Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “august, 2011”

Klokkesang

Nu er klokken blevet bange
for at tiden går i stå,
og fordi den selv er mange,
slår den på de andre få.
Med en klokke på din tunge
og en viser på din kind
går du mellem andre unge
i den gamle verden ind.

Klokken ni vil vejen svinge
ind til venstre imod Skjern;
hanen har en brækket vinge,
men dens spore er af jern.
Lige nu er klokken lige,
som den er, når den er tolv;
ellers er det svært at sige,
hvad den er, når den er halv.

Klokken er nu blevet stille,
og den venter på et slag,
men der kravler kun en bille
over den en sommerdag.
Vi er kommet langt tilbage
i den tid, vi lever i,
i de gode gamle dage,
hvor en engel gik forbi.

Nu er klokken ikke bange
i den skæve kirkes tårn,
og den breder sine klange
stille over mark og korn.
Med en le i dine hænder
og lade i din drøm
bærer du i dine lænder
barnet ind i Betlehem.

Egen melodi eller denne her.

Gammel historie med ny slutning

En blogger på eftertanke.dk fortalte her en gammel historie om umuligheden af at undfly sin skæbne. Historien flager selv med denne fatalistiske morale, og det var også den Claes ønskede at finde i den. Den køber jeg dog ikke, og jeg fik lyst til at skrive videre på historien i et lidt andet perspektiv:

På vej til Sammara eller Samaria, som vi plejer at sige, mødte den rige købmands tjener en præst, som hastede afsted som skulle han nå færgen. Lidt senere mødte han også en imam, som holdt pause under sin rejse og vendte ansigtet bort i bøn. Det tredie menneske, han så på vejen var mishandlet til ukendelighed af røvere og overladt til de vilde dyr. Tjeneren fik medlidenhed med ham og rensede hans sår i olie og vin. Bagefter bragte han staklen til den nærmeste kro og betalte for hans videre pleje og forplejning med den rige købmands hest. Herefter drog han videre til fods til Samaria.

I lyset af den klare sol

I lyset af den klare sol,
som over havets bølger
uddeler fra sin hovedstol
de renter, som der følger
af skaberordet, Gud har sat
i banken dengang, det var nat
og gæld til alle sider,
der ser vi nu på bølgen blå
en søjle rejse sig på skrå
og varsle nye tider.

Den skæve kirke rejser sig
som lys på himmelhvælvet,
og skyerne betaler sig
at skue efter skælvet
i hele verdens pengepung,
der før var som en bjælke tung
på løsesummens skuldre,
indtil han segnede omkuld,
hans fod var af det pure guld,
men templet skulle smuldre.

Nu sænker blikket sig igen
på morgensolens vinge
og finder råd for alle, men
vil ingen hjerter tvinge
til at tro på den gode Gud,
som ikke skælder nogen ud
for ikke at betale,
men yder sit med velbehag
den hele gode lange dag
i Himmeriges sale.

Hør melodi her.

Vor Fader i himlen, vort barn

Vor Fader i himlen, vort barn
vi bringer til dig med en bøn,
at du vil på nådens velsignede arm
det tage til dig som din søn.

Gør krav på vort eneste håb
et øjeblik, før du igen
det giver tilbage til os i din dåb
og lader det være din ven.

Besværgelser intet formår
for hjerter så hårde som sten;
vi lader som om, vi din vilje forstår,
men ikke en eneste en!

Det kræver en stormflod af blod
at drukne vor babelske sjæl;
nu ligger den skælvende ny for din fod
og griber din signede hæl.

Vær nåde fra vor Herre Krist
og kærlighed dyb fra vor Gud
formidlet ved Ånden så sikkert og vist,
som dagene går på dit bud.

Velsign vores bøn med dit ord
og lad vore hjerter forstå,
at nu skal vi samles med dig ved dit bord
og i graven, der hvor du lå.

Nu leger et barn på din grav
og fjerner den mægtige sten;
det triller den ned i det dybeste hav
og leder efter endnu en.

Vers 1-6 efter “Father, Our Child We Place”, William M. Bunting, 1842.
Hør melodi her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...