Se på mig lille Guds menighed
igennem øjet og ikke med
og se det åbenbare,
hér er dit hjerte, hér er din ven,
jeg kommer også til dig igen
og lader ingen fare.

Sig frem, hvad hjertet er opfyldt af
til skyens konge: “Velsign min dag,
nu står du i min stue!”
Da flyver duen fra øjet dit,
når jeg i Paradis åbner mit
for duen min at skue.

Da springer korsets grene ud,
og æblerne plukkes ned af Gud,
og fuglene begynder
at synge, førend der bliver lys,
og hele skabelsens gang fornys
med alle sine ynder.

Tænk ikke mere på dommedag,
nu er den afløst af nat og dag
og arbejde og hvile;
af søvnen vågner du lykkelig
til dagen, som er vidunderlig,
så du kan sagtens smile.

Selv smiler kongen i nord og syd
til alle troendes store fryd,
til skræk for sol og måne,
hvis lys må blegne ved nat og dag
for nederlaget på dommens dag,
som ingen ville skåne.

Til skræk og rædsel, o menighed,
var dommens dag, som du sikkert ved
så godt som nogen synder;
han tøvede, indtil timen kom,
og nogen bryder sig ikke om,
hvad Herren selv begynder.

Du knæler ned i dit fadervor
og beder for det fortabte får
med Herrens eget mæle,
at det må finde sit eget hjem
et andet sted i Jerusalem
som hans de frelste sjæle.

Som Herren græd for Jerusalem,
dog nu han glæder sig over dem,
han under sine vinger
må give ly i sit ægteskab
med kirken, frelste fra dødens gab
ved tegnet fra Guds finger.

Da klinger klokken for første gang
bevæget dertil af jubelsang
for troen og beviset
på, at ved Gud op af graven stod
vor frelser selv på sin raske fod
og gik i Paradiset.

Nu lyser kloden op som en sol,
et indre lys går fra pol til pol
og ud i verdensrummet,
bevæger sig gennem tid og rum
og når sin stjerne i Betlehem,
for tiden har sig krummet.

Se på mig lille Guds menighed,
som skuer ind i Guds herlighed
og ser, at Herren daler
som sne ned over den faldne jord,
jeg er til stede i sangens ord,
som jord og himmel deler.

Hør melodi her.