Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “september, 2013”

Som tusindvis af rønnebær

Som tusindvis af rønnebær
er kærlighedens glød;
og det er hele himlens hær,
som stod, da Herren bød.

Nu står de spredt og danner ring
om rækkehuses tal,
der skyder op af ingenting
i Himmeriges hal.

I tusindvis af røde sten
er lagt i mur og hjem;
Guds hånd når som en spinkel gren
ind i Jerusalem.

Hør melodi her.

Kristen humor

I forbindelse med fejringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel i 1813 udtalte biskop Kjeld Holm ti Kristeligt Dagblad, at Kierkegaard endte i en blindgyde og optrådte neurotisk under sit voldsomme angreb på kirken i det sidste år af sit liv. Det VAR også et meget voldsomt angreb, og han sagde blandt andet, at den som IKKE gik i kirke havde i det mindste én synd mindre – nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar. Fra denne periode stammer også skudsmålet for en ung teologisk kandidat: ‘Cand. theol. Ludvig From søger. Mest af alt søger han embede’. Selve angrebspunktet for Kierkegaards angreb på statskirken er også morsomt – eller bliver det i hvert fald i Kierkegaards karikatur. Det var, at den senere biskop Martensen i sin begravelsestale over biskop Mynster kaldte denne et “sandhedsvidne, et i en hellig kæde tilbage til apostlene”. Kierkegaard parodierede det igen og igen. Skulle en biskop med sin fede løn og sikre stilling i samfundet kunne vidne om den fornedrede og korsfæstede? Denne form for sarkasme er såre menneskelig. Men i den store artikel om Kierkegaard i Gyldendals Encyklopædi findes den oplysning, at Kierkegaard ved siden af denne menneskelige humor eller rettere ironi også havde et begreb om en ‘kristen humor’. Jeg skal ikke gøre mig klog på Kierkegaards egen definition af dette begreb. Men det er nok at få tonen slået an, så kan vi selv gå på opdagelse. Når nu talen er om Kierkegaards blindgyde, så falder det mig ind, at jeg selv er vokset op på en såkaldt blind vej, og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op ad en bakke med et mægtigt pæretræ og et birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.
.
Se salme her.

Fortolkningens kløft

Den mest simple form for buddhistisk meditation er at sidde og blot være opmærksom på sin verjtrækning. Tilsvarende er der i den zen-digtning, som vi bedst kender i forbindelse med haiku, en helt elementær optagethed af årstidernes skiften. Det er det værende som ritual kan man næsten sige. I haikudigtningen er således kirsebærtræernes blomstring om foråret et yndet motiv, ligesom høstmånen er det om efteåret. Sneen om vinteren. Det er denne sådanhed i samspil med det enkelte menneskes sorg og lykke, der er zen. En anden form for zen-digtning er waka, som er et haiku tilføjet 2 gange 7 stavelser. Her er ti waka af Ōtagaki Rengetsu (1791-1875) i min gendigtning fra engelsk. At gengive disse digte på dansk er at falde i fortolkningens kløft.

Høstmåne
For ikke at afsløre
min fortid for månen
kigger jeg ned
denne aften.

Vand i et gammelt tempel
Klippen er læk
i et gammelt tempel,
næppe sivende vand –
stemmen
af dvælende dharma.

Penselsstrøg
Blot legende
uden hensigt –
de trukne spor
af en pensel
dyppet i blæk.

Sne på vand
Jeg ser sneen falde
i vinden over floden,
derpå forsvinde –
skrøbelige flager på vandet
opløses for mit blik.

Ildfluer på marken
Selv hvis en tanke
af ildfluegræs forsvinder,
lyser den sikkert op
som en ildflue
et andet sted.

Hjerte
Drivende som hvide skyer
fra fødsel til død –
det er svært at blive klog på
dette hjerte.

Længsel i vinden
Jeg venter min elskede,
som endnu ikke er her.
Månen i fyrretræerne
og vindens stemme
forstærker min længsel.

Mørkets blomster
Duften af det blomstrende blommetræ
når selv ærmerne
af min blæksorte kjole –
mit tunge hjerte
gennemtrænger mørket.

Mit ønske under månen
Hvor jeg ønsker
at dø ved fuldmåne
om efteråret,
at selv ikke mørket
må få mig.

Dødsdigt
Jeg ønsker at se månen
fra en skyfri himmel
oven over lotusblomsten
i mit næste liv.

Læs digtene på engelsk her.

Fuldmånesegl

I en rundkørsel
bremser vi op! Bilerne
flyder som fløde.

Vi kører lige
frem efter månen. Vejen
danner en kurve.

Således kaster
en regnbue sin skygge.
En skygge af lys.

Jeg plukker en halv
rose. Den folder sig ud
som om, den er hel.

Inde i stuen
i skæret af levende
lys. Fuldmånesegl.

One Love

Rastafari er en religiøs vækkelsesbevægelse i det tyvende århundrede, og det giver god mening at sammenligne den med grundtvigianismen i Danmark i det nittende. Alle forskelle til trods er der tale om en folkelig og sproglig bevidstgørelse. Hvad Gundtvigs salmer er blevet for dansk kirkeliv, er Bob Marleys sange blevet for en langt videre kreds. I virkeligheden er der også her tale om salmer med et så radikalt trosindhold, at de ikke lader den mest inderlige kristen noget efter. I “One Love”, stilles spørgsmålet, om der er et sted til den ultimative synder i Guds rige. I den politisk bevidste kontekst, som blev rastafarianismens arena vil enhver lytter sandsynligvis besvare spørgsmålet benægtende. Men senere i sangen udfoldes et perspektiv, hvor dommen aflyses, fordi alle sjæle er rene, når dagen oprinder. Der må kæmpes og elskes lige indtil da. Det er en umådelig smuk salme.

Songwriters: MAYFIELD, CURTIS / MARLEY, BOB

One Love!
One Heart!
Let’s get together and feel all right.
Hear the children cryin’
(One Love! );
Hear the children cryin’
(One Heart! ),
Sayin’: give thanks and praise
To the Lord and I will feel all right;
Sayin’: let’s get together
And feel all right.
Wo wo-wo wo-wo!

Let them all pass all their dirty
Remarks (One Love! );
There is one question
I’d really love to ask (One Heart! ):
Is there a place for the hopeless sinner,
Who has hurt all mankind just
To save his own beliefs?

One Love! What about the one heart?
One Heart!
What about?
Let’s get together and feel all right
As it was in the beginning
(One Love! );
So shall it be in the end
(One Heart! ),
All right!
Give thanks and praise to the Lord
And I will feel all right;
Let’s get together
And feel all right.
One more thing!

Let’s get together to fight
This Holy Armagiddyon (One Love! ),
So when the Man comes there will be no,
No doom (One Song! ).
Have pity on those whose
Chances grows t’inner;
There ain’t no hiding place
From the Father of Creation.

Sayin’: One Love!
What about the One Heart?
(One Heart! )
What about the?
Let’s get together and feel all right.
I’m pleadin’ to mankind!
(One Love! );
Oh, Lord!
(One Heart)
Wo-ooh!

Give thanks and praise to the Lord
And I will feel all right;
Let’s get together and feel all right.
Give thanks and praise to the Lord
And I will feel all right;
Let’s get together and feel all right.

Hvad er nu Guds evangelium

Hvad er nu Guds evangelium
til forskel fra alle tiders sum
af visdom og åbenbaringer?
Det er tilgivelse for al synd,
Jehova siger det selv med fynd,
og Jesus med sammenligninger.

Da skal Jehova i blandt os bo,
når overalt der imellem to
er ømhed overmåde.
Når ingen frygter hinandens dom
og taler ej heller uden om
men frit om tilværelsens gåde.

Det er en due, som fanger din
opmærksomhed ved at lade sin
flugt gå hen over dit hovede.
Den flyver ind ad den åbne dør
og ind i himlen, som også før,
da Jesus på jorden levede.

Nu hvisler det over land og by,
nu frister han med en verden ny,
som før vor frelser fristede:
Gør disse stene til dagligt brød,
og udfri jorden af sult og nød;
således til ham han listede.

I vore dage den samme list
er over os, det er sandt og vist;
han styrtet er til jorden*.
Han efterstræber hver enkelt sjæl;
vi kan ham ikke med nogen pæl
igennem kalde til orden!

Kun genopretter vor frelser selv
sit rige ved dette efterskælv,
som går igennem vort øje.
Det standser ikke men slår igen
et slag for fjende og et for ven
og et for Gud i det høje.

Vi ser med hjertet og skuer ind
i Paradis i hinandens sind,
en lykke uden lige.
Maria sidder med barnet sit
og kysser ham både ømt og tit
hver dag i Himmerige.

* Johannes Åbenbaring kap. 12, 13: “Da dragen så sig styrtet ned til jorden, forfulgte den kvinden, der havde født drengen”.

Hør melodi her.

Kære Jesus, blid og mild

Kære Jesus, blid og mild,
lad mig ikke fare vild;
lad mig i enfoldighed
finde al din kærlighed.

Famlende jeg finder ind
til dig ligesom en blind;
lad mig i elendighed
skue al din herlighed.

Du er mit forbillede,
du vil ikke vildlede
mig; du er et lille lam,
som borttager jordens skam.

Jeg vil være, som du er
lige nu og lige her;
jeg vil bære verdens synd,
vend mig om og sig: Begynd!

Lad Guds vilje være min,
lad den som et bæger vin
løfte mig som ånd og vind
helt i Himmerige ind.

Efter “Gentle Jesus, meek and mild”, Charles Wesley, 1742.

Hør melodi her.

Fjernsyn

I vindueskarmen ligger en balinesisk figur
knælende, men den ligger altså, væltet
med ansigtet vendt mod den opgående sol i bøn.

 

Klodernes kamp

Den 11. september var Pastoralseminariet i Århus
på udflugt til København.

Eftermiddagen bød på en rundvisning
i Det Kongelige Teater,
hvor vi om aftenen skulle se en opsætning af Peer Gynt.

Inden da var Osama bin Ladens navn blevet nævnt.

Resten er historie eller historien om
den faldende mand og lyden
af sammenstødet med jorden.

En lyd, der for altid vil fortælle netop denne historie,
lyden af et blad på vejen men ikke helt.

Den lyd, der skærper øret til en lydhørhed ud over det sædvanlige.

Det var allerede sent på eftermiddagen,
da rundvisningen fandt sted –
og da vi gik igennem det værksted,
hvor de lavede kostumer og kulisser
sad kun en enkelt kvinde ved symaskinen
med radioen tændt.

Vi var nogle stykker sakket lidt bagud,
og i stilheden omkring os
trængte shakespeakerens oprevne stemme igennem!

Jeg lod en bemærkning falde om,
at det lød som Klodernes kamp.

Kvinden ved siden af mig lyttede et øjeblik og gav mig ret.

Om formiddagen samme dag
havde vi været på besøg
hos Folkekirkens Nødhjælp,
og det var den dag en bog
om Søren Kierkegaards forlovede
udkom under pseudonym.

Det talte vi om i middagspausen.

Det kunne let være gået i glemmebogen,
men det viste sig at være journalist og forfatter Flemming Chr. Nielsen,
som gemte sig bag pseudonymet.

Han oversatte siden Moby Dick
som en del af en oversættelse
af hele Herman Melvilles forfatterskab.

Jesu humor

I Vilhelm Grønbechs bog “Jesus Menneskesønnen” er der et kapitel med overskriften “Jesu humor”. Grønbech var uddannet sprogvidenskabsmand hos den berømte sprogforsker Vilhelm Thomsen, som det lykkedes at læse ældgamle mongolske indskrifter ved at løse gåden om det ældste tyrkiske skriftsprog. Også Grønbechs egen doktorafhandling handlede om tyrkisk sprog – og da det nye Tyrkiet under Atatyrk i begyndelsen af det 20. århundrede skiftede de arabiske bogstaver ud med latinske, var Grønbech involveret i arbejdet med at udforme det nye tyrkiske skriftsprog.

Fra denne udørk af gamle sprog lyttede Grønbech sig ind på sit egentlige virkefelt nemilg religionshistorien. Det skal forstås ganske bogstaveligt for han lyttede sig netop igennem de gamle tekster ind til menneskene bag dem. Ikke blot læste han, hvad der stod – men han følte sig også ind bag teksten og hævdede, at den kerne han fandt ikke var et produkt af hans egen fantasi men et historisk faktum. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for Grønbechs opdagelser, for når han fik banket rusten af ordene, betød de ofte noget helt andet end man havde vænnet sig til.

To af Grønbechs eksempler på Jesu humor er følgende:

Det gælder historien om en mand, der allerede er gået til køjs med hele sin familie og bliver vækket af en højrøstet tigger, der beder om mad. Vi føler med ham, siger Grønbech. Han ligger godt under dynen. Børnene er endelig faldet til ro. Men tiggeren bliver ved med at råbe udenfor huset, og til sidst må han op og en tur i køleskabet.

Der er også historien om kvinden, der omhyggeligt havde gemt en hundredekroneseddel i en bog, og nu ikke kan huske, hvilken bog, det var. Hun må febrilsk igennem hele reolen, og da hun endelig finder den af bare glæde må fejre det og inviterer sine veninder på is nede på lystbådehavnen.

Men Grønbech har blik for mere end denne oplagte humor hos Jesus. Han bruger også udtrykket “nænsom humor” og nævner som eksempel episoden i Simon den Spedalskes hus, hvor en kvinde, som traditionen ofte identificerer med Maria Magdalene, salver Jesus med kostbar salve. Humoren består her i den underfundighed, der er i det svar, Jesus giver, da de andre gæster bliver forargede over, at denne kvinde bortødsler dyrebar salve, som kunne være solgt og pengene givet til de fattige.

Her skal man vide, siger Grønbech, at Jesus i sit svar, at “De fattige har I altid hos jer” citerer Moses, som har sagt, at “De fattige vil altid være i landet, derfor befaler jeg dig at åbne din hånd”, altså at være gavmild. Det er jo netop det, de forargede gæster lige har sagt, at pengene skulle gives til de fattige! Men Jesus bruger det samme citat i den helt nye betydning, at fordi de fattige altid er der, så kan man også være gavmild i morgen.

Det er en humor, der får meningen i gamle sætninger til at ændre sig.

Opdagelsen af Jesu humor giver også mulighed for at forstå ligenlsen om de betroede talenter: En mand rejser udenlands og giver forinden hver af sine tjenere en sum penge. En får 100.000 kr, og en anden får 50.000 kr, og endelig får en tredie 25.000 kr. Den første investerer sine penge i aktier og får dem til at yngle til det dobbelte. Da hans herre kommer hjem, siger han: “Du gode og tro tjener! Jeg vil betro dig endnu mere. Gå ind til din herres glæde”. Den anden tjener investerer pengene i sin uddannelse og når at gældsætte sig for det dobbelte, inden han bliver færdig. Så starter hen egen virksomhed og kan betale sin gæld og mere til. Også til ham siger hans herre: “Du gode og tro tjener! Jeg vil betro dig mere, end du drømmer om. Gå ind til din heres glæde”. Men den tredie tjener – som kun fik et lille beløb – gravede pengene ned. Da hans herre kom hjem igen, sagde tjeneren til ham: “Her har du, hvad der er dit. Jeg kender dig som en hård herre, der høster, hvor du ikke sår, og sår, hvor du ikke høster. Så for ikke at vække din vrede, har jeg gemt dine penge i jorden”. Til ham sagde hans herre: “Du dovne og uduelige tjener! Du kunne i det mindste have sat pengene i banken, så de havde trukket renter. Ikke engang det, gjorde du. Gå din vej”.

Som en sløjfe på historien uddrages den tilsyneladende barske morale, at til ham, der har, skal der gives; men den der intet har, skal endog fratages, det lidt han har. Her hører den, som har humor, en anden historie end alle andre. Der er ingen ende på hvilke muligheder, han har. Jesus siger nemlig ikke, at der skal tages fra de fattige og gives til de rige. Han siger, at den fattige kun har én mulighed for at forstå sig selv og sine muligheder: Følelsen af at være rig.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...