Når edderkoppen spinder
sin tråd op på et strå
og sig ad tråden vinder
med korsets mærke på,
så åbnes Jesu øje
et sted bag solens glød
og falder fra det høje
som dug i jordens skød.

Her falder himlens perler
i edderkoppens spind,
mens tusind hvide snerler
udfolder sig i vind
og lytter som en læge
til dig, når du i hast
besøges af en tæge,
som ligger dig til last.

Dit ansigt bliver lammet,
og kinden bliver svag;
men nerven bliver strammet
igen en skønne dag,
hvor du for os som dommer
skal stå og sætte skel
som flyvende en sommer
her og i Israel.

Hør melodi her.

Vi siger det lige så klart som den engel,
der sad, hvor han lå.
Nu er han opstanden så klar som en gel-
lerupplan i det blå.
Jerusalem daler fra himlen derude,
mens viskerne pisker i skybrud på rude.

De fjerner en vej, og de lægger en anden,
der går, hvor han steg.
I finder ham ikke i skyerne, manden
I fulgte og sveg.
Han kommer så let, som I så ham forsvinde
i skyggernes dans og i skiftende vinde.

Du spørger, om dagen i dag er den sidste,
der baner hans vej.
Det er af indlysende grunde, jeg vidste,
at svaret er nej.
En bue udfolder af intet i kaos
din regnbueudsigt på taget af Aros.

Hør melodi her.

Her sidder jeg
og spilder tiden i rummet
på gulvet.

Gulvtæppet suger kaffen ind
og efterlader en skjold.

Et ormehul.

Jeg skærer en skive af en fersken,
og den falder eller rettere flyver og lander
på gulvet som en båd.

Knasterne er rolige hvirvler
i det nye gulv.

I Guds billede og have
leger lammet med en løve,
indtil slangen med en kvinde
deler Paradisets vande
og slår ned som lyn og ild.

Lynet er en vældig engel,
der hvor livet er en mangel;
i den grav, hvor Herren ligger,
slår det ned med sine takker,
baner vejen for hans fod.

Sine klæder efterlader
han i graven og sig klæder
nu i troens åbne øje,
som han giver os i eje
i Det ny Jerusalem.

Hør melodi her.

Blive lys, det sagde Gud
blidt med læber bløde;
solen stod og skælvede
over alt det øde.

Jesus møder Døberen
midt i Jordanfloden;
Helligånden daler ned,
sætter sig på foden.

Duen kommer med en kvist
flyvende til arken;
lykken smiler mild og huld
ned til patriarken.

Herrens ansigt viser sig
skælvende ved tanken
over Jakob, som har tænkt
sig at gå på planken.

Men Elias stiger op
nøgen i det høje;
kun hans kappe daler ned
for det åbne øje.

Gud er blevet menneske
for at kunne hvile
i sit eget billede
og at kunne smile.

Se, nu sover jorden sødt
under åben himmel
på sin hovedhjørnesten,
lykkelig og svimmel.

Til Carl-Henning Pedersens mosaikker i Ribe Domkirke, 2010.