Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “februar, 2012”

Hvor er din fod i din sandal

Hvor er din fod i din sandal
dog smuk, når du betræder
den sti, som af enhver vandal
blev trådt, og jeg tilbeder
din hofte, som nu hviler sig
i hånden på en, som er mig;
din navle er et bæger,
hvori jeg skænker krydret vin,
som selv du drikker den af min
og dine vunder læger.

Din mave er en dynge korn
indhegnet kun af liljer
og ikke tidsel eller torn
med deres onde viljer;
hvert bryst er som en hjortekalv,
gazelletvilling, jordeskælv,
et Himmelbjerg er halsen,
som søerne ved Silkeborg
er dine øjne, og forborg-
en lyst slår ud i valsen.

Din næse er en opera
i duft på Sydhavsøerne,
hvor dine linjer kommer fra
og ind imellem ørerne
sig svinger som en fugl i flugt
hen over himmel, hav og bugt
ved Århus og Norsminde.
Hov, skarven flyver som en streg
hen over bølgen som i leg
imellem mand og kvinde!

Dit hovede er som Bornholm,
din klippetinde lyser
som gylden sol i hår og halm,
så ingen mere går og fryser;
da har i rigdom vi det vidt
drevet, når ingen får for lidt
og færre får for meget.
Det er den gode Helligånd
der leder dig ved fod og hånd
helt ind i Himmeriget.

Efter Højsangen 7,2-6.
Hør melodi: http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/102/125

Herren spreder sine ord

Herren spreder sine ord
over himmel, hav og jord,
folk og fæ og mand og minde,
som han lægger os på sinde.

I forventning, lyst og nød
lever vi af vin og brød
og bevinger vore syner
let med dun fra vore dyner.

Anderledes end vi så,
da vi strakte os på tå,
skal os ånden vederfare,
når vi dog den skal erfare.

Mens den fejer ægget væk,
drager fuglene på træk
frit for øjet for at finde
det, vi gemmer inderst inde.

Herren løfter selv sin røst
med så inderlig en trøst
som det æbletræ med mejser,
Paulus fandt på sine rejser.

Drej dig min søde Sulamit

Drej dig min søde Sulamit,
når du på foden springer
henover øjenlåget mit
og løfter det på vinger
udover dale, skov og høj,
hvor tusindvis af stære fløj
som sol for sorte øje,
som du oplader, hvor du går
om kap med mørket i dit hår
og natten i det høje!

Hvad fryder I jer over, når
hun danser mellem stole,
når hun imellem stjerner går
så let som mellem sole;
når Sulamit med stjerner syv
omvender døgn og død og liv
som voks i sine hænder
og åbenbarer fod og knæ,
hvor fugleunger søger læ
og ly i dybe lænder?

Nu lyder der en summen brat
fra hækken, når de flyver
op, når vi os tillader at
antyde, at de lyver
om mangt og meget, vejr og vind
i fremmede og egne sind
og ingen sjæl vil gavne;
da vender hun sig i profil,
og øjet flyver som en pil
mod Odin og hans ravne.

Højsangen 7, 1-6.
Hør melodi her.

Jeg var ingen dør men mur

Jeg var ingen dør men mur,
jeg var isens kolde dronning,
men jeg smeltede som honning,
da du gjorde til mig kur.
Mælk og honning ville flyde,
da du gjorde vand til vin;
vandet din befaling lyde
som jeg selv, for jeg er din.

Men jeg har min egen gård,
og jeg har min egen have,
hvor der vokser vin i stave,
som jeg sætter på mit bord,
når jeg tager imod gæster;
her er mer end Salomon,
som udsulter sine fæster
på sin gård i Ba’al-Hamon.

Du, som sidder ved mit bord
mellem venner, som vil lytte
til din stemme, lad dem bytte
klagesange med dit ord:
Løb, min elskede på høje
fyldt af en balsamisk duft
som gazellen for dit øje
og som hjorten i din luft.

Efter Højsangen 8,8-14.
Hør meodi her.

Lænet til sin elskede

Lænet til sin elskede
kommer hun fra Vesterhavet,
hvor hun ligger selv begravet,
hvor I graven kastede.
I de huse små, som øjet
dvæler ved i ny og næ,
falder solen ind fornøjet
ved at lande i et læ.

Under æbletræets løv
og de store tunge frugter,
som vort svage hjerte tugter,
fandt jeg dig, imens du sov;
og jeg vækkede dit mørke
øje med mit eget lys,
så det store modermærke
i dit hjerte skal fornys.

Sæt mig som det røde segl
på den bog, som åbenbarer
gamle dage og forklarer
livets gåde i et spejl.
Kærligheden er som døden
stærk, uovervindelig,
og har ene ét fornøden
her og i sit Himmerig.

Efter Højsangen 8,5-7.
Hør melodi her.

Når jeg ser dig gå omkring

Når jeg ser dig gå omkring,
tænker jeg ved Gud i himlen
lige midt i folkevrimlen
på de allerbedste ting.
Du min broder skulle være,
så jeg dig med kys og kram
kunne elske og kun ære
høste for det og ej skam.

Til min moders hus og hjem
jeg ved hånden ville føre
dig, og der jeg ville røre
ved dit hjerte og dit lem;
og jeg ville for dig skænke
bæger med en krydret vin,
og jeg ville ej betænke
mig på kun at være din.

I din favn i denne stund
ligger jeg i dine arme
nu og mærker sydens varme
i mit hjerte og min mund.
Jeg besværger alle døtre
af Jerusalem: Væk ej
kærligheden, før den ytre
kan selv både ja og nej!

Efter Højsangen 8,1-4.
Hør melodi her.

Lys i mørket på dommens dag

I dagens citat taler Krishnamurti om stilheden som en forudsætning for skabelsen. Det er ikke en stilhed, som sindet selv kan erfare men den åbenbarede stilhed i den selvløse oplevelse af verden. Sådan som man oplever i uskyld. Den generhvervede uskyld er betingelsen for at forstå tiltalen i det skabende ord: “Vær et lys for dig selv. Så skal du ikke kaste skygge over en andens ansigt”, som optræder i Krishnamurtis digt The Master Singer of Life: Det lyder anfægtende for en kristen at skulle være et lys for sig selv. Det lyder selvtilstrækkeligt og uden gehør for tilsigelsen af syndernes forladelse. Men det er mere end syndernes forladelse. Det er, hvad der hviskes i øret på den nu tilgivne synder. Det er opstandelsen og det evige liv i mørket på dommens dag. “Jasminen åbner sit hjerte i den mørke nat”, som der også står i digtet, som af den græske komponist George Stefanakis er sat i moderne musik her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...