Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the category “Betragtninger”

Parallelsteder

Jeg ønskede mig og fik en Bibel på min femårs fødselsdag, og jeg husker, at jeg fik læst højt af den. Men da vi havde læst historien om Abraham og Isak, smækkede min mor bogen i for aldrig siden at åbne den igen. Derved gav hun mig mulighed for at åbne den igen ved en senere lejlighed.

Jeg slog nærmest op på lignelsen om de betroede talenter, som er et meget godt modbillede til historien om Abraham og Isak, da den er ligeså uforståelig udfra en almindelig måde at tænke på. Men den siger ikke, at du skal ofre det dyrebareste, du ejer. Men at du skal bruge dine talenter.

Guds velsignelse

Nytårsaften havde jeg fået min del af den gode vin og var lystig og kæphøj. Alligevel blev jeg kyst af biskoppens dundertale ved den nytårsgudstjeneste, som blev sendt på DR1.

Alle Jesu egenskaber blev remset op for at vise, at han var ligesom os andre. Men det enestående ved Jesus var jo ikke, at han var ligesom os andre. Det enestående ved ham var, at han kunne rydde bordet for alle egenskaber og vise medynk!

Men måske gav biskoppen afkald på at forkynde evangeliet og pålagde sig selv samme bundne opgave, som de inviterede gæster fra andre trossamfund havde fået, nemlig at tale om fred og sameksistens.

Den buddhistiske nonne mente vist, at et pip om det forkerte i at lave tegninger var på sin plads. Det er der hverken fred eller buddhisme i, så vidt jeg kan se. Heldigvis stod der kæmpefigur af en siddende Buddha i vinduet og lo fra et andet sted, fra vi kom til vi gik.

Den muslimske repræsentants tale er jo lagt ud her på bloggen, og der er det gode ved den, at den anbefaler venskab på tværs af religioner. Men han mener det nok ikke. I næste sætning slår han over i, at det handler om at vise respekt og hilse på hinanden. Det er jo ikke venskab men gode eller dårlige manerer.

Først da den jødiske repræsentant brød ud i den aronitiske velsignelse på hebræisk blev jeg tryg. Endelig en, der i stedet for at forherlige sine egne gode egenskaber lod Gud få ordet.

Nadverøjeblikke

Krishnamurti taler om at leve med sorgen ligesom man lever med bjergene og sin kæreste. Han bruger ordet komunion (engelsk: comunion). I den kristne komunion, nadveren får vi del i Jesu legeme og blod gennem vin og brød. Det er som om Krishnamurti finder denne ekstraordinære kvalitet i alt. At være i komunion med noget er at bryde den vanemæssige relation. Både sorgen, bjergene og kæresten kan blive vane, men i komunionen samles der op på relationen. Nadverøjeblikke. Forvandling på forvandling. Livet er en fest. (The Book of Life, 31.juli)

Jesu lidelse og Marias sorg

Her kommer Krishnamurti frem til, at ordet sorg er ikke-eksisterende. Man skulle tro, han havde læst lidelseshistorien i Det Nye Testamente. Her omtales disciplenes sorg heller ikke – men nok deres svigt og forrædderi. Ved en enkelt lejlighed reflekteres sorgen hos Jesu mor og den discipel, Jesus elskede. Mærkeligt nok tiltaler han Johannes, som ikke er hans søn, som sin søn, og sin mor tiltaler han: Kvinde: Søn, der er din mor, og Kvinde, der er din søn, og der står, at fra den time tog Johannes Jesu mor hjem til sig (The Book of Life, 27.juli).

Sorgen har ingen plads i Det Nye Testamentes fremstilling af Jesu lidelseshistorie, fordi noget helt andet og større er på færde: Det, som med dogmatikkens ord kaldes Jesu lidelse og død for vore synders skyld. Men der findes en såkalt Mariakult, som må have sin oprindelse enten i en tradition udenfor skriften eller også i det rene digt. Et eksempel herpå er et indlæg på eftertanke.dk af Claes. Her gøres i en opdigtet historie Jesu moders sorg til den barmhjertighedens kilde, vi kan trøste os ved. Se Claes’ indlæg her.

Historien har intet belæg i Det Nye Testamente. Tværtimod. Et sted i et af de fire evangelier bliver Jesus mødt af et tilråb fra en kvinde, der siger: “Saligt, det moderskød, der bar dig!” Jesus afviser det omgående ved at svare: “Salig, den der hører mit ord og bevarer det” – eller noget i den retning.

Man skulle tro, at Krishnamurti havde læst Jesu lidelseshistorie i Det Nye Testamente, når han kan finde på at sige, at ordet sorg ikke eksisterer. Man skulle tro, han kendte den og forstod, at Jesu lidelse også er Marias sorg.

Hos ham er det

I stykket til idag kommer Krishnamurti med en religionskritisk replik, der afslører, at hans kendskab til kristendommen er beskedent: “Tag en hvilken som helst kristen kirke”, siger han, “og De vil opdage, “at sorgen tilbedes; den bliver gjort til noget særligt, helligt, og det bliver sagt at kun gennem sorgen, gennem den korsfæstede Kristus, kan De finde Gud”. Det er der sikkert også mange kristne, der vil skrive under på, så misforståelsen er forståelig. Men det er en overfladisk iagttagelse, og god teologi er det ikke (The Book of Life, 25. juli).

Kristendommen er heldigvis velsignet med betydelige mængder af god teologi, og enhver, der har været så heldig at få følgerne af en sådan mere eller mindre ind med modermælken, vil vide, at lidelsen ikke som sådan er vejen til Gud. Lidelsen og sorgen er et fortvivlende vilkår, som ødelægger enhver ansats til menneskets udfoldelse i overenstemmelse med dets bestemmelse. Derfor blev Gud menneske. Gud blev menneske ved at tage dette vilkår på sig.

Som følge heraf kan vi møde det menneskelige vilkår på en ny måde. I nadveren har vi del i dette forvandlede vilkår. Sorgen er ikke længere den samme. Vi kan ikke længere møde sorgen uden igennem Kristus. Der er ikke, som Krishnamurti synes at mene, kristeligt set nogen forbindelse mellem sorgen udenfor Kristus og sorgen i Kristus. Det er det mærkelige, at Krishnamurti, som tydeligvis ikke aner, hvad kristendom er, alligevel forkynder evangeliet rent og purt. Hos ham er det, vi får at vide, at sorgen kan gå fuldstændig væk.

En sjælden gæst

De må foretage en rejse uden søkort. Sådan lyder Krishnamurtis formaning til den sørgende. Sorgen er et chok, siger han også. Det er en tilstand, der kræver, at man må orientere sig på ny. Der er intet landkort. Det minder meget om Krishnamurtis orvalg i den tale, hvormed han i 1929 i Ommen i Holland gjorde sig fri af Teosofisk Samfund. Sandheden er et land uden stier, sagde han da. Det er ikke utænkeligt, at netop sorgen over broderen Nityanandas død i 1925 har haft afgørende betydning for at Krishnamurti gennemførte sit opgør med teosofien (The Book of Life, 22. juli).

At foretage en rejse uden kort er ikke let i den forstand, at det ikke er let at komme til. Vi ved hele tiden, hvad vi vil. Vi ved, hvad vi vil købe ind, og hvordan vi vil lave mad. Hele bevidstheden er ét stort kort. Sorgen, som er nøglen til forvandling, er en flygtig størrelse. Vi er vant til at tænke på sorgen som noget knugende og uafrysteligt, men i virkeligheden er sorgen en sjælden gæst. Sorgen læger alle sår.

 

Grundtvigs retfærdighed

Vrede og retfærdighed kan ikke bo sammen. Sådan lyder den punchline, Krishnamurti kommer frem til i dette talte ord, som er optaget på bånd og skrevet ned til senere brug. Han visualiserer den figur, som harmes over uretfærdigheden i verden og vil bruge sin vrede til at forandre den. Men retfærdighed tilhører en anden orden. Den kan ikke udøves men er noget som kommer til én (The Book of Life, 19. juli).

Som da den kom til Grundtvig, da han gennem sit forhold til sin anden hustru Marie Toft kom i forbindelse med de gudelige forsamlinger. Han havde ellers holdt sig på afstand af dem, men nu begyndte han at forstå dem, og måtte om ikke direkte blive en del af dem så vedgå en indre forbindelse. Her skete det for Grundtvig, som ulykkeligvis ikke skete for Luther, der tog fyrsterne i den ene hånd og ingen i den anden, som han løftede mod sværmerne. Men Grundtvig tog kongen i den ene hånd og folket i den anden.

En vis opbyggelighed

Krishnanamurti tager anledning af ordet sadisme til at opfordre til at være opmærksom på, hvor ofte vi hengiver os til skadefryd. Det er der meget få, der ikke gør, siger han. Krishnamurti nævner oven i købet forfatteren Marquis de Sade ved navn, hvilket må forstås som en anerkendelse af, at denne gennem sit forfatterskab har bragt denne perverterede lyst frem i lyset. (The book of Life, 17. juli).

Jeg skal omgående gå til bekendelse og indrømme, at sidst jeg var opmærksom på denne følelse hos mig selv, var da jeg hørte om den seneste satiriske fremstilling af paven, hvoraf det angiveligt skal være fremgået, at paven ikke bruger ble, selv om han nok burde. Det var først da jeg læste Mogens S. Mogensens blogindlæg om sagen, jeg blev opmærksom på den. Se her.

Spørgsmålet er så, om det er billederne selv jeg har moret mig over, eller om det er Mogensens fremstilling af sagen – for Mogensen kan selv den perfide kunst. Pludselig har paven sat sig i en kage, og på den Muhammedtegning, der inddrages i diskussionen, har profeten nu fået en raket og ikke en bombe i sin turban.

Mogensen vil nemlig det med sit indlæg, at han vil hævde, at vi her i Vesten har mere forståelse for, når katolikker krænkes, end når muslimer bliver det. Jeg skal igen gå til bekendelse og indrømme, at den dom, der nævnes, og som skal have forbudt offentliggørelse af de famøse fotografier, heller ikke generer mig synderligt.

Der er jo netop bare tale om skadefryd og ikke som i tilfældet Kurt Westergaards Muhammedtegning om kunst. Kurt Westegaards tegning er en sublim fremstilling af det religiøses perversion, derved at trosbekendelse og bombe er blevet ét. Den muslimske trosbekendelse er skrevet på bomben, og det er dér, det rykker.

Det er der naturligvis ingen opbyggelighed i for mig at konstatere, hvis jeg bare ser det som en fremstilling af islam. Men kunst skal jo heller ikke tages for pålydende men tolkes i relation til én selv, og det har jeg gjort. Resultatet er et lille digt i form af en sætning, der vender metaforen indad:

Troens hvide snit som skriften i min pande.

Måske fik jeg hjælp af en påstand  i et læserbrev, som digteren Peter Laugesen skrev. Her påstår digteren, at det bare er sig selv Kurt Westergaard har givet en fremstilling af i sin verdensberømte tegning. Det er der heller ingen opbyggelighed i for Peter Laugesen at konstatere, for selvfølgelig er det sig selv Kurt Westergaard har tegnet eller i hvert fald en side af sig selv. Det er der en vis opbyggelighed i.

 

At træde væk

Når vi ser vor betingethed på samme måde, som vi ser en afgrund eller et vildt dyr, så forsvinder den uden videre af sig selv. Det essensen af Krishnamurtis dialog med Pupul Jayakar om netop betingethed, dvs. vor vanemæssige og erfaringsmæssige begrænsning. Denne ellers grundfæstede måde at have med tilværelsen at gøre på betragtes mærkeligt nog som et faremoment. Det er ikke det, jeg udsættes for, der er til fare for mig. Det er min måde at forholde mig til den pågældende udfordring på. Hvis jeg møder et menneske, der er som et vildt dyr og som skambider mig mentalt – er det menneske så farligt for mig, eller er jeg til fare for mig selv, fordi jeg ikke træder væk. Er det at træde væk betydningen af at vende den anden kind til? Er det derfor, jeg skal hade mit eget liv og mit ophav og elske min fjende? Kun min betingethed er farlig for mig.

Se video her.

 

Min Marie

Måske forholder Jesus sig til homoseksualitet i Matthæus 19,12, hvor han taler om at være ligefrem “uegnede til ægteskab fra moders liv”, hvis vi følger den nuværende danske oversættelse. Her er et bibelsk belæg for at afvise vielse af homoseksuelle, om man vil. Når ingen flager med det, er det måske fordi det opsigtsvækkende i virkeligheden er, at Jesus har set disse mennesker og uden videre kan rumme dem. At de er “uegnede til ægteskab” betyder at de er det i en jødisk forståelse af ægteskabet, hvor ægteskabet står i forplantningens tjeneste. Men i en kristelig forsåelse af ægteskabet behøver de ikke at være det. I et digt til sin anden hustru Marie Toft udfolder Grundtvig en ægteskabsforståelse, som slet ikke berører spørgsmålet om at få børn sammen men i stedet henter sin mening i en spejling i forholdet mellem præst og menighed:

Hvad er det, min Marie!
som gør det, at vi to,
vi tale eller tie,
på færde og i ro,
os føle viet sammen,
som kirken og dens amen,
som præst og menighed!

Det er, at vi vil være
hinanden som vi er,
det er, at vi kan bære
hinanden som vi er,
det er, at vore munde,
vi våge eller blunde,
dog mødes i et kys!

Kun på en egen måde
vi er i grunden et.
vort liv var os en gåde,
til vi opdaged det.
Men nu har vi opdaget,
i hjerte-favnetaget
vort liv er fælles Iyst!

Nu er det kun en gåde
for os at tænke på,
hvordan vi af Guds nåde
kan evig leve så.
Thi uden ny og næde
kun varer liv og glæde,
al synd og død til trods!

Derfor vi os forbinder
i tro og kærlighed,
med dødens overvinder,
som daled til os ned,
som til Gud Faders ære
vil støvet klart hjembære
i Åndens favnetag.

Her er det samhørigheden og troen, der betones.

Post Navigation

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameordnoder - Ord og Musik

Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...