At huske sig selv og de andre,
det er den eneste vej,
som verden med ét vil forandre,
så at den bliver stramaj.

Så bliver din hverdag at skue
så let som ikonmosaik,
og du bliver set af en due
og ligner dig selv på en prik.

Det er som Guds øje sig sænker
over den kæmpende jord
og løfter den, førend han tænker
sit, med sit levende ord.

I sneen inde på marken
ligger en sten som et punktum
i vinterens landskab.

Til højre for motorvejen
ligger en bevokset gravhøj
med en fuglerede
i et af de nøgne træer.

Ploven har kredset omkring den
i flere tusinde år,
siden vi rejste denne
enkle fortælling i sten.

Kragerne flytter sig kun langsomt,
og sneen fyger og smelter i solen.

Men solen har sat et punktum.

Her er der intet stort og flot
som alle folk vil se,
her er der intet stille slot
beklædt med lys og sne.

Her er der kun et øjeblik
tilfældigt som et digt,
der skrives på den sidste brik
af et uendeligt
og næsten færdigt puslespil,
der ligger på et bord
og bliver til et rænkespil
ved hjælp af disse ord.

Vi vogter dette øjeblik
som tjenere for Gud,
et upåagtet øjeblik,
som Herren folder ud.

Hjælp mig nu troens vinge på,
og lad mig stige op
til de opstandne i det blå
og se den store trop.

De led engang i vores sted,
og tåren faldt fra kind
på puden, hvorfra den sank ned
og sank i dunet ind.

Jeg spørger til den salighed,
de føler her og der,
hvor hele hjertets bitterhed
opsuges af en fjer.

De lader lovsang gå for svar
og synger Lammets pris,
hvorved med ét jeg bliver var
ved fod en ærenpris.

Jeg går igen på jorden grøn
og tager vingen af,
min tro er evigheden skøn,
jeg kommer just derfra.

Efter “Give me the wings of faith to rise”, Isaac Watts, 1709.

Hør melodi: her.

Hvis nogen spørger mig, hvortil
jeg fæster al min lid
til, at jeg, som jeg gerne vil,
nu om en liden tid
i Paradis med Jesus går
og mine ønsker opfyldt får,
så har jeg en forklaring god,
og det er Jesu blod.

Det er min faste grundvold her
ved evighedens rand
at blande salighedens ler
med kærlighedens sand,
den dag, at døden med sin le
må segne for min dåbes ske,
så tager jeg min nøgle frem
til mit Jerusalem.

Efter “Faith in the blood”, som er en oversættelse til engelsk af “Om nogen mig nu spörge vil om grund til salighed” af Erik L. Pontoppidan, København 1748.

Hør melodi (med forspil) her.