Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “december, 2011”

Gør nu Herre, hvad du ynder

Gør nu Herre, hvad du ynder,
ånd på de udvalgte få,
derved du igen begynder,
hvad de galilæer så;
læg dit hovede på skrå,
atter skal din trone stå.

I dit billede os skabte
du som mand og kvinde blidt
som et håb for de fortabte,
der har syndefaldet lidt
og er faldet skæve ud
af din hånd og på dit bud.

Se igennem vore øjne,
som du helbreder en blind,
lige ind i dine egne
frit i Paradiset ind,
hvor du skaber vand og luft,
roser, vin og brød og duft.

Hør melodi her.

Helgenkåret, dyrebare førsteelsker Stefanus

Helgenkåret, dyrebare førsteelsker Stefanus,
med din kærlighed om tinde sank du i det røde grus,
og til himlen lod befale du din bøddel, mand og mus.

Gylden er din spinkle krone i dit herliggjorte navn:
O at vi, som må dig elske, selv må bære den til gavn,
når vi selv i dødens mørke tages i vor frelsers favn.

Lovet være højt og priset rosen rød på panden din,
som du under nådens krone bar så nydelig og fin,
da du sank omkring i støvet i dit himmelåbne skrin.

Deri skuer vi vor skaber på sin trone i sin sky,
og hans søn fra højre side daler nu ned over by
for at løfte vore hjerter i Jerusalem det Ny.

Vers 1-3 efter “Saint of God, elect and precious” (Sancte Dei pretiose) ukendt forfatter, 11. århundrede; oversat fra latin til engelsk af John M. Neale, 1852. Hør melodi her.

Nu lyser kloden op som en sol

Se på mig lille Guds menighed,

som skuer ind i Guds herlighed

og ser, at Herren daler

som sne ned over den sorte jord,

jeg er til stede i sangens ord,

som jord og himmel deler.

 

Nu lyser kloden op som en sol,
et indre lys går fra pol til pol
og ud i verdensrummet,
bevæger sig gennem tid og rum
og når sin stjerne i Betlehem,
for tiden har sig krummet.

Fuldmånen stiger op over jord
oplyst i julenat af Guds ord,
som lyser over landet,
og englene gør en kreds omkring
det bål, hvor hyrderne sad engang,
mens tiden gik og vandet.

Et billede på den hvide væg
af fiskerkoner foruden skæg,
som bjærger Jesusbarnet,
som var forsvundet i tidens løb
men nu er fanget i havets dyb
og viklet ud af garnet.

Maria byder os indenfor,
hvor hun og Josef og barnet bor,
imens de er på farten;
vort øje åbnes for øjet blidt,
og lyset frigøres varmt og blødt
udover hele arten.

Herodes sidder på borgen sin
og skumler over den søde vin,
som han har ladet skænke;
men den er ikke af Jesu blod,
og skønt han tømmer sit glas med flid,
så kan han ikke tænke.

Nu lyser skyen, hvorpå jeg stod,
endnu bevæget af Herrens blod,
hvor solen er begravet;
jeg går i stormen igen på vand
imellem bølgerne og på grund,
et slot ved Vesterhavet.

Hør melodi her.

En uomgængelig vækst

Ved dannelsen af en ny regering efter det seneste valg til folketinget skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds “Kristenheden Syvstjerne”, som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menighed levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.

Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigeder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.

En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: “Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim”, og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.

Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: “i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: “Jeg ser ikke med mit øje men gennem det”. Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.

Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse, end vi har lært ham at kende i?

I mit eget tilfælde hænger det sådan sammen, at da jeg stiftede bekendtskab med inderen Krishnamurti var det som at træde ind i det nye testamente. Her mødte jeg evangeliet igen. Jeg husker nøjagtig det øjeblik, da jeg mødte evangeliet første gang i forbindelse med læsningen af Matthæusevangeliet, og jeg husker nøjagtig det øjeblik, jeg mødte det anden gang i forbindelse med en samtale om Krishnamurti. Jeg har mødt evangeliet to gange, og det mærkelige er, at Krishnamurti ikke vedkender sig den kristne tradition. Det er min egen overbevisning, at han alligevel er dybt afhængig heraf – men at denne afhængighed blot ikke interesserer ham! Han har ingen bevidsthed om den. Men derfor kan vi andre godt have det. Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab. Ligesom evangeliet optræder uforkortet hos Krishnamurti, optræder kærligheden uforkortet i det homoseksuelle ægteskab.

Det vil måske vise sig, at være med kirkens uforbeholdne anerkendelse af homoseksuelle, som det var med romerkirkens mission på de britiske øer. Det kan gå sådan, at kirken tilføres afgørende ny energi fra en gruppe mennesker, som hidtil har været mere eller mindre udstødte. Det almindelige har brug for det anderledes, ligesom det anderledes har brug for det almindelige. Det anderledes genføder det almindelige, og det almindelige beskytter det anderledes. Det anderledes er et andet ord for det ukendte, som hos Krishnamurti er gennemgangsleddet til sand væren. Et andet ord for det anderledes eller det ukendte i denne betydning kunne være ordet åbenbaring. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en åbenbaring for kirken virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den kristne menigheds samliv med Herren selv.

Salme her.

Se på mig lille Guds menighed

Se på mig lille Guds menighed
igennem øjet og ikke med
og se det åbenbare,
hér er dit hjerte, hér er din ven,
jeg kommer også til dig igen
og lader ingen fare.

Sig frem, hvad hjertet er opfyldt af
til skyens konge: “Velsign min dag,
nu står du i min stue!”
Da flyver duen fra øjet dit,
når jeg i Paradis åbner mit
for duen min at skue.

Da springer korsets grene ud,
og æblerne plukkes ned af Gud,
og fuglene begynder
at synge, førend der bliver lys,
og hele skabelsens gang fornys
med alle sine ynder.

Tænk ikke mere på dommedag,
nu er den afløst af nat og dag
og arbejde og hvile;
af søvnen vågner du lykkelig
til dagen, som er vidunderlig,
så du kan sagtens smile.

Selv smiler kongen i nord og syd
til alle troendes store fryd,
til skræk for sol og måne,
hvis lys må blegne ved nat og dag
for nederlaget på dommens dag,
som ingen ville skåne.

Til skræk og rædsel, o menighed,
var dommens dag, som du sikkert ved
så godt som nogen synder;
han tøvede, indtil timen kom,
og nogen bryder sig ikke om,
hvad Herren selv begynder.

Du knæler ned i dit fadervor
og beder for det fortabte får
med Herrens eget mæle,
at det må finde sit eget hjem
et andet sted i Jerusalem
som hans de frelste sjæle.

Som Herren græd for Jerusalem,
dog nu han glæder sig over dem,
han under sine vinger
må give ly i sit ægteskab
med kirken, frelste fra dødens gab
ved tegnet fra Guds finger.

Da klinger klokken for første gang
bevæget dertil af jubelsang
for troen og beviset
på, at ved Gud op af graven stod
vor frelser selv på sin raske fod
og gik i Paradiset.

Nu lyser kloden op som en sol,
et indre lys går fra pol til pol
og ud i verdensrummet,
bevæger sig gennem tid og rum
og når sin stjerne i Betlehem,
for tiden har sig krummet.

Se på mig lille Guds menighed,
som skuer ind i Guds herlighed
og ser, at Herren daler
som sne ned over den faldne jord,
jeg er til stede i sangens ord,
som jord og himmel deler.

Hør melodi her.

Se, julerosen vokser frem igen

Se, julerosen vokser frem igen
nu under løvet, som er vejret hen;
ude i haven planter du din fod
og står igen nøjagtig, hvor du stod.

Vær hilset frelser, lyder fra min mund
over min læbe fra mit hjertes grund,
du, som for mine synders skyld er død;
jeg beder dig om krummer fra dit brød.

Du er min konge fuld af kærlighed,
hersker almægtig over hvert et sted;
kom også her og bøj mit hjerte ned,
og lad det slå ved din barmhjertighed.

Du er det liv, ved hvilket vort er til,
og al vor vilje er det, som du vil;
skænk os ved troen og ved styrken din
i håndens bæger nu en dråbe vin.

Du har den sande, rene kærlighed
uden al hårdhed og ondskabsfuldhed;
giv os at nåden, som vi ser i dig,
vil overvælde os og rejse sig.

Vi har det håb, som du har plantet her,
hvor troen bygger på det gode ler;
Herre, lad kærligheden byde trods
til uretfærdighed og vær med os.

Kom nu og vis os, hvad din vilje er,
skjul vore palmer for os, når det sner;
træd selv i sneen med din rene fod
og vis os vej med dråber af dit blod.

Se, hvor du træder, vokser liljer frem,
og vi os bøjer ned og plukker dem
for frit at tage blomsten med os hjem
i vores hjørne af Jerusalem.

Vers 2-6 efter “Je Te Salue Mon Certain Redempteur” Calvin 1545.
Hør melodi her.

Til friheden

Frihed, glimt af guddomsvælde,
som vor lille barnehånd
griber om, for det må gælde
liv og død for krop og ånd.
Til din ære, til vor glæde
løfter du os himmelhøj,
kun beskyttet af et klæde,
kun din hånd os tvinger ej.

Ej på høje himmeltinder
lader du vor fod gå ned,
men i gode barndomsminder
om den store kærlighed.
Hendes øjne stråler stille,
mens han sig mod hendes mund
nærmer med et kys, der ville
favne hele jorden rund.

Rund er over katedraler
himlen i Elysium,
hvor de store bardehvaler
springer op og vender om.
Fri er ingen uden Herren,
som af dåben stiger frem
i en anderledes væren
i Det ny Jerusalem.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...