Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Hos ham er det
I stykket til idag kommer Krishnamurti med en religionskritisk replik, der afslører, at hans kendskab til kristendommen er beskedent: “Tag en hvilken som helst kristen kirke”, siger han, “og De vil opdage, “at sorgen tilbedes; den bliver gjort til noget særligt, helligt, og det bliver sagt at kun gennem sorgen, gennem den korsfæstede Kristus, kan De finde Gud”. Det er der sikkert også mange kristne, der vil skrive under på, så misforståelsen er forståelig. Men det er en overfladisk iagttagelse, og god teologi er det ikke (The Book of Life, 25. juli).
Kristendommen er heldigvis velsignet med betydelige mængder af god teologi, og enhver, der har været så heldig at få følgerne af en sådan mere eller mindre ind med modermælken, vil vide, at lidelsen ikke som sådan er vejen til Gud. Lidelsen og sorgen er et fortvivlende vilkår, som ødelægger enhver ansats til menneskets udfoldelse i overenstemmelse med dets bestemmelse. Derfor blev Gud menneske. Gud blev menneske ved at tage dette vilkår på sig.
Som følge heraf kan vi møde det menneskelige vilkår på en ny måde. I nadveren har vi del i dette forvandlede vilkår. Sorgen er ikke længere den samme. Vi kan ikke længere møde sorgen uden igennem Kristus. Der er ikke, som Krishnamurti synes at mene, kristeligt set nogen forbindelse mellem sorgen udenfor Kristus og sorgen i Kristus. Det er det mærkelige, at Krishnamurti, som tydeligvis ikke aner, hvad kristendom er, alligevel forkynder evangeliet rent og purt. Hos ham er det, vi får at vide, at sorgen kan gå fuldstændig væk.
Kirken i Gyngen 
Krishnamurti var under oplæring af Annie Besant og Charles Webster Leadbeater og har helt sikkert lært en del om kristendom af dem. Annie Besant havde været gift med en anglikansk præst og Charles Webster Leadbeater var viet til præst i den anglikanske kirke. Han blev siden biskop i episkopale Liberal Katolske Kirke. Begge forventede, at Kristus skulle tage skikkelse i Krishnamurti. Han har derimod næppe kendt noget til lutherdommen, som i den universelle Kirke nærmest har sektkarakter. I den liberal katolske Kirke har man lagt vægt på ikke at have kors med den døde Jesus udspændt på korset. Man har brugt korset uden skikkelse som et universelt kristent symbol. Menigheden holdes ikke menneskelig lidelse for øje i Frelserens skikkelse.
Den anden person i treenigheden er Lammet som er slagtet fra verdens grundlæggelse, Logos som giver materien skikkelse og ved hvis død, vi alle lever.
Det er rigtigt, at den form for kristendom, jeg oplever Krishnamurti som en parallel til, er af Luthersk observans. Det er mærkeligt at vide, at den på verdensplan blot er for en sekt at regne. Påskeblomst, hvad vil du her?