I forbindelse med fejringen af Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag i 2013 fremfører biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad fredag d. 3. maj det synspunkt, at forfatterskabet endte i en blindgyde. At Kierkegaard ved sit angreb på kirken og dens præster og biskopper optrådte neurotisk.
Kierkegaard hævdede i sit angreb på kirken, at den som ikke deltog i gudstjenesten havde én synd mindre nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar! Men måske er kirkekampen i virkeligheden en prolog til forfatterskabet. En undsigelse af kirken for på den baggrund at forkynde sin egen sande kristendom.
Et bud på Søren Kierkegaards kristentro publiceredes af Ricardt Riis på dennes blog netop på Kierkegaards 200 års fødselsdag den 5. maj (se her). Der tages her udgangspunkt i Søren Kierkegaards fars tilknytning til Brødremenigheden og den indflydelse dette kan have haft også på sønnens trosliv. Brødremenigheden er stiftet af grev Zinzendorf (1700-1764). Et særligt træk ved denne var brugen af lodtrækning som middel til at kende Guds vilje. Det gjaldt f. eks. i henseende til ægteskab og i henseende til at afgøre, hvem der skulle udsendes som missionær til f.eks Grønland. En anden praksis, som har vundet større udbredelse er brugen af det såkaldte “mannakorn”, der var et kort med med et skriftsted trukket fra en større bunke. Meningen var så, at forstå det pågældende skriftsted som talt til én selv som udtryk for, hvad Gud ønskede af én netop den dag.
Kierkegaard brugte ikke “mannakorn”, men han opfattede den måde, som hans tungsind kom og gik på som vink fra Gud. Når han i tungsindig usikkerhed svingede fra den ene til den anden beslutning, så oplevede han, at når han traf en endegyldig beslutning, så hørte tvivlrådigheden op. Dette så Kierkegaard som et tegn fra Gud på, at det så var den rigtige beslutning, han havde truffet. I “Frygt og Bæven”, som udkom i 1843, drager han Bibelens fortælling om Abraham og Isak frem som eksempel. Abraham modtager en befaling fra Gud om at ofre sin søn Isak, og selv om Abraham ikke forstår hvorfor, vælger han at adlyde. I virkeligheden handler værket om Kierkegaards egen forlovelse med Regine, som han hæver ved at sende hendes ring tilbage. Da han har gjort det, får han fred med sin beslutning, og han oplever det sådan, at det er det, Gud har krævet af ham. Han er ulykkelig over det, men mener det er Guds vilje, der er sket.
Kierkegaard erkender at have en “pæl i kødet”, som gør ham anderledes end andre mennesker. Denne “pæl i kødet” er hans tungsind. I “Sygdommen til Døden”, som udkom i 1848 beskæftiger han sig principielt med det spørgsmål, et menneske som han er stillet over for i sin eksistens. Hvad kræver Gud af et sådant menneske? Der gives to muligheder: Enten stiller dette tungsind den pågældende udenfor det almene og gør det til en “overordentlig” af hvem Gud kræver netop det overordentlige. Den anden mulighed er, at netop “pælen i kødet” er det, den pågældende må lide under ved at gå ind i det almene. Når man læser Kierkegaard kronologisk og lader angrebet på kirken i tidsskriftet “Øjeblikket” være hans endestation, ser det ud som om han valgte den første mulighed for sig selv: At blive en overordentlig. Så vidt Ricardt Riis.
Men det overordetlige er kun en prolog. I hele sit sigte valgte Søren Kierkegaard at træde i øjenhøjde med det almene. Hans kritik af kirken står inde i os i forholdet 1:1 som en ufærdig antikirkelig katedral, hvor han selv prædiker om liljerne på marken og himlens fugle. Til forskel fra det pseudonyme forfatterskab skrev Kierkegaard sine prædikener under signaturen S. Kierkegaard. At han kun anvender forbogstavet i sit fornavn kunne tyde på endnu et forbehold i henseende til at stå inde for indholdet. Men han underskrev sig netop S. Kierkegaard. Det er netop en signatur. Det er påfaldende, at han netop vælger at signere en prædiken, hvis ideal det ikke er at forkynde prædikantens indsigt men evangeliet. I sine prædikener forkynder han evangeliet i eget navn nøjagtig som Kristus ville have gjort.
Jeg blev opmærksom på Vibeke Fogh via nogle læserbreve i Weekendavisen, hvor hun blandede sig i diskussionen om Kierkegaard. I en artikel i tidsskriftet IKON uddyber hun sin opfattelse af, at Kierkegaard bar på en “apostelhemmelighed”. Hun henviser til Markusevangeliets beretning om Guds ord til Jesus i dåben. Her er det alene Jesus, der hører Guds tale, og han må bære Messiashemmeligheden alene. I samme forstand bar Søren Kierkegaard på en apostelhemmelighed.
Jeg er selv vokset op på en såkaldt blind vej med det smukke navn Skovmærkevej, og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op ad en bakke med et mægtigt pæretræ og et mere anonymt birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.
