Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the category “Betragtninger”

Haiku på Hald

Jeg var så heldig at have modtaget en opfordring fra Niels Kjær til at læse haiku op på scenen Under lindene på St. Bogdag på Hald. Vejret var ikke ubetinget med os, og et overordentligt kraftigt vindstød greb træerne under første runde af oplæsningen, som vi med kun fire oplæsere havde delt i to. Foruden Niels Kjær og jeg selv var det Hugo Alrøe og Ib Johansen. En af de stole, som banneret med teksten http://www.haikudanmark.dk var udspændt imellem væltede, og det gav mig ideen til, hvad jeg skulle læse i anden runde. Jeg rejste stolen op, inden jeg besteg talerstolen og læste:

Jeg rejser en stol
og sætter et k foran vinden,
der kom ind i mit liv.

At være eller ikke være:
Stjerne asters k.

Dør arm.
Tøj lemmer.

Bjørne lo.
Måge latter.

Det eneste, der mangler i lejligheden,
er det stumme h i Buddha,
som udtales i Hamlet.

Jeg ved det ikke er haiku efter reglerne. Hvad jeg havde med af mere regelbundne haiku, havde jeg læst op i første runde. Det sidste, jeg læste i anden runde var dette:

Opmærksomheden fanger
skønhedens lavine
i dit ansigt.

Jeg falder på knæ
som en skygge
for din fod.

En fugl folder sig ud
af min pande
og flyver ind i dit knæ.

Knæskade.

Herefer trådte jeg ned fra talerstolen og vred om på knæet, så en gammel skade brød op. Det tiltrak sig en del opmærksomhed, og oplæsningen blev afbrudt og siden genoptaget inden døre over en kop kaffe. Således nåede vi alligevel igennen programmet.

At sætte sig ud over sin natur

Det er vist i “Norm og spontaneitet” Løgstrup gør sig tanker om, hvad han kalder at “sætte sig ud over sin natur”, hvilket er noget man ikke bør gøre. Han giver et eksempel på en diskussion mellem to personer med hver sin natur. For den ene er det naturligt at være overilet og ubehøvlet, og for den anden er det naturligt at være besindig og reflekteret og ikke at lade sig anfægte af andres mangel på høflighed og dannelse men at optage alt i bedste mening. Nu sker det så, at den første, for hvem det er naturligt at optræde ubehersket og ufølsomt går så langt over stregen overfor den besindige, at denne omsider tænker, at nu kan det være nok! Han giver så igen med samme mønt. Men det skulle han ikke have gjort, for det er at sætte sig ud over sin natur. Han kommer til at stå ved siden af sig selv.

Fy og Bi

Forleden, da jeg var på arbejde som hjælper havde min arbejdsgiver fødselsdag med stort rykind til følge. Jeg skal jo være til rådighed, men blev i sagens natur trængt ud i periferien og fandt mig selv klinet op ad en bogreol. Hvad er så mere naturligt for en nærsynet bogorm end at pille en bog ud og give sig til at læse. Et oplagt valg var “Politikens bog om år og dage”, hed den vist. Mit første opslag gjaldt den pågældende dag i den tro således at kunne bidrage til festlighederne. Men efter at have læst opgav jeg at alliere mig med den pågældende martyr til det formål. I stedet slog jeg op på min egen fødselsdag og læste til min undren, at en skuespiller kendt som “Fyrtårnet” var født denne dag. Jeg slog så op på Ries fødselsdag, og først nu ringede en lille klokke, da jeg her læste, at en skuespiller kendt som “Bivognen” var født denne dag.

Fyrtårnet og Bivognen

Ansigt til ansigt

Undtagelsesvist ankom jeg for tidligt til lærermøde på skolen, og jeg vekslede nogle ord med skolens leder i biblioteket, hvor mødet skulle finde sted. Hun forlod mig med et ærinde i køkkenet. Bordet var allerede dækket med brød, ost og kaffe, men måske skulle hun hente en kande te eller en kande kaffe mere. Således overladt til mig selv gav jeg mig til at skimme bogrygge på reolen foran mig. Min opmærksomhed fangedes af en bog af billedkunstneren Egill Jacobsen med titlen “Ansigt til ansigt”, hvilket jo er et citat fra 1. Korintherbrev 13: “Nu ser vi i et spejl, i en gåde; men da skal vi se ansigt til ansigt”. Hvor ville jeg gerne se Jesu ansigt! Jeg tog bogen ud og bladrede, indtil blikket standsede ved et rasende “Rødt objekt”, som det hed. Billedet er fra 1938 og forestiller måske Hitler med bombe og halvmåne i munden. Skolens leder kom tilbage til biblioteket, og jeg viste hende billedet. Hun lo mig i møde ansigt til ansigt.

Egill Jacobsen “Rødt objekt”, 1938.

1864

Jeg føler mig godt underholdt af Ole Bornedals “1864”, som løber over skærmen her i 150-året for den dansk-tyske krig. Zigøjnere og tyskere er ganske vist stereotype indslag i en dansk folkekomedielighed, der bringer mindelser om “Frøken Nitouche” med Nicolas Bro i rollen som Dirch Passer. Tyskland er et kontor i himlen, og zigøjnerne er af bedste orientalistiske støbning. Men stereotyperne er lavet med så sikker hånd og holdt ud i så strakt arm, at hensigten ikke er entydig. Men den er nok at bringe den centrale stereotyp i spil, som handler om Danmark, som Guds udvalgte folk. I Grundtvigs udfoldeldse af denne tanke er den specifikt kristen, og udenfor denne kontekst og som politisk ideologi er den naturligvis fatal. Men den havde tilsyneladende greb i Monrad og andre danske politikere – men netop ikke med sin ydmyge kristne begrundelse. Det fremgår af serien, at forherligelsen af Danmark og det politiske overmod skyldtes det forhold, at overgangen til demokrati i Danmark i modsætning til resten af Europa havde været fredelig. Danmark var med andre ord sin tids “moralske stormagt”. Således kan “1864” utilsigtet være en replik til et andet nordisk land, der overmodigt og virkelighedsfjernt går sin skæbne i møde. Måske vender Skåne tilbage til Danmark, når muslimerne slår sig ned som nomader i Finmarken. For nu at blive i stereotyperne, som i “1864” dog indtil videre virker velanbragte, da der netop er tale om optakten til en krig. Allerede i andet afsnit opløses de dog i forhold til zigøjnerne, der jammer forsigtigt med den helt overvældende blæsersektion, der fylder godt op i seriens lydspor. Skulle det ikke have været et par spillemænd med violiner, hvis serien skulle være historisk korrekt? Men det skal den åbenbart med vilje ikke. Jens Jørgen Thorsen sagde, at Jesus ikke interesserede ham men forestillingen om Jesus i europæisk kultur. I de første to afsnit har Bornedal benyttet sig af en lignende tilgang og bragt myterne om 1864 i spil.

Sundar Singh

Hvad vil det egentlig sige at tro på Gud? Er det at tro på en såkaldt metafysik størrelse, som udefra kan række magtfuldt ind i vore liv med trøst og hjælp, eller er det en dybere dennesidig udfoldelse af det liv, vi har med hinanden båret af gode menneskelige kvaliteter? Jeg hungrer mere efter det sidste end efter det første. Men jeg er kommet i tanke om en lille episode, som bringer mig i tvivl.

I slutningen af min studietid havde jeg den fornøjelse af og til at spise frokost med en flok phd-studerende på Teologi. De var alle begyndt at studere senere end jeg, men havde overhalet mig indenom. En dag kom samtalen ved bordet ind på et emne, der gjorde mig mundlam. De phd-studerende omkring mig begyndte nemlig ganske frimodigt at diskutere karriere. Jeg blev som sagt ganske målløs, og det lykkedes mig ikke at formulere et eneste spørgsmål til den flydende debat.

I stedet tårnede et billede af den kristne inder Sundar Singh (1889-1929?) sig frem for mit indre blik. En dag havde bibliotekaren på Det Teologiske Bibliotek foræret mig fire bøger af denne inder, og jeg havde læst dem flere gange uden dog at gøre nogen brug af dem. Nu trådte denne skikkelse frem for mig og manede mig til tavshed med sit liv og skæbne som prædikant i Indien og Europa og til sidst i Tibet, hvor han som så mange andre kristne missionærer forsvandt sporløst. For mindre end hundrede år siden var Tibet åbenbart ikke så fredsommeligt, som det skal forestille at være i dag.

Men cremen af Det Teologiske Fakultet var i al uskyldighed optaget af deres karriere. Først mange år senere faldt det mig ind, at det muligvis var en del af pensum for phd-studerende at karriereplanlægge. Men der var ikke et pensum, der nogensinde var kommet min vej, og jeg forestillede mig vel bare, at jeg skulle have min eksamen i hus og lægge min videre skæbne i Guds hænder for en dag at forsvinde sporløst i Tibet.

Nelson Mandela

Afrika har på kort tid mistet to markante profiler på den politiske scene. Det er en kættersk tanke, for er det ikke kun én ved navn. I den anden ende af kontinentet bombede vi Gadaffi sønder og sammen. Han er den anden. Endnu hyldet af antiislamister i den arabiske verden. Det er én ting at kæmpe med resterne af den britiske kolonimagt, og det kalder på fredsfyrster som Gandhi og Mandela. Noget andet er det. Mens vi lyttede til radioen, fik troldsplinten i mit øje mig til at spørge deltagende til Gadaffis begravelse. Det løftede et øje. Sådan taler man ikke. Det er. Jeg skulle bare have luft omkring min præsident: Høvdingesøn, bokser, advokat, fange nummer 46664 på Robben Island i 27 år. Symbolet på overgangen fra apartheid til demokrati. Ikonet for tilgivelse. Din løftede og knyttede næve ramte mig i hjertet som Thorvaldsens hammer min pande. Det regner i Sydafrika, hvor Madiba begraves og her.

Krishnamurti Underground

Digteren Søren Ulrik Thomsen var i Deadline 2. sektion den 2. december 2013, hvor han talte om nostalgi. Ikke at være nostalgisk men at bruge nostalgien som en måde at orientere sig på. Jeg forstår det sådan, at man bevæger sig ind i et emne båret af følelser, som ret beset er falske – men det falske brænder væk og et blik for en klarere sammenhæng bliver tilbage. Jeg oplevede selv noget lignende, da jeg læste Iben Tranholms klumme den 22. november om sammenhængen mellem kirkelige vielser af homoseksuelle i den danske folkekirke og menneskelige lidelser forårsaget af orkanen på Filipinerne. Den slags kan man få trykt i Kristeligt Dagblad, og ikke mindre foruroligende var jeg i humør til at mene, at det var interessant læsning. Men efterhånden som jeg fordybede mig i tankegangen, havde jeg den glæde at se den smuldre. En anden sammenhæng af mindre brutal karakter åbenbarede sig, og det var just ordet.

I undergrundsbanen i London har der i perioden fra den 21. oktober og to uger frem været opsat store plakater med citater af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986). Krishnamurtis navn står ikke under de enkelte citater, men der er en henvisning til kft.org hvor man kan læse hele det afsnit, citatet hentet fra. Et af citaterne handler om sammenhængen mellem det liv vi lever til daglig og verdenssituationen og lyder i min oversættelse: “Krig er den spektakulære og blodige projektion af vort daglige liv”. Det er hentet fra et længere stykke, som lyder således:

“Det er givet, at for at opdage sandheden må der være frihed for strid både indeni os selv og i forhold til vore naboer. Når vi ikke er i konflikt indeni os selv er vi det heller ikke udadtil. Det er den indre strid som, når den projiceres udadtil, bliver til verdenskonflikten. Krig er den spektakulære og blodige projektion af vort daglige liv. Vi danner krig som bundfald af vort daglige liv; og medmindre der sker en forvandling i os selv, vil der nødvendigvis opstå nationale og racemæssige modsætningsforhold, den barnlige kævlen over ideologier, mangfoldiggørelsen af soldater, tilbedelsen af flaget og alle de mange misforhold som fører til organiseret mord. Uddannelsen i hele verden er slået fejl, den har produceret stigende ødelæggelse og elendighed. Regeringer træner de unge til at være de effektive soldater og teknikere, som de behøver; ensretning og fordomme bliver dyrket og håndhæves. Disse kendsgerninger må vi tage i betragtning, når vi spørger ind til meningen og hensigten med vore liv. Vi må opdage vellykkede måder at skabe nye omgivelser på, for omgivelserne kan gøre et barn til en bølle, en ufølsom specialist eller hjælpe det til at blive et følsomt, intelligent menneske. Vi må skabe en måde at regere verden på som er grundlæggende anderledes, som ikke er baseret på nationalisme, på ideologier, på magt. Alt dette indebærer en forståelse af vort ansvar i forhold til hinanden; men for at forstå vort ansvar må der være kærlighed i vore hjerter, ikke bare tilegnelse af viden. Jo større vores kærlighed er, des dybere vil dens indflydelse på samfundet være”.

Nogle ønsker at se en sammenhæng mellem naturkatastrofer og det, som de opfatter som værende Guds skabelsesorden i forholdet mellem mand og kvinde således, at indførelse af ægteskab for et homoseksuelt mindretal i Danmark skulle udløse Guds vrede i form af en orkan på Filipinerne. Andre oplever karmaloven, at ugerninger begået i et liv straffes i en følgende inkarnation som en forklaring på ulykke. Andre igen ser en sammenhæng mellem et jordskælv i Pakistan og Allahs vilje. Disse fortvivlede spekulationer er tre alen ud af samme stykke. Men de lider alle af samme fejl, som er at indsætte en grusom instans som guddommeligt mellemled. En sammenhæng mellem vore daglige liv og en større sammenhæng er der nok, men den er mere enkel.

Det er sådan set også, hvad Iben Tranholm selv argumenterer for i et opfølgende indlæg i Kristeligt Dagblad 6. december 2013. Her rystes den falske følelse, som var indgangen til emnet af, og det teologiske grundspørgsmål står rent tilbage: Har mennesker og natur et kosmisk skæbnefællesskab? Det er ganske rigtigt et gennemgående tema i hele Bibelen. I Det gamle Testamente forstås ulykker, som overgår Israel som Guds straf.

Men her er der tale om en troens kraft hos den, der opfatter en ulykke som Guds straf og derigennem netop bekræftes i troen. Ulykken ville ske alligevel, men i troens perspektiv kan den vendes til opbyggelighed. Det kan derfor godt være, at ødelæggelserne på Filipinerne kan vendes til opbyggelighed dér. At sætte en ulykke, der ret beset ikke har ramt Danmark, i forbindelse med en ulydighed med Guds bud her forekommer tvivlsomt og i hvert fald ubibelsk.

At ulykker sker under alle omstændigheder er også, hvad Jesus lægger til grund ved at tale om de 18 galilæere, som blev dræbt, da tårnet i Siloa styrtede ned over dem. De var ikke mere skyldige end alle andre, siger Jesus. Men hvis vi ikke omvender, skal vi omkomme ligesom de. Det vil sige, så skal vores død være tilfældig og meningsløs. Men hvis vi omvender os, vil vi gå ind i en verden, hvor alt har betydning, fordi vi får det skænket af Gud.

Så bliver sammenhængen mellem vore egne synder og udefra kommende ulykker meget synlig. Men så melder spørgsmålet sig om, hvori synden består. Er det virkelig kønsneutrale ægteskaber, der er Gud så meget imod, eller kunne det ligefrem være en modvilje mod samme, der er Gud vederstyggelig? At se alle forestillinger om kærlighed gå til grunde og se kærligheden blive til på ny i kød og blod er, hvad Gud vil med os alle sammen. Men homoseksuelle er avantgarden i denne sammenhæng, vor tids martyrer, hvis blod skriger til himlen i Uganda og Nigeria.

I Danmark har modsætningsforholdet mellem den gode tone og ytringsfriheden sat næsten uoverstigelige skel imellem os, og en gensidig foragt trækker tunge skyer sammen om landet. Men i det mindste glæder Jesus sig over os, fordi vi i den folkekirkelige baghave er endt i en inkluderende måde at forholde os til mennesker, der er faldet anderledes ud.

At det sker under en tidligere hindu som kirkeminister, Manu Sareen med udmeldelsen af den danske folkekirke i jakkelommen ligesom Grundtvig i øvrigt, bør ikke undre. I hvert fald ikke i anden betydning end den, at der er grund til at glæde sig over, at Grundtvigs syner ser ud til at holde stik. I sit store kirkeshistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” tolkede Grundtvig den nordiske menighed som den sjette og næstsidste og den indiske menighed som den syvende og sidste i den kristne menigheds levnedsløb. Hvordan forbindelsen mellem den kristne tradition og den indiske sammenhæng skal knyttes har vi til gode at se. Men noget ser vi allerede.

Se kft.org.

Guds nærhed

Falder i staver. I øvrigt et vidunderligt billede af en tønde, hor tøndebåndet brister og staverne vælter ud til alle sider! En tilstand, hvor tanken fødes på ny i en stald og svøbes i et forhåndenværende sjal og lægges i en krybbe. Nu var det ikke en stald denne gang men et supermarked, “på 5. sal i Magasin du Nord” måske? Men i virkeligheden var det i Kvickly, at der i foråret 2003 var sandaler til salg som var udsmykket med billeder af Jesus og jomfru Maria. At den, som man troede var Jesus, vist i virkeligheden var evangelisten Matthæus er en anden historie, som vi vender tilbage til. Midt i maj trak forretningen imidlertid sandalerne tilbage på grund af protester fra kunder med oprindelse i Mellemøsten, som fik opbakning af flere biskopper og præster af folkekirkelig observans. Næstformanden for et katolsk menighedsråd i Vordingborg meldte Kvickly til politiet for blasfemi, og i Viby ved Århus gik kristne fra Mellemøsten ind i butikken og ødelagde sandalerne, og det gav selvfølgelig anledning til at overveje en politianmeldelse, men mere blev det vist ikke til. Det hele skyldes, at det at træde på noget især i Mellemøsten anses for nedværdigende og krænkende. På vore breddegrader er den forestilling så lidt udbredt, at det ikke var faldet forretningen ind, at sandalerne kunne skabe problemer. Det var heller ikke min første tanke, da jeg hørte om de såkaldte jesussandaler. Jeg blev snarere bevæget over den nærhed, hvormed skaberne af sandalerne havde kunnet forestille sig Jesus være på et menneske, så tæt at han så ind i det gennem fodsålerne. Nu var det så ikke Jesus men Matthæus, der var den mandlige figur. Så anførte tanke er helt min egen vildfarelse. Var der i øvrigt tale om to forskellige par sandaler eller ét par med Maria og Matthæus på hver sin fod? Jeg fik dem aldrig at se.

Dread believer

Hvad der på dansk kaldes “rastahår”, hedder på originalsproget “dreadlocks”. Dread betyder skræmmende. Sjovt nok tænker rastafarierne det altså med, at det er kontroversielt at have et gudsforhold. Eller som Krishnamurti siger det. Respektabilitet og sandhed går ikke hånd i hånd. Nu er det selveste maorierne, der føler sig krænkede, fordi en blogger på den anden side af kloden synes, de er til grin. Selv Kierkegaard mente, at en person, for hvem det religiøse stadium er virkelighed, ikke udefra kan afsløres i sit gudsforhold. Men lur mig om ikke de opdager det alligevel.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...