Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “juli, 2012”

Nadverøjeblikke

Krishnamurti taler om at leve med sorgen ligesom man lever med bjergene og sin kæreste. Han bruger ordet komunion (engelsk: comunion). I den kristne komunion, nadveren får vi del i Jesu legeme og blod gennem vin og brød. Det er som om Krishnamurti finder denne ekstraordinære kvalitet i alt. At være i komunion med noget er at bryde den vanemæssige relation. Både sorgen, bjergene og kæresten kan blive vane, men i komunionen samles der op på relationen. Nadverøjeblikke. Forvandling på forvandling. Livet er en fest. (The Book of Life, 31.juli)

Jesu lidelse og Marias sorg

Her kommer Krishnamurti frem til, at ordet sorg er ikke-eksisterende. Man skulle tro, han havde læst lidelseshistorien i Det Nye Testamente. Her omtales disciplenes sorg heller ikke – men nok deres svigt og forrædderi. Ved en enkelt lejlighed reflekteres sorgen hos Jesu mor og den discipel, Jesus elskede. Mærkeligt nok tiltaler han Johannes, som ikke er hans søn, som sin søn, og sin mor tiltaler han: Kvinde: Søn, der er din mor, og Kvinde, der er din søn, og der står, at fra den time tog Johannes Jesu mor hjem til sig (The Book of Life, 27.juli).

Sorgen har ingen plads i Det Nye Testamentes fremstilling af Jesu lidelseshistorie, fordi noget helt andet og større er på færde: Det, som med dogmatikkens ord kaldes Jesu lidelse og død for vore synders skyld. Men der findes en såkalt Mariakult, som må have sin oprindelse enten i en tradition udenfor skriften eller også i det rene digt. Et eksempel herpå er et indlæg på eftertanke.dk af Claes. Her gøres i en opdigtet historie Jesu moders sorg til den barmhjertighedens kilde, vi kan trøste os ved. Se Claes’ indlæg her.

Historien har intet belæg i Det Nye Testamente. Tværtimod. Et sted i et af de fire evangelier bliver Jesus mødt af et tilråb fra en kvinde, der siger: “Saligt, det moderskød, der bar dig!” Jesus afviser det omgående ved at svare: “Salig, den der hører mit ord og bevarer det” – eller noget i den retning.

Man skulle tro, at Krishnamurti havde læst Jesu lidelseshistorie i Det Nye Testamente, når han kan finde på at sige, at ordet sorg ikke eksisterer. Man skulle tro, han kendte den og forstod, at Jesu lidelse også er Marias sorg.

Hos ham er det

I stykket til idag kommer Krishnamurti med en religionskritisk replik, der afslører, at hans kendskab til kristendommen er beskedent: “Tag en hvilken som helst kristen kirke”, siger han, “og De vil opdage, “at sorgen tilbedes; den bliver gjort til noget særligt, helligt, og det bliver sagt at kun gennem sorgen, gennem den korsfæstede Kristus, kan De finde Gud”. Det er der sikkert også mange kristne, der vil skrive under på, så misforståelsen er forståelig. Men det er en overfladisk iagttagelse, og god teologi er det ikke (The Book of Life, 25. juli).

Kristendommen er heldigvis velsignet med betydelige mængder af god teologi, og enhver, der har været så heldig at få følgerne af en sådan mere eller mindre ind med modermælken, vil vide, at lidelsen ikke som sådan er vejen til Gud. Lidelsen og sorgen er et fortvivlende vilkår, som ødelægger enhver ansats til menneskets udfoldelse i overenstemmelse med dets bestemmelse. Derfor blev Gud menneske. Gud blev menneske ved at tage dette vilkår på sig.

Som følge heraf kan vi møde det menneskelige vilkår på en ny måde. I nadveren har vi del i dette forvandlede vilkår. Sorgen er ikke længere den samme. Vi kan ikke længere møde sorgen uden igennem Kristus. Der er ikke, som Krishnamurti synes at mene, kristeligt set nogen forbindelse mellem sorgen udenfor Kristus og sorgen i Kristus. Det er det mærkelige, at Krishnamurti, som tydeligvis ikke aner, hvad kristendom er, alligevel forkynder evangeliet rent og purt. Hos ham er det, vi får at vide, at sorgen kan gå fuldstændig væk.

En sjælden gæst

De må foretage en rejse uden søkort. Sådan lyder Krishnamurtis formaning til den sørgende. Sorgen er et chok, siger han også. Det er en tilstand, der kræver, at man må orientere sig på ny. Der er intet landkort. Det minder meget om Krishnamurtis orvalg i den tale, hvormed han i 1929 i Ommen i Holland gjorde sig fri af Teosofisk Samfund. Sandheden er et land uden stier, sagde han da. Det er ikke utænkeligt, at netop sorgen over broderen Nityanandas død i 1925 har haft afgørende betydning for at Krishnamurti gennemførte sit opgør med teosofien (The Book of Life, 22. juli).

At foretage en rejse uden kort er ikke let i den forstand, at det ikke er let at komme til. Vi ved hele tiden, hvad vi vil. Vi ved, hvad vi vil købe ind, og hvordan vi vil lave mad. Hele bevidstheden er ét stort kort. Sorgen, som er nøglen til forvandling, er en flygtig størrelse. Vi er vant til at tænke på sorgen som noget knugende og uafrysteligt, men i virkeligheden er sorgen en sjælden gæst. Sorgen læger alle sår.

 

Grundtvigs retfærdighed

Vrede og retfærdighed kan ikke bo sammen. Sådan lyder den punchline, Krishnamurti kommer frem til i dette talte ord, som er optaget på bånd og skrevet ned til senere brug. Han visualiserer den figur, som harmes over uretfærdigheden i verden og vil bruge sin vrede til at forandre den. Men retfærdighed tilhører en anden orden. Den kan ikke udøves men er noget som kommer til én (The Book of Life, 19. juli).

Som da den kom til Grundtvig, da han gennem sit forhold til sin anden hustru Marie Toft kom i forbindelse med de gudelige forsamlinger. Han havde ellers holdt sig på afstand af dem, men nu begyndte han at forstå dem, og måtte om ikke direkte blive en del af dem så vedgå en indre forbindelse. Her skete det for Grundtvig, som ulykkeligvis ikke skete for Luther, der tog fyrsterne i den ene hånd og ingen i den anden, som han løftede mod sværmerne. Men Grundtvig tog kongen i den ene hånd og folket i den anden.

En vis opbyggelighed

Krishnanamurti tager anledning af ordet sadisme til at opfordre til at være opmærksom på, hvor ofte vi hengiver os til skadefryd. Det er der meget få, der ikke gør, siger han. Krishnamurti nævner oven i købet forfatteren Marquis de Sade ved navn, hvilket må forstås som en anerkendelse af, at denne gennem sit forfatterskab har bragt denne perverterede lyst frem i lyset. (The book of Life, 17. juli).

Jeg skal omgående gå til bekendelse og indrømme, at sidst jeg var opmærksom på denne følelse hos mig selv, var da jeg hørte om den seneste satiriske fremstilling af paven, hvoraf det angiveligt skal være fremgået, at paven ikke bruger ble, selv om han nok burde. Det var først da jeg læste Mogens S. Mogensens blogindlæg om sagen, jeg blev opmærksom på den. Se her.

Spørgsmålet er så, om det er billederne selv jeg har moret mig over, eller om det er Mogensens fremstilling af sagen – for Mogensen kan selv den perfide kunst. Pludselig har paven sat sig i en kage, og på den Muhammedtegning, der inddrages i diskussionen, har profeten nu fået en raket og ikke en bombe i sin turban.

Mogensen vil nemlig det med sit indlæg, at han vil hævde, at vi her i Vesten har mere forståelse for, når katolikker krænkes, end når muslimer bliver det. Jeg skal igen gå til bekendelse og indrømme, at den dom, der nævnes, og som skal have forbudt offentliggørelse af de famøse fotografier, heller ikke generer mig synderligt.

Der er jo netop bare tale om skadefryd og ikke som i tilfældet Kurt Westergaards Muhammedtegning om kunst. Kurt Westegaards tegning er en sublim fremstilling af det religiøses perversion, derved at trosbekendelse og bombe er blevet ét. Den muslimske trosbekendelse er skrevet på bomben, og det er dér, det rykker.

Det er der naturligvis ingen opbyggelighed i for mig at konstatere, hvis jeg bare ser det som en fremstilling af islam. Men kunst skal jo heller ikke tages for pålydende men tolkes i relation til én selv, og det har jeg gjort. Resultatet er et lille digt i form af en sætning, der vender metaforen indad:

Troens hvide snit som skriften i min pande.

Måske fik jeg hjælp af en påstand  i et læserbrev, som digteren Peter Laugesen skrev. Her påstår digteren, at det bare er sig selv Kurt Westergaard har givet en fremstilling af i sin verdensberømte tegning. Det er der heller ingen opbyggelighed i for Peter Laugesen at konstatere, for selvfølgelig er det sig selv Kurt Westergaard har tegnet eller i hvert fald en side af sig selv. Det er der en vis opbyggelighed i.

 

At træde væk

Når vi ser vor betingethed på samme måde, som vi ser en afgrund eller et vildt dyr, så forsvinder den uden videre af sig selv. Det essensen af Krishnamurtis dialog med Pupul Jayakar om netop betingethed, dvs. vor vanemæssige og erfaringsmæssige begrænsning. Denne ellers grundfæstede måde at have med tilværelsen at gøre på betragtes mærkeligt nog som et faremoment. Det er ikke det, jeg udsættes for, der er til fare for mig. Det er min måde at forholde mig til den pågældende udfordring på. Hvis jeg møder et menneske, der er som et vildt dyr og som skambider mig mentalt – er det menneske så farligt for mig, eller er jeg til fare for mig selv, fordi jeg ikke træder væk. Er det at træde væk betydningen af at vende den anden kind til? Er det derfor, jeg skal hade mit eget liv og mit ophav og elske min fjende? Kun min betingethed er farlig for mig.

Se video her.

 

Regnbuen omkring tronen

Når de tunge, mørke skyer
truer os med tordenvejr,
og den onde drage spyer
ild og ruster sig til sejr,
O da skuer vi en bue
om Guds trone fuld af lys
ind i vores egen stue,
og vor kærlighed fornys.

Se, regnbuen vælter om
til velsignelse og dom!
Nu ser vi igennem alle farver
i Det ny Jerusalem.

Når vi står i kampens hede,
og når brødet brænder på,
og vi frygter for at bede
og at tro og stole på
det, vi ser med vore egne
øjne på den slagne vej
mellem padderok og bregne,
da vil Herren vise sig.

Når de lette, hvide skyer
bærer solen ind i pragt
som den himmelske fornyer
i uskyldighedens dragt,
O da kryber vore gader
i dit åbne ansigt ind,
så de hjemløse facader
tager bolig i dit sind.

Efter “The rainbow round the throne”, Fanny Crosby, 1820-1915.
Hør melodi her.

Et billede fra Johannes Åbenbaring 4, 3 “og der var en regnbue rundt om hans trone” ligger bag denne salme af en af de mest produktive salmedigtere i den engelsksprogede verden. Jeg var længe om at fatte, at regnbuen selvfølgelig hvælver sig over tronen, idet jeg tænkte, at det var ligesom her i Aarhus, hvor regnbuen ligger ned. Det er så Olafur Eliasson, vi kan takke for den vending – og hvorfor ikke udnytte den i en salme? Selv om det ikke var det Johannes så i sit syn, kan det jo godt være sådan i virkeligheden.

Sæt din faste fod i sneen

Sæt din faste fod i sneen,
gå og sæt dig rene spor;
ryd med skovlen eller skeen,
der hvor julerosen gror.

Kast en snebold efter nogen,
det er lige meget hvem;
det er lige efter bogen
om et barn i Betlehem.

Sneen falder hele dagen.
Hyrderne har sat sig spor;
de har sat sig ind i sagen
efter Himmeriges kor.

Hør melodi her.

Jeg lod mig inspirere til denne salme af en artikel i dagbladet Information om fundet af den såkaldte Gud-partikel. Her gengiver Jørgen Steen Nielsen den teoretiske baggrund for at lede efter den således:

“Efter altings begyndelse med The Big Bang for næsten 14 mia. år siden var universets partikler masseløse. Forskellige i egenskaber, men masseløse. I takt med universets afkøling dannedes imidlertid et usynligt, allestedsnærværende kvantefelt med en tilhørende partikel, af forskerne benævnt Higgs-feltet og Higgs-bosonen. Som en endeløs flade af sne, karakteriseret af snefnug. Det tidlige univers’ partikler interagerede med dette felt, som mennesker i sneen: De hurtigste strøg som skiløbere forbi med lysets hastighed og fik ingen masse. De lidt langsommere bevægede sig hen over fladen og opnåede masse ved interaktionen. De langsomste sank ned, interagerede kraftigt og oplevede betydelig tyngde, dvs. masse.”

I spil har også været andre digte om sne, hvor ærbødigheden for sneen derimod er i fokus. Nu kunne det være nok med det, tænkte jeg – og slap gækken løs.

Lad din tone klinge

Lad din tone klinge,
når jeg i min bøn
nu under din vinge
skjuler mig i løn.

Strengen vil du røre
i den stille stund;
lad mig også høre
ordet fra din mund!

Store sorte fugle
kommer med dit ord
til en kirkeugle
ved dit nadverbord.

Din er hele æren,
ingen har jeg selv
glad for denne væren
som en forårselv.

Fyld mig med din viden
og din vilje god,
og lad mig med tiden
knæle for din fod.

Lad mig som en have
fuld af sjælden duft
over alle grave
give vinger luft.

Tal, din tjener lytter
til dit gode ord
med en tro, som flytter
Zion imod nord.

Vers 1-6 efter “The quiet hour”, Emily May Grimes, 1920.
Hør melodi her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...