Vor Gud er nu det åbne land,
hvor ingen stier findes,
her træder kvinde fri og mand,
hvor ingen tanke bindes.
Det ser den onde selv
og bryder som en elv
frem for at bane vej
til Himmerige? Nej,
dér vil han ikke være.

Til Jorden står hans hele hu,
her skal hans trone være;
men Kristus lever her endnu
med alle sine kære.
Det er Guds menighed,
som ingen djævel ved
at kende på vor jord;
det er det sande ord,
vi veksler mellem sjæle.

Her blomstrer kaprifolien
højt over træets krone
med duften og velsignelsen
os alle at forsone.
Nu træder Jesus frem
og går imellem dem,
der lider på hans navn;
der er ej anden favn
for os på Jorderige.

Hør melodi her eller her.

Haile Selassie, Gud og ven
igen i Etiopien,
her lyde skal dit gode navn
til bod for sorg og død og savn!

Treenighedens klare sol
i skyens hvide kongestol
udstræk dit scepter over jord
og lys på dine egne ord!

Til dig går vores morgensang
såvel som aftenklokkens klang;
o lad os med din hele hær
i evighed dig prise her!

Dit Paradis er vores pryd,
dit Betlehem er vores fryd,
Jerusalem er vores by
imellem Jord og Himmel ny!

Vers 1 inspireret af navnet på den centrale figur i Rastafari, den etiopiske kejser Haile Selassie (1892 – 1975), hvis navn betyder “Treenighedens Magt”, vers 2-4 frit efter “O Lux be­a­ta Trin­i­tas”, Ambrosius af Milano (330- 397) via engelsk oversættelse ved John M. Neale 1852.

Hør melodi her.

Højt jeg svinger mig i sang
på et strå eller ved en stang
over overliggeren,
over stjernekiggeren;
han kan kun den fare se,
som er lige ved at ske.

Al beregning viser dog,
der er fare på færde, og
værre end vi drømte om
i den store Verdensdom;
men den rammer vores Jord
med Vorherres lille Ord.

Her, hvor lynet nu slår ned
i Den store Kærlighed,
deler Jorden sig i to
mellem Kærlighed og Tro,
medens Håbet flyver hjem
i Det ny Jerusalem.

Hør melodi her.

Jeg er før end Abraham,
som I kalder jeres fader,
selv om I som intet lader,
når I møder ham igen.
Selv om jøderne forleden
ofrede ytringsfriheden,
lader jeg den genopstå
med min egen kjortel på.

Tegn mig som du vil, og tegn
mig da gerne som et æsel,
der forvandles til en væsel
ved din silkebløde barm.
Men jeg kommer til dit hjerte
fuldt af bitterhed og smerte,
og når jeg går ind deri,
slipper onde onder fri.

Jeg var førend Adam selv,
og han skabtes af min tunge,
siden Eva af min lunge
og af ribben hans det små.
Derfor har hun ben i næsen,
selv om hun kan være kræsen,
og når Sara kender ham,
er hun glad for Abraham.

Hør melodi her.

Før Abraham blev født, er jeg,
det var de sære ord,
der faldt i en uskyldig leg
med ét ved Herrens bord.

Gud giv mig, at igen jeg må
din streg i sandet se,
og lad mig din befaling få
og lad din vilje ske!

Jeg kender ikke Abraham,
at det må gå mig vel;
men du er mere værd end ham
og hele Israel.

Johannes 8, 58.
Hør melodi her.

Før aftentimen stunder til
til verdens skaber bede vil
vi, at du, når vi sover ind,
vil råde bod for vore sind.

Lad ingen onde drømme nå
i søvnen ind til dine små,
og skån vort legeme for synd.
Sig til den nye dag: Begynd!

Vor Fader hør vor morgenbøn,
som vi den beder med din Søn,
som med den Helligånd og dig
skal herske her evindelig.

Frit efter “Te lucis ante terminum”(Before the ending of the day), Ambrosius af Milano (340-397).
Hør melodi her.

Nu lyser himlens stjerner,
og Himmeriges hjørner
utallige som sand
sig over øjet hvælver,
mens stjernerne selv skælver
så små i Himmeriges hånd.

De lette skyer driver
henover vore haver
som tiden vejres hen,
sit øje månen lukker,
mens du i søvne sukker
og beder den usagte bøn.

I Himmerige lever
vi nu og sover over
og vågner af en drøm
med mindet om en glæde,
selv om vi her må græde
ved mindet om Jerusalem.

I Himmerige viser
du os, hvordan du løser
den gåde dyb og klar,
at Himmeriges under
i Himmerige bunder,
om vi på Himmerige tror.

Det kaster her sin skygge
i nogle øjeblikke,
hvor hejren stille står
ved åens højre side
og lyser med sin hvide
hals op i Himmerige her.

Jeg ser de sorte huller
igennem mine briller
med overgange i,
jo ældre hånden bliver,
des smukkere den skriver,
så vi kan Himmerige se.

Nu flyver himlens skarver
af Himmeriges skærver
og lander med en lyd,
som ørerne opfanger,
når søen bliver svanger
ved Himmeriges overflod.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her: