Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “juli, 2015”

En lignelse

Sidst jeg så Flemming Jensen i fjernsynet handlede det om Grønland, hvor han på en aktuel dyster baggrund præsenterede seerne for en gammelmandsagtig forhåbning til den grønlandske ungdom. Hans egen kærlighed til Grønland var på mærkelig vis sat ud af spillet. Til forskel herfra gik det op for den barmhjertige samaritaner, at alt afhang af ham selv. Nu har komikeren så omskrevet lignelsen om denne som en parodi på regeringens restriktive indvandrerpolitik.

Historien i Lukas 10 er i øvrigt ikke den mest oplagte i denne sammenhæng, synes jeg. Historien om bønhørelse på grund af hans påtrænhgenhed i Lukas 11 er mere oplagt:

“Hvis en af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget – jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for.”

En sammenhæng, hvor det efter min mening giver bedre mening at bringe lignelsen om den barmhjertige samaritaner i spil er Jyllands-Postens muhammedtegninger. Her passer mønsteret. Der er en, der falder i røverhænder og efterlades forslået. En efter en går toneangivende repræsentanter for tidens præsteskab forbi. Endelig er der også en, der standser op og hjælper.

Flemming Jensen skrev i begyndelsen af 2006 på et teaterstykke om muhammedtegningerne. I den forbindelse udtalte han til Berlingske: “Dette er ikke en forestilling, der er vendt mod nogen. Vi undersøger nogle problemer, der berører os selv. Det, synes jeg, er teatrets forpligtigelse. Det er vores alle sammens forpligtigelse”. Af en artikel i Information i september samme år fremgår det imidlertid, at projektet er skrinlagt: “De engelske pengemænd ville ikke have noget at gøre med noget, der havde den mindste tilknytning til Danmark. Vores første reaktion var, at Muhammedtegningerne var en gave for vores historie, men det ændrede sig altså hurtigt.”, siger Flemming Jensen.

Eller med ord fra Flemming Jensens omskrivning af lignelsen: “Han gemte sin olie og sin vin bedre i sadeltaskerne på sit ridedyr, snørede dem grundigt til og skyndte sig væk fra nærområdet, hvor den nødstedte mand lå og forblødte.” Det er vel at mærke den barmhjertige samaritaner, der udsættes for denne karikatur.

Spørgsmålet er, om historien om den barmhjertige samaritaner er en anvisning eller en lignelse. Hvis jeg spørger: “Hvordan skal jeg dyrke min jord?” kunne svaret være: “Her på disse breddegrader skal du så hveden om efteråret, så den kan nå at spire og slå rod inden vinter. Så vil den være klar til at gro tidligt om foråret.” Hvis svaret så efterfølges at et “Gå du hen og gør ligeså”, så er det nøjagtig det, jeg skal gøre.

Når spørgsmålet derimod er: “Hvem er min næste?” som er det spørgsmål, historien om den barmhjertige samaritaner fortælles som et svar på; så kan jeg jo ikke gå ud og finde mig en nødlidende for at gøre ligeså. Sådan er der ganske vist mange der udlægger lignelsen ud fra den formening, at det er en anvisning. Men det er netop en lignelse, og jeg henvises til det nærvær, der griber mig på min vej mellem Jerusalem og Jeriko.

Følgesvend til Albert Dam

Ib Johansen
Plantens sjæl
Studier i Albert Dams forfatterskab

Aarhus Universitetsforlag 2015

Albert Dam er kendt som forfatteren, der debuterede tre gange, fordi der var så lange mellemrum mellem hans udgivelser, at han blev glemt i mellemtiden. Det giver næsten mening at sige, at han nu er blevet glemt fire gange, for siden hans død på berømmelsens tinde i 1972 er der igen blevet stille om ham, så han igen ikke indtager den centrale plads i dansk litteraturhistorie, som hans forfatterskab kandiderer til.

Denne mangel forsøger Ib Johansen nu at råde bod på med en bog, som er en gennemgang af hele forfatterskabet og en placering af det i forhold til den moderne litteraturhistoriske sammenhæng, som det er en del af på trods af Albert Dams isolerede position i sin samtids litterære miljø.

I indledningen placeres Albert Dam med henvisning til Johannes V. Jensen i den såkaldte jyske bevægelse, som skal forstås bredt som en kreds af ikke nødvendigvis jyske forfattere, hvis slægt kan føres tilbage til bønder. Foruden Albert Dam nævner Johannes V. Jensen bl. a. Jakob Knudsen, Aakjær, Sophus Claussen, Andersen Nexø og Thøger Larsen. I et internationalt perspektiv finder Ib Johansen som noget nyt en parallel mellem den tyske filosof Martin Heidegger og Albert Dam. Albert Dam har selv peget på Nietzsche og Oswald Spengler som inspirationskilder.

Ib Johansen påpeger, at der samtidig sine steder hos Dam optræder en grel metaforik, som snarere må karakteriseres som ekspressionistisk og en tematik, som må betegnes som futuristisk. Albert Dam synes fra forfatterskabets begyndelse at sprænge alle grænser for en sædvanlig kategorisering, selv om han vedgår en bevægelse fra det ydre handlingsorienterede til det indre visionære som en udviklingslinje i forfatterskabet.

Et eksempel på det første er mordet i romanen Mellem de to Søer (1906), hvis hovedperson Karl Bay som Rodion Raskolnikov hos Dostojefskij har begået et mord. Men Albert Dams karakter angrer ikke og afsløres ikke. “Kan du forstå det geniale deri. Der er ikke mage til figur i hele verden”. Siger Albert Dam i et interview herom.

Ib Johansen gør opmærksom på, at Karl Bays og hans elskedes Ingeborgs skæbne tages op igen i en fortsættelse af mordhistorien i romanen I den firlængede gård, (ikke udgivet før posthumt i 1988). Hemmeligholdelsen af mordet ikke ægtefællerne imellem men overfor omverdenen slår indad med fatale konsekvenser i forholdet, og Ingeborg dør, mens Karl Bay emigrerer til Amerika.

For at forstå Dams kredsen om mordet som fænomen og dets følgevirkninger udvikler Ib Johansen begrebet “mordets topologi” parallelt med f. eks. sindets topologi, dvs. opbygning i psykoanalysen hos Sigmund Freud. Ib Johansen nævner det ikke, men det såkaldte Ødipus-kompleks med sit centrale fadermord hos denne kunne være en parallel til Dams mordmysterier.

Hos Dam fører interessen for det kriminelle sind til en række artikler om straffesystem og fængselsvæsen, hvori en omsorg for forbryderens vanskæbne udfoldes med uset rækkevidde. Et udvalg af disse artikler udkom i 1988 under titlen Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, hvorfra Ib Johansen citerer følgende gode refleksion hinsides godt og ondt:

“Vi skal ikke altid kvæle ukrudtet, men se, hvilke kulturplanter der kan fremelskes deraf. Der kan let komme den tid, da man vil trænge til nye, vilde ekstraordinære planters saft i samfundet. Vi har brug for alle kræfter, for alle kræfter har mulighed for at blive gode. Er samfundet ikke nu mægtigt nok til at give dem med tvivlsomme tendenser og ekstraordinære begærligheder deres plads, ikke sejt nok til at omslutte endog de antisociale i sine arme.”

Interesssen for det kriminelle sind er en side af en mere omfattende interesse for det menneskelige, som også de folkelige fortællinger er udtryk for, og Dam citeres for at afvise betegnelsen kunstner til fordel for fortæller. Et stort udvalg af folkelige fortællinger er genfortalt i Morfars by. Fortællingkreds for et Hundredaar siden (1956) i en form, som adskiller sig fra den mundtlige form. Morfars by kan sammenlignes med Johannes V. Jensens Himmelandshistorier men er åbenlyst skrevet i et andet rum end Jensens historier. Hos Dam møder vi en afstandsløs og hensigtsløs identifikation med historiernes personer, et nærvær etableret i kraft af en erkendt absolut afstand. Deri ligger modernismen hos Dam.

Denne frigjorthed i forhold til enhver given sammenhæng gør også Albert Dam i stand til i de sene værker at bedrive, hvad han selv kalder fjernhistorie i en visionær fremstilling af menneskets udvikling, som igen er en parallel til Johannes V. Jensens darwinistiske udviklingshistorie i Den lange Rejse. I modsætning til denne undsiger Dam imidlertid darwinismen på det punkt, at Dam ikke ser mennesket som som have udviklet sig fra aberne. Det menneskelige anlæg spores tilbage til et krybdyrlignende væsen på størrelse med et egern. Aberne er frafald i forhold til den menneskelinje, der rejser sig fra dette væsen. I et tillæg gør Ib Johansen opmærksom på, at ganske den samme opfattelse findes hos antroposofiens grundlægger Rudolf Steiner.

Bogens titel Plantens sjæl refererer til en af Dams inspirationskilder Oswald Spenglers opfattelse af, at planten med sit vegetative væsen er det eneste levende, som helt er, hvad det er. Allerede i dyret er der noget splittet. For mennesket kan splittelsen overvindes momentvis i en farefuld tilnærmelse til plantens vegetative væsen ifølge Ib Johansen symboliseret i det forhold, at Albert Dam selv i høj alder blev påkørt af en lastbil på sin daglige spadseretur til en gammel eg i vejsiden på Silkeborgvej. Han overlevede ulykken og kom sig langsomt til lægernes forundring og døde først 21 måneder senere af en tilstødende lungebetændelse.

En mere munter version af Albert Dams tilnærmelse til plantens sjæl citeres Vagn Lunbye for i digtet Luftguitar med Albert Dam, 2009, der beskriver et besøg hos digteren, “hvor der blev serveret vin – ægte Bourgogne fra Dams gamle forlag, Gyldendal – og de to gamle mennesker (Albert Dam og hans kone Jonna) til sidst danser rundt på stuegulvet: “Gamle festabe’, lo hun glad / og lod sig gribe og føre rundt / og rundt og rundt og rundt og rundt / ‘Da dum, da dum, da dum, da dum / Åh, Jonna, da dum, da dum’.”

Hvortil Ib Johansen konkluderer: “Man kan sige, at havde Dam et klart blik for den vestlige livsførelses – og modernitetens – tragiske implikationer, er der også et dionysisk underlag under hans værk, hvor latter og ekstase dominerer.” Dvs. plantens sjæl findes også i vinens ånd.

Plantens sjæl er en facinerende bog skrevet med stort fagligt overskud og eksistentielt nærvær i analysen. Som sagt gennemgås hele forfatteskabet, og bogen er med sine nedslag og sammenfattende betragtninger en inspirerende følgesvend til Albert Dams forfaterskab.

Sommersalme

I tidernes morgen før fugle fik mæle,
og lyset, det dæmrede lidt efter lidt,
og hænderne formede svange og hæle
og rejste et legeme svajende blidt,
og ansigtets under med øjne og kinder
sig vendte mod skaberens spejlende øje,
da var du en fylde af alt i det høje.

Min mester, nu træder jeg ind i din stue,
hvor ingen har været tre hundrede år,
og bydes velkommen herind af din frue,
som viser mig ud, hvor du selv går og sår
den sæd, du har samlet, hvor frem den er vrimlet
til dig i din have for ikke at synde
men gro med en helt ubegribelig ynde.

Du siger, at livet har veje, vi ikke
kan kende men ene må ane os til;
når greben kan synke i jorden og ligge
i hånden, som mestrer det strengeste spil,
så kan vi den vende i mulden og finde
de nye kartofler, som lysende falder
i øjnene og brat på fingrene kalder.

Nu går jeg til hånde herinde og mærker
din ånde i luften, hvor ordet er sagt
som skabende magt i utallige værker
og udfoldet i umiskendelig pragt;
den yndigste rose, den vil jeg dig vise
så høj og så flot som en lærke forleden
mig kaldte med lodrette triller til Eden.

Hør salmen i Anders Krintels fortolkning her:
Se nodeark her:

Dåbsenglen (med tilføjelse)

Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder.
Dengang han stod i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.

De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til, om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.

Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.

Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.

I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.

Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.

Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.

*

En juleglæde er der her
på jorden som i himlen,
hvor Jesus sig sin moder ser
i møde gå af vrimlen;
Maria gør igen som før
og lader sjalet løbe
af sig og ham omsvøbe.

Johannes træder også ind
i himmelhvælvets stue,
han som vor Herre fra sin pind
forærede vor Frue;
og Jesus mærker ved sit knæ,
hvor han er ladt alene,
Maria Magdalene.

For hun har valgt den gode del
i himlen og på jorden,
mens Martha ælter brød af mel
og holder ro og orden;
hun knæler ned i evighed
med dåben som sit virke
midt i vor Frue kirke.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolknig her: 

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...