Guds nåde er et pollenstøv

Guds nåde er et pollenstøv
usynligt for vort øje,
dog synligt er det grønne løv
på bregnerne de høje,
så trinitatisgrøn,
at det er selv en bøn,
i frygt og bæven går
vi omvendt mod en vår
til kirkeårets kilde.

Guds rige er en mælkevej,
som går på himlens bue,
Guds rige er din egen vej,
som ender i din stue,
ved verdens ende står
du, det fortabte får,
din hyrde finder dig,
din hyrde, det er mig,
nu går vi hjem til flokken.

Guds øre er et tordenskrald,
som vi går ind igennem
i både skabelse og fald,
vort fadervor er stemmen,
der slog som lynet ned
i havens blomsterbed,
hvor egetræet stod
og plantede sin rod
og bredte sine grene.

Guds kærlighed er sten og saks,
det står der på papiret,
og når vi skruer op på max
på selve kirkespiret
med tungerne på gled,
så bliver grisen fed,
vi slagter den til jul,
så er der meget sul,
og får den juleaften.

Guds øje er en midnatssol,
som lyser over kloden,
oplyser den forborgne pol
på tinden og ved foden
af isen ud i vand,
som lægger ud fra land
og kælver i det blå,
hvad blåt vort øje så,
og driver sønden over. 

Guds finger er et fingerbøl,
som er et skjold mod nålen,
Guds finger er en påskeøl,
der hæves imod skålen
til sildemad og snaps
med rejer, æg og krebs,
det kolde nadverbord
med et velsignet ord
fra selve alterskranken.

Guds kærlighed er ét og alt,
til dig og til din næste,
Guds kærlighed er jordens salt,
nu kommer han at gæste
sin lille menighed,
som endnu holder ved
hans ord og ved hans dåb,
du spørger mig om håb,
mit svar er kærligheden.