Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Moderne martyrium
Lars Busk Sørensens salme “Hvor tåbeligt alle de krige” til fastelavns søndag er skrevet i 2010 og trykt i “Lysets utålmodighed Salmer til de gammeltestamentelige læsninger af tolv salmedigtere fra vor tid” (Unitas forlag 2011). Om en ligefrem gendigtning af Salme 2 med dens støtte til Guds udvalgte folk er der ikke tale. Lars Busk Sørensens salme giver udtryk for en modvilje mod krig i det hele taget.
I første vers sker det ved at sammenligne krigen med naturkatastrofer, som med endnu større kraft kan udslette det “stolteste, stærkeste rige”. Til hvad nytte er så alle de krige? I andet vers er der en påstand nemlig den, at den, der nægter at anvende magt er uovervindelig og forandrer verden med tillid. Denne fredelige måde at være til på begynder “forneden” – ikke fra neden, som ville være et politisk udsagn. Taler Lars Busk Sørensen om eros? I tredie og sidste vers er det gentagelsens magt, der gyder olie på vandene “til mennesker nægter at kriges / og trampe kanonernes takt, / og modige vender / de misbrugte hænder / mod hadets uhellige magt”. I bøn forstås.
En mindre ideologisk pacifisme i relation til Salme 2 findes hos Ricardt Riis i prædikenen “Han, som troner i himlen, ler” fra samlingen med den lange og udtømmende titel “Kristne prædikener imod islam inspireret af begivenhederne den 11. september 2001”. Prædikenens titel er hentet fra vers 4 i Salme 2. Guds latter gælder dem, der lægger planer imod Zions konge, som er Guds søn. Prædikenen fortjener at læses i sin helhed og kan findes her. Min gendigtning af Salme 2 er samtidig skrevet til netop denne prædiken:
Selv her, hvor alting flyder,
og intet er i ro,
opstår de gamle dyder
af kærlighed og tro.
Men derfor de os hader
og lægger råd imod
os, når vi ikke bader
igen i samme flod.
De rejser sig og truer
med tungetale sød
og dømmer blide duer
til ængstelse og død.
Men hør fra Himlen toner
en latter fint herned
og os med det forsoner,
hvorunder før vi led.
Vor Gud har lagt til rette
de gerninger forud,
som vil os vejen lette
i stedet for hans bud.
Som om vi går i søvne,
i sikkerhed vi går
og virker over evne
i ét og tusind år.
I konger vær nu kloge
og tag imod mit råd
i mine løbske toge
og udfør dér min dåd.
Jeg skifter spor og tager
på denne dag dig hjem
en morgen lys og fager
i mit Jerusalem.
Hør melodi her.
Den kristne grundtanke, at Gud gav sin søn, den enbårne for at frelse verden får en overordentlig anskuelig fremstilling i begivenhederne omkring 11. september. Jeremy Glick, der er blandt gidslerne i det fjerde fly, får fat i sin kone, Lyz Glick på mobilen, og i løbet af en tyve minutter lang samtale går det langsomt op for dem, hvad der er ved at ske, og hvad der må gøres. Jeremy fortæller Lyz, at han og nogle af de andre passagerer har snakket om at gå til modangreb. De overvejer for og imod, og Jeremy spørger sin kone, hvad hun synes. Den mulighed har mændene i islam ikke, fordi fortrolighed med en kvinde her anses for et svaghedstegn. Efter at have tænkt sig om i nogen tid siger Lyz til Jeremy: ‘Ja, skat, du må gøre det’. Hun stillede sig bag ham i et forsøg på at forhindre den store katastrofe, skriver Ricardt Riis. Det er mig, der heri vil se en moderne version af Johannes 3, 16, at forsoningstanken udspringer af fortrolighed.
Kirken i Gyngen 