I dagens citat beskæftiger Krishnamurti sig med det at tro. Ikke for at angribe det at tro. Men spørgsmålet er, hvorfor vi automatisk accepterer det at have en tro – for hvis vi kan forstå det, kan vi også undgå det. Sådan kan man også sige det. Der er for Krishnamurti ingen forskel på at have en religiøs, politisk eller nationalistisk overbevisning. For dem alle gælder det, at det skaber konflikt og adskillelse mellem mennesker, når de tilhører forskellige samfund med hver sin tro. Det skaber forvirring og misforhold, og alligevel vil vi ikke give afkald på at have en tro. Vi er hinduer, kristne eller tilhører en af buddhisternes utallige sekteriske og nationale ideologier, og vi prøver hele tiden at omvende hinanden.
Når det nu er tydeligt, at tro adskiller folk og skaber intolerance; er det så muligt at leve helt uden tro? Den eneste måde at finde ud af det på er ved at studere sin egen måde at tro på. Er det muligt at leve i denne verden uden at konvertere, uden at skifte den ene religion ud med den anden – men at være fuldstændig uden tro, så at vi møder livet påny hvert eneste minut? Når det kommer til stykket er dette sandheden: at være i stand til at møde alting påny, fra øjeblik til øjeblik uden at være begrænset af sin fortid, så der ikke opstår en kumulativ effekt, som udgør en barriere mellem en selv og det, som er.
Selv om Krishnamurti nævner kristendommen som en blot religion blandt andre, der skaber skel mellem mennesker, er det påfaldende, at i hvert fald protestantisk teologi i det tyvende århundrede har gjort en bevægelse med, som falder nøje sammen med Krishnamurtis egen. Kristendommen er ikke en religion, lyder slagordet, for kristendommen handler ikke om, at mennesket søger Gud, men om at Gud kommer til mennesket. Dialektisk teologi kaldes det, og det handler om, at Gud er med fra øjeblik til øjeblik, fra afgørelse til afgørelse. Den kristne identitet er ikke medbragt men bliver til under de givne omstændigheder. At være Jesu discipel er i virkeligheden ikke at være discipel af nogen.
