I Simon den Spedalskes hus,
der var et mægtigt gilde,
hvor roserne vel havde lus
men duftede så milde,
at de befordrede en rus,
hvor hjerterne lå øde,
de duftede så søde.
Sin alabasterkrukke brød
Maria mellem torne,
og salven mellem roser flød,
de ægte og forlorne;
hun over Jesu hoved gød
sit dyrebare eje
i stedet for at neje.
Hun salvet har mig før min død,
hvad ingen andre vover,
det sagde Jesus, og han bød,
hvor andre bare lover,
at huske hende, vel det lød;
det var en dejlig pige,
som fandt sit Himmmerige.
Hør melodi her.
