Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “maj, 2013”

Billedet

Efter at have regnet i næsten et døgn
er det klaret op og op og op
på fjerde sal, hvor vi besøger en ven
og låner et billede af en digter
og får en reol foræret og bærer den alle tre
fire etager ned
fra en kunstnerlejlighed,
hvor ikke et gran støv ligger forkert,
og der er meget.

Bag reolen træder et billede
af Michael Strunge frem
oppe i lejligheden,
og du står med den nede på fortovet,
mens jeg henter bilen,
som vi presser den ind i
og kører akavet hjem,
mens jeg hænger ud ad vinduet,
og du sidder på bagsædet og taler
opstemt over det nye fund.

Du er gået over til naboen
for at undskylde for røgen
fra de gamle briketter,
der har stået vinteren over og suget fugt,
tror vi, for det er ikke grenene,
som vi ikke må brænde af
ifølge en ny lov og slet ikke
ved brug af åben ild
ifølge en gammel,
de siger, det gør ikke noget.

Alligevel flytter jeg dagen efter
bålstedet af støbejern
om på den anden side af huset dér,
hvor stubben stod,
med øksen hugger jeg den væk
og lægger en ottekantet flise i stedet,
vi kan alligevel spise omme under pæretræet,
hvor rosen er fra og valmuen blomstrer,
og jeg vander med urin, fordi det er svært,
at få græsset til at gro under træet.

Vores ven ringer og siger,
at hvis jeg alligevel ikke
har noget bedre at give mig til,
kan jeg ligeså godt skrive et digt om hans frakke
med fire lommer, den er af rulam til 800 kr,
og han er glad for den,
og tog den pludselig på,
da vi besøgte ham sidst på catwalken,
det er den samme, du selv
bærer på billedet på forsiden af Vogue.

Kast dit brød på dybe vande

Kast dit brød på dybe vande,
tro blot ikke, det er tabt;
Gud har sagt, at du skal finde
det igen, som han har skabt.

Kast dit brød på dybe vande,
skygger bølgen end for sol;
hvad du samler ind i blinde,
spreder den fra pol til pol.

Ligesom et frø af strømmen
føres til en øde ø,
skal til andre sjæle drømmen
bæres ud og ikke dø.

Kast dit brød på dybe vande,
hvorfor vil nu tvivl du så?
Gud har lagt dig det på sinde
under skyen i det blå.

Efter “Cast thy bread upon the waters”, Phoebe A. Hanaford, 1852.
Hør melodi her.

Den vandrette beståen

Albert Dam er en af dansk litteraturs mest særprægede skikkelser og østjyde. Han blev født i 1880 og døde i 1972, og det siges om ham, at han debuterede tre gange! Så længe var der mellem hans udgivelser, at han blev glemt som forfatter, inden den næste bog kom. Han debuterede således første gang i 1906 med romanen “Mellem de to Søer”, som tager udgangspunkt i et uopklaret mord i samtiden, det såkaldte “hjortshøjmord”. I 1934 kom romanen “Saa kom det ny Brødkorn”, der handler om forædlingen af en kornsort. Det endelige gennembrud kom i tresserne med triologien “Syv skilderier” 1962, “Menneskelinjen” 1965 og “Menneskekår” 1967.

I disse tre værker udfoldes et stort udviklingshistorisk perspektiv, som ifølge Vagn Steen i en dansk sammenhæng adskiller sig både fra Johannes V. Jensens darwinisme og fra Grundtvigs romantisk farvede kristne udviklingsoptimisme. Albert Dam er både mere illusionsløs og mere naiv. Den udviklingslinje, som han opsporer, som den der førte til mennesket har et blik for det ufarlige væsens overlevelsespotentiale, som er overraskende, når man kommer fra en mere vulgærdarwinistisk fremstilling som den jensenske, og den grundtvigske nationalromantik bliver ligeledes overhalet indenom af Dams overaskende påstand om, at menneskets udviklingshistorie har fundet sit mest ophøjede udviklingspotentiale i netop den østjyske mennesketype.

I den måde, Albert Dam unddrager sig både et kristent og darwinistisk menneskesyn på ligger en opdagelse af det enkelte menneske stillet alene i kosmos, som han deler med Søren Kierkegaard. Men hvor Kierkegaard taler om at springe ud på det dybe vand i troens vished, går bevægelsen hos Dam den modsatte vej fra det dybe vand og ind på den ufremkommelige tørre jord. Et tilbagevendende motiv i hans digtning er de fisk, som på et tidspunkt i udviklingshistorien gik i land og udviklede ben i stedet for finner og lunger i stedet for gæller. Hvor Kierkegaard taler om Øjeblikket som en afgørende kategori taler Dam om den Lodrette beståen, som er livets lange udviklings fremtrædelsesform netop nu.

I bogen, der netop bærer titlen “Den lodrette beståen. En bog om Albert Dam og hans forfatterskab” – og som er en af de fineste bøger, der findes på dansk – har Vagn Lundby fremdraget en tekst af Albert Dam, hvor netop forskellen fra Søren Kierkegaard gøres til genstand for overvejelse. Det er teksten “Pentagrammet”, hvor den femtakkede stjerne tegnet i en bevægelse ses som nøglen til al erkendelse. Dam formulerer det således: “Frem i een retning farer din søgen, den slåes om og finder det modsatte, og det der syntes skadeligt kan blive til velsignelse men at søge det skadelige skal vende sig til undergang.”

“Søren Kierkegaard, siger: gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde det; gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele; enten du gifter dig eller ikke gifter dig, fortryder du begge dele. Skønt han fortsætter med mange eksempler stamper han på stedet og kommer ikke videre. Videre går han andetsteds og dette “videre” er hele hans produktion. Gift eller ugift er ikke tilstrækkeligt. den evige lykke, dit livs sandhed når du ved springet ud på halvfjerdsindstyve favne vand, ved troen, den kristne tro på et liv i Gud under dit sølle jordeliv er virkelig lykke i evigheden. Han afslutter sin tænkning i en trekant som Hegel, en trekant, hvis ene side ligger i et andet plan end de to andre eller rettere i en anden dimension. Hvis den tanke han er inde på skulle føres videre rundt i samme plan, måtte en lyde: gift dig, du vil fortryde det, og fortrydelsen skal være din frelse, men gifter du dig for at fortryde, er du hjemfalden til dommen.” Albert Dam

Hvor det for Søren Kierkegaard er det Gamle Testamentes Abraham, der er troens fader, er det hos Albert Dam den fisk, der på et tidspunkt i udviklingshistorien gik i land og blev padde, der er urbilledet på den udsathed, der er udtryk for det egentligt menneskelige. Tilsvarende er det håb Albert Dam finder for mennesket som art mere knyttet til en forestilling om en fredelig sameksistens med dyrene end til frelseren forkyndt i det Nye Testamente. Det er den vandrette beståen.  

I Edens have lå en sø

I Edens have lå en sø,
hvor hvide svaner var at se,
og gedderne sig skjulte;
ved søen boede en mand,
som lukkede os andre ind,
hvert hovedhår han talte.

Han sagde, at vi skulle gå
ud i alverden for at se
hans rige uden ende;
for dér, hvor kragerne af skræk
må vende om, er Herren kvik
til sit værk at begynde.

Med svøben fejer han sit hus,
når det ej går på anden vis;
han tager selve synden
og kaster den i svovlens pøl,
førend han trækker kødets pæl
ud som en tand af kinden.

Nu lægger selv jeg bolden ind
til stregen i det fine sand,
hvor før jeg med min sabel
dit hjerte kløvede i to,
hvorved al kødet gik itu
men genopstod i jubel.

For enden af den blinde vej,
der går en sti op til en høj,
hvor pæretræet hæver
sin frugt højt over alle små,
så let vi kommer til at tro,
at Gud har sine gaver.

I luften møder vi vor Gud,
og han har sine engle med
og alle sine venner;
vi hilser mildt på hver og én
og lærer himlens valsetrin
som svar på vore bønner.

Vi danser på den runde jord,
og det er læretiden værd
nu at få lov at smage
det vand, som blevet er til vin,
og ingen af os har jo mén
af dåbens Himmerige.

Hør melodi her

Søren Kierkegaards blindgyde

I forbindelse med fejringen af Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag i 2013 fremfører biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad fredag d. 3. maj det synspunkt, at forfatterskabet endte i en blindgyde. At Kierkegaard ved sit angreb på kirken og dens præster og biskopper optrådte neurotisk.

Kierkegaard hævdede i sit angreb på kirken, at den som ikke deltog i gudstjenesten havde én synd mindre nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar! Men måske er kirkekampen i virkeligheden en prolog til forfatterskabet. En undsigelse af kirken for på den baggrund at forkynde sin egen sande kristendom.

Et bud på Søren Kierkegaards kristentro publiceredes af Ricardt Riis på dennes blog netop på Kierkegaards 200 års fødselsdag den 5. maj (se her). Der tages her udgangspunkt i Søren Kierkegaards fars tilknytning til Brødremenigheden og den indflydelse dette kan have haft også på sønnens trosliv. Brødremenigheden er stiftet af grev Zinzendorf (1700-1764). Et særligt træk ved denne var brugen af lodtrækning som middel til at kende Guds vilje. Det gjaldt f. eks. i henseende til ægteskab og i henseende til at afgøre, hvem der skulle udsendes som missionær til f.eks Grønland. En anden praksis, som har vundet større udbredelse er brugen af det såkaldte “mannakorn”, der var et kort med med et skriftsted trukket fra en større bunke. Meningen var så, at forstå det pågældende skriftsted som talt til én selv som udtryk for, hvad Gud ønskede af én netop den dag.

Kierkegaard brugte ikke “mannakorn”, men han opfattede den måde, som hans tungsind kom og gik på som vink fra Gud. Når han i tungsindig usikkerhed svingede fra den ene til den anden beslutning, så oplevede han, at når han traf en endegyldig beslutning, så hørte tvivlrådigheden op. Dette så Kierkegaard som et tegn fra Gud på, at det så var den rigtige beslutning, han havde truffet. I “Frygt og Bæven”, som udkom i 1843, drager han Bibelens fortælling om Abraham og Isak frem som eksempel. Abraham modtager en befaling fra Gud om at ofre sin søn Isak, og selv om Abraham ikke forstår hvorfor, vælger han at adlyde. I virkeligheden handler værket om Kierkegaards egen forlovelse med Regine, som han hæver ved at sende hendes ring tilbage. Da han har gjort det, får han fred med sin beslutning, og han oplever det sådan, at det er det, Gud har krævet af ham. Han er ulykkelig over det, men mener det er Guds vilje, der er sket.

Kierkegaard erkender at have en “pæl i kødet”, som gør ham anderledes end andre mennesker. Denne “pæl i kødet” er hans tungsind. I “Sygdommen til Døden”, som udkom i 1848 beskæftiger han sig principielt med det spørgsmål, et menneske som han er stillet over for i sin eksistens. Hvad kræver Gud af et sådant menneske? Der gives to muligheder: Enten stiller dette tungsind den pågældende udenfor det almene og gør det til en “overordentlig” af hvem Gud kræver netop det overordentlige. Den anden mulighed er, at netop “pælen i kødet” er det, den pågældende må lide under ved at gå ind i det almene. Når man læser Kierkegaard kronologisk og lader angrebet på kirken i tidsskriftet “Øjeblikket” være hans endestation, ser det ud som om han valgte den første mulighed for sig selv: At blive en overordentlig. Så vidt Ricardt Riis.

Men det overordetlige er kun en prolog. I hele sit sigte valgte Søren Kierkegaard at træde i øjenhøjde med det almene. Hans kritik af kirken står inde i os i forholdet 1:1 som en ufærdig antikirkelig katedral, hvor han selv prædiker om liljerne på marken og himlens fugle. Til forskel fra det pseudonyme forfatterskab skrev Kierkegaard sine prædikener under signaturen S. Kierkegaard. At han kun anvender forbogstavet i sit fornavn kunne tyde på endnu et forbehold i henseende til at stå inde for indholdet. Men han underskrev sig netop S. Kierkegaard. Det er netop en signatur. Det er påfaldende, at han netop vælger at signere en prædiken, hvis ideal det ikke er at forkynde prædikantens indsigt men evangeliet. I sine prædikener forkynder han evangeliet i eget navn nøjagtig som Kristus ville have gjort.

Jeg blev opmærksom på Vibeke Fogh via nogle læserbreve i Weekendavisen, hvor hun blandede sig i diskussionen om Kierkegaard. I en artikel i tidsskriftet IKON uddyber hun sin opfattelse af, at Kierkegaard bar på en “apostelhemmelighed”. Hun henviser til Markusevangeliets beretning om Guds ord til Jesus i dåben. Her er det alene Jesus, der hører Guds tale, og han må bære Messiashemmeligheden alene. I samme forstand bar Søren Kierkegaard på en apostelhemmelighed.

Jeg er selv vokset op på en såkaldt blind vej med det smukke navn Skovmærkevej, og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op ad en bakke med et mægtigt pæretræ og et mere anonymt birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.

Der går en snak i denne by

Der går en snak i denne by
om alt for tidlig død;
men vi, der taler udenom,
har glemt, hvordan den lød.

Vi siger, det er efterår,
og alting er så smukt;
at træet tog sin krone af,
og fuglen tog sin flugt.

Nu flyver den et andet sted
på kloden, har vi hørt;
men taktfuldt har vi ikke hin
omstændighed berørt.

Men fuglen flyver selv
og lander på en gren
og ser et æble ligge her
ved siden af en sten.

Imens den fylder sig med fryd,
hvor den for tiden bor,
så giver nøgne træer slip
på sorte fugles kor.

Der går en snak i denne by
om hin opstandelse;
men dermed har vi ikke tænkt
på vor forbindelse.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Endnu et fly sig viser

Endnu et fly sig viser
i Bibelen og lyser
på himlen som et lyn,
selvom det kredser længe,
førend det på sin vinge
går under Jesu øjenbryn.

Nu lander det på marken
midt i Judæas ørken
ved en olivenlund,
jeg stiger ud og træder
på hellig grund og møder
min frelser i en ledig stund.

Så viser han mig stedet,
hvor han blev født og fadet,
hvoraf han brødet tog,
Marias hånd og rummet,
de var i, og selv sømmet,
de gennem Jesu fødder slog.

Jeg hilser på Johannes
og Magdalene, hendes
blik er så fint og rent,
at jeg deri må bade,
og fuldt af Jesu nåde,
selv om det tidligt bliver sent.

Han giver sig til kende
på Oliebjergets tinde
og skjules i en sky,
han er her ikke mere,
men vil sig åbenbare
snart i Jerusalem det Ny.

Nu går mit fly tilbage,
og de har sat en stige
ned til den gamle jord,
men før jeg den betræder,
så knæler jeg og beder
en bøn med Jesu egne ord.

Herhjemme i min stue
forsøger jeg at tie
endnu en liden stund
med, hvad jeg har erfaret
i dybet og i kæret,
hvor Maren rækker mig sin mund.

Hør melodi her.

Smukkere nu end før

Når man roder sig ud i noget,
som man ikke har forstand på
men alligevel gerne selv vil,
opstår der uforudsete og ligefrem usandsynlige problemer.

Springet fra idé til virkelighed støder på grund.

At save hullet for stort til vasken
eller lave en prop af kaustisk soda i afløbet
er oplagte klassikere.

Men selv, når jeg tager højde for alt,
virker værktøjet ikke altid efter hensigten,
og selv, når jeg spørger mig for,
får jeg ikke altid gode råd.

Selv håndværkere er teoretikere,
byggemarkedet en labyrint.

Jeg aner ikke,
hvordan jeg kom hjem med en dør,
der alligevel var 9 cm for bred –
at den var 4 cm for høj vidste jeg godt,
men det er der råd for.

Nu lukker den alligevel
helt ud på den anden side af karmen
og må hæftes indvendig med en krog.

Men det er smukkere nu end før.

*

Her er et gør det selv digt. Digtet henter sit stof fra et praktisk gøremål. Håndværk og teknik rummer mange særlige ord. Her er gevind og dyvler, små blå søm og bolte. Det er ofte upopdaget land for en skønånd.

Opgave: Skriv et digt om et praktisk gøremål. Om at skue en pære i eller om at bygge et hus eller anlægge en have. Husk at få de særlige ord med, som knytter sig til netop dette område.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...