Græd han for Jerusalem,
og vi græder ikke for ham?
Lad tårernes flod i angerens seng
bevæge Guds lille lam.

Guds søn gennem tårer så,
at englene undrede sig:
Forundrer det dig, min angrende sjæl,
at Jesus, han græd for dig?

Han græd, at vi græde må;
hver synd har sin tåre fortjent;
kun himlen alene er fri for synd,
og hjertet er altid rent.

Men nu er du også selv,
og det skal du vide for vist,
fremdraget af livets angrende flod
udsprungen i Jesus Krist.

Vers 1-3 gendigtet efter “Did Christ o´er Sinners weep”, Benjamin Beddome 1787.

Hør melodi her.

Nu vågner jeg i en fremmed seng
med regnens lyd i mit øre,
der åbner sig for din fuglesang
om, hvad du vil jeg skal gøre.

Du kommer i parallelle rør
fra loftet ned under karmen
til radiatoren lige her,
hvor der kan åbnes for varmen.

Men lige nu er det ikke koldt;
jeg ligger under din dyne,
og her har jeg dine hænder holdt,
imens jeg selv kom til syne.

Nu er jeg set i dit øjeblik,
og natten må gerne vige
for dagen, der ligner på en prik
et år i dit Himmerige.

Hør melodi her.

Det er en god øvelse at vende op og ned på alt.

Det er der skrevet en roman om, som hedder “Abernes planet”. Her når et rumskib efter mange års rejse gennem universet frem til sit bestemmelsessted, der viser sig at være en planet, der ligner Jorden til forveksling. Blot er det på den fremmede planet aberne, der er ved magten. En af de mindeværdige scener i bogen er der, hvor helten kysser eller ikke kysser en kvindelig abe til afsked. Sådan husker jeg bogen.

Fra filmen husker jeg, at det til sidst viser sig, at den fremmede planet i virkeligheden er jorden selv. Astronauterne har rejst med lysets hastighed og er ikke blevet ældre, mens tiden er gået på Jorden. Helten opdager det ved at se Frihedsgudinden række sin fakkel op over vandspejlet på den oversvømmede by. Selv om helten synker i knæ, er det alligevel et smukt symbol. Frihedens fakkel lyser over alle omskiftelser.

Sankt Clemens kirke knejser
med spir i bugtens bund
imellem tvende mejser
og på den faste grund.

Nu kaster du et anker
i mine øjne ind
imellem mine tanker
på bunden af mit sind.

Maria Magdalene
og Jesu moder skøn
bekender sig alene
i åbenhed og løn.

Sankt Clemens kirke ligger
for anker ved mit bryn
ukuelig og sikker
for enden af mit syn.

Hør melodi her.

Lad ikke kirken dele
sig ud i din og min,
fordi den er et hele
af legeme og vin.

Skænk op til alle helgen
og præst og menighed
og uglerne og elgen
i din treenighed.

Misundelse og syge
forsvinder fra dit syn
for tordenskrald og byge
og kærlighed og lyn.

Lad kirken åbenbare
sig sten på sten på jord,
og vi i den bevare
et billed på dit ord.

Lad ikke synden råde
dig om livets frø
i den store gåde
på en øde ø.

Lad dine hænder bære
frugter som et træ,
og gå selv i lære
i at give læ.

Lad dine tænder finde
sten med kerner i,
og vær selv et minde,
når det er forbi.

Lad dine øjne fjerne
sig fra al den sne,
og vær selv en stjerne
for at kunne se.

Lad dine fødder bære
dig, hvorend du går,
så du selv kan være
dig i alle år.

Lad dine tårer falde
på det frosne vand,
så du selv kan kalde
bølgerne til land.

Lad dine årer rinde
under huden ud,
så du selv kan finde
elskende i Gud.

Lysets engel kommer selv,
lyset fra den sande sol
stråler over bæk og elv,
veksler mellem pol og pol,
daggry fra det høje kom
ovenfra og viden om!

Kedelig er morgenen
uden lyden af dit ord,
kedelig forbliver den
til vi sidder ved dit bord,
da i vår det bliver jul,
fuglen synger fra sit skjul!

Nu besøg min bange sjæl,
se på al min synd og sorg,
rør ved min akilleshæl,
lad mig leve i din borg,
giv mig før det store slag
endnu en velsignet dag!

Lysets engel kommer selv,
lyset fra den sande sol
gennemtrænger bæk og elv,
lander på den blå viol,
vær velkommen, før du går,
vær velkommen Herrens år!

Gendigtning af “Christ, whose glory fills the skies”, Charles Wesley 1740.

Hør melodi her.