Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Jesu humor
I Vilhelm Grønbechs bog “Jesus Menneskesønnen” er der et kapitel med overskriften “Jesu humor”. Grønbech var uddannet sprogvidenskabsmand hos den berømte sprogforsker Vilhelm Thomsen, som det lykkedes at læse ældgamle mongolske indskrifter ved at løse gåden om det ældste tyrkiske skriftsprog. Også Grønbechs egen doktorafhandling handlede om tyrkisk sprog – og da det nye Tyrkiet under Atatyrk i begyndelsen af det 20. århundrede skiftede de arabiske bogstaver ud med latinske, var Grønbech involveret i arbejdet med at udforme det nye tyrkiske skriftsprog.
Fra denne udørk af gamle sprog lyttede Grønbech sig ind på sit egentlige virkefelt nemilg religionshistorien. Det skal forstås ganske bogstaveligt for han lyttede sig netop igennem de gamle tekster ind til menneskene bag dem. Ikke blot læste han, hvad der stod – men han følte sig også ind bag teksten og hævdede, at den kerne han fandt ikke var et produkt af hans egen fantasi men et historisk faktum. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for Grønbechs opdagelser, for når han fik banket rusten af ordene, betød de ofte noget helt andet end man havde vænnet sig til.
To af Grønbechs eksempler på Jesu humor er følgende:
Det gælder historien om en mand, der allerede er gået til køjs med hele sin familie og bliver vækket af en højrøstet tigger, der beder om mad. Vi føler med ham, siger Grønbech. Han ligger godt under dynen. Børnene er endelig faldet til ro. Men tiggeren bliver ved med at råbe udenfor huset, og til sidst må han op og en tur i køleskabet.
Der er også historien om kvinden, der omhyggeligt havde gemt en hundredekroneseddel i en bog, og nu ikke kan huske, hvilken bog, det var. Hun må febrilsk igennem hele reolen, og da hun endelig finder den af bare glæde må fejre det og inviterer sine veninder på is nede på lystbådehavnen.
Men Grønbech har blik for mere end denne oplagte humor hos Jesus. Han bruger også udtrykket “nænsom humor” og nævner som eksempel episoden i Simon den Spedalskes hus, hvor en kvinde, som traditionen ofte identificerer med Maria Magdalene, salver Jesus med kostbar salve. Humoren består her i den underfundighed, der er i det svar, Jesus giver, da de andre gæster bliver forargede over, at denne kvinde bortødsler dyrebar salve, som kunne være solgt og pengene givet til de fattige.
Her skal man vide, siger Grønbech, at Jesus i sit svar, at “De fattige har I altid hos jer” citerer Moses, som har sagt, at “De fattige vil altid være i landet, derfor befaler jeg dig at åbne din hånd”, altså at være gavmild. Det er jo netop det, de forargede gæster lige har sagt, at pengene skulle gives til de fattige! Men Jesus bruger det samme citat i den helt nye betydning, at fordi de fattige altid er der, så kan man også være gavmild i morgen.
Det er en humor, der får meningen i gamle sætninger til at ændre sig.
Opdagelsen af Jesu humor giver også mulighed for at forstå ligenlsen om de betroede talenter: En mand rejser udenlands og giver forinden hver af sine tjenere en sum penge. En får 100.000 kr, og en anden får 50.000 kr, og endelig får en tredie 25.000 kr. Den første investerer sine penge i aktier og får dem til at yngle til det dobbelte. Da hans herre kommer hjem, siger han: “Du gode og tro tjener! Jeg vil betro dig endnu mere. Gå ind til din herres glæde”. Den anden tjener investerer pengene i sin uddannelse og når at gældsætte sig for det dobbelte, inden han bliver færdig. Så starter hen egen virksomhed og kan betale sin gæld og mere til. Også til ham siger hans herre: “Du gode og tro tjener! Jeg vil betro dig mere, end du drømmer om. Gå ind til din heres glæde”. Men den tredie tjener – som kun fik et lille beløb – gravede pengene ned. Da hans herre kom hjem igen, sagde tjeneren til ham: “Her har du, hvad der er dit. Jeg kender dig som en hård herre, der høster, hvor du ikke sår, og sår, hvor du ikke høster. Så for ikke at vække din vrede, har jeg gemt dine penge i jorden”. Til ham sagde hans herre: “Du dovne og uduelige tjener! Du kunne i det mindste have sat pengene i banken, så de havde trukket renter. Ikke engang det, gjorde du. Gå din vej”.
Som en sløjfe på historien uddrages den tilsyneladende barske morale, at til ham, der har, skal der gives; men den der intet har, skal endog fratages, det lidt han har. Her hører den, som har humor, en anden historie end alle andre. Der er ingen ende på hvilke muligheder, han har. Jesus siger nemlig ikke, at der skal tages fra de fattige og gives til de rige. Han siger, at den fattige kun har én mulighed for at forstå sig selv og sine muligheder: Følelsen af at være rig.
Kirken i Gyngen 