Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Se på mig lille Guds menighed
Se på mig lille Guds menighed
igennem øjet og ikke med
og se det åbenbare,
hér er dit hjerte, hér er din ven,
jeg kommer også til dig igen
og lader ingen fare.
Sig frem, hvad hjertet er opfyldt af
til skyens konge: “Velsign min dag,
nu står du i min stue!”
Da flyver duen fra øjet dit,
når jeg i Paradis åbner mit
for duen min at skue.
Da springer korsets grene ud,
og æblerne plukkes ned af Gud,
og fuglene begynder
at synge, førend der bliver lys,
og hele skabelsens gang fornys
med alle sine ynder.
Tænk ikke mere på dommedag,
nu er den afløst af nat og dag
og arbejde og hvile;
af søvnen vågner du lykkelig
til dagen, som er vidunderlig,
så du kan sagtens smile.
Selv smiler kongen i nord og syd
til alle troendes store fryd,
til skræk for sol og måne,
hvis lys må blegne ved nat og dag
for nederlaget på dommens dag,
som ingen ville skåne.
Til skræk og rædsel, o menighed,
var dommens dag, som du sikkert ved
så godt som nogen synder;
han tøvede, indtil timen kom,
og nogen bryder sig ikke om,
hvad Herren selv begynder.
Du knæler ned i dit fadervor
og beder for det fortabte får
med Herrens eget mæle,
at det må finde sit eget hjem
et andet sted i Jerusalem
som hans de frelste sjæle.
Som Herren græd for Jerusalem,
dog nu han glæder sig over dem,
han under sine vinger
må give ly i sit ægteskab
med kirken, frelste fra dødens gab
ved tegnet fra Guds finger.
Da klinger klokken for første gang
bevæget dertil af jubelsang
for troen og beviset
på, at ved Gud op af graven stod
vor frelser selv på sin raske fod
og gik i Paradiset.
Nu lyser kloden op som en sol,
et indre lys går fra pol til pol
og ud i verdensrummet,
bevæger sig gennem tid og rum
og når sin stjerne i Betlehem,
for tiden har sig krummet.
Se på mig lille Guds menighed,
som skuer ind i Guds herlighed
og ser, at Herren daler
som sne ned over den faldne jord,
jeg er til stede i sangens ord,
som jord og himmel deler.
Hør melodi her.
Kirken i Gyngen 
Det er som om, du beskriver mørke med lys. Og som om der i dine salmer er håb ovenpå fortvivlelse. Derfor er det opløftende at læse dine ord. Jeg vil hævde, at der ligger meget af dig selv i dine salmer, eller at du skænker os noget fra dit inderste. Men samtidig er dine billeder og din poesi almenmenneskelig, og du medtager ofte noget fra din virkelige dagligdag. Det virker på een gang ophøjet og meget jordnært. Deri er din force; at du mestrer det høje i det lave.
Det er rigtigt, at jeg forsøger at skildre mørke med lys i denne salme, hvor dommens dag er emnet. Jeg forsøger at skildre dommens dag som allerede havende fundet sted, og jeg forsøger at skildre frelsen på dommens dag. Det med at forstå forventningen retrospektivt er også det Paulus gør, når han forstår den jødiske messiasforventning som opfyldt i Jesus. Jeg synes også det er det, Grundtvig gør, når han henviser til menighedens aktuelle bekendelse og lovsang, som det sted, hvor vi møder et samliv med Kristus. Hvad vi møder i overleveringen er egentlig kun en skygge af evangeliet, og evangeliets levende lys må vi finde i vor egen erfaringsverden, og det er der på en mærkelig måde også. Ud fra sin erfaring af menighedens liv i Kristus skildrer Grundtvig i salmen “Løft op dit hoved al kristenhed” fortrøstningfuldt dommens dag. Min salme er en reflekterende vandring gennem denne salme af Grundtvig på ni vers. Vers for vers vender jeg perspektivet fra forventning til erfaring. Det tiende vers har jeg føjet til uden afsæt i noget vers af Grundtvig, og måske er dette vers på længere sigt det første i en selvstændig salme.