Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “februar, 2014”

Nu er frelseren tilbage

Nu er frelseren tilbage,
som han lovede engang,
da han talte sine dage
og gav efter for sin trang
til at dele sig med os
for altid at være hos
os, indtil i tidens fylde
han af os sig lader hylde!

På den dag, som han har lovet,
kommer han tilbage her,
har vi end i timen sovet,
vågner vi op, når det sker,
venter vi forgæves på,
hvad vi klart i ånden så,
står et andet sted på kloden
han og prøver den med foden.

Bud til os han lader sende
om, at han er her igen,
og at alting har en ende,
og nu er han her med den,
når han drives fra sit sted
har han sine kære med,
når han kommer her tilbage,
hvor han gik i gamle dage.

Når han løber om på stranden
hen på dagen, som er stor,
er han lige som en anden,
synger englene i kor,
er det allerede sket,
har vi Herrens åsyn set,
eller lader vi os blænde
af et spejl, som det kan hænde?

Se, han sidder i sit sæde
med en løve for sin fod,
og han lader løven æde
af sin hånd, for den er god,
løven rejser sig og går,
og på stedet, hvor den står,
kaster den sin egnen lykke
ned på gulvet som en skygge.

Løven træder ind i stalden
for at vogte på sin søn,
da den hører barnets kalden,
som er født i nat i løn,
moderen med barnet går
hen til løven som et får,
føler ingen frygt i livet
for, hvad hun er blevet givet.

Ja, jeg kommer snart, det siger
Herren selv, og lad det ske,
når han ned fra himlen stiger
i den allerførste sne,
at han sætter sine spor
der, hvor han til himmels for,
så at vi igen skal finde
ham på Oliebjergets tinde.

Hør melodi her.

Guds enbårne søn

Guds enbårne søn,
som fødtes som svar på den eneste bøn;
din moder Maria i krybben har lagt
dig ned som i graven, da alt var fuldbragt;
opstanden, opfaret til himmels som syn
for hævede bryn.

Velkommen igen
på dagen som skrifterne spåede den,
hvor duerne kredser med fred over by
og kurrer på taget i ly under sky,
hvorpå du er kommet og lader dig se
og falde som sne.

Din smilende kyst
har mågerne krydset så hvide på bryst;
de lander på marken, hvor kragerne gror,
og flyver igen ad usynlige spor
tilbage til havet, hvor fiskene bor
og synger i kor.

Tillykke min ven
med dagen, der går, og hvor den kommer hen
skal pindsvinet vågne i vinterens hi
og mærke i mørket, at den er forbi,
og foråret kommer med rislende bæk,
og kulden er væk.

Du sænker dig ned
på jorden og lander et hemmeligt sted,
hvor de kun dig skuer, som før dig har set
i hjertet og troet på det, der er sket
med himlen og jorden og afgrund og hvælv
i hjerterne selv.

Den hellige ånd
har rusket sig fri af de snærende bånd
og udfolder vingerne frit over jord
og folder dem sammen igen i dit ord
og synger på bænken som spurven på kvist
så sikkert og vist.

I sommerens løb
skal Eva sig rejse, hvor hugormen krøb
i støvet, og leve i tusinde år
og dele med dig de velsignede kår,
og ingen skal græde af kvinder på jord
ifølge Guds ord.

*

Almægtige Gud
i haven, hvor lyset er tændt på dit bud,
og himlen sig hæver højt op over jord,
og selv du dig skjuler i ly bag dit ord,
og Adam sig skjuler for dig bag et træ,
hvor han står i læ.

På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet den levende ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det er sagt.

Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.

Tilgængelighed
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
til lykke og held.

Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk;
det lader sig dele af verden i to
og finder hinanden i tro imod tro
med ét for Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.

Velsignede by,
hvor vejene deles og mødes på ny;
hvor Thorvaldsensgade og Vester Allé
sig slynger mod Åboulevarden og se,
den løber ved siden af åen så tro
og møder en bro.

Fra himmel til jord
har Jesus indfundet sig ved vores bord;
han skænker af hånden den sødeste vin
og hæver et brød op af sølverne skrin
og går hen til duerne og fodrer dem
i Jerusalem.

Hør melodi her.

Sokrates som livsfilosof

1. Livsfilosofi

Livsfilosofi er en særlig form for filosofi, som med baggrund i romantikken kritiserer den traditionelle akademiske filosofi for at være for abstrakt. I stedet kan livsfilosofien siges at fokusere på det gode liv. En titel hos en central dansk livsfilosofisk tænker, Ludvig Feilberg (1849-1912) hedder således “Om størst udbytte af sjælsevner”. Feilberg var ingeniør af uddannelse og havde således en naturvidenskabelig baggrund, og det bærer hans metode til selviaggtagelse og tænkning præg af.

Også teologien kan antage livsfilosofisk karakter hos K. E. Løgstrup (1905-1981), og det tyvende århundredes store ikke-guru Krishnamurti (1895-1986) formulerede sin lære helt på livsfilosofiens præmisser uden nogen tydelig forankring i hverken filosofiske eller religiøse traditioner.

Ikke desto mindre trækker livsfilosofien på både filosofiske og religiøse traditioner, og en ikke uvæsentlig livsfilosofisk opgave ligger i at tilegne sig disse i et livsfilosofisk perspektiv. En grundsten i dette arbejde er lagt af den russiske filosof Vladimir Solovjov (1853-1900) i hans essay, der i engelsk oversættelse bærer titlen “Life Drama of Plato´s Life”. Bogen formidler et indtrængende portræt af den filosof, der gjorde så stort et indtryk på Platon, at han gjorde ham til en central figur i sin egen filosofi nemlig Sokrates. Men den gør det så at sige på modernitetens præmisser. Det er et portræt af Sokrates som livsfilosof.

2. Tragedien i Platons liv

Vi kan hver især  bruge ordet “livsfilosofi” om vores egen private livsfilosofi, men livsfilosofi er altså også en ganske bestemt form for filosofi, som i begyndelsen af 1900-tallet begyndte at tage form som et opgør med den akademiske filosofi, som blev fundet for abstrakt. I stedet ønsker livsfilosofien at forankre filosofien i generelle livsspørgsmål.

Denne definition skulle gerne have almen gyldighed; men den udspringer her af netop den begrundelse, som den russiske filosof Vladimir Solovjov i sit essay om “Tragedien i Platons liv” giver for denne filosofs udvikling af sin idélære nemlig den, at den blev til i en tilbagetrækning fra verden forårsaget af det chok henrettelsen af Sokrates foranledigede hos hans unge discipel.

Her har vi netop en begrundelse for filosofien i et alment livsforhold. Fordi det var sådan, at i den bedste af alle verdener, Athen, valgte byrådet efter omhyggelig overvejelse, at Sokrates, sandhedens apostel, hvis en sådan overhovedet kan tænkes, måtte dø. Stillet overfor denne afgrund af velovervejet, samvittighedsfuld ondskab trak Platon sig ind i sig selv og levede fordybet i skuen af det sande samfund, hvor Sokrates gik omkring i filosoffens egne dialoger og udviklede sine synspunkter. Skam få den, der tænker ilde herom, for ellers ville vi slet intet have vidst om Sokrates.

Især i dialogen “Symposion” sker der imidlertid det, at Eros træder ind i Platons liv. Den erotiske kærlighed som en mægtig løftende magt, som leder Platon tilbage til den materielle verden og dens krav. Men i det græske samfund er eros en bredspektret kvalitet bestående af både heterosexualitet, homosexualitet og pædofili, og derfor lykkes det ifølge Solovjof ikke Platon at identificere den i en definitiv opbyggelig skikkelse.

For at foretage en sådan identifikation må vi anlægge et synspunkt, som var Platon fremmed, men ved hjælp af hvilket vi kan identificere de udviklingsveje eros tilbyder et mennreske. Solovjov nævner fem sådanne veje, hvoraf den første er den infernalske, hvorom han intet vil sige. Men han må vel tænke på relationer af en sådan karakter, som i oldtiden fandtes mellem gudinden Kybele og hendes mandlige præster, som i indvielsesritens rituelle ekstase foretog en blodig selvkastraktion.

En sådan frigørelse af erotikkens svangre magt må siges at være uforenelig med enhver forestilling om menneskelig værdighed, ligesom også den anden vej, den dyriske, må siges at være det. Den, hvor eksistensen af det blotte behov er ensbetydende med et forsøg på at opfylde det. Den tredie vej er ægteskabets vej, og dette er den første velsignede vej i modsætning til de to første fordømte veje.

Men alligevel er der ikke nogen højere udvikling forbundet med denne tredie vej,  da den blot er en reproduktion af en eksisterende tilstand og hele tiden er den i fare for at falde tilbage i de lavere stadier. En fjerde og højere vej for kærligheden er derfor askesen og cølibatet – ikke for afsavnets egen skyld men for at lutre kærligheden og rense den fra den fornedrelse, den har været genstand for i århundreder. Men man skal lægge mærke til, at selv i sin mest udviklede form i det kristne klostervæsen har askesen ikke forstået sig selv som andet end en mangelfuld livsform påtvunget af omstændighederne.

Den femte og sande kærlighedens vej er derfor den, som igen vender sig mod legemet og ser det som sit formål at frelse den elskede og skænke hende udødelighed. At hun må vide sig elsket med hud og hår af sit guddommelige ophav om ikke af elskeren selv, der i sin tur skænkes den samme ophavets kærlighed ved elskerindens mellemkomst.

Men denne erkendelse har vi ikke fra Platon selv, som for vild, og hvis teori om kærligheden Solovjof sammenligner med en knop, som aldrig foldede sig ud – og dog skal vi ikke kimse ad denne arv overdraget menneskeheden af den store filosof. En mulighed mennesker imellem for altid knyttet til hans navn, den såkaldte “platoniske kærlighed” har gået sin sejrende gang igennem den kristne kultur ved at muliggøre relationer mellem kønnene uden at der nødvendigvis er tale om ægteskab.

I sit eget liv udviklede Platon i sin ensomhed en totalitær tankegang, som afspejles i hans alderdomsværker “Staten” og “Lovene”. I disse udvikler han teorien til en mønsterstat, der i stedet for at udvikle ansatserne i demokratiets fødeby, Athen, ligefrem gør denne bys modstykke Sparta til idealet og foreskriver så strenge love at – selve Sokrates  – som i sin tid vandt den unge Platon for filosofien, på forhånd ville være dømt til døden. Dette er den store trageide i Platons liv.

Tragedien i Platons liv er ikke, at han skræmt af den uretfærdige og onde henrettelse af Sokrates trak sig ind i sig selv og levede i skuen af sandheden i den såkaldte ideernes verden. Dette er ikke tragisk men på sin vis lykkeligt, for derved frelstes sandheden som begreb over i åndens verden, da den ikke kunne finde fodfæste i den materielle verden. Tragedien er heller ikke, at Platon ved mødet med Eros endte med at give op og lod den platoniske kærlighed stå som den eneste frugt overgivet menneskeheden. Også dette er en stor lykke, for herigennem har det ikke-seksuelle forhold mellem kønnene fået sin egen kategori. Ikke som ideal men som mulighed. Tragedien i Platons liv er, at han i mangel på sand erotisk forløsning hengav sig til udarbejdelsen af regler og love for en mønsterstat og aktivt søgte alliancepartnere blandt samtidens tyranner til denne stats virkeliggørelse – og dette var en stat så stramt reguleret, at hans eget livs store forbillede, Sokrates ikke ville have kunnet tåles i den. Solovjof kalder dette for den dybeste tragedie, der findes, men den skyldes ikke nogen digters geni. Den fandt sted i det virkelige liv.

3. Øjeblikket hos Sokrates

Men der findes en oplysning, i øvrigt fra Platons dialog “Sokrates´ forsvarstale”, som gør det muligt at unddrage sig en så fatal udvikling på baggrund af henrettelsen af Sokrates, I sin tale har Sokrates det opdrag at foreslå en passende straf til sig selv. Han foreslår livsvarig bespisning i Snapstinget. Vi forlader Sokrates her idet øjeblik, hvor han i sin forsvarstale vurderer sig selv tilsyneladende uden at være tynget af omstændighederne. Øjeblikket er af altafgørende betydning, fordi der her i et enkelt billede vendes op og ned på begivenhedernes gang. Det var ikke det, der skete. Men vi kan huske på det som et udtryk for sandheden og lade det stemme sindet til videre færd.

4. Øjeblikket hos Ludvig Feilberg

Netop en sådan opmærksomhed overfor særligt udfoldede øjeblikke er praktiseret af den tidligere nævnte Ludvig Feilberg, som i “Store Nordiske Konservationsleksikon” fra 1917 kaldes Nordens genialeste psykolog. Den, som i en dansk sammenhæng har udfoldet livsfilosofien til en sammenhængende disciplin er Mogens Pahuus, som i bogen “Livsfilosofi – lykke og lidelse i eksistens og litteratur” 1994 giver en fremstilling af Ludvig Feilbergs såkaldte “levelære”.

Ludvig Feilberg anvender et begreb, status nascendi, dvs. den tilstand, det er at blive født. Denne tilstand beskrives som værende af såkaldt “mulighedsforøgende” karakter, og den er nøje knyttet til omgivelserne. Om en sådan følelse skriver feilberg: “Et Blink af fyldig Ungdomsfølelse slog igjennem ham med en saa ejendomelig Styrke, at det vakte hans Opmærksomhed”. I det konkrete tilfælde er der tale om en spadseretur, hvor den nævnte følelse indfinder sig ved overgangen fra trafikeret byliv til et roligere strøg. Feilberg spørger nu om årsagen til dette stemningsskift og finder, at det skyldes at al den opmærksomhed, som trafikken tiltrak sig med ét sættes fri, da larmen kommer på afstand. Han erindrer i det samme en lignende tilstand samme morgen ved stensætningen i Botanisk Have, hvor solstrålerne spillede i dråberne på brombærbusken. Tilstanden er altså forbundet med oplevelse af den ydre verden. I den førstnævnte var der tale om det larmende byliv oplevet på afstand, og i det andet om en naturoplevelse. Også dagen før på en gåtur langs Strandvejen til Helsingør havde der været lignende øjeblikke i slutningen af turen oppe ved Humlebæksbugten, hvor fiskerne satte net ud efter solnedgang. Her havde oplevelsen været nøje forbundet med at høre fiskernes tale og årenes forskellige lyde hen over vandoverfladen. Ligeså havde det været igennem Snekkersten by, hvor fiskere stod og snakkede og røg tobak. Det forekom ejendommeligt hyggeligt og mindede ham sært om hans barndom, skriver Feilberg.

Der er alså også en særlig form for erindring med i spillet i forbindelse med disse øjeblikke, en følelse af tryghed og erindring om barndommen. Det er karakteristik for Feilberg, at der egentlig ikke er tale om at ‘leve i nuet’ men om en række af sammenhængende og forbundne øjeblikke, som i sidste ende også er forbundet med en form for erindring.

Det vil ellers være nærliggende at opfatte erindring som noget netop mulighedsformindskendde i henseende til den “ungdomsfølelse” eller det livsmod, som er genstanden for Feilbergs interesse. Dette er Feilberg også ganske klar over; men ved konsekvent iagttagelse er det alligevel ikke muligt at opretholde denne fordom. Der er nemlig en lille del af erindringen, som knytter sig til det mulighedsforøgende øjeblik nemlig erindringen om andre mulighedsforøgende øjeblikke, som – netop i anledning af at et sådant øjeblik indfinder sig igen – forløses. I Feilbergs analyse af lignende fænomener nemlig ‘bevidsthed’, ‘selv’ og ‘personlighed’ præciseres denne opfattelse af det individuelle i en bestemt skikkelse som mulighedsforøgende.

Sundar Singh

Hvad vil det egentlig sige at tro på Gud? Er det at tro på en såkaldt metafysik størrelse, som udefra kan række magtfuldt ind i vore liv med trøst og hjælp, eller er det en dybere dennesidig udfoldelse af det liv, vi har med hinanden båret af gode menneskelige kvaliteter? Jeg hungrer mere efter det sidste end efter det første. Men jeg er kommet i tanke om en lille episode, som bringer mig i tvivl.

I slutningen af min studietid havde jeg den fornøjelse af og til at spise frokost med en flok phd-studerende på Teologi. De var alle begyndt at studere senere end jeg, men havde overhalet mig indenom. En dag kom samtalen ved bordet ind på et emne, der gjorde mig mundlam. De phd-studerende omkring mig begyndte nemlig ganske frimodigt at diskutere karriere. Jeg blev som sagt ganske målløs, og det lykkedes mig ikke at formulere et eneste spørgsmål til den flydende debat.

I stedet tårnede et billede af den kristne inder Sundar Singh (1889-1929?) sig frem for mit indre blik. En dag havde bibliotekaren på Det Teologiske Bibliotek foræret mig fire bøger af denne inder, og jeg havde læst dem flere gange uden dog at gøre nogen brug af dem. Nu trådte denne skikkelse frem for mig og manede mig til tavshed med sit liv og skæbne som prædikant i Indien og Europa og til sidst i Tibet, hvor han som så mange andre kristne missionærer forsvandt sporløst. For mindre end hundrede år siden var Tibet åbenbart ikke så fredsommeligt, som det skal forestille at være i dag.

Men cremen af Det Teologiske Fakultet var i al uskyldighed optaget af deres karriere. Først mange år senere faldt det mig ind, at det muligvis var en del af pensum for phd-studerende at karriereplanlægge. Men der var ikke et pensum, der nogensinde var kommet min vej, og jeg forestillede mig vel bare, at jeg skulle have min eksamen i hus og lægge min videre skæbne i Guds hænder for en dag at forsvinde sporløst i Tibet.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...