Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the category “Salmeforkyndelse”

Moderne martyrium

Lars Busk Sørensens salme “Hvor tåbeligt alle de krige” til fastelavns søndag er skrevet i 2010 og trykt i “Lysets utålmodighed Salmer til de gammeltestamentelige læsninger af tolv salmedigtere fra vor tid” (Unitas forlag 2011). Om en ligefrem gendigtning af Salme 2 med dens støtte til Guds udvalgte folk er der ikke tale. Lars Busk Sørensens salme giver udtryk for en modvilje mod krig i det hele taget.

I første vers sker det ved at sammenligne krigen med naturkatastrofer, som med endnu større kraft kan udslette det “stolteste, stærkeste rige”. Til hvad nytte er så alle de krige? I andet vers er der en påstand nemlig den, at den, der nægter at anvende magt er uovervindelig og forandrer verden med tillid. Denne fredelige måde at være til på begynder “forneden” – ikke fra neden, som ville være et politisk udsagn. Taler Lars Busk Sørensen om eros? I tredie og sidste vers er det gentagelsens magt, der gyder olie på vandene “til mennesker nægter at kriges / og trampe kanonernes takt, / og modige vender / de misbrugte hænder / mod hadets uhellige magt”. I bøn forstås.

Hænder, Albrecht Dürer

En mindre ideologisk pacifisme i relation til Salme 2 findes hos Ricardt Riis i prædikenen “Han, som troner i himlen, ler” fra samlingen med den lange og udtømmende titel “Kristne prædikener imod islam inspireret af begivenhederne den 11. september 2001”. Prædikenens titel er hentet fra vers 4 i Salme 2. Guds latter gælder dem, der lægger planer imod Zions konge, som er Guds søn. Prædikenen fortjener at læses i sin helhed og kan findes her. Min gendigtning af Salme 2 er samtidig skrevet til netop denne prædiken:

Selv her, hvor alting flyder,
og intet er i ro,
opstår de gamle dyder
af kærlighed og tro.
Men derfor de os hader
og lægger råd imod
os, når vi ikke bader
igen i samme flod.

De rejser sig og truer
med tungetale sød
og dømmer blide duer
til ængstelse og død.
Men hør fra Himlen toner
en latter fint herned
og os med det forsoner,
hvorunder før vi led.

Vor Gud har lagt til rette
de gerninger forud,
som vil os vejen lette
i stedet for hans bud.
Som om vi går i søvne,
i sikkerhed vi går
og virker over evne
i ét og tusind år.

I konger vær nu kloge
og tag imod mit råd
i mine løbske toge
og udfør dér min dåd.
Jeg skifter spor og tager
på denne dag dig hjem
en morgen lys og fager
i mit Jerusalem.

Hør melodi her.

Den kristne grundtanke, at Gud gav sin søn, den enbårne for at frelse verden får en overordentlig anskuelig fremstilling i begivenhederne omkring 11. september. Jeremy Glick, der er blandt gidslerne i det fjerde fly, får fat i sin kone, Lyz Glick på mobilen, og i løbet af en tyve minutter lang samtale går det langsomt op for dem, hvad der er ved at ske, og hvad der må gøres. Jeremy fortæller Lyz, at han og nogle af de andre passagerer har snakket om at gå til modangreb. De overvejer for og imod, og Jeremy spørger sin kone, hvad hun synes. Den mulighed har mændene i islam ikke, fordi fortrolighed med en kvinde her anses for et svaghedstegn. Efter at have tænkt sig om i nogen tid siger Lyz til Jeremy: ‘Ja, skat, du må gøre det’. Hun stillede sig bag ham i et forsøg på at forhindre den store katastrofe, skriver Ricardt Riis. Det er mig, der heri vil se en moderne version af Johannes 3, 16, at forsoningstanken udspringer af fortrolighed.

Rastafaris sorte snit

Hans Anker Jørgensens salme “Du satte dig selv i de nederstes sted”, DDS 260 er sat sammen af en række ordsprogslignende formuleringer af befrielsesteologisk tilsnit. Også uden at dele synsvinkel med salmen er det svært ikke at gribes af den målrettethed, hvormed den smelter evangelium og socialisme sammen. Det er dog en særlig rummelighed med inddragelse af også “den yderste nød”, “de inderste lag” og “det højeste sted”, der gør det til en usædvanlig salme. Hans Anker Jørgensen er en høj mand, så måske gemmer det højeste sted sig i frontallapperne på samme. Det ville være et godt sted.

En nabo af protestantisk afstamning til til den katolske befrielsesteologi i Sydamerika er rastafari på Jamaica. Hvor befrielsesteologien er karakteriseret ved en medfølelse med de svageste i samfundet er rastafari kendetegnet ved et fokus på en forvandling af mentalitetet fra lidende til sejrende hos den mest undertrykte del af befolkningen. Det er en selvbevidsthed af højere orden, som det er ganske vanskeligt at begribe med et luthersk begreb om den trælbundne vilje i bagagen. I min gendigtning af “Redemption song” af reggaesangeren Bob Marley – som viede sit liv og sin musik til rastafari – har jeg ladet mig føre ind i dette fremmede land.

Den gamle røver tog mig,
solgte mig i sin butik;
det var få minutters frihed
i den forbindelse, jeg fik.
Men min hånd genvandt sin styrke
ved den Almægtiges hånd;
vi kæmper i dette slægtled
med triumf i vores ånd.

Hjælp mig med en sang,
en sang om frihed,
for det er alt, jeg har,
en frihedssang.

Hvorfor skal profeterne dræbes,
mens vi står og ser derpå;
er det en del af frihedskampen
at lade de andre slå?
Lad al frygt for atomet fare;
selv om det skal fare vild,
så kan ingenting standse tiden
uendelig og mild.

Gør dig fri af alt,
der binder tanken,
for ingen andre end
vi selv kan det.

Originalens afsæt i historien om Josef fremgår ikke af min gendigtning. Røveren i første vers er dog slavehandleren, der solgte Josef til ismaelitterne for tyve sekel sølv i 1. Mosebog 37. Josef genvinder sin styrke og bliver omgående et billede på sit slægtled. Atombomben skræmmer ikke i det store eskatologiske perspektiv, der vælder over af nåde. Forudsætningen for lige netop det perspektiv er den enkeltes uafhængighed af undertrykkende tankeformer, og denne mentale frihed er vi selv ansvarlige for at tilvejebringe. I rastafari sker det ved hjælp af en næsten rituel brug af “ganja” (marihuana). Det bemærkelsesværdige er, at tilstanden indlejres i personligheden også ud over rusens varighed. Der er selvfølgelig en risiko for at ende med at være skæv hele tiden, ligesom der i rastafari (foruden en latent gammeltestamentelig sexisme) lurer en sort racisme, fordi vækkelsen i sin oprindelse er et i billedlig forstand operativt indgreb i netop den sorte af slavetiden skabte mentale bevidsthed. En forvandling fra kuet til værdig ved rastafaris sorte snit.

I den forbindelse er det oplagt at spørge, om ikke også en kristen tro bærer præg af en rus nemlig den rus, der er forbundet med indtagelse af vin ved nadveren og i forlængelse heraf. Den gode Ricardt Riis har i sine “Kristne prædikener imod islam” 2001 også en prædiken om alkohol. Alene i det spørgsmål er han imødekommende over for islam, og alene her har jeg følt trang til at imødegå ham i form af en salme om vinens velsignelser:

Se nu strækker vinen sine rødder
ud i jorden under dine fødder,
som er fyldt med rigelig af nødder.

I det land, hvor mælk og honning flyder,
regner det med vin af alle dyder,
som vi nu og da med Herren nyder.

Han er stokken, hvorpå vi er grene,
aldrig skal vi vokse vild alene,
men han vil os med sin kraft forlene.

Når vi drikker vinens søde drue,
skal vi ind i Himmerige skue,
før vi går derind på himlens bue.

Derfor drikker Jeppe, må vi sige,
kun fordi, at det er Himmerige,
han kan se, og det har ingen lige.

Men nu skænker Jesus i vort bæger
vinen ny, og vi imod den tager,
og vi ved, at det er ham, vi smager.

På hver klase vokser tusind druer,
og af dem udklækkes tusind duer,
og de flyver ind i tusind stuer.

Se, vi ser hans ansigt i det høje,
og vi får et øje for et øje;
hvorfor lader afholdsfolk sig nøje?

Jesus ville forskellen udligne
mellem ham og os og os velsigne.
Sådan vil vi nu vor frelser ligne.

Salmen har egen melodi af Anne Marie Eriksen og findes i en indspilning ved komponisten selv på sang og klaver her:

Hans Anker Jørgensen har også ladet sig friste. I salmen “Alting skabtes ud af intet” til Skærtorsdag, trykt i “Lysets utålmodighed” (Unitas forlag 2011) huskes tilbage til vinens oprindelse og meningen med den i en bibelsk sammenhæng: “Men den vingård, Noa planted / efter fuldført ark-sejlads, / blev en bro fra al slags ondt til / vinen med den gode rus”. Efterfølgende sættes vinens gode rus i relation til nadveren, der “gir gammeldags / kærlighed mod død og kulde / og en evig salig rus”. I sidste vers udbringes en trefoldig skål og så den lange! Hans Anker Jørgensen lader sig ikke friste af martyriet. At lægge sit skrøbelige liv i den levende Guds hænder.

Flere sole

I Simon Grotrians salmesamling “Din frelser blir din klippe” ( Borgen 2007) findes på side 42 en salme på fire vers, hvoraf det første lyder: “Jeg blomstrer som en ugle / imellem potteskår / mit liv i Platons hule / har vendt kyklopens får”. Det er hulen fra Platons hulelignelse, der her optræder som dødsriget, i hvilket jegets liv har skabt en forvandling. Jeget kunne være Kristus men er nok snarere digteren selv og Kristus det du, der optræder i fjerde vers. At Kyklopens får er vendt, må betyde at de er blevet til skyer og svæver (for i tredie vers at være blevet til lam). Den blomstrende ugle er vel gudinden Athene, som hjælper helten Odysseus. Er det uglens krukkelignende form, der blomstrer som en potteplante efter, at krukken er knust som tepotten i H. C. Andersens eventyr af samme navn? En bibelelsker er vel tilgivet for også at skimte Job bag et potteskår som det, hvormed han skrabede sig i askedyngen. I sidste vers optræder Jerusalem som i Johannes Åbenbaring.

Bredden minder om Grundtvig i 1808: “Høje Odin, hvide Krist / slettet ud er jeres Tvist / begge Sønner af Alfader”. Simon Grotrian er en Grundtvig, der endnu befinder sig i “Asa-Rusen”. Det har for mig givet anledning til en salme af mindre vidtløftig karakter:

Her sidder jeg og skraber
mig selv med potteskår,
der føjer sig til huden
og læger mine sår.

Og bjælken i mit øje
er blevet til et træ,
der lægger sine frugter
i reden som et æg.

For himlens fugle kommer
og slår sig ned deri,
og selv den træske slange
går ikke mig forbi.

Men løven er min hyrde,
og ulven er mit lam,
og markerne er hvide
omkring Jerusalem.

Jeg citerer i sidste vers mig selv, idet “Løven er min hyrde” er titlen på min gendigtning af Salme 23 fra Salmernes bog udfra en version med reggaesangeren Buju Banton, der – foruden at være kendt for en problematisk sang om homoseksuelle og i øvrigt for konflikt med straffeloven – også er rasta. Rastafari opstod på Jamaica i 1930 ´erne på grundlag af en overbevisning om, at den nyligt kronede etiopiske kejser Haile Selassie I skulle være Messias. Rastafari er resultatet af et lykkeligt kultursammenstød mellem en klassisk etiopisk rigskirketanke med kejseren som sofistikeret billede på Kristus og en analfabetisk halvkristen men bibelsk funderet blandingstro blandt efterkommere af de sorte slaver på Jamaica. Troen på kejserens guddommelighed lader sig ikke forstå som et dogme men som et dogmatisk greb ligesom Grundtvigs mageløse opdagelse. Grundtvigs opdagelse – i forbindelse med læsning af den oldkirkelige teolog Irenæus omkring 1825 – er den, at Kristus selv stiftede kirken ved at lære disciplene trosbekendelsen i perioden mellem sin opstandelse og sin himmelfart. Ifølge Grundtvig var der tale om ordlyden i den apostolske trosbekendelse, som (i virkeligheden) er et dogmatisk dokument af senere oprindelse. Men hvis man opsøger substansen i Grundtvigs opdagelse, må Jesu egentlige bekendelse være det dobbelte kærlighedsbud om både relationen til Gud og relationen til næsten, som det formuleres i Matthæus 22, 34 – 40.

Grundtvig med sønnen Frederik i 1857

I forhold hertil er det også muligt at præcisere, hvad Simon Grotrians begrænsning i tilegnelsen af evangeliet går ud på. Den nævnte salme ender med linjen: “jeg ser Jerusalem”. Det er alene jeget, der får lindring via relationen til Gud. Ganske vist er der rent retorisk i salmen “Ja, min ven, vær uforsagt” s. 35 i samme samling en fin næsteinddragelse. Der er vældige løft i linjer som “sådan blir trompeten bred” og “sale dukker op i halsen”. “Åh, min Gud, den er fuld af stjerner!” udbryder astronauten i Arthur C. Clarkes roman: “Rumrejsen år 2001”, da han suges ind i Jupiters røde plet. Han er herefter fanget i noget, der ligner en jordisk bolig og henslæber tiden og ældes. I filmen vælter han ved et uheld et glas. Det er det eneste, der sker. I toeren, “Rumrejsen 2010” vender han genfødt tilbage til rumskibet Discovery og undslipper tilbage til Jorden i trykbølgen fra Jupiter, der eksploderer og bliver til en anden sol i solsystemet, som får navnet Lucifer. Derfor denne fodnote i samme versemål:

Hør min ven, det skal nok gå,
du skal dine ønsker få
opfyldt, når du træder vande
lidt endnu, så skal du sande
stranden under foden din.

Solen daler som et bjerg
ned på jorden, og forarg
selv med troen på din Herre
og på alle dine kære
og på smedens sorte kat.

Løst er dagens kryds og tværs,
flaget vajer højt til vejrs,
fordi han stod op af graven
for at bytte julegaven
til den store pinsefest.

Flyet vender uden lyd
i en bue over syd,
og nu står de hvide striber
over landet, hvor de viber
lægger æg og slutter ring.

Herren kommer, gør nu plads,
han skal hen til sit palads,
ned fra flyet og i vognen
til sit bord med torskerognen,
som han spiser med citron.

Hør, hvordan han kæfter op,
jeg er ved at få en prop,
han skal fylde hele bordet,
ingen andre tager ordet,
eller kan det få ført ind.

Men jeg bryder gerne ind,
rækker hånden mod en hind,
som går rundt med verdens skælven
i sin krop og skjuler kalven
i det høje, lyse græs.

Regnen falder tung og blød,
mens jeg deler vin og brød
ud fra dig på pinsedagen,
som du foldede dit lagen
sammen om Guds billede.

En mulighed er at sammenligne dette blik på Simon Grotrian som salmedigter med den ældre Grundtvigs blik på sig selv som yngre. I den forbindelse vil det være oplagt at citere den ældres store pinsesalme, “I al sin glans nu stråler solen” DDS 290: “Forsamles, alle tungemål, / i takkesangens offerskål!” I overensstemmelse med skildringen i Apostlenes Gerninger formuleres den del af pinsens budskab, der handler om de mange tungemåls istemmen samme forkyndelse. I skikkelse af intertekstualiten er der en parallel hertil i Simon Grotrians salmer. Men den anden del – som er ligeså vigtig – er, hvad der siges i denne forkyndelse. I det følgende vers i Grundtvigs salme er det “Jesus-navnets offerskål”, der er den fællesnævneren. I sidste vers er der plads til flere sole i den Enbårnes herlighed.

Sproget bag sproget

I det digre værk “Lysets utålmodighed Salmer til de gammeltestamentelige læsninger af tolv salmedigtere fra vor tid” (Unitas Forlag 2011) er en salme af Lisbeth Smedegaard Andersen valgt som den første. Det er salmen til 1. Søndag i advent: “En morgenstund med sne”, som er fint sanset og fint tænkt på baggrund af erfaringen af at blive standset af noget midt i sin travlhed. Det er sneen, som er faldet om natten, der overrasker den gående og fanger opmærksomheden. Sommerens sidste klatrerose ved en gadedør er svøbt i is, og i en vild birk, som er skudt frem ved husmuren, flagrer “blå musvitter” – en førsproglig måde at sige blåmejser på måske, en paradisisk oplevelse af selv at give dyrene navne? Grå kanariefugle er der dog ingen af. Et “vinterparadis” og “hviletid” for korn og pindsvin. Vi andre haster travlt forbi allerede i andet vers. Det uskyldsrene univers vækker bevidstheden om travlheden som synden, og med den åbnes hjertet for “hans Ånd”, som “vækker tro, håb og kærlighed”. Sætningen “vinterbuske blomstrer i hans lys” må dække over f. eks. vinterjasmin, der kan blomstre gult fra november til februar. En salme skrevet i havlt vågen tilstand, hvor sproglig intuition råder. “Gå langsomt nu / med Kristus ved din side” lyden formaningen i tredie vers. Tilføjelsen “ved din side” til “Kristus” er besnærende men nok i virkeligheden udtryk for en skabt distance. Er vi ikke allerede ét?

Lisbeth Smedegaard Andersens fremmedgjorthed overfor naturen kommer også til udtryk i en anden salme, som også er medtaget i værket med salmer til de gammeltestamentelige læsninger. Det gælder salmen til Palmesøndag: “Hvilken morgen grønne grene”. I den behageligt anslåede stemning observeres omgående “en rovfugl på en hegnspæl / langs en vej til Golgata”. Rovfuglen optræder igen i sidste vers, hvor den “hang i luften / over byens udfaldsvej”. Scenen er her Oliebjerget, dvs. Getsemane. Gudsforladtheden præger salmens univers fra først til sidst, som det her er set fra passagersædet i Audien? I hvert fald er ornitologens kikkert ikke i brug. Begejstringen over den vilde natur er til at overse, set som den er gennem en borgerlig optiks fornærmethed. En anden én er ved at gå ud af sit gode skind af jubel ved synet af en musvåge i vinterfjerdragt på en hegnspæl i vejkanten. Det er betagende i sig selv, og skal det endelig sættes i relation til den evangeliske historie så gerne som et billede på korsets majestæt.

Ellers skildrer salmen Jesu indtog i Jerusalem ridende på et æsel efter profetens forudsigelse – uden dog at have fat i det sind, der skal til for at tage en sådan profeti på sig – som også den, der vil skrive nye salmer, må gøre det: Træde ind i en særlig tradition og lade sig forpligte af dennes sprog eller af sproget bag spoget. Så langt fra den såkaldte sproglige fornyelse som tænkes kan. Herren kommer, javist, og Lisbeth Smedegaard Andersen synger hosiana på sit eget sprog. Et sandere evangelisk sprog rammer Suzanne Brøgger i sit forord til Søren Kierkegaards “Kjerlighedens Gjerninger” (Gyldendal 2013), hvor historien om den barmhjertige samaritaner udlægges således: “At lade en andens virkelighed være til stede og komme til orde i ens eget liv”. Set igennem denne optik er det trods alt en halv barmhjertighedsgerning af Lisbeth Smedegaard Andersen, at hun overhovedet opdagede musvågen i vejkanten, selv om hun gik forbi.

En solsort i et grantræ
ved uglen på sin pæl,
hvor et dusin af småkræ
har trådt den under hæl.

Musvåge på sin hegnspæl
i ensom majestæt
fornemmes af sin ildsjæl
i vinterdragten klædt.

Et vingeslag i nutid,
forunderlig figur,
bevæger sig for altid
på Himmeriges ur.

Hør melodi her.

Skarver på bundgarnspæle, Johannes Larsen

En rovfugl på et hegnspæl er visselig et godt motiv, og i mit opgør med Lisbeth Smedegaard Andersens brug af det har jeg i min egen salme: “En solsort i et grantræ” ladet mig inspirere af den fynske maler Johannes Larsen (1867 – 1961), der gentagne gange har malet fugle på pæle. Et af dem er maleriet “Skarver på bundgarnspæle” ovenfor. Læg mærke til de to fugle til venstre i billedet, der ved et optisk bedrag kommer tæt på hinanden (Johannes 19, 26 – 27). Sproget bag sproget er en korsfæstelsesscene. Evangeliet indfældet i den fynske natur.

Fynboer kan ikke fatte,
at verden er kold og hård,
alt er så mildt og dejligt
og smukt som den fynske vår.

Og menneskesindet er altid
et spejl af det milde land,
fyldt af forglemmigejer
og hist og her en forstand.

Aldrig lægger sig tanken
stramt om en vældig sag,
forsigtigt mærker den efter
i hjertets levende lag.

Fyn er en anden verden
mod hele den brændende jord,
stille i mulden for evigt
der forglemmigej gror.

Jeg lægger min æselkæbe
og genvinder mine syn,
jeg kan se til verdens ende,
jeg kan også se til Fyn.

I mit eget digt med fynsk og bibelsk motiv: “Fynboer kan ikke fatte” kalder mødet med uskylden et jeg frem, som ved æselkæben lader sig identificere med Samson (Dommerbogen 15). At slå korsets tegn med en æselkæbe over filistrene. Der er ingen udskydning af forløsningen, indtil solopgangen fra det høje kommer. Den er her allerede med den første sne.

Kamp om salmesangen

Iben Krogsdal efterlyste i en kronik i Kristeligt Dagblad 30. december 2013 kamp om salmesangen og mindedes gamle dage:

“Engang var salmesangen i de danske kirker og hjem en kampplads! Engang sang man i kirkelige miljøer mod hinanden. Engang var der noget på spil. Der var uenighed, der var gejst, der var vrede, der var teologier, der stødte sammen. Der var konkurrerende salmebøger, der var censur, og der var salmer, der satte Himmel og Helvede i bevægelse”.

I den ånd har jeg valgt en af mine egne salmer som modspil til salmen: “Decembernat. Engle slår vingerne ind” af Iben Krogsdal, hvis salme er eminent i forhold til sit anliggende, som er en skildring af julestemningen og ligefrem en guddommeliggørelse af den: “for julen er Gud” hedder det. “I nat skal vi tænde decembenatslys” står der også, og hermed kan modstillingen til min egen salme præciseres nemlig den, at det næppe er os selv, der tænder lys i julemørket, og ikke vores egen julestemning, der skal fejres. Med salmens ord er det Gud, der tænder lys.

Nu tænder Gud det første lys
med ordet over have;
det ord, som dag for dag fornys
i Paradisets have.

Nu tænder Gud det andet lys
som troen i dit hjerte;
den tro, som, når den skal fornys,
skal stille al din smerte.

Nu tænder Gud det tredie lys
i busken med sin lue;
den busk, hvis flammer skal fornys
for øjet som et skue.

Nu tænder Gud det fjerde lys
i stalden i et øje;
det lys, som engang skal fornys
fra Himlen i det høje.

Min egen salme har egen melodi af Anne Marie Eriksen og findes i en indspilning ved komponisten selv på sang og klaver.

Vi sang både Iben Krogsdals salme og min egen til Kirken i Gyngen på Gallo Skolen første søndag i advent 2014, hvor Adda Lykkeboe fortalte om den af publikum feterede og af nazisterne forfulgte østrigske tenor Richard Tauber (1891 – 1948) og Ib Johansen fortalte om den svejtsiske galekunstner Adolf Wölfli (1864 – 1930).

70_copy1_lg Adolf Wölfli “Die Kreutzigung Jesus Christi”, 1917

Vi sang også “Du skal elske din næste som dig selv” af Iben Krogsdal, og også her havde jeg valgt en af mine egne salmer som modspil. Iben Krogsdals salme skildrer udfordringen at elske andre som sig selv, og den trøster på gængs vis med, at vi har lov til ikke at kunne mestre opgaven. Alligevel er det følelsen af ikke at slå til, der præger det samlede billede. Iben Krogsdal overser mærkeligt nok Jesu særlige udlægning af budet og digter selv løs af karsken bælg. Men fordi det netop er Jesus, der siger til mig, at det største bud i loven er: Du skal elske din næste som dig selv, så betyder det ikke direkte, at jeg skal gøre det, men at han gør det. Fordi han virkelig gør det, betyder det for mig, at også jeg får mulighed for virkelig at gøre det, og at jeg får mulighed for at udvikle en bevidsthed i forhold til ham om, at jeg har gjort det.

Herre, jeg har gjort det gode,
nåden ledte mine skridt,
så jeg rejste op for fode,
hvad der før ved mig har lidt;
lykkelig jeg ser tilbage
på mit livs henrundne dage.

Tak, at ingen veje fører
udenom det sted, du står,
så jeg bliver Ordets gører,
inden, at min time slår;
du har set, hvad ondt jeg agter,
og at jeg det ikke magter.

Lad mig nu fortrolig sige
dig det gode, jeg begik
inde i dit Himmerige,
og den gode løn jeg fik,
at du i min gerning klæder
dig, når du imod mig træder.

Sådan lod jeg mine synder
tage mål til gerning god,
så hver dag igen begynder
med en times overflod,
hvor det sker som nu forleden,
at jeg møder dig i Eden.

Kirken i Gyngen er en slags gudstjeneste på slap line med indlagt pause. Et andet sted, hvor Kirken i Gyngen adskiller sig fra en traditionel gudstjeneste er fraværet af bøn, hvor der i stedet er samtale eller debat i forhold til et oplæg. Det givne oplæg kan være en prædiken eller et almindeligt foredrag. En særlig måde at lytte på søges tilvejebragt ved at synge en salme. Gerne en ny.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...