Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “juli, 2010”

Med os

Med os før vi blev undfanget
dybt et sted i moders liv;
ånder liv i vore lunger
med et faderkærligt bliv.

Med os, når vi os besværer
med at så, og høster ej;
siger til os, at om føje
år står kornet i vor vej.

Med os og når stormen raser
over vores mørke sti;
vækker håb i vore hjerter,
gør hver ængstelse forbi.

Med os, når vi lader vore
hjerter døbe i din flod,
og når vi ved bordet tager
mod dit legeme og blod.

Med os, når vi gennem døden
vandre må; du går forbi,
og du tager os ved hånden
med ind i dit Himmerig.

Efter “Always with us”, Edward H. Nevin 1857.

Gud lod søvnen sænke sig

Gud lod søvnen sænke sig
over en alene,
og han lå og strakte sig
under træets grene.

Og hun pakkede det ind
i sit kød alene
benet, som hun lagde ind
under træets grene.

Og nu byggede hun op
mutters og alene
kvinden i sin egen krop
under træets grene.

Hun er kød og ben af mig,
kvinde dog alene,
sagde Adam frem for sig
under træets grene.

Adam og nu Eva var
nøgne og alene,
men de blev det ikke var
under træets grene.

Slangen, som var skabt af Gud
ene og alene
for at være skumpelskud
under træets grene.

Går du her og er så sød,
ensom og alene,
spurgte slangen, og det lød
under træets grene.

Jeg er ikke særlig sød,
når jeg er alene,
sagde Eva varm og blød
under træets grene.

Førend slangen så sig om,
så var den alene
inde i sin helligdom
under træets grene.

Adam, sagde Eva varm,
når vi er alene,
vil jeg ligge i din arm
under træets grene.

Den løve, som mod Samson sprang

Den løve, som mod Samson sprang
begærende hans blod,
blev fyldt med honning på en gang,
hvor han den efterlod.

Hvor troende i verden går,
de mange løver ser;
men samler honning efter år
og kød af jordens ler.

Mig løverne forgæves åd,
for Jesus er mit skjold,
og hvert et tab, det gør mig kåd,
og blid er fjendens vold.

Skønt Satan her med al sin magt
ret bange gør min sjæl,
jeg høster al Guds riges pragt
fra frøet under hæl.

Kun vokser kærligheden til
dit ord og til din bøn
og til det, som du gerne vil,
jeg gør for dig i løn.

Den, som en løve slår ihjel,
skal herlig genopstå,
og honningsøde kildevæld
skal jeg af Jesus få.

Efter “The lion that on Sampson roared”, John Newton 1779 efter Dommerbogen kap.14.

Fynboer kan ikke fatte

Fynboer kan ikke fatte,
at verden er kold og hård,
alt er så mildt og dejligt
og smukt som den fynske vår.

Og menneskesindet er altid
et spejl af det milde land,
fyldt af forglemmigejer
og hist og her en forstand.

Aldrig lægger sig tanken
stramt om en vældig sag,
forsigtigt mærker den efter
i hjertets levende lag.

Fyn er en anden verden
mod hele den brændende jord,
stille i mulden for evigt
der forglemmigej gror.

Jeg lægger min æselkæbe
og genvinder mine syn,
jeg kan se til verdens ende,
jeg kan også se til Fyn.

Løven er min hyrde

Løven er min hyrde,
og i overflod
vokser græsset om mig
sænkende sin rod.

Her, hvor floden hviler
i sin egen seng,
lægger jeg mig også
på den grønne eng.

Selv i mine drømme
blir jeg i din favn
båret gennem skumle
kløfter i dit navn.

Og når mine fjender
pønser på min død,
lader du mig sidde
i din overflod.

Og imens du salver
mig med styrken din,
lader du mit bæger
fylde af din vin.

Når igen du tager,
hvad engang du gav,
går du selv igennem
døden til min grav.

Alle mine dage
følger du mig fast,
når jeg jorden pløjer,
og når det er høst.

Her i løvens hule
lægger du mit lig,
længe skal jeg leve
i dit Himmerig.

Efter Salme 23.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her: 

O du, som bryder seglet

O du, som bryder seglet til
den tid, som gik og den som kom
og voksede imod din dom;
din vilje er det, der skal til.

Vi mangler selv endnu en del
af det, vi gerne ville nå;
men evig skal din trone stå
ubrydelig i hver en del.

Du går med os, mens tiden går;
hvor vi os end forvilder hen,
så følger du os hjem igen,
hvor dine egne veje går.

Du leder mig igennem dis
til sol og regn i spandevis;
jeg synger til din æres pris
og går med dig i Paradis.

Efter “O Thou Who sealest up the past”, Samuel Cole 1887.

Nu skal dommens dag oprinde

Nu skal dommens dag oprinde
over land og over by,
og enhver skal salig finde
vejen til en verden ny.
Vejen daler ned fra himmelen
lige midt i vrimmelen.
Det er den, du skal betræde
nu i dine nye sko.
– Se, nu falder lyset, hvor du går.
– Solen skinner i dit hår.
– Dine øjne øger glansen
– i det store Gyldenår.

Er der ikke plads til alle
i det store hjerterum,
skal en del af Jorden falde
langt ud i det ydre rum?
Falder ej en spurv til jorden ned
uden at din Gud er med?
Det er den, du skal beskue
med de nye briller på.

Harmagedon, det har fundet
sted for længe siden nu,
døden, den er overvundet,
selv om den er her endnu.
Påskemorgen brød af graven frem
solen i Jerusalem.
Det er den, du skal forkynde
for mig på den nye Jord.

Inde i Jerusalem

Inde i Jerusalem
gik den vise Salomon,
og her fik han en idé:
Gud ved mig din vilje ske!
Tempel vil jeg bygge dig,
dertil du udvælge mig,
og som solen på sin sky
skal du bo i denne by.

Anderledes langt af led,
langt derfra, et andet sted
hørte Sabas dronning om
templet i Jerusalem.
Og hun drog dertil og så
templet for sit øje stå,
skønt endnu det kun var syn
inde bag ved kongens bryn.

I sin magt og vælde lod
han sig friste af en fod,
og han gav for det, hun hed,
afkald på sin herlighed.
Og hans førstefødte søn,
som var svaret på hans bøn,
drog, da han var blevet mand,
selv af sted til kongens land.

Herren lod sit øje stå
stille, alt imens han så
fader skænke til sin søn
pagten og velsignelsen.
Og da solen sank i knæ
i det allerførste læ,
stod forklaret op igen
den i Etiopien.

Efter etiopisk legende.

Hør salmen: http://www.bandbase.dk/annemarieeriksen/Track/155487/Salomon/

Altid lod jeg Herren skue

Altid lod jeg Herren skue
i mit hjerte på min vej,
for at intet skal mig kue,
og min fod skal vakle ej.

Og mit hjerte sprang af glæde,
og min tunge tog på vej,
for mit kød har fået sæde
i dit håb og ældes ej.

Selv når døden gør en ende
på min underfulde vej,
vil velsignelse du sende,
så opløsning ser jeg ej.

Du vil mætte mig med glæde
for dit ansigt på min vej,
selv om jeg en stund må græde,
når din hånd jeg føler ej.

Vogt mig Gud, til dig jeg søger
i min færden på min vej,
i dit værk og dine bøger
er min lykke andet ej.

Din velsignelse om lande,
når til mig den finder vej
under muld og oven vande,
nu forgæves går den ej.

De, som efter andre guder
løber på den slagne vej,
når du enegang bebuder,
høster af din vælde ej.

Jeg vil ikke bringe offer
til de guder på min vej,
der er klædt i dyre stoffer
og dit indre kender ej.

Herre, du min del og ære,
skellet går ved denne vej,
her skal Paradiset være
og en evig ørken ej.

Lov og pris og evig ære
være Herren på min vej,
når han samler sine kære
i sin hånd og slipper ej.

Efter Salme 16. Men sådan at sidste del af salmen, vers 8-11, der citeres i Aposlenes Gerninger 2,25-28, her udgør indledningen efterfulgt af en gendigtning af Salme 16,1-7. Salmens sidste vers er efter Apostlenes gerninger 2,34-35.

Hør melodi http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/546

Se de fine dråber

Se de fine dråber,
spredt på blomster små,
se, hvordan de glimter
på de strunke strå.

Hør, hvor bækken risler
i sin ensomhed
med sin lille krusning
på Guds kærlighed.

I de høje kroner
er der fred og ro
mellem frie fugle,
kærlighed og tro.

Skyen driver stille
fra Jerusalem
for at åbenbare
sig i Betlehem.

Efter “See the shining dewdrops”, ukendt forfatter 1920.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...