Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “december, 2013”

Nu falder der et særligt lys

Nu falder der et særligt lys
i disse juledage,
fordi den gamle tro fornys
og vender frelst tilbage.

Det lyder blidt fra sogn til sogn,
at Salomon sig viser
i landet i sin gyldne vogn
og synger sine viser.

Men her er mer end Salomon,
og liljerne sig klæder
i deres søde dufte kun,
uvisnelige hæder.

Selv himlens fugle finder frø,
selv om de ikke pløjer;
og når en lille spurv skal dø,
Gud den til sine føjer.

Hør melodi her.

Månesalme

Nu svæver du i vægtløshed
og lader tiden gå,
til jorden kalder med sit bad
og med et bord til to.
I støvet for mit øje ser
jeg aftryk af din fod,
fordi du fra din trone har
trådt på din klode ned.

Du strakte ud din stærke arm
og plantede et flag;
dér stod det i din trones storm,
da du til himmels steg.
Uskyldig satte du din stav,
så den stod rank og fin
i månens hvide pulverstøv
imellem dine ben.

Du tager kun et lille skridt,
men det er stort for os,
for ellers er vi overladt
til den, som er os vis.
Nu svæver vi i vægtløshed
hen over månens støv
og bliver i den bøn, du bad
her i Stilhedens hav.

Hør melodi her.

DR viste Apollo 11 om månelandingen juleaften på kulturkanalen. Et fint drama om store begivenheder og få og betydningsfulde menneskelige valg.

Nu sænker julefreden sig

Nu sænker julefreden sig
på vinger over dig og mig;
den har en englelyd så fin,
at jeg forveksler den med din.

Jeg tror, at det er dig, der går
omkring, når kirkeklokken slår;
så går du ind, hvor der er lydt
og standser op og lytter lidt.

Du linder på en lukket dør
et sted, hvor du har været før,
og skænker fred i sjæl og sind
i huset, hvor du træder ind.

Maria sidder ved din fod
og drikker af din overflod,
for hun har valgt den gode del
og føler, at hun bliver hel.

I dag er det din fødselsdag,
og vi har pyntet med dit flag
som dug på bordet, hvor du frit
meddeler os, hvad der er dit.

Det er dit legeme og blod;
og der, hvor flæskestegen stod,
dér sætter du den røde kål
og skænker op og siger skål!

Dit glas, det har så fin en klang,
at jeg forveksler den med sang
som sunget af de engle små,
dengang du selv i krybben lå.

Hvor hyrderne ved bålet sad
og tænkte på, om de nu gad,
der overtalte engle dem
til at gå ind til Betlehem.

Vi drager også selv dertil,
og gør som englene, de vil,
og banker på en lukket dør
et sted, hvor vi har været før.

Her finder vi, som de har gjort,
et lille under, som er stort;
at selv det allermindste hjem
er større end Jerusalem.

Hør melodi her.

Juleevangeliet er en bestemt historie, som handler om Jesu fødsel i Betlehem for omkring 2000 år siden. Men denne historie fortælles ikke længere ind i en verden, som ikke har hørt den før. Han er her allerede, om jeg så må sige. Det er let at forveksle den gamle historie om Jesu fødsel med Jesu nærvær. Det ville også være mærkeligt andet.

Nelson Mandela

Afrika har på kort tid mistet to markante profiler på den politiske scene. Det er en kættersk tanke, for er det ikke kun én ved navn. I den anden ende af kontinentet bombede vi Gadaffi sønder og sammen. Han er den anden. Endnu hyldet af antiislamister i den arabiske verden. Det er én ting at kæmpe med resterne af den britiske kolonimagt, og det kalder på fredsfyrster som Gandhi og Mandela. Noget andet er det. Mens vi lyttede til radioen, fik troldsplinten i mit øje mig til at spørge deltagende til Gadaffis begravelse. Det løftede et øje. Sådan taler man ikke. Det er. Jeg skulle bare have luft omkring min præsident: Høvdingesøn, bokser, advokat, fange nummer 46664 på Robben Island i 27 år. Symbolet på overgangen fra apartheid til demokrati. Ikonet for tilgivelse. Din løftede og knyttede næve ramte mig i hjertet som Thorvaldsens hammer min pande. Det regner i Sydafrika, hvor Madiba begraves og her.

I en prik på himlen som en stjerne

I en prik på himlen som en stjerne
kommer du til syne for mit blik,
og du kommer hertil fra det fjerne
med det ar i siden, som du fik;
men nu er du klædt i magt og glæde
bragt hertil fra himlens høje sæde.

Klædt i herlighedens dyre klæde
klæder jeg min næste i din pragt;
hun går gennem byen for at glæde
alle andre i sin nye dragt;
når de da betænker, hvor hun smiler,
ved de også, hvor dit øje hviler.

Du ser ind i hjertets dybe grunde,
lader ingen se sin afgrund selv;
dybere end foden selv kan bunde,
sænker du dit dybe himmelhvælv;
så når dagen kommer for at dømme,
skal hun i din store nåde svømme.

Når hun føler hjertets hårde kulde
isne gennem legeme og sind,
føler hun fortvivlende til fulde
kun at være klædt i storm og vind;
men dit eget hovede du sænker
mod den nøgne skulder nu og tænker.

I en flig af Herrens egen kappe
skjuler hun sit ansigt og sin gråd,
og hun kan med den sin egen lappe
med sin nål og med sin egen tråd,
der er rød som Jesu blod og vinen,
når hun løber lige ud af linen.

Hører vi, når silkesnoren brister,
eller er der ikke nogen lyd,
ikke end en engel som der lister
gennem stuen til den store fryd,
der er skjult i husets sovekammer,
hvorfra alle søde unger stammer.

Vi er selv hos faderen i himlen,
når vi går omkring på denne jord,
spredt på den som stjernerne i vrimlen,
når vi sidder ved det runde bord,
hvor der intet mere er at sige
end, at vi er født af Himmerige.

Hør melodi her.

Krishnamurti Underground

Digteren Søren Ulrik Thomsen var i Deadline 2. sektion den 2. december 2013, hvor han talte om nostalgi. Ikke at være nostalgisk men at bruge nostalgien som en måde at orientere sig på. Jeg forstår det sådan, at man bevæger sig ind i et emne båret af følelser, som ret beset er falske – men det falske brænder væk og et blik for en klarere sammenhæng bliver tilbage. Jeg oplevede selv noget lignende, da jeg læste Iben Tranholms klumme den 22. november om sammenhængen mellem kirkelige vielser af homoseksuelle i den danske folkekirke og menneskelige lidelser forårsaget af orkanen på Filipinerne. Den slags kan man få trykt i Kristeligt Dagblad, og ikke mindre foruroligende var jeg i humør til at mene, at det var interessant læsning. Men efterhånden som jeg fordybede mig i tankegangen, havde jeg den glæde at se den smuldre. En anden sammenhæng af mindre brutal karakter åbenbarede sig, og det var just ordet.

I undergrundsbanen i London har der i perioden fra den 21. oktober og to uger frem været opsat store plakater med citater af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986). Krishnamurtis navn står ikke under de enkelte citater, men der er en henvisning til kft.org hvor man kan læse hele det afsnit, citatet hentet fra. Et af citaterne handler om sammenhængen mellem det liv vi lever til daglig og verdenssituationen og lyder i min oversættelse: “Krig er den spektakulære og blodige projektion af vort daglige liv”. Det er hentet fra et længere stykke, som lyder således:

“Det er givet, at for at opdage sandheden må der være frihed for strid både indeni os selv og i forhold til vore naboer. Når vi ikke er i konflikt indeni os selv er vi det heller ikke udadtil. Det er den indre strid som, når den projiceres udadtil, bliver til verdenskonflikten. Krig er den spektakulære og blodige projektion af vort daglige liv. Vi danner krig som bundfald af vort daglige liv; og medmindre der sker en forvandling i os selv, vil der nødvendigvis opstå nationale og racemæssige modsætningsforhold, den barnlige kævlen over ideologier, mangfoldiggørelsen af soldater, tilbedelsen af flaget og alle de mange misforhold som fører til organiseret mord. Uddannelsen i hele verden er slået fejl, den har produceret stigende ødelæggelse og elendighed. Regeringer træner de unge til at være de effektive soldater og teknikere, som de behøver; ensretning og fordomme bliver dyrket og håndhæves. Disse kendsgerninger må vi tage i betragtning, når vi spørger ind til meningen og hensigten med vore liv. Vi må opdage vellykkede måder at skabe nye omgivelser på, for omgivelserne kan gøre et barn til en bølle, en ufølsom specialist eller hjælpe det til at blive et følsomt, intelligent menneske. Vi må skabe en måde at regere verden på som er grundlæggende anderledes, som ikke er baseret på nationalisme, på ideologier, på magt. Alt dette indebærer en forståelse af vort ansvar i forhold til hinanden; men for at forstå vort ansvar må der være kærlighed i vore hjerter, ikke bare tilegnelse af viden. Jo større vores kærlighed er, des dybere vil dens indflydelse på samfundet være”.

Nogle ønsker at se en sammenhæng mellem naturkatastrofer og det, som de opfatter som værende Guds skabelsesorden i forholdet mellem mand og kvinde således, at indførelse af ægteskab for et homoseksuelt mindretal i Danmark skulle udløse Guds vrede i form af en orkan på Filipinerne. Andre oplever karmaloven, at ugerninger begået i et liv straffes i en følgende inkarnation som en forklaring på ulykke. Andre igen ser en sammenhæng mellem et jordskælv i Pakistan og Allahs vilje. Disse fortvivlede spekulationer er tre alen ud af samme stykke. Men de lider alle af samme fejl, som er at indsætte en grusom instans som guddommeligt mellemled. En sammenhæng mellem vore daglige liv og en større sammenhæng er der nok, men den er mere enkel.

Det er sådan set også, hvad Iben Tranholm selv argumenterer for i et opfølgende indlæg i Kristeligt Dagblad 6. december 2013. Her rystes den falske følelse, som var indgangen til emnet af, og det teologiske grundspørgsmål står rent tilbage: Har mennesker og natur et kosmisk skæbnefællesskab? Det er ganske rigtigt et gennemgående tema i hele Bibelen. I Det gamle Testamente forstås ulykker, som overgår Israel som Guds straf.

Men her er der tale om en troens kraft hos den, der opfatter en ulykke som Guds straf og derigennem netop bekræftes i troen. Ulykken ville ske alligevel, men i troens perspektiv kan den vendes til opbyggelighed. Det kan derfor godt være, at ødelæggelserne på Filipinerne kan vendes til opbyggelighed dér. At sætte en ulykke, der ret beset ikke har ramt Danmark, i forbindelse med en ulydighed med Guds bud her forekommer tvivlsomt og i hvert fald ubibelsk.

At ulykker sker under alle omstændigheder er også, hvad Jesus lægger til grund ved at tale om de 18 galilæere, som blev dræbt, da tårnet i Siloa styrtede ned over dem. De var ikke mere skyldige end alle andre, siger Jesus. Men hvis vi ikke omvender, skal vi omkomme ligesom de. Det vil sige, så skal vores død være tilfældig og meningsløs. Men hvis vi omvender os, vil vi gå ind i en verden, hvor alt har betydning, fordi vi får det skænket af Gud.

Så bliver sammenhængen mellem vore egne synder og udefra kommende ulykker meget synlig. Men så melder spørgsmålet sig om, hvori synden består. Er det virkelig kønsneutrale ægteskaber, der er Gud så meget imod, eller kunne det ligefrem være en modvilje mod samme, der er Gud vederstyggelig? At se alle forestillinger om kærlighed gå til grunde og se kærligheden blive til på ny i kød og blod er, hvad Gud vil med os alle sammen. Men homoseksuelle er avantgarden i denne sammenhæng, vor tids martyrer, hvis blod skriger til himlen i Uganda og Nigeria.

I Danmark har modsætningsforholdet mellem den gode tone og ytringsfriheden sat næsten uoverstigelige skel imellem os, og en gensidig foragt trækker tunge skyer sammen om landet. Men i det mindste glæder Jesus sig over os, fordi vi i den folkekirkelige baghave er endt i en inkluderende måde at forholde os til mennesker, der er faldet anderledes ud.

At det sker under en tidligere hindu som kirkeminister, Manu Sareen med udmeldelsen af den danske folkekirke i jakkelommen ligesom Grundtvig i øvrigt, bør ikke undre. I hvert fald ikke i anden betydning end den, at der er grund til at glæde sig over, at Grundtvigs syner ser ud til at holde stik. I sit store kirkeshistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” tolkede Grundtvig den nordiske menighed som den sjette og næstsidste og den indiske menighed som den syvende og sidste i den kristne menigheds levnedsløb. Hvordan forbindelsen mellem den kristne tradition og den indiske sammenhæng skal knyttes har vi til gode at se. Men noget ser vi allerede.

Se kft.org.

I spredt orden

En kvinde med en rød paraply
passerer forbi med en hund
i en af disse lange snore i en spole.

Rønnebærrene hænger endnu røde på træerne,
og græsset er grønt på skråningen,
og en grå lygtepæl står lodret som en flagstang ved vejen.

Mågerne flyver forbi i spredt orden.

På denne side af ruden
står flasker og glas fra i aftes endnu på bordet,
og selv stolene er spredt i stuen.

Hajerne bevæger sig uafladeligt
i hjernens akvarium.

En hval bag min pande holder øje med flankerne.

Hendes knæ for dit blik

Dit undvigende blik
stiger etage for etage
mod himlen bag dig.

Du rejser dig og går
med slangen i tørklædet
og sætter den fri i haven.

Hendes hår falder
til hendes knæ
for dit blik.

Hendes blik falder
som sne
i den sorte bog.

Forlader din skyld.

Hugget i sten

Lysvågen hele natten, og nu
er klokken seks.

Jeg stiller vækkeuret
en time frem.

Søvnen indfinder sig monumentalt
i de følgende dage.

Nu svæver jeg
som en måne
hugget i sten.

Jeg var inde i den som en drøm,
og søvnen huggede mig fri som en fugl
og fløj væk.

Frisk som en havørn.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...