Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “august, 2013”

To sange til Gallo Skolens 25 års fødselsdag

1.
Hvem vil råbe højt hurra
og tillykke med i dag
og de fem og tyve år,
der er samlet i et neg?

Omkvæd:
Skolen har sin dør på klem
for enhver, der vil gå ind
eller ud og gå omkring
i den skrøbelige vind.

2.
Her i haven hænger vi
neget ud til hver en fugl,
så når sneen daler ned,
flyver også den af skjul.

3.
Hist og her på skolens grund
vil der falde nogle få,
som vil vokse op igen
og som nye marker stå.

4.
Blæsten samler sine fjer
i en hanes kontrafej
og tillykkelige gal
højt over Blåmunkevej!

*

Se, hvor Ovartaci træder
på sin genopstandne fod
ned på gulvet og sig glæder
over, hvad han efterlod,
billeder fra væg til væg,
mennesker foruden skæg.
Se på Babelstårnets tinde
på stiletter står en kvinde.

Over verden nu hun våger
i sit åbne øjeblik
fyldt af store hvide måger,
som hun ligner på en prik,
når hun svæver over jord
i sit billede og ord.
Af sin kærlighed hun øser,
Ovartaci hun forløser.

Selv som præsten for Kybele
varetog han hendes kult,
lærte dog med os at dele,
når hun stillede hans sult,
og lod dragen genopstå,
der hvor Vesterhavet lå.
I sin enegang går solen
op og ned i Gallo Skolen.

Her Kybele dog må dele
magten med en anden Gud,
kunsten, der kan sjæle hele,
jage onde ånder ud
i de svin, som går omkring
i al evighed i ring.
Jesus vil jo gerne dele
Edens have med Kybele.

Gallo Skolens symbol er som bekendt hanen, og Johannes Nielsen fortæller os, at gallo betyder hane på spansk. Tilsyneladende er navnet valgt ud af det blå med den begrundelse, at det lyder godt og er gennemslagskraftigt også internationalt. Men det er muligt at sætte det ind i en sammenhæng, for på latin er det gallus og i flertal galli, som også var betegnelsen for de præster som virkede i kulten for Kybele i oldtidens Rom. For at blive præst i kybelekulten gennemgik de vordende præster et ritual, hvor en blodig selvkastraktion var det centrale element som en symbolsk gennemlevelse af guden Attis´død og opstandelse. Attis var Kybeles elsker, og præsterne (galli) repræsenterede ham. Gallo Skolen udspringer af Ovartacis liv og værk men også af et korrektiv hertil, som henter sit menneskesyn fra psykiatrien, som forvalter arven fra Jesu behandling af de besatte i Matthæusevangeliet kap. 8, 28-34.

Sofia i kirken, biblioteket og ørkenen

I år 1900 døde både Nietzsche og Vlaidmir Solovviev, den sidste kun 47 år gammel. Georg Brandes var i berøring med begge og skrev efter sit møde med russeren: Den øverste del af ansigtet er overmåde ædelt, men munden er styg. På fotografier bærer Solovjov ofte et stort skæg, så man må forestille sig, hvad Brandes kan have ment. Men som billede siger det noget om modsætningsfylden hos den største russiske filosof.

Som barn var han i nær forbindelse med sin bedstefar, som var præst i den russisk-ortodokse kirke, og han var levende optaget af kristendommens historie. Om natten tog han dynen af for at ligge og fryse, og da hans mor i den tro, at han sov, ville lægge den over ham, bad han hende lade være med at hindre ham i sit forehavende. Familien fandt det bekymrende, og hans far gav ham derfor en bog om græsk mytologi, og straks lod han sig fænge af de livfulde skildringer. Han konkluderede, at oldkirkens strenge, asketiske kristendom ikke kunne være den højeste form for kristendom.

Kristi Himmelfarts dag 1862 var den 9-årige Vladimir med sin familie i kirke. Men hans tanker var et andet sted. Han var blevet forelsket i en jævnaldrende pige og havde betroet sig til hende uden at få svar. Optændt af forestillingen om en eventuel rival optændtes han af ønsket om at duelere. Men midt under ritualet, mens koret sang: “Kast smerten af, jag sorgen væk!” skete der noget:

“Det forsmædelige minde opløser sig som røg; han står alene under himmelhvælvingen. Overalt skinner et klart, asurblåt og gyldent lys. Ud af dette lys, som både omgiver ham og bølger i hans egen sjæl, kommer en kvindeskikkelse til syne. Ikke den lille, jordiske veninde som han indtil da havde været så optaget af, men den himmelske Sofia – “hans evige veninde” – står smilende foran ham nogle øjeblikke. Så svinder hun langsomt bort.” Peter Normann Waage: “Det usynlige kontinent. Vladimir Solovjov som Europas filosof”

Allerede som femtenårig havde han taget en ny strømning til sig nemlig den moderne naturvidenskab, og inviterede sine venner hjem til sig for at overvære, at han smed alle sine ikoner ud af vinduet. Da han sammen med vennerne en dag gik gennem en kirkegård væltede han et kors og hoppede på det. En gammel bonde, som overværede det kom farende og gav ham en frygtelig overhaling. Men mere skete der ikke.

Han lod sig indskrive ved det naturvidenskabelige fakultet, men da faget ikke svarede til hans forventninger skiftede han snart til det historisk-filosofiske fakultet. Da han senere har fået denne sin naturvidenskabelige periode på afstand og “fundet tilbage til sine ikoner” skriver han, at han anser denne naturvidenskabelige kult som havende været nødvendig at gå igennem både for ham selv og den øvrige unge generation i Rusland.

I 1873 gør Soloviev noget ganske uhørt for en mand af hans stand i datidens Rusland: Han lader sig indskrive ved et teologisk seminar udenfor Moskva. Det er så usædvanligt, at han bliver opfattet som spion og mødes med uvenlighed. Sine medstuderende beskriver han som et fornuftigt folkefærd al grovhed til trods, muntre på en godmodig måde og store mestre i at drikke. Meget tid til at være sammen med den har han dog ikke, da han samtidig arbejder på sin afhandling med titlen “Krisen i Vestens filosofi”, som han aflever til magisterkonferens i efteråret 1874 og vækker vældig opsigt med.

I foråret 1875 bliver han ansat som docent i filosofi ved universitetet i Moskva, og underviser samtidig i græsk filosofi ved Det Højere kvindekursus i Moskva. Her gav han også eksempler på sin egen livsanskuelse. En af hans elever herfra skriver, at han til forskel fra Aristoteles ikke definerer mennesket som et samfundsmæssigt dyr, men som et leende dyr.

Det er godt set, hvad mennesket angår, men også hvad dyrene angår. Disse sidste beskrives som totalt opslugte af naturen i sansernes vold. Denne verden har for dyrene karakter af absolut virkelighed. Men mennesket kan hæve sig over sansningen og forholde sig kritisk til den. Dersom denne ikke stemmer overens med menneskets indre forestilling, ler det.

I 1875 foretager Soloviev også en rejse til London. I stipendieansøgningen angiver han studiet af indisk, gnostisk og europæisk mystik som formålet med rejsen. Imidlertid sætter han ikke sine ben på universitetet og opsøger ikke fagfæller. Det egentlige formål med rejsen var at tage kontakt med spiritistiske kredse i London. Det bliver dog en skuffelse.

Den oversanselige veden møder han dog et andet sted nemlig på British Museum, hvor han studerer gamle manuskripter. Her ser han igen sin Sofia, som han så første gang i en alder af ni år. Denne gang er kun hendes ansigt synligt og som svar på hans bøn om at hun må vise sig i hele sin skikelse svarer hun “Rejs til Ægypten!” Det giver overhovedet ingen mening men han adlyder.

Sofia afbilledet på en ikon i katedralen i Novgorod fra ca. år 1000.

Sofia afbilledet på en ikon i katedralen i Novgorod fra ca. år 1000.

I Kairo hører han, at der skal findes en beduinstamme, som har holdt en gammel kabbalistisk-muslimsk mysterietradition i hævd, og han forsøger at komme i kontakt med stammen. Da han møder op på det aftalte sted, er han klædt i europæisk selskabstøj med hvide handsker og svalehale, og beduinerne antager ham for at være djævelen selv. De plyndrer ham for alt og slæber ham ud i ørkenen og overlader ham til sin skæbne. Her ligger han frysende og skælvende af skræk og hører pludselig som en stemme fra oven: “Sov, min stakkels ven”. Så falder han i søvn, og da han vågner skuer han igen og for sidste gang i sit liv Sofia i solopgangen.

Thorsens Jesus

Thorsen slår en streg og tegner
Jesu lem på en station;
toget kommer, når det regner,
som en ren provokation.

Uwe bøjer sig i støvet
som en piberenser selv
og forløser en forøvet
gerning i et efterskælv.

Yndefulde former slynger
sig om korset som en pryd,
som kun Jellingstenen synger,
når den kan få ørenlyd.

Harald rejste denne klippe
efter moder sin og Gorm
ved på højkant den at vippe
til et ly mod blæst og storm.

Jens Jørgen Thorsen malede Jesus med erigeret lem på Birkerød station i 1984. Maleriet blev forlangt fjernet af trafikministeren og i øvrigt forinden overmalet med lyserød maling af en kristen, så det findes nu kun på fotografier. Jens Jørgen Thorsens maleri blev mindet ved endu et værk af Jesus med erigeret lem i i 2010, da kunstneren Uwe Max Jensen skabte et krucifiks af piberensere.

Klaveret flytter med

Det er så hårdt at flytte et klaver,
at man ikke drømmer om det.

Skub hunden ind under!

Så kommer det op i hjørnet af ladet af flyttebilen
pakket ind i tæpper, og vi tager den derfra.

Hen over flisene på det nye sted,
hvor et par mænd har gået et par måneder
for en anlægsgartner.

De lægger en ny flise i her og der.

Så op ad trappen i terrænnet,
og nu kommer den lange ståltrappe
op til første sal.

Ingen repos!

Vel oppe holdes der pause og råbes på tværs af tangenterne.

Orker ikke at svare.

Så gennem entreen og køkkenet
til den lille trappe op til stuen.

Må sætte det ned, inden hunden kommer under.

Nu sidder vi fast!

Flyttede nissen alligevel med?

Vi letter eller rettere tipper det lidt
og trækker selerne ud.

Så flytter vi blikket.

Klaveret lytter med.

Lydbillede

Når kirkeuret slår fire om morgenen,
erindrer jeg fuglene synge i sekunderne før.

Ligesom jeg nu husker scenen fra aftenens krimi,
hvor to mænd rullede båren med liget ud til den ventende bil.

Også katten var vi to om
at bære ud til det hul,
som jeg havde gravet,
og du dækkede til.

Selv så hun til fra de tilstødende vokaler.

I et indre udsyn skuer

I et indre udsyn skuer
jeg ind i et land, hvor duer
daler over alle ned,
som med egne ord forkynder
Guds tilgivelse af synder
i sin store kærlighed.

På en indre rejse finder
jeg et land, hvor mine minder
vokser i den gode jord,
hvoraf Gud i paradiset
skabte selve gudsbeviset
med sin hånd og med sit ord.

Med en indre vished pløjer
jeg, hvor andre bønder døjer
med den hårde lyng og lov,
og hvor jeg den lader ligge,
Gud bevare vil den ikke,
men den springer brat i skov.

I de allersidste dage

I de allersidste dage
styrter vedbend med sit træ
ned til jorden for at smage,
hvad der voksede i læ.

Med de mange nøgne frugter
kryber brombærbusken hen
over hækken, og den flugter
med en solsort over den.

Den vil dele sine søde,
sorte bær med hver og én
mellem levende og døde,
og den vokser på en sten.

Sommerfulgebuskens rakler
kalder sommerfugle til,
for de lyser op som fakler
i det mørke, der er til.

I sit slør af sommerfugle
står hun klædt i havens skød,
overdådig pragt skal skjule
Jesu lidelse og død.

Hør melodi her.

Skabende forståelse

Mit hjerte hopper af glæde, når jeg hos Krishnamurti møder opfordringen til, at vi annammer “en skabende forståelse af os selv”. Når der på kierkegaardsk vis tales om “vælge sig selv” eller “overtage sit givne indhold” er der vist ikke tale om en sådan skabende eller kreativ forståelse af sig selv. Det er vel Luthers bud om at “leve i kald og stand”, der er Kierkegaards åg. Blot er det ikke lige kald og stand men det personligheden givne vilkår. Men pinsen er et godt eksempel på den kristne menigheds skabende forståelse af sig selv. Disciplene følte sig ikke henvist til en slavelignende erindring om Jesus, men erindringen blev levendegjort af ånden. Det, som var før, er forsvundet. Se en ny himmel og en ny jord. Det lyder som et Jesusord.

Hvid humlebi

Der er hundrede blomsterfluer
i de gyldne ris eller gyldenris,
som de rettelig hedder.

Svirrefluer hedder det vist også,
og de svirrer væk med et sæt
ved en nærgående bevægelse.

De få spyfluer og endnu færre
almindelige fluer bliver siddende
ligesom en enkelt hvid humlebi.

Vær Gud ophøjet over alt

Vær Gud ophøjet over alt,
vær verdens lys og jordens salt
i os, indtil den hele jord
er samlet om dig ved dit bord.

O Gud, mit hjerte slår et slag
for dig trods død og nederlag,
og jeg bekender al min tro
og beder om hos dig at bo.

Din pris, o Herre, vil jeg frit
udsynge over alt og tit;
din kærlighed er som en flod,
din sandhed slår i hjertet rod.

O Jesus, lad ved dine ord
de døde genopstå af jord
og som syrener springe ud
og sprede deres duft af Gud.

Vers 1-3 efter salme 57.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...