Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Sofia i kirken, biblioteket og ørkenen

I år 1900 døde både Nietzsche og Vlaidmir Solovviev, den sidste kun 47 år gammel. Georg Brandes var i berøring med begge og skrev efter sit møde med russeren: Den øverste del af ansigtet er overmåde ædelt, men munden er styg. På fotografier bærer Solovjov ofte et stort skæg, så man må forestille sig, hvad Brandes kan have ment. Men som billede siger det noget om modsætningsfylden hos den største russiske filosof.

Som barn var han i nær forbindelse med sin bedstefar, som var præst i den russisk-ortodokse kirke, og han var levende optaget af kristendommens historie. Om natten tog han dynen af for at ligge og fryse, og da hans mor i den tro, at han sov, ville lægge den over ham, bad han hende lade være med at hindre ham i sit forehavende. Familien fandt det bekymrende, og hans far gav ham derfor en bog om græsk mytologi, og straks lod han sig fænge af de livfulde skildringer. Han konkluderede, at oldkirkens strenge, asketiske kristendom ikke kunne være den højeste form for kristendom.

Kristi Himmelfarts dag 1862 var den 9-årige Vladimir med sin familie i kirke. Men hans tanker var et andet sted. Han var blevet forelsket i en jævnaldrende pige og havde betroet sig til hende uden at få svar. Optændt af forestillingen om en eventuel rival optændtes han af ønsket om at duelere. Men midt under ritualet, mens koret sang: “Kast smerten af, jag sorgen væk!” skete der noget:

“Det forsmædelige minde opløser sig som røg; han står alene under himmelhvælvingen. Overalt skinner et klart, asurblåt og gyldent lys. Ud af dette lys, som både omgiver ham og bølger i hans egen sjæl, kommer en kvindeskikkelse til syne. Ikke den lille, jordiske veninde som han indtil da havde været så optaget af, men den himmelske Sofia – “hans evige veninde” – står smilende foran ham nogle øjeblikke. Så svinder hun langsomt bort.” Peter Normann Waage: “Det usynlige kontinent. Vladimir Solovjov som Europas filosof”

Allerede som femtenårig havde han taget en ny strømning til sig nemlig den moderne naturvidenskab, og inviterede sine venner hjem til sig for at overvære, at han smed alle sine ikoner ud af vinduet. Da han sammen med vennerne en dag gik gennem en kirkegård væltede han et kors og hoppede på det. En gammel bonde, som overværede det kom farende og gav ham en frygtelig overhaling. Men mere skete der ikke.

Han lod sig indskrive ved det naturvidenskabelige fakultet, men da faget ikke svarede til hans forventninger skiftede han snart til det historisk-filosofiske fakultet. Da han senere har fået denne sin naturvidenskabelige periode på afstand og “fundet tilbage til sine ikoner” skriver han, at han anser denne naturvidenskabelige kult som havende været nødvendig at gå igennem både for ham selv og den øvrige unge generation i Rusland.

I 1873 gør Soloviev noget ganske uhørt for en mand af hans stand i datidens Rusland: Han lader sig indskrive ved et teologisk seminar udenfor Moskva. Det er så usædvanligt, at han bliver opfattet som spion og mødes med uvenlighed. Sine medstuderende beskriver han som et fornuftigt folkefærd al grovhed til trods, muntre på en godmodig måde og store mestre i at drikke. Meget tid til at være sammen med den har han dog ikke, da han samtidig arbejder på sin afhandling med titlen “Krisen i Vestens filosofi”, som han aflever til magisterkonferens i efteråret 1874 og vækker vældig opsigt med.

I foråret 1875 bliver han ansat som docent i filosofi ved universitetet i Moskva, og underviser samtidig i græsk filosofi ved Det Højere kvindekursus i Moskva. Her gav han også eksempler på sin egen livsanskuelse. En af hans elever herfra skriver, at han til forskel fra Aristoteles ikke definerer mennesket som et samfundsmæssigt dyr, men som et leende dyr.

Det er godt set, hvad mennesket angår, men også hvad dyrene angår. Disse sidste beskrives som totalt opslugte af naturen i sansernes vold. Denne verden har for dyrene karakter af absolut virkelighed. Men mennesket kan hæve sig over sansningen og forholde sig kritisk til den. Dersom denne ikke stemmer overens med menneskets indre forestilling, ler det.

I 1875 foretager Soloviev også en rejse til London. I stipendieansøgningen angiver han studiet af indisk, gnostisk og europæisk mystik som formålet med rejsen. Imidlertid sætter han ikke sine ben på universitetet og opsøger ikke fagfæller. Det egentlige formål med rejsen var at tage kontakt med spiritistiske kredse i London. Det bliver dog en skuffelse.

Den oversanselige veden møder han dog et andet sted nemlig på British Museum, hvor han studerer gamle manuskripter. Her ser han igen sin Sofia, som han så første gang i en alder af ni år. Denne gang er kun hendes ansigt synligt og som svar på hans bøn om at hun må vise sig i hele sin skikelse svarer hun “Rejs til Ægypten!” Det giver overhovedet ingen mening men han adlyder.

Sofia afbilledet på en ikon i katedralen i Novgorod fra ca. år 1000.

Sofia afbilledet på en ikon i katedralen i Novgorod fra ca. år 1000.

I Kairo hører han, at der skal findes en beduinstamme, som har holdt en gammel kabbalistisk-muslimsk mysterietradition i hævd, og han forsøger at komme i kontakt med stammen. Da han møder op på det aftalte sted, er han klædt i europæisk selskabstøj med hvide handsker og svalehale, og beduinerne antager ham for at være djævelen selv. De plyndrer ham for alt og slæber ham ud i ørkenen og overlader ham til sin skæbne. Her ligger han frysende og skælvende af skræk og hører pludselig som en stemme fra oven: “Sov, min stakkels ven”. Så falder han i søvn, og da han vågner skuer han igen og for sidste gang i sit liv Sofia i solopgangen.

Single Post Navigation

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

dommedag i islam og kristendom

Indlæg, tanker, indtryk, læsefrugter om Jesu komme og dommedag

PETER GRAARUP WESTERGAARD

Independent blog about literature, philosophy and society in words and images

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameordnoder - Ord og Musik

Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...

%d bloggers like this: