I forbindelse med fejringen af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel i 1813 udtalte biskop Kjeld Holm ti Kristeligt Dagblad, at Kierkegaard endte i en blindgyde og optrådte neurotisk under sit voldsomme angreb på kirken i det sidste år af sit liv. Det VAR også et meget voldsomt angreb, og han sagde blandt andet, at den som IKKE gik i kirke havde i det mindste én synd mindre – nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar. Fra denne periode stammer også skudsmålet for en ung teologisk kandidat: ‘Cand. theol. Ludvig From søger. Mest af alt søger han embede’. Selve angrebspunktet for Kierkegaards angreb på statskirken er også morsomt – eller bliver det i hvert fald i Kierkegaards karikatur. Det var, at den senere biskop Martensen i sin begravelsestale over biskop Mynster kaldte denne et “sandhedsvidne, et i en hellig kæde tilbage til apostlene”. Kierkegaard parodierede det igen og igen. Skulle en biskop med sin fede løn og sikre stilling i samfundet kunne vidne om den fornedrede og korsfæstede? Denne form for sarkasme er såre menneskelig. Men i den store artikel om Kierkegaard i Gyldendals Encyklopædi findes den oplysning, at Kierkegaard ved siden af denne menneskelige humor eller rettere ironi også havde et begreb om en ‘kristen humor’. Jeg skal ikke gøre mig klog på Kierkegaards egen definition af dette begreb. Men det er nok at få tonen slået an, så kan vi selv gå på opdagelse. Når nu talen er om Kierkegaards blindgyde, så falder det mig ind, at jeg selv er vokset op på en såkaldt blind vej, og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op ad en bakke med et mægtigt pæretræ og et birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.
.
Se salme her.

Den mest simple form for buddhistisk meditation er at sidde og blot være opmærksom på sin verjtrækning. Tilsvarende er der i den zen-digtning, som vi bedst kender i forbindelse med haiku, en helt elementær optagethed af årstidernes skiften. Det er det værende som ritual kan man næsten sige. I haikudigtningen er således kirsebærtræernes blomstring om foråret et yndet motiv, ligesom høstmånen er det om efteåret. Sneen om vinteren. Det er denne sådanhed i samspil med det enkelte menneskes sorg og lykke, der er zen. En anden form for zen-digtning er waka, som er et haiku tilføjet 2 gange 7 stavelser. Her er ti waka af Ōtagaki Rengetsu (1791-1875) i min gendigtning fra engelsk. At gengive disse digte på dansk er at falde i fortolkningens kløft.

Høstmåne
For ikke at afsløre
min fortid for månen
kigger jeg ned
denne aften.

Vand i et gammelt tempel
Klippen er læk
i et gammelt tempel,
næppe sivende vand –
stemmen
af dvælende dharma.

Penselsstrøg
Blot legende
uden hensigt –
de trukne spor
af en pensel
dyppet i blæk.

Sne på vand
Jeg ser sneen falde
i vinden over floden,
derpå forsvinde –
skrøbelige flager på vandet
opløses for mit blik.

Ildfluer på marken
Selv hvis en tanke
af ildfluegræs forsvinder,
lyser den sikkert op
som en ildflue
et andet sted.

Hjerte
Drivende som hvide skyer
fra fødsel til død –
det er svært at blive klog på
dette hjerte.

Længsel i vinden
Jeg venter min elskede,
som endnu ikke er her.
Månen i fyrretræerne
og vindens stemme
forstærker min længsel.

Mørkets blomster
Duften af det blomstrende blommetræ
når selv ærmerne
af min blæksorte kjole –
mit tunge hjerte
gennemtrænger mørket.

Mit ønske under månen
Hvor jeg ønsker
at dø ved fuldmåne
om efteråret,
at selv ikke mørket
må få mig.

Dødsdigt
Jeg ønsker at se månen
fra en skyfri himmel
oven over lotusblomsten
i mit næste liv.

Læs digtene på engelsk her.

I en rundkørsel
bremser vi op! Bilerne
flyder som fløde.

Vi kører lige
frem efter månen. Vejen
danner en kurve.

Således kaster
en regnbue sin skygge.
En skygge af lys.

Jeg plukker en halv
rose. Den folder sig ud
som om, den er hel.

Inde i stuen
i skæret af levende
lys. Fuldmånesegl.

Rastafari er en religiøs vækkelsesbevægelse i det tyvende århundrede, og det giver god mening at sammenligne den med grundtvigianismen i Danmark i det nittende. Alle forskelle til trods er der tale om en folkelig og sproglig bevidstgørelse. Hvad Gundtvigs salmer er blevet for dansk kirkeliv, er Bob Marleys sange blevet for en langt videre kreds. I virkeligheden er der også her tale om salmer med et så radikalt trosindhold, at de ikke lader den mest inderlige kristen noget efter. I “One Love”, stilles spørgsmålet, om der er et sted til den ultimative synder i Guds rige. I den politisk bevidste kontekst, som blev rastafarianismens arena vil enhver lytter sandsynligvis besvare spørgsmålet benægtende. Men senere i sangen udfoldes et perspektiv, hvor dommen aflyses, fordi alle sjæle er rene, når dagen oprinder. Der må kæmpes og elskes lige indtil da. Det er en umådelig smuk salme.

Songwriters: MAYFIELD, CURTIS / MARLEY, BOB

One Love!
One Heart!
Let’s get together and feel all right.
Hear the children cryin’
(One Love! );
Hear the children cryin’
(One Heart! ),
Sayin’: give thanks and praise
To the Lord and I will feel all right;
Sayin’: let’s get together
And feel all right.
Wo wo-wo wo-wo!

Let them all pass all their dirty
Remarks (One Love! );
There is one question
I’d really love to ask (One Heart! ):
Is there a place for the hopeless sinner,
Who has hurt all mankind just
To save his own beliefs?

One Love! What about the one heart?
One Heart!
What about?
Let’s get together and feel all right
As it was in the beginning
(One Love! );
So shall it be in the end
(One Heart! ),
All right!
Give thanks and praise to the Lord
And I will feel all right;
Let’s get together
And feel all right.
One more thing!

Let’s get together to fight
This Holy Armagiddyon (One Love! ),
So when the Man comes there will be no,
No doom (One Song! ).
Have pity on those whose
Chances grows t’inner;
There ain’t no hiding place
From the Father of Creation.

Sayin’: One Love!
What about the One Heart?
(One Heart! )
What about the?
Let’s get together and feel all right.
I’m pleadin’ to mankind!
(One Love! );
Oh, Lord!
(One Heart)
Wo-ooh!

Give thanks and praise to the Lord
And I will feel all right;
Let’s get together and feel all right.
Give thanks and praise to the Lord
And I will feel all right;
Let’s get together and feel all right.

Hvad er nu Guds evangelium
til forskel fra alle tiders sum
af visdom og åbenbaringer?
Det er tilgivelse for al synd,
Jehova siger det selv med fynd,
og Jesus med sammenligninger.

Da skal Jehova i blandt os bo,
når overalt der imellem to
er ømhed overmåde.
Når ingen frygter hinandens dom
og taler ej heller uden om
men frit om tilværelsens gåde.

Det er en due, som fanger din
opmærksomhed ved at lade sin
flugt gå hen over dit hovede.
Den flyver ind ad den åbne dør
og ind i himlen, som også før,
da Jesus på jorden levede.

Nu hvisler det over land og by,
nu frister han med en verden ny,
som før vor frelser fristede:
Gør disse stene til dagligt brød,
og udfri jorden af sult og nød;
således til ham han listede.

I vore dage den samme list
er over os, det er sandt og vist;
han styrtet er til jorden*.
Han efterstræber hver enkelt sjæl;
vi kan ham ikke med nogen pæl
igennem kalde til orden!

Kun genopretter vor frelser selv
sit rige ved dette efterskælv,
som går igennem vort øje.
Det standser ikke men slår igen
et slag for fjende og et for ven
og et for Gud i det høje.

Vi ser med hjertet og skuer ind
i Paradis i hinandens sind,
en lykke uden lige.
Maria sidder med barnet sit
og kysser ham både ømt og tit
hver dag i Himmerige.

* Johannes Åbenbaring kap. 12, 13: “Da dragen så sig styrtet ned til jorden, forfulgte den kvinden, der havde født drengen”.

Hør melodi her.

Kære Jesus, blid og mild,
lad mig ikke fare vild;
lad mig i enfoldighed
finde al din kærlighed.

Famlende jeg finder ind
til dig ligesom en blind;
lad mig i elendighed
skue al din herlighed.

Du er mit forbillede,
du vil ikke vildlede
mig; du er et lille lam,
som borttager jordens skam.

Jeg vil være, som du er
lige nu og lige her;
jeg vil bære verdens synd,
vend mig om og sig: Begynd!

Lad Guds vilje være min,
lad den som et bæger vin
løfte mig som ånd og vind
helt i Himmerige ind.

Efter “Gentle Jesus, meek and mild”, Charles Wesley, 1742.

Hør melodi her.