Herre, jeg har gjort det gode,
nåden ledte mine skridt,
så jeg rejste op for fode,
hvad der før ved mig har lidt;
lykkelig jeg ser tilbage
på mit livs henrundne dage.

Tak, at ingen veje fører
udenom det sted, du står,
så jeg bliver Ordets gører,
inden, at min time slår;
du har set, hvad ondt jeg agter,
og at jeg det ikke magter.

Lad mig nu fortrolig sige
dig det gode, jeg begik
inde i dit Himmerige,
og den gode løn jeg fik,
at du i min gerning klæder
dig, når du imod mig træder.

Sådan lod jeg mine synder
tage mål til gerning god,
så hver dag igen begynder
med en times overflod,
hvor det sker som nu forleden,
at jeg møder dig i Eden.

Hør melodi her.

Iben Krogsdal efterlyste i en kronik i Kristeligt Dagblad i julen 2013 krig på salmesangen. I den ånd har jeg valgt en af mine egne salmer som modspil til salmen “Du skal elske din næste som dig selv”. Denne salme af Iben Krogsdal skildrer ellers på forbilledlig vis den uoverkommelige opgave at elske andre som sig selv, og den trøster på gængs vis med, at vi har lov til ikke at kunne mestre udfordringen. Jeg synes imidlertid ikke, at Iben Krogsdals salme vender tingene nok på hovedet, som det bør gøres på ægte kristelig vis. Jesu svar på spørgsmålet om, hvad der er det største bud i Loven er som bekendt: “Du skal elske din næste som dig selv og Herren din Gud af hele dit hjerte”. Det er her salmen henter sin begyndelseslinje fra. Men Iben hører det, som om det er Moses, der har sagt det. Som om det er et spørgsmål af typen: Hvilken af Kingos salmer, synes du bedst om? Svaret herpå ville så logisk være at nævne en af Kingos salmer. Men Jesus svarer, som om svaret på dette spørgsmål var som Grundtvig at gendigte Kingo efter sit eget hovede. Det er altså Jesus, der siger til mig, at det største bud i loven er: “Du skal elske din næste som dig selv”, og så betyder det ikke direkte, at jeg skal gøre det, men at han gør det. Fordi han virkelig gør det, betyder det for mig, at også jeg får mulighed for virkelig at gøre det, og at jeg får mulighed for at udvikle en bevidsthed i forhold til ham om, at jeg har gjort det.

Her gengives de citater, som hver dag lægges ud på http://www.jkrishnamurti.org i let ændret form, så de optræder som bønner. Citaterne i sig selv hentet fra Krishnamurtis mange taler – og der skal kun en beskeden omformning af stilen til, for at de lader sig læse som bønner:

Så længe sindet ikke er følsomt, ikke årvågent og hurtigt, er det ikke i stand til at leve med livets aktualitet, som er så flydende, så uafbrudt undergående forvandling. Psykologisk, indadtil afviser vi at følge livets bevægelse, fordi vore rødder er dybt fæstnede i vaner og tradition, i lydighed overfor hvad vi har fået fortalt, i accept. Hvor ville jeg gerne forstå dette og gøre op med det, for jeg kan ikke se, hvordan jeg skal blive ved med at leve uden kærlighed. Uden kærlighed ødelægger vi hinandden, vi lever stykkevis, den ene del i krig med den anden, den ene del i oprør mod den anden; og vane, i enhver form, må uundgåeligt afstedkomme frygt. Jeg beder dig, lad mig ikke bare acceptere det og sige “Ja, jeg lever i vaner, hvad skal jeg gøre?” men snarere, lad mig selv være klar over dem, være bevidst om dem, være levende i forhold til de vaner, som jeg har; være klar over ikke kun de fysiske vaner som rygning, at spise kød, at drikke, som alle sammen er vaner men også vaner med dybe rødder i psyken, som accepterer, som tror, som håber og fortvivler, vånder sig og sørger. Hvis jeg kunne gå ind i dette vanens og også frygtens problem sammen med dig og måske derved komme frem til sorgens ophør, så kunne der være mulighed for en kærlighed, som vi aldrig har kendt, en velsignelse som unddrager sig nydelsens berøring. – 20. maj 14

*

Lad mig tænke på noget smukt, som jeg har oplevet, noget virkelig smukt: en statue, et digt, en åkande i gadekæret eller en velholdt græsplæne. Når jeg ser en sådan smule skønhed – nej, nej, når jeg ser en sådan, ikke en smule – når jeg ser en sådan skønhed, hvad er det så, der sker? I det øjeblik – lader selve bjergets majestæt mig glemme mig selv. Ikke sandt? Har jeg ikke været dér? Ikke jeg eksisterer der, kun denne vælde eksisterer. Men få sekunder senere eller et minut senere begynder det hele at køre igen, forvirringen, vrøvlet. Så hvor skønheden er, er jeg ikke. Har jeg forstået det? Har De forstået det? Åh, hvilken skare! Hvilken tragedie. Sandheden er, hvor jeg ikke er. Skønheden, kærligheden er, hvor jeg ikke er. Fordi vi ikke er i stand til at se på dette usædvanlige kaldet sandhed. – 19. maj 14

*

Hvad er jeg bortset fra et navn? Måske har jeg penge i banken eller er god til mit håndværk. Men hvad er jeg bortset fra dette. Lider jeg ikke? Eller er lidelse noget, jeg er forskånet for? Frygter jeg? Er jeg angst? Grådig? Misundelig? Tilbeder jeg et billede, som tanken har skabt? Frygter jeg døden? Klynger jeg mig til en idé. Hvilket er selvmodsigende, at sige ét og gøre noget andet. Så er jeg alt dette? Mine vaner, min sindsyge, det endeløse vrøvl i mit hovede, alt dette er hvad jeg er. Og indholdet i bevidstheden avler bevidsthed, og denne bevidsthed har udviklet sig gennem tiden, gennem vældige erfaringer, smerter, sorg, angst, alt dette. Nu spørger jeg: kan jeg blive fri for alt dette? Fri for følelsen af frygt. Fordi hvor der er frygt er der ingen kærlighed. – 18. maj 14

*

Lad ånden komme over mig og lad mig være åben og se tingene, som de er, og ændre dem. Lad mig opdage det, hvis jeg er voldelig, være klar over, at volden er, og hvordan den er. Og selve det at se det vil være at gøre en ende på det. – 17. maj 14

I det øjeblik, du giver fuglen et navn,
slår du den ihjel:

Musvit, rødhals, blåmejse og havesanger
for slet ikke at tale om solsorten,
duen og skaden.

Kragen ventede behørigt
på mågens kamp med skraldet
og overtog hjemmevant scenen,
da mågen lod sig anfægte af en forbikørende –
og bakkende bil.

Ordet skaber, hvad det nævner,
og jeg aner ikke,
hvilken bil det var.

Men fuglene genopstår
i bevidsthedens fjernsyn.

Nu daler fnug fra aspen
i midterrabatten på Nordre Ringgade
over hele byen.

Om en sværm af myg.

Bevidstheden er kun toppen af isflagen,
hvor sjælen soler sig.

Gærdesmutten havde jeg næsten glemt!
Det er ikke nemt.

At tro, det er at føle
en angst så dyb og stor,
at ingen kan den lode,
og kun derfor jeg tror
på Jesu legeme og blod,
på Jesu legeme.

At håbe er at briste
i gråd, når alt er tabt,
så tåren åbenbarer
en vej, som den har skabt
i Jesu legeme og blod
i Jesu legeme.

At elske er at lade
sig fange af sig selv,
så latteren undslipper
sin kilde som en elv
ved Jesu legeme og blod,
ved Jesu legeme.

Hør melodi her.

Det vinter var, og sneen føg
for Herrens øje,
da han på helligdagen gik
omkring i helligdommens læ.

En drive samlede sig let
for Jesu fødder
og lignede en kirke ny
opbygget af hans egne ord.

Det fnug, som du lod dale ned
til Kristus gjorde
Gud selv, og lod det genopstå
som bølge i den store sø.

Imellem bølgerne i ly
for Jahves vinde
går han nu hen imod din båd,
som om han ville gå forbi.

Selv træder du på bølgen ud
for Herrens øje
og synker ned til dine knæ
på bunden af hans åbne hånd.

Hør melodi her.

2. søndag efter påske. Anden tekstrække.

De hvide blomster fra pæretræet
falder allerede på det brune bord,
hvor det hvide runde stearinlys i sin montre
venter på at blive tændt en aften.

Til venstre over mod hækken
fanger spireabuskens hvide stængler solens lys
eller rettere i stedet for hækken,
for den er næsten gået ud!

I stedet slynger også kaprifolien sig længere til venstre tæt
omkring højt op over det spinkle skelet af liguster,
og skråt heroverfor læner Thorvaldsens sønderbrudte Venus
sig mod en rusten olietønde, som er malet gul.

Hun læner sig virkelig på grund af sine manglende lægge og fødder
og flytter således tyngdepunktet og glemmer tilsyneladende selv
sin manglende hånd, hvori æblet hvilede så selvfølgeligt
som øjeæblet endnu hviler i kraniets fæstning bag øjenlågets fine slør.

En krukke derfra forlader keruben jasminen i urets retning
glidende gennem skvalderkål.

*

Æbleblomsterne har nået græsset
på den anden side af huset
omkring og under det hvide havebord
sneet lige igennem lamellerne.

Cyklerne står som hjorte i skovbrynet
lige ved at forsvinde ind imellem stammerne.

En mælkebøtte løfter hovedet under bordet.
En rødhals lander på pedalen.