Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “marts, 2013”

At huske sig selv og de andre

At huske sig selv og de andre,
det er den eneste vej,
som verden med ét vil forandre,
så at den bliver stramaj.

Så bliver din hverdag at skue
så let som ikonmosaik,
og du bliver set af en due
og ligner dig selv på en prik.

Det er som Guds øje sig sænker
over den kæmpende jord
og løfter den, førend han tænker
sit, med sit levende ord.

Jesus af Nazaret

Jesus af Nazaret,
jødernes konge.
Han var af Davids æt
og Davids sange.

Under Augustus blev
Herodes bange.
Se under Konstantin,
se under sange.

Se på den lyse
side af mange.
Fader, jeg fandt dig
i dine sange.

Hovedhjørnesten

I sneen inde på marken
ligger en sten som et punktum
i vinterens landskab.

Til højre for motorvejen
ligger en bevokset gravhøj
med en fuglerede
i et af de nøgne træer.

Ploven har kredset omkring den
i flere tusinde år,
siden vi rejste denne
enkle fortælling i sten.

Kragerne flytter sig kun langsomt,
og sneen fyger og smelter i solen.

Men solen har sat et punktum.

Her er der intet

Her er der intet stort og flot
som alle folk vil se,
her er der intet stille slot
beklædt med lys og sne.

Her er der kun et øjeblik
tilfældigt som et digt,
der skrives på den sidste brik
af et uendeligt
og næsten færdigt puslespil,
der ligger på et bord
og bliver til et rænkespil
ved hjælp af disse ord.

Vi vogter dette øjeblik
som tjenere for Gud,
et upåagtet øjeblik,
som Herren folder ud.

Hjælp mig nu troens vinge på

Hjælp mig nu troens vinge på,
og lad mig stige op
til de opstandne i det blå
og se den store trop.

De led engang i vores sted,
og tåren faldt fra kind
på puden, hvorfra den sank ned
og sank i dunet ind.

Jeg spørger til den salighed,
de føler her og der,
hvor hele hjertets bitterhed
opsuges af en fjer.

De lader lovsang gå for svar
og synger Lammets pris,
hvorved med ét jeg bliver var
ved fod en ærenpris.

Jeg går igen på jorden grøn
og tager vingen af,
min tro er evigheden skøn,
jeg kommer just derfra.

Efter “Give me the wings of faith to rise”, Isaac Watts, 1709.

Hør melodi: her.

Hvis nogen spørger mig, hvortil

Hvis nogen spørger mig, hvortil
jeg fæster al min lid
til, at jeg, som jeg gerne vil,
nu om en liden tid
i Paradis med Jesus går
og mine ønsker opfyldt får,
så har jeg en forklaring god,
og det er Jesu blod.

Det er min faste grundvold her
ved evighedens rand
at blande salighedens ler
med kærlighedens sand,
den dag, at døden med sin le
må segne for min dåbes ske,
så tager jeg min nøgle frem
til mit Jerusalem.

Efter “Faith in the blood”, som er en oversættelse til engelsk af “Om nogen mig nu spörge vil om grund til salighed” af Erik L. Pontoppidan, København 1748.

Hør melodi (med forspil) her.

Udenfor rækkevidde

Tanken finder nydelse i det forgangne, i erindringen om noget snukt. I ønsket om at det skal gentage sig. Men mindeerne lever deres eget liv udenfor tankens rækkevidde.

Krishnamurti: her.

Vær hilset denne stund

Vær hilset denne stund,
hvor hvilen os bereder,
at tale med én mund
om alle vore glæder.

I en velsignet tid
vi holder dig i ære,
som skabte os med flid,
sådan som vi skal være.

Du går imellem os,
og dine spor i sneen
forsvinder nu i mos,
dér sidder du med feen.

Dit tempel er et skib,
som havet ikke rummer;
det rummer selv det kryb,
som ikke har et nummer.

Dog skal en større fryd
os siden overvælde,
når selv den mindste lyd
for stemmen din vil gælde.

Vær hilset denne stund,
hvor lyden af din stemme
mig glæder som en hund,
fordi, at du er hjemme.

Hør melodi her.

Sammenligning

At sammenligne sig selv med andre er at fornægte, hvad man selv er. Selve sammenligningen er at fornægte sig selv. Selve sammenligningen er at forsøge at lave om på sig selv. Man bliver ikke klogere på sig selv men skaber en illusion. At sammenligne er at skabe konformitet. Når jeg ser, at dette – at identificere sig selv med en ydre instans kun skaber elendighed – så holder jeg op.

Krishnamurti her.

Det skete påskemorgen

Det skete påskemorgen
endnu på gravens rand
og midt i selve sorgen,
der lagde sig om land,
at kirken lod sig føde
ved ordene, der faldt
fra den opstandnes søde
læber og som salt.

Vi er hans ord det rene,
der falder for hans fod
og rejser sig alene
i legeme og blod
og går igennem dagen
i søvne som ved nat,
der gjorde rædselslagen
af stjernerne besat.

Når dommendag oprinder,
da går vi frit dertil
og taber eller vinder
det lykkelige spil,
så deles vi i geder
og kid og får og lam
og bukke til og beder,
et delt Jerusalem.

Hør melodi her.

Det er en almindelig opfattelse, at kirken blev stiftet ved Åndens udgydelse på pinsedagen. Det, har Grundtvig sagt, er forkert. Ifølge ham er kirken stiftet af Kristus selv efter opstandelsen. Den idé ligger til grund for denne salme.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...