Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “april, 2011”

Lyset rammer gravens sten

Spurv og mos

Lyset rammer gravens sten,
spurven sidder på en gren;
øm i både sjæl og krop
frelseren er stået op.

Du, som rækker hånden ud
mod den genopstandne hud,
rør mig ikke nu men se,
hvad i døden, der skal ske.

Og fortæl, hvad du har set,
og fortæl, hvad der er sket;
rør mig nu med troen på,
der er tomt, hvor Herren lå.

Frit efter “Morning breaks upon the tomb”, William B. Collyer, 1812. Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning til Jan Erik Hansens melodi og akkompagnement på klaver og med Lisbeth Godtfredsen på bas: Her.

Dåbsenglen

Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder.
Dengang han stod i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.

De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til, om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.

Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.

Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.

I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.

Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.

Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolknig her: 

Treenighedens krone tung

Treenighedens krone tung
din nådes stol og trone
har tynget med sin store pung
at frelse og forsone.

Treenighedens konge let
som fjer på fuglens vinge
sin krone bærer kun med ret
blandt englene på tinge.

Treenighedens rige her
imellem vore grave
sig rejser af det bløde ler
som før i Edens have.

Hør melodi her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...