Tag ikke tilflugt til en drøm
om det, du går og drømmer om;
men se dig om og se dig ud,
hvad Gud har sagt dig med sit bud. 

Drøm ikke om at bede Gud
at glemme et af sine bud;
men bed, at han med sine krav
vil rejse dig af dødens grav.

Tag selv den tunge byrde op
og føl dens vægt i sind og krop
så let som tyngden af det ord,
du tager mod ved Herrens bord.

Efter “Abide not in the realm of dreams”, William H. Burleigh, 1871.
Hør melodi her.

Tag jeres harper ned
fra flodens piletræ;
lad jeres stemmer klinge med
i øjeblikkets læ.

I vor udlændighed
bor vi dog i din favn,
og nærmere din kærlighed
kommer vi i dit navn.

Din nåde bliver ved
med at forklare alt;
og al den lidelse, vi led,
har du på fingre talt.

Når vi i mørket går
og ingen stjerne ser;
finder vi det fortabte får
skabt i dit bløde ler.

Snart skal vor tvivl og frygt
vige for åsyn dit,
og i din kærlighed vi trygt
skal ånde ind og frit.

Velsignet er, vor Gud,
den som forlader sig
i øjeblikket på dit bud
og sætter lid til dig.

Efter “Your harps, ye trembling saints”, Augustus M. Toplady, 1772.
Hør melodi her.

Guds lam, jeg genkender dig,
du har før betaget mig;
da i moders liv jeg lå,
var det dig mit øje så.

Herre, jeg vil være din,
du er lille, myg og fin;
giv mig din medlidenhed,
giv mig og din lidenhed.

Lad mig over alt på jord
leve op til dine ord;
så en dag jeg svigter ej,
når jeg baner Herrens vej.

Gendigtning af “Lamb of God, I look to Thee”, Charles Wesley, 1742.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Kristus, du velsigner os
og fuldkommengør os hos
dig og gør os til en del
af dig, så du bliver hel.

Kun i kærligheden til
os, gør du det, som du vil;
giv os mere af dit salt,
så du bliver alt i alt.

Kom og gør din gerning god;
skænk os af din overflod
i vort skrøbelige kar,
så vi skænke kan derfra.

Sødt vi smage skal derpå
til at tage vare på,
når din styrke gør os stærk,
dine hænders underværk.

Aldrig fra din tjeneste
gå; den er den eneste,
der kan fylde sjælens sejl
med dit ansigt som et spejl.

Vi er mange nu og én,
som står op på gravens sten
i dit legeme på ny,
før det farer op i sky.

Kærligheden har som død
skabt et pulver om til brød
med olivenstykker i
og en frigjort humlebi.

Efter “Christ, from whom all blessings flow”, Charles Wesley 1740.
Hør melodi her.

Se Guds øje
fra det høje
sænke sig på vinger ned
som en lærke
for at mærke
søvnen sød og kærlighed,
førend den på vinger ny
svinger sig op over sky.

Her jeg skuer
dine druer
klare i hvert øjeblik
mellem roser
og mimoser
købt i en blomsterbutik,
som på bedste købmandsvis
sælger ud af Paradis.

Slikbutikken,
den er prikken
over det bekendte i,
hvor vi blander
og bekender
synd og skam og blomst og bi,
salte fisk og rustne søm,
Zion og Jerusalem.

Hør melodi her.

For nogle måneder siden gjorde jeg mig i en periode ugentlige betragtninger over citater af Krishnamurti på min blog. En af disse betragtninger gav jeg overskriften: “Ikke at konvertere”. Det er en formulering, der melder sig igen i forbindelse med DR2´s serie “De omvendte”. I denne serie præsenteres folk, som er skiftet fra den ene tro til den anden. Jeg lader mig gerne underholde af den udogmatiske tilgang til emnet, som præger disse udsendelser. Men jeg får også lyst til at spørge, om den omvendte nu også er så god at gæste. Den omvendte skifter under stort postyr den ene måde at være indskrænket på ud med den anden. Hvad der ikke er til stede er den uskyld, der forsoner. 

Nu er jeg set
af kløveren
i græsset.

Herrens ånd kom over mig,
og ved den han førte mig
ud i dalen ved sin hånd
fuld af knogler af en hånd.

Og han førte mig forbi
dem ad helt sin egen sti,
som går hele vejen rundt,
hvor der intet er af ondt.

Menneske kan disse ben,
som nu ligger mellem sten,
blive levende igen
sammen med velsignelsen?

Gud, min Herre ej jeg ved,
om den slags kan finde sted;
men jeg siger til mig selv,
at det ved du med dig selv.

Ja, men du skal mellem sten
sige til de nøgne ben:
I, som ligger over jord,
lytte skal til Herrens ord!

Jeg vil nu på hvert et led
sætte sener, og med kød
dække jer og trække hud
over jer, for jeg er Gud.

Og en raslen ved mit ord
lød, da knoglerne på jord
rejste sig nu i en dans;
den var hendes, den var hans.

Og nu blev på hvert et led
trukket sener, kød og hud;
så forfærdelig en død,
intet åndedrag, der lød.

Livsens ånde over jord
læg den levende Guds ord
på de døde tungers ler,
så de ikke tier mer!

Herren siger til sin tolk:
Dette er mit eget folk,
som kom hjem alligevel;
det er hele Israel.

Efter Ezekiel 37,1-14.
Hør melodi her.