Nu kommer Josef til den by,
hvor han engang var hjemme,
men finder kun et stakket ly,
hvor han kan gå i glemme.
I stalden må han slå
sig ned på halm og strå
med barselskvinde, suk og ve,
og dog skal her et under ske.

Maria, hans trolovede
og Herrens tjenerinde
har holdt det ord, hun lovede,
og nu er tiden inde.
Nu føder hun Guds søn
i løn og under bøn,
som høres under himlens hvælv,
uhørlig dog for hende selv.

Guds engel ganske tæt derved
for hyrderne sig viser
og giver dem herom besked,
befaling og beviser.
Frygt ikke! Det er mig,
og se en glædelig
begivenhed har fundet sted,
hvorom I som de første ved.

I stalden er der blevet ro
i båsen og på jalet,
men vakt er dog den største tro
i krybben og i sjalet.
I himlen er der fryd,
bebuder englelyd,
på jorden er det blevet dag,
i mennesker Guds velbehag.

Maria gemmer hvert et ord
fra denne hyrdetime
om frelsen for den hele jord
og får det til at rime.
Hvad hende Gabriel
for hele Israel
med kærlighed forkynde lod
ved ebbe er nu overflod.

Selv månen lyser fuld og klar,
men holder sig tilbage,
og skinner kun i rudens glar
og på de flade tage.
Her i den samme egn
står klare stjernetegn
som overalt, hvor denne jord
har vendt sit ansigt imod nord.

Fra østen går en stjerne frem
som en gesandt fra solen
og standser over Betlehem
i bogen i reolen.
Nu tager vi den ned
med fryd og julefred,
som var det selve Pagtens ark,
vi fandt igen på Herrens mark.

28. nov. 2018

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/603


Se nu lander i det høje
solen på den hvide sky,
for dit himmelvendte øje
stråler en forklaret by.
Regnen falder for din fod,
det er Jesu Kristi blod,
som i jordens skød velsigner
alt, hvad Himmerige ligner.

Lang er nu den korte lykke
i Jerusalem det Ny
på det ellers korte stykke,
der går ned til Belle Vue.
Se det yderst grønne græs
overfor på Helgenæs,
her på vores egen side
lyser markerne så hvide.

Sandet strækker sig så længe
øjet rækker på en dag,
bølgen i sin vante gænge
slår nu sine bedeslag.
Badebroen rækker ud
fyldt af nøgen krop og hud,
som i dåbens hvide kjoler
sig for Herrens øje soler.

26. okt. 2018

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/241

Tak du min Immanuel
for den søde time,
som det er mit store held
i din store stime
nu at være fanget i
i dit søde Himmerig.

I min Faders favn og skød
har jeg evig hjemme,
og al verdens savn og død
lader han mig glemme,
når han rækker mig sin hånd
med den gode Helligånd.

Lykkelig er hver en dag,
som den til os kommer
fuld af lykke for og bag
og i sine lommer
efter dagens gerning hjem
til os i Jerusalem.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/671/418

Lad os stifte fred på jord
i det mindste og det største
fra det sidste til det første
med det os bekendte ord,
som i mørket skabte lyset
og i lyset gjorde liv,
hvorved det fremkaldte nyset
med sin bydemåde bliv.

Freden breder sig på jord
og går ind i alle byer
på de store hvide skyer
til det store fælles bord,
hvor der skænkes morgenkaffe
til enhver, som kommer hid,
så det handler om at skaffe
kopper nok i rette tid.

Lad os gå ud over jord
og for folkeslag forkynde
ordet og med det begynde
i vor egen lille hjord,
så vi når til verdens ende
allerede nu i dag
og der på en studs kan vende
om på Himmeriges tag.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/135/460

Til alteret vi går
at ofre liv og lemmer
med alle vore sår
og løfte vore stemmer
med tak for trekornsbrødet
for det, som vi har ødet,
og dertil husets vin
som nu er din og min.

Vi rejser os og står
berusede i rummet,
til himlens hvælving når
den sang, som er forstummet,
et ovenlys er fanget
i linsen og er langet
henover bordet her,
usynligt dog det sker.

Det store hvide rum
med alle sine hjørner,
gør min forundring stum
som alle himlens stjerner,
der daler ned i støvet
på jorden, som er prøvet
i ild og vand og luft,
med en velsignet duft.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/649/469/2

Nådig kaster æren skygge
i Jerusalem det Ny
på det ellers korte stykke,
der går ned til Belle Vue.
Se det yderst grønne græs
overfor på Helgenæs!
Her på vores egen side
lyser markerne så hvide.

Sandet strækker sig så længe
øjet rækker på en dag.
Bølgen i sin vante gænge
slår nu sine bedeslag.
Badebroen rækker ud
fyldt af nøgen krop og hud.
Hjertet strækker sine våben,
overgiver sig i dåben.

Menneske skal barnet hedde
efter bedstemoder sin,
som har lært os selv at bede
pænt om både brød og vin.
Længe levede hun glad
uden skam og figenblad
med en fylde i sin mave
som i Paradisets have.

https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/241/495