Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “april, 2013”

Måne af støv

Månen har bevæget sig,
så den nu står omme bag ved træet
på vej frem igen til højre for det.

Den lyser igennem grenene
og bliver tydeligere og tydeligere
som minutterne går.

Uden at vide det har jeg skrevet
disse linjer med en finger
i støvet på det runde ark.

*

Her er et digt om månen, som er specielt på den måde, at det begynder med at omtale månen i dens fravær. Man kan næsten sige at månen skrives frem i løbet af digtet. Det sker ved i begyndelsen at notere helt upåfaldende omstændigheder. Så kommer der til sidst i digtet et billede, der overrasker.

Opgave: Skriv dit eget digt om månen. Begynd med at skrive det om månen, som falder dig ind lige nu. Lad det ene billede tage det andet og se, hvor du ender.

Salman Rushdies egne sataniske vers

Salman Rushdies seneste bog hedder “Joseph Anton” efter det dæknavn den britiske efterretningstjeneste bad ham vælge i den periode, hvor han stod under tjenestens beskyttelse på grund af den fatwa/dødsdom, som den iranske ayatolla Khomenei udstedte over ham Vallentins dag d. 14. februar 1989 på grund af bogen “De Sataniske Vers”, der i fiktiv form handler om blandt andet tilblivelsen af en religion, der minder om islam. Navnet fandt Rushdie eller “han”, der i bogen omtaler sig selv i tredie person, på ved at sætte fornavnene på sine to yndlingsforfattere sammen, Josph Conrad og Anton Tjekov.

Den selvbiografiske roman udspiller sig i spændingsfeltet mellem fatwaens udstedelse i 1989 og de. 11. september 2001 i en grad så angrebet på World Trade Center i fortællingens kontekst ligefrem bliver forløsende. Indtil da bærer “han” forbandelsen alene. Mærkeligt nok fandt angrebet i New york sted samme dag som udgivelsen af Rushdies roman “Raseri”, som netop foregår i New York. Bogen var tænkt som et samtidsbillede af en kogende by. Nu blev den i stedet et billede af i går.

I lyset af begivenhederne bliver hans ægteskabelige problemer banale. Situationen på den front var ellers kaotisk nok. Da fatwaen kom var Rushdie blevet skilt fra Clarissa med hvem har har sønnen Zafar, og gift med Marianne. Forholdet til Marianne gik hurtigt i stykker, og mens han var under jorden, mødte Rushdie Elizabeth med hvem han fik sønnen Milan. Den klaustrofobiske indespærring under bevogtning af den britiske efteretningstjeneste var rammen om hans liv med Elizabeth. Under nogle lykkelige ferier i USA havde Salman imidlertid fået smag for de åbenbart friere forhold på den anden side af Atlanten.

Her optræder, hvad Rushdie kalder “hans milleniumillusion”. Under indtryk af den almindelige hype omkring årtusindskiftet forelsker han sig i en indisk fotomodel, som han møder ved foden af Frihedsgudinden! Han har tidligere set et billede af hende i et blad – og her tænkt, at hvis han nogensinde mødte hende i virkeligheden, så var han vist grydeklar. Det sker så nu, og hun kan ikke begribe, at han kender hendes navn. Hun er meget yngre end han, men han forlader sit vaklende ægteskab til fordel for hende, og de får “en slags liv” sammen i otte år. Hun forlader ham til for del for en endnu ældre og rigere mand – en krydsning mellem Joakim von And og en mumie, som Rushdie oplagt kalder ham.

I sin bog er Rushdie overvejende skeptisk overfor dette sit forhold til Padma. Dog har han været velsignet med en kvindes kærlighed både i årene under jorden og i den frihed, der har været mulig for ham at leve i i USA. De færreste kvinder ville nok have haft mod på at stifte familie med ham, mens han levede under beskyttelse med konstante dødstrusler – men det turde Elizabeth. Mon ikke også han i sit dristige forsøg på at genvinde sin frihed fandt en kongenial ledsager i en smuk selvhævdende indisk kvinde uden skrupler.

I “Joseph Anton” er der et interessant kapitel med overskriften “Den fælde at vilde elskes”. Det handler ligesom kapitlet om “Hans milleniumillusion” om at lade sig forføre. Her handler det om en tandlæge ved navn Dr. Heslam El Assawy, som samtidig er præsident for foreningen “Islamisk Forening for Udbredelse af Religiøs Tolerance”! Denne tandlæge optræder som mellemmand mellem Rushdie og en række højtstående muslimske lærde. Rushdie falder kortvarigt til patten og skriver de to essays “I god tro” og “Er intet helligt?”.

Udtrykket “De satanisme vers” er ikke opfundet af Rushie til bogens titel men henviser til nogle vers, som Muhammed hævdede at have fået åbenbaret på linje med Koranens øvrige indhold. I disse vers fandt en anerkendelse af tre kvindelige guddomme hjemmehørende i Mekka sted. Ved dette træk udviste Muhammed imødekommenhed overfor bystyret i Mekka, som han lå i konflikt med på grund af sin strenge monoteistiske forkyndelse. Kort efter fortød Muhammed disse vers og påstod, at de var indgivet af djævelen, og derfor kaldes de herefter for de sataniske vers. Salman Rusdies to essays “I god tro” og “Er intet helligt?” blev hans egne sataniske vers. Siden skammer han sig over dette sit knæfald for intolerancen og beslutter sig for at kæmpe for sin sag. Han smider joggingtøjet og køber en ny habit og bliver klippet. Hans rustning må stråle.

Førend vi Jesus klynger

Førend vi Jesus klynger
i korsets galge op,
så sidder han og synger
med os i ånd og krop.

Forud for korset træder
han frem en enkelt dag
og deler al sin hæder
med os fra Golgata.

Han tager hvedebrødet
og bryder det itu,
og det er nådestødet
vi kommer vel ihu.

Han tager også vinen
og lader den gå rundt,
imens han står på linen
imellem godt og ondt.

Hvor ved vi fra, han beder,
imens vi sover sødt,
og at han sådan sveder,
at tøjet bliver rødt?

Han lader sig forråde
i mørket af en ven
og skænker ham sin nåde
udelelig igen.

Han lader sig fornægte
af endnu en af dem,
der ellers ville fægte
med sværdet foran ham.

Nu til sin moder siger
han: Dette er din søn!
Johannes og Maria,
der fødte ham i løn.

Hør melodi her.

Den røde tråd

Her bekender gasflasker og postbiler kulør
for liljens hjerte og det indre af en mango,
bybusserne og det gule blinklys.

Der ligger en gulerod
på gulvet og lyser.

Du samler den op
med en gaffel
i hånden.

*

Her er et digt om en farve. Det er farven orange, der er den røde tråd i digtet. Foruden farven som gennemgående motiv optræder de ting, der har denne farve to og to. Denne pardannelse er den indirekte meddelelse i digtet.

Opgave: Skriv om en række ting, der har samme farve. Lad gerne fænomenerne optræde to og to.

Mogens Klitgaard og en moderne myte

Mogens Klitgaard (1906-1945) blev født otte år før 1. Verdenskrigs begyndelse og døde et halvt år efter 2. Verdenskrig sluttede. Man kan i høj grad sige, at krigen var lydspor til hans liv. I 1943 måtte han flygte til Sverige, fordi han som medlem af bestyrelsen af det nyoprettede Forfatterforbundet var i fare for at blive arresteret af den tyske besættelsesmagt. Så meget har han i hvert fald selv været del af krigen. I sin ungdom overvejede han som fattig vagabond i Paris at melde sig til Fremmedlegionen. Et tilfældigt møde med en ukendt landsmand, der inviterede den sultne hjemløse på et måltid mad og tilbød at låne ham 100 frank, hvis han ville love at opgive sine planer om at melde sig til fremmedlegionen, reddede ham.

Hans baggrund var det bedre borgeskab. Men på grund af begge sine forældres alt for tidlige død kom han på børnehjem. Intet tydede på, at han skulle blive forfatter, og han kom i gartnerlære. Efter et år stak han af og begyndte at vagabondere i hele Europa. Han fortæller selv, at det var en drøm om frihed, der lokkede ham – men på grund af sin opvækst i et beskyttet miljø var han ikke friheden voksen. Senere gik han til fægtning for at lære at se andre menneske i øjnene, og det fortælles af folk, der kendte ham, at han havde et åbent blik.

Historien om, hvordan han undgik at melde sig til Fremmedlegionen, kan godt være sand – selv om den lyder noget fantasifuld. Klitgaard har flair for den gode historie. I et essay med titlen “En søndag for to år siden” fortæller han, hvordan han han omkring sin 30 års fødselsdag befandt sig på Kgs. Nytorv sammen med alle de kedelige og velklædte borgere – og han følte, at alle mennesker omkring ham stirrede på frynserne på hans bukseben. Han kom til den erkendelse, at der ikke var meget romantisk ved at være fri og uafhængig, når man var sulten og hjemløs.

Tre år tidligere havde hans vagabonderende liv af sig selv fået en brat afslutning, fordi han blev indlagt på sanatorium med tuberkulose. Her på sanatoriets bibliotek stiftede han bekendskab med litteraturen og fik læst sig igennem alle de store forfatterskaber i sin samtid. Han udviklede en funktionalistisk opfattelse af skriftsproget, og hans første artikel bar netop titlen “angaaende skriftsprog” og var skrevet udelukkende med små bogstaver. Han skrev en roman med titlen “De sindsyges klode”. Hans Kirk læste den og anbefalede Klitgaard at læse Freud. Romanen blev udgivet posthumt i 1968.

Dén dag på Kgs. Nytorv gik han hjem og begyndte på “Sporvognen” som han omtalte den første roman, han fik udgivet . Dens fulde titel er “Der sidder en mand i en sporvogn”. Over hans skrivebord hang der en plakat af Arne Ungerman af mennesker i en sporvogn. Billedets tekst lød: “Hvorfor skulle livet i dag ikke være et lige så godt motiv som på Breughels tid?” Hermed er Mogens Klitgaards motivverden givet. Han var en realistisk forfatter. Den smeltevandsflod, som for flere af Klitgaards samtidige antog surrealistiske former, mundede hos ham – takket være hans stærke virkelighedserfaring – lykkeligt ud i det konkretes hav. Sine steder overskrider hans sprog realismen. F.eks. i novellen “Brunkul” præsterer han intet mindre end at fortælle en moderne myte.

Åben by

Åben by, nu smiler du igen,
åen løber gennem dine furer;
det er altid godt at se en gammel ven,
se nu smiler også dine fruer.

Kom hertil fra Kalø Vig
gennem sorgens viadukt,
eller sejl hertil
henover Århus Bugt!

Huset lå ved åen år for år,
og det spejlede sit syn i åens vande;
og det stod til søs som skibe står,
og det nåede til fjerne strande.

Huset ligger nu et andet sted
på et blad på en af træets grene;
træet står endnu ved åens bred
i en skov langs åen og alene.

Huset skal engang om føje år
ligge ved de paralelle skinner,
og det skal hver gang, at toget går
køre ud til alle Husets venner.

Hør sangen i komponisten Rolf Heitmanns fortolkning her:

Hør remix af “Åben by” ved Vibeke Falden her: 

Se urpremiere på “Åben by” ved Århus Festuge 2008 her.

Se, Maria sjalet svøber

Se, Maria sjalet svøber
om hans legeme og fod,
førend hun i krybben døber
ham i øjets tåreflod.
Ko og kalv og kattekilling
borger for bevisets stilling,
og vi ved det vel fra dem,
hvad de så i Betlehem.

Hvad profeterne har varslet
om i fire tusind år,
dermed har Maria barslet,
inden hun blev tyve år.
Kalven ligger på sin trone
fin og spinkel som en tone,
som en liden tue græs
vælter kæmpestore læs.

Æselet i mørket spiser
af de fine, gyldne strå,
mens det med sit øje priser
drengen, som er lagt derpå.
Når det med sin bløde mule
strejfer ham, kan intet skjule
dyrets glæde ved at se
Gud i denne lignelse.

Hør melodi her.

Dread believer

Hvad der på dansk kaldes “rastahår”, hedder på originalsproget “dreadlocks”. Dread betyder skræmmende. Sjovt nok tænker rastafarierne det altså med, at det er kontroversielt at have et gudsforhold. Eller som Krishnamurti siger det. Respektabilitet og sandhed går ikke hånd i hånd. Nu er det selveste maorierne, der føler sig krænkede, fordi en blogger på den anden side af kloden synes, de er til grin. Selv Kierkegaard mente, at en person, for hvem det religiøse stadium er virkelighed, ikke udefra kan afsløres i sit gudsforhold. Men lur mig om ikke de opdager det alligevel.

Elgdetektor

Elgdetektoren præsenteres
i hele sit pragtfulde
register, registrerer
også hjorte foruden
fodgængere og cyklister,
shit, og små
metalgenstande i jorden
og ved en sjælden lejlighed
i yderste nød
hemmelige rum
i gamle møbler.

Morgen med bekendelse

Helt sort med sorte knurhår,
hist og her et enkelt eller få hvide hår i pelsen,
sidder i vinduet og kigger
på solsort og vintergækker
under bøgehækkens brune løv,
vender sig og vil ud,
da den ser mig,
åbner døren på klem for lyden af en motorsav
akkompagneret af suset fra ringvejen,
det er ikke længere så koldt.

Det er Café Noir.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...