Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “oktober, 2014”

Rosernes blade

Rosernes blade
falder med duften
ned på den flade
hånd gennem luften.

Fuglenes vinger
løftes af vinden
let som en finger
hen over kinden.

Træernes grene
strækker sig nøgne
ind i den rene
himmel af løgne.

Hvalernes sange
går gennem dybet
dybe og lange
uden om krybet.

Stjernernes orden
og deres vrimmel
holder om jorden
i deres Himmel.

Hvilke syv ord

Jeg ved ikke hvilke syv ord,
jeg ville vælge at tage med til en øde ø;
men det kunne være ø, øde og ødém.
Dem kunne det være:
Ø, øde, ødém, kunne, være, dem og det.
Det kunne være dem.

1864

Jeg føler mig godt underholdt af Ole Bornedals “1864”, som løber over skærmen her i 150-året for den dansk-tyske krig. Zigøjnere og tyskere er ganske vist stereotype indslag i en dansk folkekomedielighed, der bringer mindelser om “Frøken Nitouche” med Nicolas Bro i rollen som Dirch Passer. Tyskland er et kontor i himlen, og zigøjnerne er af bedste orientalistiske støbning. Men stereotyperne er lavet med så sikker hånd og holdt ud i så strakt arm, at hensigten ikke er entydig. Men den er nok at bringe den centrale stereotyp i spil, som handler om Danmark, som Guds udvalgte folk. I Grundtvigs udfoldeldse af denne tanke er den specifikt kristen, og udenfor denne kontekst og som politisk ideologi er den naturligvis fatal. Men den havde tilsyneladende greb i Monrad og andre danske politikere – men netop ikke med sin ydmyge kristne begrundelse. Det fremgår af serien, at forherligelsen af Danmark og det politiske overmod skyldtes det forhold, at overgangen til demokrati i Danmark i modsætning til resten af Europa havde været fredelig. Danmark var med andre ord sin tids “moralske stormagt”. Således kan “1864” utilsigtet være en replik til et andet nordisk land, der overmodigt og virkelighedsfjernt går sin skæbne i møde. Måske vender Skåne tilbage til Danmark, når muslimerne slår sig ned som nomader i Finmarken. For nu at blive i stereotyperne, som i “1864” dog indtil videre virker velanbragte, da der netop er tale om optakten til en krig. Allerede i andet afsnit opløses de dog i forhold til zigøjnerne, der jammer forsigtigt med den helt overvældende blæsersektion, der fylder godt op i seriens lydspor. Skulle det ikke have været et par spillemænd med violiner, hvis serien skulle være historisk korrekt? Men det skal den åbenbart med vilje ikke. Jens Jørgen Thorsen sagde, at Jesus ikke interesserede ham men forestillingen om Jesus i europæisk kultur. I de første to afsnit har Bornedal benyttet sig af en lignende tilgang og bragt myterne om 1864 i spil.

Stella Nova

Nu lyser op en stjerne ny
på stedet, hvor der var en sky,
og lader sig i mørket døbe
og lader sig i lyset støbe.

Velsign dit barn, du gode Gud,
tag frem din arm og ræk den ud
og slå med dine fingre grande
et kors for øje, fod og pande.

Lad barnet, som du elsker dybt,
i inderlige øjne svøbt,
forære, hvad det selv har blandet,
imens det gik med dig på vandet.

Giv alle børn en smule ånd,
når de har rakt imod din hånd,
og lad dem også hvile øjet
ved billedet af dig på tøjet.

Vi glæder os i denne tid,
hvor regnen falder klar og blid,
og buen ikke er at skue
med ét så klar på himlens bue.

Dér står med ét en stjerne ny
og vidner om en lille by,
en Stella Nova i det høje
sig viser for det blotte øje.

I sin omtale af Simon Grotrians dåbssalme fra SyngNyt-hæftet i Kristeligt Dagblad 13. oktober forholder Morten Skovsted sig eksplicit til Grotrians “underlige metaforer”. Der er en mening med dem hedder det, og Kirsten Nielsen citeres for synspunktet, at vi ender i et “trivialiseret gudsbillede”, hvis salmernes metaforer bliver for ligetil og let tilgængelige. Simon Grotrians metaforer er raffinerede nok, men hvor ikke-trivialiseret et gudsbillede er der alligevel tale om? Moderfølelsen svulmer voldsomt i salmens åbning: “Velsign MIT barn”, og “barnet, som JEG elsker højt” står der i tredie vers (mine fremhævelser). Vi går frit mellem hinanden med uafladeligt nye åbninger som i det underste land med Gustaf Munch-Petersens forløsende syner for en fatal længsel. Men Simon Grotrian standser i modsætning til sin forgænger ved ”Himmerigelågen”. Hermed kunne salmen med fordel slutte, men derved bliver det ikke. Jeg ville foretrække, at de to sidste vers stod først, for når de står sidst, ender salmen noget nedtonet (kristeligt set) med det moderlige vi´s blot venlige imødekommenhed overfor evangeliet, som da også nedskrives til et blot fortrøstningsfuldt billede fra Det gamle Testamente. Det bliver lovsang uden bekendelse. Jeg famler efter mit fadervor og synes, jeg finder det i min egen gendigtning frit efter Ditte Menneskebarn.

Alle Helgen

En sky, det er det skib, hvorpå du kommer
at være levende og dødes dommer;
dit øje rammer jorden som en dråbe
og lader hvert et lille sandkorn håbe.

De hvide måger flyver over byen,
som om de sprang i faldskærm ud fra skyen
men bredte deres vinger ud i glæde
og foldede dem sammen om de spæde.

For kragerne er det en dans på roser
at endevende byens skraldeposer
med hjælp fra mågerne, som gør det grove
og skriger højt, så det er svært at sove!

Nu er det morgen her, og solen lyser
beskedent ind i haven, hvor vi gyser,
når vi går ud og lister hen i badet
og slår et tegn og dypper os i fadet.

Den sol, som strålet har imod os, siden
den selv blev født, har selv forandret tiden
og ladet den få ende ved at munde
ud i et af de salte, blanke sunde.

Her ligger tusind både, som er tomme
og venter blot på en af dine domme;
så vil de fyldes blidt af sommerdage,
som vender levende og frelst tilbage.

Hvor er jeg selv, når dommens time kommer
med ren basuneklang og store trommer,
og ordets sværd på sangens skarpe klinge
sig skærer gennem luften som en vinge?

Når frygten lammer mig og mine drømme
om, hvad jeg kan, og hvad jeg kan forsømme;
så lægger du din finger på mit øje
og lader lyset sig imod mig bøje.

Det tøver længe mellem klare sole
men lægger sig i rummet som en mole
og skærmer mig imod det mørke vælde,
så jeg kan se dig i en brændenælde.

Nu siger du til mig, at det at være,
det er det eneste, der er at lære;
og du er den, der er og var og kommer,
at være levende og dødes dommer.

Hør melodi her.

Fri os fra det onde er ordlyden i fadervor. Det skal ikke blot forstås som et ønske om at måtte slippe for det onde. Det onde er her os slået sammen under ét fra det mindste til det værste. Det onde er set i et enkelt blik. I trosbekendelsen tales der ud fra samme særlige blik om levende og døde som stående for den samme dommer.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...