Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Mogens Klitgaard og en moderne myte
Mogens Klitgaard (1906-1945) blev født otte år før 1. Verdenskrigs begyndelse og døde et halvt år efter 2. Verdenskrig sluttede. Man kan i høj grad sige, at krigen var lydspor til hans liv. I 1943 måtte han flygte til Sverige, fordi han som medlem af bestyrelsen af det nyoprettede Forfatterforbundet var i fare for at blive arresteret af den tyske besættelsesmagt. Så meget har han i hvert fald selv været del af krigen. I sin ungdom overvejede han som fattig vagabond i Paris at melde sig til Fremmedlegionen. Et tilfældigt møde med en ukendt landsmand, der inviterede den sultne hjemløse på et måltid mad og tilbød at låne ham 100 frank, hvis han ville love at opgive sine planer om at melde sig til fremmedlegionen, reddede ham.
Hans baggrund var det bedre borgeskab. Men på grund af begge sine forældres alt for tidlige død kom han på børnehjem. Intet tydede på, at han skulle blive forfatter, og han kom i gartnerlære. Efter et år stak han af og begyndte at vagabondere i hele Europa. Han fortæller selv, at det var en drøm om frihed, der lokkede ham – men på grund af sin opvækst i et beskyttet miljø var han ikke friheden voksen. Senere gik han til fægtning for at lære at se andre menneske i øjnene, og det fortælles af folk, der kendte ham, at han havde et åbent blik.
Historien om, hvordan han undgik at melde sig til Fremmedlegionen, kan godt være sand – selv om den lyder noget fantasifuld. Klitgaard har flair for den gode historie. I et essay med titlen “En søndag for to år siden” fortæller han, hvordan han han omkring sin 30 års fødselsdag befandt sig på Kgs. Nytorv sammen med alle de kedelige og velklædte borgere – og han følte, at alle mennesker omkring ham stirrede på frynserne på hans bukseben. Han kom til den erkendelse, at der ikke var meget romantisk ved at være fri og uafhængig, når man var sulten og hjemløs.
Tre år tidligere havde hans vagabonderende liv af sig selv fået en brat afslutning, fordi han blev indlagt på sanatorium med tuberkulose. Her på sanatoriets bibliotek stiftede han bekendskab med litteraturen og fik læst sig igennem alle de store forfatterskaber i sin samtid. Han udviklede en funktionalistisk opfattelse af skriftsproget, og hans første artikel bar netop titlen “angaaende skriftsprog” og var skrevet udelukkende med små bogstaver. Han skrev en roman med titlen “De sindsyges klode”. Hans Kirk læste den og anbefalede Klitgaard at læse Freud. Romanen blev udgivet posthumt i 1968.
Dén dag på Kgs. Nytorv gik han hjem og begyndte på “Sporvognen” som han omtalte den første roman, han fik udgivet . Dens fulde titel er “Der sidder en mand i en sporvogn”. Over hans skrivebord hang der en plakat af Arne Ungerman af mennesker i en sporvogn. Billedets tekst lød: “Hvorfor skulle livet i dag ikke være et lige så godt motiv som på Breughels tid?” Hermed er Mogens Klitgaards motivverden givet. Han var en realistisk forfatter. Den smeltevandsflod, som for flere af Klitgaards samtidige antog surrealistiske former, mundede hos ham – takket være hans stærke virkelighedserfaring – lykkeligt ud i det konkretes hav. Sine steder overskrider hans sprog realismen. F.eks. i novellen “Brunkul” præsterer han intet mindre end at fortælle en moderne myte.
Kirken i Gyngen 