigt var en lempelse af Koranens mange forskrifter. Denne åbenbaring gav Bab navnet Bayan (Fremstillinger). Bab grundlagde hermed en ny religion, som han hævdede var islam overlegen. Han afviste det muslimske krav om Muhammed som profeternes segl og anså sig selv for at være en tidssvarende manifestation af samme Gud som Muhammed. Bab anså derimod ikke sig selv for at være den sidste profet, men meget af hans forkyndelse var rettet imod “den, som skulle komme”. Bab forventede, at hans egen åbenbaring skulle vare imellem 1511 og 2001 år. Når Mirza Huzayn Ali allerede nitten år efter Babs erklæring om sin guddommelige sendelse hævdede at være den af Bab ventede og antog det navn, som Bab havde anvendt om den, der skulle komme, Baha´u´llah, er det således ikke umiddelbart i overenstemmelse med Babs anvisninger. Men det var ikke desto mindre sådan det gik, og den nye religion babisme forvandledes hermed til baha´i.

Religionen baha´i regner sin fødsel for at have fundet sted to timer og elleve minutter efter solnedgang den 22. maj 1844. Datoen, der er den 23. maj, hvis man regner med, at døgnet slutter ved solnedgang, og den 22. maj, hvis man regner efter midnat, er angivet med overordentlig omhu. Det, der skete i dette øjeblik, var, at sayyid Ali Muhammed for første gang åbenbarede overfor mulla Husayn Bushru´i, at han var Bab.

Herrens ånd kom over mig,
og ved den han førte mig
ud i dalen ved sin hånd
fuld af knogler af en hånd.

Og han førte mig forbi
dem ad helt sin egen sti,
som går hele vejen rundt,
hvor der intet er af ondt.

Menneske kan disse ben,
som nu ligger mellem sten,
blive levende igen
sammen med velsignelsen?

Gud, min herre ej jeg ved,
om den slags kan finde sted;
men jeg siger til mig selv,
at det ved du med dig selv.

Ja, men du skal mellem sten
sige til de nøgne ben:
I, som ligger over jord,
lytte skal til Herrens ord!

Jeg vil nu på hvert et led
sætte sener, og med kød
dække jer og trække hud
over jer, for jeg er Gud.

Og en raslen ved mit ord
lød, da knoglerne på jord
rejste sig nu i en dans;
den var hendes, den var hans.

Og nu blev på hvert et led
trukket sener, kød og hud;
så forfærdelig en død,
intet åndedrag, der lød.

Livsens ånde over jord
læg den levende Guds ord
på de døde tungers ler,
så de ikke tier mer!

Herren siger til sin tolk,
dette er mit eget folk,
som kom hjem alligevel;
det er hele Israel.

Efter Ezekiel 37,1-14.
Hør melodi her.

9. Krishnamurti som ikke-Messias

Idet han i øvrigt følger Grundtvigs udvikling af tanken om de syv folkemenigheder i det store digt “Christenhedens Syvstjerne” fra 1860, divergerer den grundtvigske præst Vilhelm Birkedal i spørgsmålet om stedet for den syvende menighed. Birkedal anfører i sit kirkehistoriske værk “De syv Folke-Menigheder”, der i sin disposition følger Grundtvigs digt, at det indiske folk til trods for sin sans for poesi er for stillestående til at kunne spille en rolle på den verdenshistoriske scene. I stedet argumenterer Birkedal for, at den syvende menighed skal findes i det gamle Persien, det nuværende Iran. Det persiske folk er nemlig det eneste af de fire folk, som Daniel så i Nebukadnezars drøm, som endnu ikke har afregnet deres mellemværende med Gud. Babylon er udslettet fra jordens overflade, og Grækenland og Rom er blevet kristnede; og Gud har uden tvivl gemt en belønning til det persiske folk, hvis konge Kyros, det var, der udfriede Guds folk fra det babyloniske fangenskab. Birkedal, hvis bog udkom i 1877, nævner ikke, at der siden 1844 havde fundet en religiøs vækkelse sted i Iran, og at en i denne optrædende messiasfigur Baha´u´llah siden 1863 havde skrevet til en række af verdens ledere, deriblandt pave Pius IX for at henlede opmærksomheden på sig selv som en opfyldelse af forventningen om Jesu genkomst.

En tildragelse, som i henseende til geografien i højere grad spiller sammen med Grundtvigs forventning, er fundet af en 14-årig dreng i Indien i 1909. Der er her tale om en tilsyneladende virkeliggørelse af Teosofisk Samfunds tanke om en Messias i det tyvende århundrede. Det var en ledende teosof ved navn C. W. Leadbeater, der en aften fik øje på drengen, der løb og lejede på en stand i Adyar i nærheden af Teosofisk Samfunds hovedkvarter samme sted. Den angiveligt clairvoyante Leadbeater sagde om ham, at der i hans aura ikke var et gran af selviskhed, og skrev herom til sambfundets præsident, Annie Besant. Annie Besant har tilsyneladende aldrig tvivlet på Leadbeaters vurdering. Efter nogen tid opnåedes enighed med drengens far, der var alene med fem børn og selv overbevist teosof om adoption af Krishnamurti og hans yngre bror Nityananda fra hvem han var uadskillelig. De to drenge blev sendt til England for at modtage en europæisk opdragelse. I modsætning til Krishnamurti kvalificerede Nityananda sig let til en akademisk løbebane. I 1922 gennemgik Krishnamurti en smertefuld angiveligt åndelig vækkelse, der gjorde detstadig sværere for ham at acceptere den rolle som Verdenslærer, han var blevet tildelt af Teosofisk Samfund. VedNityanandas død af tuberkulose i 1925 forsvandt det sidste tillokkende element ved et sådant fremtidsperspektiv. Det kom til et dramatisk brud, hvor han undsagde Teosofisk Selskab, og Leadbeater undsagde ham. En alrende Annie Besant forholdt sig tavs, da Krishnamurti i en alder af 34 år og i strålende form rejste sig fra asken af hendes livsværk.

Kære tilfælde og skæbne,
som kan helvede afvæbne,
og derved har sprunget rammen,
hver gang I har fundet sammen,
ved at gøre, hvad I kan.

Hvad har I i verden fundet,
som har gerningen begrundet
at tilgive vore synder,
så igen hver dag begynder
med at give elgen navn?

Hvor den springer over hegnet
og har afstanden beregnet
herfra og til Paradiset,
selv om det endnu er diset
i den årle morgenstund!

Her, hvor dagen rolig skrider
frem med sine egne tider,
er der tid til at meddele
dele af det store hele,
som vi nu må deles om.

Det er kærlighedens under,
som i lediggangens stunder
vælder ud på vej og stræde
for at fylde os med glæde
ved at døbe os deri.

Lad mig dø igennem dåben,
lad mig strække mine våben
ned i kærlighedens milde
uudslukkelige kilde
som et moseoffer før!

Giv mig redskaber tilbage,
så jeg alle mine dage
kun skal grave og henrive,
kun skal skabe og gengive
jeres dybe sammenhæng!

Den skal for mit øje stråle,
den skal sig med døden måle,
så når øjet selv skal briste,
skal jeg ikke synet miste
men se, hvor I nu er skjult.

Ja, jeg ser, hvor vejen ender,
når jeg al min synd bekender
og går klædt i nådens frakke
og hvert åndedrag må takke
jer her i Jerusalem.

Hør melodi her.

10. Krishnamurtis kommunion

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

Men i talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:

“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).

Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik: “Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003). Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” lader sig ane bag Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier.

Ved siden af at trække på denne arv i henseende til spørgsmålet om sandhed er Krishnamurtis tale i 1929 også et opgør med organisationsprincippet i henseende til religiøse anliggender. Med direkte adresse til Teosofisk Samfund men også i mere generelle vendinger argumenteres der imod princippet i en sådan organisation.

Grundforfoldet i kritikken er, at den religiøse organisation hindrer den absolutte individuelle kontakt til en selv, som er det eneste, igennem hvilket frigørelse er mulig. Men via et sådant absolut selvforhold, som vel at mærke kun kan tilvejebringes igennem et forhold til andre, ”relationernes spejl”, som Krishnamurtri senere kunne tale om, kommer fællesskabet igen på tale nemlig det fællesskab, hvis medlemmer har det samme forhold til denne indre kvalitet.

“Men de som virkelig ønsker at forstå, som søger efter det som er evigt, uden begyndelse og uden ende, vil følges ad med større intensitet, vil være en fare for alt som ikke er essentielt, som ikke er reelt, som er skygger. Og de vil blive et koncentrat, de vil blive en flamme, fordi de forstår. Sådan et fællesskab må vi skabe, og det er min hensigt” (min oversættelse).

Selv om Krishnamurtis sprog ikke indeholder mange traditionelle religiøse betegnelser, har han fundet anvendelse for det engelske ord for nadver ’communion’, der også betyder fællesskab, samliv, samkvem. I en tale i Bombay i 1964 sagde Krishnamurti: “Vi har mange problemer, umådelige problemer, som ingen andre end vi selv kan løse; og dette fordrer ikke alene en faktuel forståelse af problemet, men også at være i kommunion med det pågældende problem. Jeg ved ikke, om De nogensinde har prøvet at være i kommunion med noget som helst. De ved, hvis De er en stor maler og ønsker at male et træ, må De være i kommunion med træet. Der må ikke være noget mellemrum mellem Dem og træet – ikke at De identificerer Dem med træet, men der må ikke være noget skel mellem Dem og det som De iagttager, som De maler, med hvilket De er i kommunion. Det vil sige, at De som en enhed må være fuldstændig fraværende for at være i kommunion med træet. At være i kommunion med naturen, med bjerget, med en scene, med et menneske – dette kræver ekstraordinær opmærksomhed og en overordentlig grad af årvågenhed; ellers kan De ikke være i kommunion” (min oversættelse). Krishnamurti anvender her et ord, som ellers hører hjemme i en kristen nadverforståelse til at betegne et grundlæggende eksistensforhold. I begge tilfælde gælder, at kommunionen er uomgængelig.

Vor Gud er nu det åbne land,
hvor ingen stier findes,
her træder kvinde fri og mand,
hvor ingen tanke bindes.
Det ser den onde selv
og bryder som en elv
frem for at bane vej
til Himmerige? Nej,
dér vil han ikke være.

Til Jorden står hans hele hu,
her skal hans trone være;
men Kristus lever her endnu
med alle sine kære.
Det er Guds menighed,
som ingen djævel ved
at kende på vor jord;
det er det sande ord,
vi veksler mellem sjæle.

På himlen hersker sole to,
så ingen skygge falder,
hvor misteltenen kunne gro
og gennembore Balder.
Nu lukker Høder op
sit øje som en kop,
og synet vælder ind
i mørkelagte sind
med ét fra Himmerige.

Her blomstrer kaprifolien
højet over træets krone
med duften og velsignelsen
os alle at forsone.
Nu træder Jesus frem
og går imellem dem,
der lider på hans navn;
der er ej anden favn
end hans på Jorderige.

Hør melodi her eller her.

11. Uddrivelse og genkomst

Ved dannelsen af en ny regering efter valg til folketinget september 2011 skete der noget i overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle.

I sin bog “Opgør med den moderne myte” bruger Torben Bramming lejrbålet som et billedde på Bibelen. Bibelen er det bål, som alle kristne er samlede om før og nu og i fremtiden. Bibelen handler om Kristus, og den skal ikke læses bogstaveligt men tolkes ind i vor egen historiske situation. Det betyder, at Bibelen er norm og standsning i forhold til, hvad vi kan finde på. Når Luther afskaffede afladen, den sidste olie og skriftemålet havde det således sin dybeste grund i, at der ikke findes hjemmel for disse ting i Bibelen. Således forstår Torben Bramming også modstanden mod at indføre ægteskab mellem to mennesker af samme køn i kirken. Modstanden skyldes ikke ubehag ved homoseksualitet men er begrundet i, at der ikke er står noget om det i Bibelen. Synspunktet har meget for sig, fordi det til grund for livet lægger den kristne åbenbaring; men det er også problematisk, fordi det trods alt synes bundet til en fortidig udlægning af evangeliet. “Det er i apostelforkyndelsens gamle klude, Kristus er svøbt, også i dag”, hedder det. Synspunktet er luthersk men også luthersk i sin begrænsning. Hvad der fuldstændig lades ude af betragtning i Luthers skriftbundne syn på åbenbaring er det forhold, som må have foresvævet de såkaldte sværmere nemlig, at Gud åbenbarer sig i tiden uafhængigt af Skriften. Ånden giver evangeliet udtryk i tiden, og spørgsmålet er om dette udtryk lader sig identificere med Skriften. Her er et bud:

I en af sine bøger: “On Nature and the Environment” (Om Natur og Miljø) berører Krishnamurti spørgsmålet om homoseksualitet. Der er tale om en ganske morsom passage, fordi Krishnamurti på den den båndoptagelse, der ligger til grund for bogen, begår en meningsfuld fejllæsning af et skriftligt stillet spørgsmål. Det er derfor en fornøjelse at citere den i sin helhed: “Mange mennesker har store problemer med kendsgerningen homoseksualitet. I århundreder har man undgået dette spørgsmål i undervisningen. Kunne du ikke, bare kort, besvare dette spørgsmål? Jeg har rejst totusinde år – kilometer (latter) for at stille dette spørgsmål? Udskyld, netop. Jeg har rejst to tusinde år! Dette har været et spørgsmål i tusinder og tusinder og tusinder af år. Det er ikke noget nyt. Vi tager ikke stilling i denne sag. Vi fordømmer det ikke eller bifalder det eller tager afstand fra det. Der er tale om kendsgerninger. Ikke sandt? Ligesom heteroseksualitet er en kendsgerning. Homoseksualitet findes i verden, i visse dele af verden meget almindeligt, i andre dele af verden er det nærmest ukendt. Så hvordan besvarer man dette spørgsmål? Hvad er spørgsmålet? Hvorfor gør vi det til så stort et problem? Tilsyneladende gør vi ikke heteroseksualitet til et problem overhovedet, men dette gør vi til et problem, hvorfor? Det er en kendsgerning. Så skulle vi beskæftige os med dette spørgsmål om heteroseksualitet og homoseksualitet anderledes?” (Min oversættelse) Det er ganske vist ikke det specifikke spørgsmål om homoseksuelle ægteskaber men spørgsmålet om homoseksualitet i sig selv, der her tages stilling til ved ved blot at indrømme det en sideordnet stilling i forhold til heteroseksualitet. Men spørgsmålet gøres sekundært så elegant, at man lykkelig glemmer sin skam over nogensinde at have kunnet tage det alvorligt.

Så hvordan forholder vi os anderledes til dette spørgsmål? Gives der en guddommelig reaktion på seksualiteten, som ikke forskriver sig til en optagethed af en given norm? I Første Mosebog kap. 3, 21 oplyses det overraskende, at Gud klæder Adam og Eva i kjortler af skind til at dække deres nøgenhed med i stedet for de figenblade, de selv forsøgte sig med. Det står uformidlet midt i skildringen af Guds vrede og uddrivelsen af Paradiset. Måske er det i virkeligheden en alternativ og mere kristen måde at forstå syndefaldsmyten på.

https://kirkenigyngen.net/2014/07/18/gor-din-pligt-og-kraev-din-ret/

Gud lod søvnen sænke sig
over en alene,
og han lå og strakte sig
under træets grene.

Og hun pakkede det ind
i sit kød alene
benet, som hun lagde ind
under træets grene.

Og nu byggede hun op
mutters og alene
kvinden i sin egen krop
under træets grene.

Hun er kød og ben af mig,
kvinde dog alene,
sagde Adam frem for sig
under træets grene.

Adam og nu Eva var
nøgne og alene,
men de blev det ikke var
under træets grene.

Slangen, som var skabt af Gud
ene og alene
for at være skumpelskud
under træets grene.

Går du her og er så sød,
ensom og alene,
spurgte slangen, og det lød
under træets grene.

Jeg er ikke særlig sød,
når jeg er alene,
sagde Eva varm og blød
under træets grene.

Førend slangen så sig om,
så var den alene
inde i sin helligdom
under træets grene.

Adam, sagde Eva varm,
når vi er alene,
vil jeg ligge i din arm
under træets grene.

12. Krishnamurtis vedholdende bøn

Her gengives fire af de citater, som hver dag lægges ud på http://www.jkrishnamurti.org i let ændret form, så de optræder som bønner. Citaterne i sig selv hentet fra Krishnamurtis mange taler – og der skal kun en beskeden omformning af stilen til, for at de lader sig læse som bønner:

Lad ånden komme over mig og lad mig være åben og se tingene, som de er, og ændre dem. Lad mig opdage det, hvis jeg er voldelig, være klar over, at volden er, og hvordan den er. Og selve det at se det vil være at gøre en ende på det. – 17. maj 14

*

Hvad er jeg bortset fra et navn? Måske har jeg penge i banken eller er god til mit håndværk. Men hvad er jeg bortset fra dette. Lider jeg ikke? Eller er lidelse noget, jeg er forskånet for? Frygter jeg? Er jeg angst? Grådig? Misundelig? Tilbeder jeg et billede, som tanken har skabt? Frygter jeg døden? Klynger jeg mig til en idé. Hvilket er selvmodsigende, at sige ét og gøre noget andet. Så er jeg alt dette? Mine vaner, min sindsyge, det endeløse vrøvl i mit hovede, alt dette er hvad jeg er. Og indholdet i bevidstheden avler bevidsthed, og denne bevidsthed har udviklet sig gennem tiden, gennem vældige erfaringer, smerter, sorg, angst, alt dette. Nu spørger jeg: kan jeg blive fri for alt dette? Fri for følelsen af frygt. Fordi hvor der er frygt er der ingen kærlighed. – 18. maj 14

*

Lad mig tænke på noget smukt, som jeg har oplevet, noget virkelig smukt: en statue, et digt, en åkande i gadekæret eller en velholdt græsplæne. Når jeg ser en sådan smule skønhed – nej, nej, når jeg ser en sådan, ikke en smule – når jeg ser en sådan skønhed, hvad er det så, der sker? I det øjeblik – lader selve bjergets majestæt mig glemme mig selv. Ikke sandt? Har jeg ikke været dér? Ikke jeg eksisterer der, kun denne vælde eksisterer. Men få sekunder senere eller et minut senere begynder det hele at køre igen, forvirringen, vrøvlet. Så hvor skønheden er, er jeg ikke. Har jeg forstået det? Har De forstået det? Åh, hvilken skare! Hvilken tragedie. Sandheden er, hvor jeg ikke er. Skønheden, kærligheden er, hvor jeg ikke er. Fordi vi ikke er i stand til at se på dette usædvanlige kaldet sandhed. – 19. maj 14

*

Så længe sindet ikke er følsomt, ikke årvågent og hurtigt, er det ikke i stand til at leve med livets aktualitet, som er så flydende, så uafbrudt undergående forvandling. Psykologisk, indadtil afviser vi at følge livets bevægelse, fordi vore rødder er dybt fæstnede i vaner og tradition, i lydighed overfor hvad vi har fået fortalt, i accept. Hvor ville jeg gerne forstå dette og gøre op med det, for jeg kan ikke se, hvordan jeg skal blive ved med at leve uden kærlighed. Uden kærlighed ødelægger vi hinandden, vi lever stykkevis, den ene del i krig med den anden, den ene del i oprør mod den anden; og vane, i enhver form, må uundgåeligt afstedkomme frygt. Jeg beder dig, lad mig ikke bare acceptere det og sige “Ja, jeg lever i vaner, hvad skal jeg gøre?” men snarere, lad mig selv være klar over dem, være bevidst om dem, være levende i forhold til de vaner, som jeg har; være klar over ikke kun de fysiske vaner som rygning, at spise kød, at drikke, som alle sammen er vaner men også vaner med dybe rødder i psyken, som accepterer, som tror, som håber og fortvivler, vånder sig og sørger. Hvis jeg kunne gå ind i dette vanens og også frygtens problem sammen med dig og måske derved komme frem til sorgens ophør, så kunne der være mulighed for en kærlighed, som vi aldrig har kendt, en velsignelse som unddrager sig nydelsens berøring. – 20. maj 14

Guds enbårne søn,
som fødtes som svar på den eneste bøn;
din moder Maria i krybben har lagt
dig ned som i graven, da alt var fuldbragt;
opstanden, opfaret til himmels som syn
for hævede bryn.

Velkommen igen
på dagen som skrifterne spåede den,
hvor duerne kredser med fred over by
og kurrer på taget i ly under sky,
hvorpå du er kommet og lader dig se
og falde som sne.

Din smilende kyst
har mågerne krydset så hvide på bryst;
de lander på marken, hvor kragerne gror,
og flyver igen ad usynlige spor
tilbage til havet, hvor fiskene bor
og synger i kor.

Tillykke min ven
med dagen, der går, og hvor den kommer hen
skal pindsvinet vågne i vinterens hi
og mærke i mørket, at den er forbi,
og foråret kommer med rislende bæk,
og kulden er væk.

Du sænker dig ned
på jorden og lander et hemmeligt sted,
hvor de kun dig skuer, som før dig har set
i hjertet og troet på det, der er sket
med himlen og jorden og afgrund og hvælv
i hjerterne selv.

Den vældige ørn
er sprunget af panden på drømmende børn
og udfolder vingerne frit over jord
og folder dem sammen igen i dit ord
og synger på bænken som spurven på kvist
så sikkert og vist.

I sommerens løb
skal Eva sig rejse, hvor hugormen krøb
i støvet, og leve i tusinde år
og dele med dig de velsignede kår,
og ingen skal græde af kvinder på jord
ifølge Guds ord.

Hør melodi her.

13. Den nye jord – Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis 2011.

I min lille verden er der i sommerens løb sket det sørgelige, at min kat er blevet væk. En aften kom den ikke hjem som den plejede og heller ikke dagen efter eller den næste igen. Hver eneste dag har jeg ventet at se den komme tilbage. Jeg har holdt øje med om det så ud til at den kunne have ligget i sengen, gået på bordet eller siddet på sin plads i vindueskarmen. Der var én, der sagde til mig, at jeg skulle bede Gud om hjælp. Gud kan gøre meget, sagde hun – og en dag, da jeg samlede fjernbetjeningen til fjernsynet op fra gulvet fik jeg en følelse af, at katten havde været der og siddet netop dér på sin plads i vindueskarmen og derved skubbet fjernbetjeningen ned, hvis jeg havde lagt den der.

Følelsen var så livagtig, at jeg ikke har kunnet løsrive mig fra den, selv om jeg med min fornuft godt kan sige mig selv, at det nok ikke er sket sådan. Måske er oplevelsen af Jesu opstandelse en oplevelse af samme slags – og det at være kristen at have blik for betydningen af en sådan oplevelse og have blik for, at den er både glædelig og virkelig. Min indre oplevelse af at se min kat sidde i vinduet igen bliver en prisme eller et øje, hvorigennem jeg på ny oplever verden. Det er som om hele mit liv med katten – og alt, hvad jeg har forbundet med det – ikke bare er fortid men også nutid og fremtid. Det er som om, hvert øjeblik, jeg nogensinde har oplevet kærlighed, står og venter på mig lige om hjørnet.

Når Paulus taler om Jesu opstandelse, remser han op, at først blev den opstandne set af den og den, og så af så og så mange på én gang, og til sidst blev han også set af ham selv, som i sammenligning med de andre er et misfoster, som der står i den nye oversættelse, eller et ufuldbårent foster, som der står i den gamle, eller måske snarere et foster udenfor livmoderen – for han var jo ikke selv discipel! Fordi han ikke var fortrolig med Jesus i forvejen, så han ikke – som dem, der var dét – den opstandne i skikkelse af Jesus af Nazaret. Han så noget, men han måtte selv slutte sig til, hvem det var; og derved deler han skæbne med alle os andre, som heller ikke har oplevet Jesus gå omkring i kød og blod.

Kunsten at prædike består i at få tekstrækkens tre tekster til at sige noget i en nutidig situation. Jeg har brugt min egen lille ulykkelige situation som billede på alle mulige former for tab og det at miste – og jeg har nævnt den mulighed, at enhver kan bringe sin sag frem for Gud, for “han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles”, som der står i dagens tekst fra Jobs bog. Jeg har også været omkring Paulus´første brev til Korintherne, hvor han fortæller om forskellige tilgange til det at se den opstandne Kristus. Det væsentlige her er, at det er ens egen udsatte position, der er udgangspunkt i enhver henvendelse til Gud. Ingen bliver hjulpet ved som farisæeren i evangelieteksten til i dag at fortælle, hvad han har gjort af godt. Kun i det felt, hvor man ikke slog til, findes det stof, som en bøn er gjort af.

Jeg har valgt også at bringe en anden tekst i spil udover dem, som er foreskrevet i den danske folkekirkes liturgi. I folkekirkens liturgi anvendes der ifølge traditionen foruden den evangelietekst, der prædikes over også en såkaldt episteltekst, ofte af Paulus, og siden 1992 har man i den danske folkekirke også læst en tekst fra det gamle testamente hver søndag. Til disse tre har jeg valgt at føje en tekst af Krishnamurti, der levede i 90 år fra 1895 til 1986. Teksten er tilfældigt valgt som teksten til idag den 3. september fra en bog med et stykke af Krishnamurti til hver dag. Se her. Når jeg har valgt at føje en tekst af Krishnamurti til de allerede eksisterende, skyldes det ikke, at der hos Krishnamurti føjes noget til forkyndelsen af evangeliet, som ikke er der i forvejen. Alle de tilgange til menneskelivet, som vi finder hos Krishnamurti, kender vi allerede fra Indien og Israel eller fra det moderne liv.

Men det specielle ved Krishnamurti er, at alle de tanker, som i tidens løb er vokset frem og har blandet sig med hinanden under store vanskeligheder og med mange omkostninger til følge – disse tanker og følelser synes hos Krishnamurti at folde sig ud med hidtil uset lethed. Langt fra at forkaste traditionen ved mødet med Krishnamurti skal vi tværtimod genopdage den med ny skønsomhed. Krishnamurti er den omstændighed, der gør, at alt det, vi har elsket, nu folder sig ud i en målestok hinsides det, vi er vant til og kendt med. Det findes der et fint udtryk for i en lignelse, som vi kender fra den oldkirkelige teolog Irænæus, som levede fra 130 til 200 efter Kristus. Det er en lignelse, som Irenæus selv har fået fortalt af Papias, som har den fra Polykarp, som har den fra Jesu discipel Johannes, som igen ifølge Irenæus har den fra Jesus selv.

Lignelsen lyder således: “Der skal komme dage, hvor hver vinstok har 10.000 grene og hver gren 10.000 ranker, og hver ranke har 10.000 klaser og hver klase 10.000 druer, og af hver klase skal der presses femogtyve kander vin. Når nogen griber om en klase, så råber den anden klase: “Jeg er bedre, tag mig, velsign Herren med mig”. På samme måde skal et hvedekorn give 10.000 aks og hvert aks skal have 10.000 kerner og hver kerne give ti pund rent mel. Det skal forholde sig på samme måde med de andre former for frugt og urter, og alle dyr skal have deres føde af jorden og leve i fred og fordragelighed indbyrdes og tjene menneskene i lydighed”. Her er der altså tale om en lignelse af Jesus, som er overleveret udenom det nye testamente. I Johannesevangeliet siger Jesus, som bekendt: “Jeg er vintræet, I er grenene”. Krishnamurti er jordbunden.

Almægtige Gud
i haven, hvor lyset er tændt på dit bud,
og himlen sig hæver højt op over jord,
og selv du dig skjuler i ly bag dit ord,
og Adam sig skjuler for dig bag et træ,
hvor han står i læ.

På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet den levende ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det er sagt.

Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.

Tilgængelighed
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
til lykke og held.

Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk;
det lader sig dele af verden i to
og finder hinanden i tro imod tro
med ét for Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.

Velsignede by,
hvor vejene deles og mødes på ny;
hvor Thorvaldsensgade og Vester Allé
sig slynger mod Åboulevarden og se,
den løber ved siden af åen så tro
og møder en bro.

Fra himmel til jord
har Jesus indfundet sig ved vores bord;
han skænker af hånden den sødeste vin
og hæver et brød op af sølverne skrin
og går hen til duerne og fodrer dem
i Jerusalem.

Hør melodi her.

14. Et lykkeligt kultursammenstød

Mellemkrigstiden var svanger med Messias. Nøjagtig 15 måneder efter Krishnamurtis nedlæggelse af embedet som Verdenslærer den 2. august 1929 kronedes den 2. november 1930 ras (prins) Tafari Makkonen til kejser Haile Selassie i af Etiopien. Begivenheden tiltrak sig stor mediebevågenhed verden over, og i kraft af et lykkeligt kultursammenstød opstod Rastafari som etbarn af den Etiopisk Orthodokse Kirke og Etiopianismen, som var en kristen ideologi gående ud på at repratriere efterkommerne af de sorte afrikanske slaver i det land, som i Bibelen betegner det sorte Afrika nemlig Etiopien.

Central i denne bevægelse var præsten Marcus Garvey fra Jamaica, som direkte havde knyttet ønsket om repratriering til forventningen om en sort konge i Etiopien, der som et land med en lang kristen tradition, og i øvrigt som det eneste afrikanske land, som aldrig var blevet koloniseret øvede en særlig tiltrækning på efterkommere af de afrikanske slaver i deres forsøg på at skabe en sort identitet båret af selvrespekt.

Denne bestræbelse foretog et kvantespring ved det kejserlige embedes referencer til Johannes Åbenbarigs guddommelige navne: Løven af Juda stamme, Guds udvalgte, Davids rodskud og Kongernes konge, som alle blev knyttet til kejseren/ skrevet på hans skærf. Hvad der i en ældgammel velgennemtænkt etiopisk kirkeforståelse var betegnelser for kejserens relation til kirken blev i et overvejende analfabetisk kvasi-kristent miljø på Jamaica taget bogstaveligt.

I 1966 aflagde Haile Selassie officielt besøg i Trinidad og Tobago. Da rastabevægelsens ledere erfarede, at kejseren således var i nærheden, henvente de sig til regeringen og foreslog, at Jamaica blev inkluderet i kejserens rejseplan. Ønsket blev efterkommet, og den 21. april og firedage frem fandt besøget sted. Ved kejserens ankomst havde ikke mindre end 100.000 mennesker, heraf mindst 10.000 rastaer forsamlet sig ved lufthavnen, og det var umuligt for kejseren at forlade flyvemaskinen. Ingen havde held til at kalde skaren til orden, førden respekterede rastafari Mortimo Planno gik op ad rampen og gav hånd til kejseren, hvorefter han henvendte sig til den forsamlede skare og henstillede til, at der blev gjort plads for kejseren. Den officielle velkomstceremoni var imidlertid nu umulig at gennemføre, og kejseren satte sig i sin åbne bil og blev langsomt kørt igennem byen til Kings House.

I sidste ende blev ikke mindre end 60 ledende rastafarier invitewret med til den officielle middag med kejseren og modtog etiopiske medaljer i guld. i privat samtale med nogle af de ledende rastafarier gav kejseren udtryk for, at han fandt det vigtigere at opbygge Jamaica end at emigrere til Etiopien. Denne ytring fra kejseren førte til en ny ideologisk drejning i rastafari formuleret i slagordet “Liberation before migration”. En følge af Haile Selassies besøg ppå Jamaica er, atden 21. april er blevet helligdag i rastafari. En mere generel følge af besøget var det forpligtende fokus, der blev bevægelsen til del. Den i bevægelsen iboende dynamik begyndte herefter at finde mere konstruktiv og kreativ udfoldelse. Det gælder på områder som landbrug og uddannelse. Den skulpturelle kunst blomstrede og ikke mindst den rytmiske musik.

Hør min ven, det skal nok gå,
du skal dine ønsker få
opfyldt, når du træder vande
lidt endnu, så skal du sande
stranden under foden din.

Solen daler som et bjerg
ned på jorden, og forarg
selv med troen på din Herre
og på alle dine kære
og på smedens sorte kat.

Løst er dagens kryds og tværs,
flaget vajer højt til vejrs,
fordi han stod op af graven
for at bytte julegaven
til den store pinsefest.

Flyet vender uden lyd
i en bue over syd,
og nu står de hvide striber
over landet, hvor de viber
lægger æg og slutter ring.

Herren kommer, gør nu plads,
han skal hen til sit palads,
ned fra flyet og i vognen
til sit bord med torskerognen,
som han spiser med citron.

Hør, hvordan han kæfter op,
jeg er ved at få en prop,
han skal fylde hele bordet,
ingen andre tager ordet,
eller kan det få ført ind.

Men jeg bryder gerne ind,
rækker hånden mod en hind,
som går rundt med verdens skælven
i sin krop og skjuler kalven
i det høje, lyse græs.

Regnen falder tung og blød,
mens jeg deler vin og brød
ud fra dig på pinsedagen,
som du foldede dit lagen
sammen om Guds billede.

Hør melodi her.

15. Bob Marley – apostel for rastafari

Den forløsende begivenhed i rastafari knytter sig imidlertid ikke direkte til forestillingen om den etiopiske kejser som messiansk figur men til en mere lokal tildragelse. I begyndelsen havde rastafarierne ikke deres egen musik. De overtog melodier fra de afro-kristne sekter på øen og tilpassede teksten til deres eget brug. Der var her tale om en rytmisk musik af europæisk oprindelse. Men der fandtes på Jamaica også en musik af afrikansk oprindelse nemlig de såkaldte burruer trommebaserede musik, som i slavetiden var blevet tålt, fordi den havde fundet anvendelse til at sætte arbejdstempoet i plantagerne. i 1930’erne optrådte burruerne i Kingston ved at synge offenligt ved juletid. Ligesom rastaerne blev burruerne betragtet som udskud, og det var således naturligt, at de fandt sammen. D to grupper smeltede mere eller mindre sammen til én. Således gav burruerne rastaerne deres musik, og rastaerne gav burruerne deres tro, som det smukt formuleres af Dick Hebdige i bogen “Cut ‘n’ mix” om carribisk musik.

En anden forsker, Sr. Leonard E. Barret karrakteriserer det lykkelige ægteskab mellem burruernes julemusik og rastaernes evangelium som en samtidig udfoldelse af Rastafaris dogmatik, således at musikken reflekterer opfattelsen af samfundet hos deltageren i kulten. I gengivelsen af ser jeg mig nødsaget til at bruge de samme engelske musik udtryk: “Trommeslagerens downbeat symboliserer det undertrykkende samfunds død, men det bliver besvaret af akette trommeslagerne med et lettere upbeat, en samfundets genopstandelse ved Ras Tafaris magt”. Troen på kejserens guddommelighed er et i sig selv fortvivlende dogme, som ved et pinseunder forløses i legemliggørelsen i musikken.

I populærmusikken slog den karakteristiske rytme igennem i form af reggae, hvis betydeligste udøver har været Bob Marley. Især efter attentatet på ham i 1974, som han mirakuløst overlevede med flere kugler i kroppen, udfoldede Bob Marley på en verdensturné varende indtil hans død af en kræftsygdom i 1981 sin mission. Ved koncerter i Nord-og Sydamerika, Europa, Asien, Australien og Afrika optrådte han med sine sange som fokuseret apostel for Rastafari. Bob Marley lod sig syv månede før sin død optage i den Etiopisk Ortodokse Kirke ved dåben. Heri synes ikke at ligge noget modsætningsforhold til det medlemsskab han opptbar af rastafarisamfundet “Twelve Tribes of Israel”, der foreskriver sine medlemmer at læse et kapitel om dagen og færdiggøre læsningen af Bibelen på tre og et halvt år.

Hvis man skal pege på et generelt udftryk for en tros- og livserfaring svarende til en sådan vurdering af Rastafari i kristent perspektiv, er det oplagt at henvise til bevægelsens bevidste omdannelse af det engelske sprog. Det særlige pidginengelsk på Jamaica er i rastafarisammenhæng yderligere omdannet og udviklet ifølge bestemte principper. Dog genfindes også traditionelle symboler med et for Rastafari specifikt indhold: “Babylon”, der specifikt refererer til “England” og til “police”; “Rome” er djævelens tilholdssted. Identifikationen af paven, “pope” med djævelen stammer sandsynligvis fra pavens velsignelse af de flyvemaskiner, der bombede Etiopien under Musolonis angreb på landet i 1933; “Ethopia” er det sande Israel, også “Isreal” (Is real). Eksempler på deciderede neologismer er: “overstand” i stedet for “understand” for at undgå forstavelsen “under-“, der har negative konnotationer til slavetidens undertrykkelse. Et hyppigt anvendt princip er indsættelsen af det vigtige personlige stedord “I” (jeg), hvor det er muligt, således også “Iverstand” parallelt med det nævnte “overstand”. Et århusiansk reggaeban hed “Isciplens” afledt ad “disciple”. Ligeleds “Ital” i stedet for “vital” og “Iration” som synonym for “creation” eller “production”. Et ord, som ikkebehøver at ændres rent stavelsesmæssigt, er “idea”, der venteligt bliver til “Idea”. Man kan lave en længere liste. Det grundliggende anliggende må siges at være en potensering af sproget. Et morsomt eksempel er, at ordet “mango” (frugten), som opløst i sine stavelser bliver til det negativt ladede “man go”, laves om til det positivt ladede Icome (I come). Den sproglige krone i denne religiøse dialekt er udtrykket “I and I”, der anvendes i stedet for alle former af det personloige stedord: jeg, du, osv. Formuleringen henviser intrikat med sit dobbelte subjekt til et ligeværdigt menneskeligt og religiøst fællesskab, og versalen “I” refererer også til romertal et: “I” i den kejserlige titel Haile Selassie I. Guds svar til Moses i 2. Mosebog 3,14, som i den danske oversættelse gengives med “Jeg er den, jeg er” oversættes i Rastafari også til “I and I”.

Jeg er selv et billede
på et sted i Edens have,
hvor vi rejser os af grave
for at mødes her igen.
Her, hvor to og to er fire,
og hvor ingenting er mere,
her får kærlighed og tro
lov at blive én af to.

Jeg er kærligheden selv,
som på Golgata forbløder
og alverdens liv forsøder
ved at leve op igen.
Her, hvor fem kan være lige,
er der ingenting at sige,
kun treenighedens ord
løfter sig af muld og jord.

Jeg er Helligånden selv,
der som ild og vand og svaler
ned fra himlen går og daler
for at finde dig igen.
Her, hvor syv og ni er tretten
eller hundrede og sytten,
lover jeg i tusind år
fred i evighed og år.

Jeg er selv et menneske
med en underskrift forneden
på et skøde over Eden
lydende mit navn igen.
Her, hvor ingen kender dagen
og ej heller kender magen,
sænker sig alligevel
himlen over Israel.

Jeg er menigheden selv,
som nu samles i sin kirke
for at bede og at virke
til Guds herlighed igen.
Her, hvor fem af brød er mange,
og hvor fisk er til at fange,
hvor de findes i det blå,
skal I alle føde få.

Jeg er selv et sædekorn,
som er faldet i den gode
jord og trampet ned for fode
for at rejse sig igen.
Her, hvor nogle giver tyve,
giver andre fyrretyve
og selv nogle hundred´ fold,
alt er givet Gud i vold.

Jeg er selv et ægteskab
mellem Lammet og en due,
der nu hjemme i din stue
stifter fred for dig igen.
Her, hvor syv er alle dage,
lyder det fra alle tage:
Nu er tidens ende nær!
Nu er evigheden her.

Jeg er evigheden selv,
som nu findes i dit øje,
hvortil øjenlåget føje
sig et øjeblik igen.
Her, hvor syv i anden giver
niogfyrre og tilgiver
mig i roden under jord,
vokser jeg i Jesu ord.

Jeg er selv det sidste ord,
jeg er alfa og omega,
og nu vender jeg tilbage
til begyndelsen igen.
Her, hvor Gud er alt i alle,
skal i evighed jeg falde
ned som solen på sin sky
i Jerusalem det Ny.

Jeg er selv den sande Gud,
der nu sidder på sin trone
med sit scepter og sin krone
i sin herlighed igen.
Her, hvor kærlighedens ynder
en mangfoldighed af synder
skjuler, når de springer ud,
er jeg selv den sande Gud.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

16. Grundtvigs forventning

Grundtvig forstår nu denne videregivelse af trosbekendelsen ved Helligånden igennem den kristne mission i historiens løb som et udviklingsforløb — rettet imod en endelig afklaring! Hos kirkefaderen Irenæus finder Grundtvig en nøgle til at forbinde dette moderne syn med en bibelsk eskatologi i form af profetien om Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring. Den hos Irenæus udfoldede lære om tusindårsriget, kiliasme er bygget på en fortolkning af kapitel 20 i åbenbaringsbogen. Her omtales den første opstandelse ved hvilken martyrerne skal opstå og leve med Kristus i tusind år inden den endelige Dom. Irenæus´ kiliasme blev tidligt afvist af Augustin i De civitate Dei, og har derfor ikke været en del af kirkens dogmatik op igennem historien. Men hos Grundtvig er tanken udfoldet i det store kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” fra 1860. Digtet er struktureret ud fra forestillingen om kristenhedens hele kreds bestående af syv menigheder, som den forekommer geografisk udlagt i form af syv lilleasiatiske menigheder i kap. 1 – 3 i Johannes´ Åbenbaring. Det skal have været læsningen af denne Bibelens sidste bog, der allerede i 1810 gav Grundtvig et hemmeligt syn i form af en forestilling om kristenhedens hele kreds i form af syv på hinanden følgende historiske menigheder. Det var således Grundtvigs tanke, sideløbende med en parallel geografisk placering af de syv menigheder, som den finder sted i kap. 1-3 i åbenbaringsbogen i form af menihederne i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikæa også at udfolde perspektivet historisk i form af syv historiske menigheder. Kristenhedens hele kreds udlagt både geografisk og historisk bliver da i Grundtvigs perspektiv at finde i kæden af menigheder bestående af den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den indiske menighed, der i modsætning til de seks første menigheder ikke udlægges historisk men profetisk, eftersom den på Grundtvigs tid endnu ikke havde fundet sted. Men det er Grundtvigs gæt, at vuggen for den syvende menighed skal stå i Indien.

I Grundtvigs historiesyn opledes en særegen sti op igennem historien fra grundlæggelsen af den første menighed ved Kristus selv til den sidste menighed. Det er et afgørende forhold i denne kæde af menigheder, at missionen til Tyskland ifølge Grundtvigs historieforskning kom fra England. I England fandtes nemlig i skikkelse den angelsaxiske folkestamme et dynamisk folkeliv, som var i stand til at træde i et frugtbart forhold til Helligånden, da denne ved den apostolske trosbekendelses ord fra den romerske kirke i 600-tallet (synoden i Whitby 664) forplantede sig til England. Den irokeltiske kristendom, som allerede tidligere havde vundet udbredelse på de britiske øer er uden interesse i Grundtvigs historiesyn, eftersom denne kristendom ikke var bundet til Den apostolske Trosbekendelse, og i sin pelagianske mangel på syndserkendelse savnede blik for det frelsehistoriske projekt forløbende fra skabelse over syndefald til genløsning, der er rammen om Grundtvigs kristne historiesyn. Indtil mødet med den angelsaxiske folkestamme havde Helligånden været henvist til folkeslag, der allerede havde haft deres storhedstid på den verdenshistoriske scene, og ånden havde måttet følge disse i deres alderdomssvækkelse og som følge heraf også selv afmattes. Den græske menighed var svagere end den hebræiske, og den latinske var igen blevet svagere end den græske, blot havde den i modsætning til den græske beholdt den oprindelige apostolske trosbekendelse. Det er alene dette forhold, der frelste troen igennem den latinske menigheds iøvrigt store forfald. Selv om den engelske kristendom ifølge Grundtvig var svagere i det kristelige end selv den latinske, så var den stærk i det folkelige, og det var dens ungdommelighed, der gav kristendommen nyt liv. Det er således i Grundtvigs syn vigtigt, at missionen til den saxiske folkestamme i Tyskland kom fra de nært beslægtede angelsaxsere (ved Bonifatius) i England. Den tyske menighed med den lutherske reformation skal således ses i forlængelse af den engelske menighed mere end i et forudsætnigsløst opgør med Rom. Videre er det vigtigt at se den danske eller den nordiske menighed i forlængelse af den tyske, men også i den danske at oplede en friere udfoldelse af kristenlivet end hos forgængeren. Den danske menighed er den sidste før den syvende og sidste menighed i Indien. Denne sidste menighed skal i henseende til virkeliggørelse af det kristelige nærme sig selv den hebræiske menighed.

Hvad der er vigtigt at forstå ved dette kirkehistoriske syn er den hermed forbundne udviklingstanke, eller rettere: forfalds- og udviklingstanke. Det er nemlig karakteristisk for Grundtvigs kristne historiesyn, at det også inkorporerer forfaldet i sig, hvilket naturligvis er en følge af det overordnede frelsehistoriske paradigme: skabelse, syndefald og frelse. Det er altså igennem forfaldet i den græske og videre i den latinske menighed og igennem opblomstringen i den engelske, tyske og nordiske menighed, at den kristne udvikling er forløbet. Udviklingen gælder samlivet eller hos Grundtvig “fællestroen” og “fælleslivet” med Kristus, og Grundtvig mener altså, at dette er dybest og sandest hos de første og de sidste menigheder og lavest i den latinske og engelske menighed. Men overordnet set finder der altså gennem en krise en implementering af kristenlivet sted som en beredelse til Herrens genkomst.

Det er egentlig ikke Jesu genkomst og dommens dag, der er i fokus hos Grundtvig, men derimod den forudgående opblomstring i Tusindårsriget. Det er et vigtigt forhold, at den opblomstring af folkeånderne (nationalisme), der op igennem de syv menigheder har fundet sted i forhold til Helligånden, nu i tusindårsriget er tilendebragt. I tusindårsriget skal det folkelige gå under og genopstå i forklaret skikkelse i det menneskelige. I denne periode skal kristenlivet nemlig være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Det skal endog overgå kristenlivet i den første menighed, den hebræiske. Men efter tusindårsriget oprinder altså dommens dag endelig. Hos Grundtvig er det ikke alene de troende, der skal frelses på den yderste dag. Det skal derimod alle, der ikke direkte har fornægtet troen og dermed Gud og sandheden. Ole Vind påpeger i sin bog “Grundtvigs historiefilosofi”, at dette forhold hos Grundtvig muligvis ikke er foreneligt med luthersk teologi, og at det nok er skyld i, at den grundtvigske kiliasme hidtil er blevet overset af grundtvigforskningen.

Man kan få indblik i Grundtvigs overvejelser i henseende til perspektivet frem imod “verdens ende” dels rundt omkring i hans prædikener og dels gennem utrykte manuskripter. Ole Vind citerer i sin bog et manuskript af Grundtvig fra omkring 1856, i hvilket Grundtvig ved at følge den jødiske tidsregning regnet efter verdens skabelse angiver verden til at have eksisteret i 5617 år af de 6000 år, der ifølge gammel historieteologisk opfattelse er afsat til denne før dens undergang. I de heraf tilbageværende knap 400 år forventede Grundtvig en fortsættelse af den allerede påbegyndte syvende menighed, samt at Tusindårsriget som en ottende menighed skulle følge efter og begynde inden år 2100.

Efter den syvende menighed skal komme den ottende menighed, som ifølge Grundtvig er det samme som Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring eller i Grundtvigs foretrukne terminologi: det kristne Gyldenår. Dette skal ikke nødvendigvis vare i tusind år men blot en vis tid, og i denne periode skal kristenlivet være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Men Grundtvig gør dog opmærksom på, at de tidligere forsøg på at oprette et kristusrige på jorden faktisk har haft en levetid på tusind år. Det gælder det byzantinske kejserige fra Teodosius til den sidste Konstantin († 1453), og det hellige romerske rige fra Karl den store til Frans den anden († 1806). Det samme mener Grundtvig at kunne skønne om det pavelige kirkerige fra Gregor den syvende, der blev pave i 1073, til den sidste pave. Det er ikke Grundtvigs forestilling, at det givne antal frelste, som i Johannes´ Åbenbaring angives med tallet 144.000 nødvendigvis alle skal være opstandne martyrer. Alt dette er blot billeder på en i forhold hertil given virkelighed. Ifølge Grundtvig er det først efter Gyldenåret, at Kristus vil vende tilbage ved den yderste dom og oprette en ny Himmel og en ny Jord.

Nu er frelseren tilbage,
som han lovede engang,
da han talte sine dage
og gav efter for sin trang
til at dele sig med os
for altid at være hos
os, indtil i tidens fylde
han af os sig lader hylde!

På den dag, som han har lovet,
kommer han tilbage her,
har vi end i timen sovet,
vågner vi op, når det sker,
venter vi forgæves på,
hvad vi klart i ånden så,
står et andet sted på kloden
han og prøver den med foden.

Bud til os han lader sende
om, at han er her igen,
og at alting har en ende,
og nu er han her med den,
når han drives fra sit sted
har han sine kære med,
når han kommer her tilbage,
hvor han gik i gamle dage.

Når han løber om på stranden
hen på dagen, som er stor,
er han lige som en anden,
synger englene i kor,
er det allerede sket,
har vi Herrens åsyn set,
eller lader vi os blænde
af et spejl, som det kan hænde?

Se, han sidder i sit sæde
med en løve for sin fod,
og han lader løven æde
af sin hånd, for den er god,
løven rejser sig og går,
og på stedet, hvor den står,
kaster den sin egnen lykke
ned på gulvet som en skygge.

Løven træder ind i stalden
for at vogte på sin søn,
da den hører barnets kalden,
som er født i nat i løn,
moderen med barnet går
hen til løven som et får,
føler ingen frygt i livet
for, hvad hun er blevet givet.

Ja, jeg kommer snart, det siger
Herren selv, og lad det ske,
når han ned fra himlen stiger
i den allerførste sne,
at han sætter sine spor
der, hvor han til himmels for,
så at vi igen skal finde
ham på Oliebjergets tinde.

Hør melodi her.

17. Sammenfatning

Kom herre, Jesus til os hjem igen igennem Betlehem,
og lad det ske, og lad os se Det ny Jerusalem.
Nu sidder du og tænker på, hvordan det hele vel skal gå
på dommens dag fra sag til sag, som nu skal genopstå.
Nu plukkes tusind tusindfryd af englene, for du er død,
og om dit hår i flor de står såvel som ved din fod.

En vej af tusind tusindfryd dig følger, hvor du gik og stod
fra evighed til evighed i stedet for dit blod.
En tåre fra dit øje flød fra himlen ned i jordens skød,
og jordens skælv og himlens hvælv blev sammen vin og brød.
Nu daler i din helligdom til ihukommelse og dom
som julesne, det kan vi se, Det ny Jerusalem.

Hvor engle ej tør træde, går vi nu med sne i vores hår,
og hvert et skridt går alt for vidt, men grænserne består.
Vi overskrider alle skel, men de består alligevel,
det er som om, at himmelen sig spejler i os selv.
Nu tændes lys i alle hjem, så vi kan gå og se på dem,
der nu står op og lukker op for os i Betlehem.

Se, juletræet med sin pynt er allerede selv begyndt
i al sin glans og din og hans, og lysene er tændt.
Det står så stille, som det stod, den gang det pyntedes med blod,
og lod os se, og lod det ske, som englene forstod.
Nu knæler vi ved træets fod og åbner gaverne, du lod
os skænke her og siden der i himmelen hos Gud.

I stedet for at slå ihjel, så bygger vi omkring os selv
en mur af sten for hver og én i hele Israel.
I ly af kirkens mur af sten, så skænker du til hver og én
den vin så god, som af dit blod sprang ud på hver en gren.
Mit bæger flyder over nu, og englene og også du
er inde her, og himlens hær går ind i Katmandu.

Nu lægger vi en ring af sang omkring det dybe Babylon,
og én for én blir hver en sten til himlens helligdom.
Nu står på himlen sole to. Halleluja, hvad skal vi tro?
På hver og én, på hver en sten, og sammen synge O.
Nu vender Jesus hjem igen, og vender kinden til igen,
igen, igen, igen, igen igennem Betlehem.

Nu rejser tusind tusindfryd sig op, hvor de har lagt sig ned
i liv og død i evighed i græsset for din fod.
Så synger vi halleluja, og siger ja og amen, ja,
for slaget stod i kød og blod på sejrens Golgata.
Se der, hvor dine fjender stod, der ligger de nu for din fod
og beder om at få din dom af dig i overflod.

Her går du mellem revl og krat, Guds lam imellem hund og kat,
og stifter fred i evighed imellem dag og nat.
Nu stiger solen op i øst og synger højt med hellig røst:
Velkommen vær fra fjern og nær i evighed og høst!
Du kalder dine kære hjem, og det vil sige alle dem,
der tror på dig og beder dig: Bi i Jerusalem.

Frihedsgudinden går omkring på jorden, og hun går i ring,
hun går på vand, hun går i land og siger ingenting.
Her sænker hun sit øje ned på jorden, som er fuld af fred
og helligånd og folkeånd og himmelsk salighed.
Nu stiger vandet overalt, hvor hendes øje på det faldt,
og i sit spejl hun sine fejl ser i en tåre salt.

Den lille havfrue til bunds går i sit allerbedste kluns
og svømmer ind i alle sind, det syvende er hans.
Så vender han sin ganger om, til himlens hær han råber: Kom,
jeg kommer snart og gør det klart som dagen ved min dom!
Han tager kloden i sin favn og siger alle landes navn,
og lad det ske, og lad os se det ske i Jesu navn.

Hør melodi her.

Et af historien uafhængigt frirum

Det specielle ved at læse Albert Dams bøger er en oplevelse af, at her er det tingene selv, der taler og ikke en beskrivelse af dem, som kun delvis lader tingene komme til orde selv. I “Den lodrette beståen” karakteriserer Vagn Lundbye Albert Dams forfatterskab som en fuldendelse af fortællingen om os i forlængelse af Johannes V. Jensens og Martin A. Hansens forfatterskaber. Måske er det i virkeligheden sådan, at der er tale om en fuldendelse i ordets egentlige betydning, for ved at betvivle enhver mytologisering trænger Dams tekst definitivt igennem og lægger historien bag sig. I Albert Dams forfatterskab etableres et fravær, et af historien uafhængigt frirum, hvorigennem fortiden, nutiden og fremtiden ses.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...