Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “februar, 2011”

Kom lad os bede

Kom lad os bede til vor Gud,
som holder dommen væk,
idet han strækker sværdet ud
til vores store skræk.

Vor skyld er stor som vores frygt;
men modet i vort bryst
bestiger nådens tinde trygt
med bod og bøn og lyst.

Ved kærlighedens mellemkomst
velsignet er vor gæld;
og ingen anger er omsonst
ved troens kildevæld.

Retfærdighedens trone grum
skal skælve for din fod,
når din befaling bliver stum
i nådens overflod.

Så falder dommen over os
som regn på vores jord
imellem jærv og ulv og los
med Herrens egne ord.

Efter “Come, let our souls adore the Lord”, Anne Steele, 11. februar 1757.
Hør melodi her.

Forståelsen er en gæst

I lørdagens citat taler Krishnamurti om tænkning og forståelse, som to hinanden udelukkende størrelser. Vi forestiller os, at vi ved at analysere kan komme frem til et stadium, hvor uoverensstemmelserne hører op; men det er ikke muligt. En sådan tilstand indfinder sig kun når sindet ser sig selv og forstår hele denne proces og derfor bliver fuldstændig stille. Ordet ‘forståelse” er vigtigt; en beskrivelse fremkalder ikke forståelse, og det gør det heller ikke at finde en årsag. Men hvad gør så? Hvad vil det i det hele taget sige at forstå?

Forståelse er som at have gæster. De daglige bekymringer trækker sig væk, og gæsterne kommer med deres anderledes verden, og vi åbner os for den. De stiller spørgsmål, og vi forklarer os. Så går de igen, og med dem forsvinder også forståelsen. Den var der et øjeblik, da sindet var åbent og modtageligt. Nu lukker det sig igen.

Vi bærer på en spaltning i vore hjerter, en evig modsigelse, og det eneste vi kan gøre er at være opmærksomme på den uden at forsøge at gøre noget ved den – for uanset hvad vi gør fremkalder vi spaltningen igen. “So complete negation is complete action”, siger Krishnamurti. Det falder mig lettere at omskrive end at oversætte. Så vi sidder her uden at gøre noget og bliver ét med ham, der sidder ved Faderens højre hånd, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde.

Idé eller bøn

I dagens citat taler Krishnamurti om ideer. Det vil sige den slags ideer, som er et resultat af tænkning – og det vil igen sige den slags tænkning, som hidrører fra hukommelsens begrænsede erfaring. Hukommelsen er i sig selv uden liv, men den oplives af en given udfording i øjeblikket. Herved opstår en idé, som foregiver at kunne løse det givne problem, som ideen dog aldrig har været i berøring med.

Derfor må der være en helt anderledes tilgang til det aktuelle problem. Kan vi løse det uden at flygte ind i en begrænset idé?

Hvis tilværelsen pludselig forandrer sig til det værre eller bedre, tænker vi måske, at fra nu af skal det blive anderledes! Fra i dag vil jeg ikke længere spilde min tid på dette eller hint. Men vi glemmer, at vi fra fødslen er faldet dybere, end vi nogensinde igen vil kunne falde – og vi glemmer, at vi ved dåben er skænket mere end skæbnen nogensinde igen vil kunne tilskikke os.

Men måske kan vi lære at udvise større skønsomhed i det daglige, hvis det lykkes os at bede Gud om at give os den gave i tilgift.

Så rejste Moses op en stang

Så rejste Moses op en stang
med bronzeslange på;
brat rejste hver sig fra sin seng,
hvis øje faldt derpå.

Langt mer end lovens giver der
lod hænde ved sit ord,
det har vor frelser her og der
os skænket ved sit bord.

Han brød sit legeme itu
og lod et fad gå rundt,
at vi må komme ham i hu,
når slangen vil os ondt.

Og kalken gik den samme vej,
skønt én den gik forbi,
han skyndte sig at sige nej,
med Jesu blod deri.

Efter “So did the Hebrew prophet raise”, Isaac Watts 1709.
Hør melodi her.

Ikke at konvertere

I dagens citat beskæftiger Krishnamurti sig med det at tro. Ikke for at angribe det at tro. Men spørgsmålet er, hvorfor vi automatisk accepterer det at have en tro – for hvis vi kan forstå det, kan vi også undgå det. Sådan kan man også sige det. Der er for Krishnamurti ingen forskel på at have en religiøs, politisk eller nationalistisk overbevisning. For dem alle gælder det, at det skaber konflikt og adskillelse mellem mennesker, når de tilhører forskellige samfund med hver sin tro. Det skaber forvirring og misforhold, og alligevel vil vi ikke give afkald på at have en tro. Vi er hinduer, kristne eller tilhører en af buddhisternes utallige sekteriske og nationale ideologier, og vi prøver hele tiden at omvende hinanden.

Når det nu er tydeligt, at tro adskiller folk og skaber intolerance; er det så muligt at leve helt uden tro? Den eneste måde at finde ud af det på er ved at studere sin egen måde at tro på. Er det muligt at leve i denne verden uden at konvertere, uden at skifte den ene religion ud med den anden – men at være fuldstændig uden tro, så at vi møder livet påny hvert eneste minut? Når det kommer til stykket er dette sandheden: at være i stand til at møde alting påny, fra øjeblik til øjeblik uden at være begrænset af sin fortid, så der ikke opstår en kumulativ effekt, som udgør en barriere mellem en selv og det, som er.

Selv om Krishnamurti nævner kristendommen som en blot religion blandt andre, der skaber skel mellem mennesker, er det påfaldende, at i hvert fald protestantisk teologi i det tyvende århundrede har gjort en bevægelse med, som falder nøje sammen med Krishnamurtis egen. Kristendommen er ikke en religion, lyder slagordet, for kristendommen handler ikke om, at mennesket søger Gud, men om at Gud kommer til mennesket. Dialektisk teologi kaldes det, og det handler om, at Gud er med fra øjeblik til øjeblik, fra afgørelse til afgørelse. Den kristne identitet er ikke medbragt men bliver til under de givne omstændigheder. At være Jesu discipel er i virkeligheden ikke at være discipel af nogen.

Nu har du Herre på dit sted

Nu har du Herre fra dit sted
sagt os det sidste ord
med glans af al din herlighed,
som du den bar på jord.

Så skjuler du dig i din sky,
imens du stiger op
til der, hvorfra igen påny
du kommer i din krop.

Du giver brød til dine børn
og vin i deres skål;
så tager du endnu en tørn
og fanger flere ål.

Led mig ad dine veje Gud
på din apostelvis,
og lad mig kun gå planken ud
ind i dit Paradis.

Hør melodi her.

Forventningens katedral

I dagens citat stiller Krishnamurti med jublende frækhed spøgsmålet: Hvad er du så? Bortset fra et navn, som er en rent ydre form. Hvis man er heldig, har man måske penge i banken eller er dygtig til sit fag – men bortset fra det, hvad er man så? Er det ikke lidelse, der fylder vore liv? Eller lidelse er måske ikke noget, vi kender til? Frygt. Ængstelse. Grådighed. Misundelse. Afgudsdyrkelse. Dødsfrygt. Fikse ideer. Sige et og gøre noget andet. Det er, hvad vi er. Vore vaner, vore overspringshandlinger, det uophørlige vrøvl, vi har i hovedet, – alt det er, hvad vi er.

Så er spørgsmålet bag det frække spørgsmål: kan vi være fri for alt det? Fri for hele dette frygtens univers. For hvor der er frygt, er der ingen kærlighed.

Kærlighed kommer af kærlighed – og kærligheden må have besøgt sit folk, siden det er muligt at stille dette spørgsmål. Den må have strejfet det menneske, der standser op og spørger efter en ny retning. Det menneske, der i tillid går andre veje end de gængse. Det menneske, der opdager, at Mælkevejen går på tværs af Hærvejen. Det menneske, der vælger at gå sin egen Camino. Det menneske, der bærer forventningens katedral i sit hjerte. Det menneske er til fingerspidserne berørt af Guds finger.

Kom fra alle verdens lande

Kom fra alle verdens lande,
lad hver røst i koret blande
sig, imens vi synger sande
salmer om vor herre Krist.

Død og djævel må bekende
sig til salighed uden ende;
vi skal selv vor frelse kende,
kaste al bekymring bort.

Se, Gud selv vil tage vare
på os, lade sig åbenbare.
Når vi spørger, vil han svare
fra sin grav til Himmerig.

Kristus vil fra himlen stige
ned til os på jorderige,
gøre alle med sig lige,
tage synderen i sin hånd.

Jakobs stjerne selv skal synke
ned i helvede og ynke
os imellem strå og bynke,
som med ét skal spire frem.

Helvede skal helt forsvinde,
mens det rinder os i minde,
at vi levede herinde
i det søde Paradis.

Så opløser vi den gåde,
at en glæde uden måde
bunder i din dybe nåde,
føder dig i herlighed.

Lille barn, til dig vi beder,
når vi i forventning leder
efter dig af alle steder
i det lille Betlehem .

Efter “Kommt, und lasst uns Christum ehren” Paul Gerhardt, 1667.
Hør melodi her.

Gid Gud din dag må ske

Gid Gud din dag må ske
i skønhed og i magt;
lad os i evighed nu se,
at dommen er afsagt!

Bring det betrængte sind,
som skælver for din fod,
din ro, når du det bringer ind
til al din overflod!

Bring din retfærdighed
til hver en bange sjæl,
og byg så for din evighed
på grundvold og på pæl!

Bring vor fortrykte jord
dit rige fyldt af fred,
så krigen flygter for dit ord
og for din kærlighed!

Gid Gud din dag må ske,
vor krybbe synes tom;
i mørket kan vi intet se,
vi råber: Herre kom!

Gendigtning af “O Day of God, Draw nigh”, Robert B. Y. Scotts 1937.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her: https://soundcloud.com/anne-marie-eriksen/gid-gud-din-dag-m-ske

Salmen er titelnummeret på Anne Marie Eriksens cd med 1o salmer af undertegnede. Alle salmerne er sat i musik af Anne Marie Eriksen, der synger til eget akkompagnement på klaver.

Gid Gud din dag må ske, Forlaget Queenswood 2011. Kontakt: info@queenswood.dk

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...