Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “maj, 2011”

Det navn, som jeg hvisker

Det navn, som jeg hvisker, når fuglene mig
det lægger på tungen og kalder på dig,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Det navn, som genlyder, når solen står op,
og lever i sind og i sjæl og i krop,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Det navn, som jeg nævner, når natten er nær,
er navnet på den, som mit hjerte har kær,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Det navn er det sidste, jeg siger på jord,
det første jeg hvisker i himmelens kor,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Det navn er det sidste, I hører fra mig,
det første, jeg lærer i Himlen af dig,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Det navn er det første, jeg synger i sky,
det første jeg siger, når Jorden er ny,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Vers 1-4 gendigtning af “Det namnet eg kviskar”, Trygve A. Bjerkrheim, 1981.

Hør melodi her.

Se program for Kirken i Gyngen lørdag d. 28. maj her.

Mørke og lys

Mørke og lys er emnet for en ny salme af Knud Kappelgaard. Teksten er nedenfor, og her er et link til Anne Marie Eriksens fortolkning af salmen til Jan Erik Hansens melodi:

Tak for mørkets komme,
lyset er brugt op;
som en lygte i min lomme
venter dagens krop.

Tak min elskede for lyset,
solens fine stråleflig,
tak for vind og himmelgyset
allersaligst lykkelig.

Tak for jeg fik smør på brødet
samt lidt mere til,
fordi bondens mark blev gødet.
Jeg vil synge, ja jeg vil.

Tak for alle gode gaver,
trøstens ord imellem os,
når vi sindigt går og traver
for at byde fjenden trods.

Tak for nattens himmeldrømme;
dagen bliver tæt og god
midt i verdens vrimmelstrømme,
hvor vi gik, og hvor vi stod.

Knud Kappelgaard

 

Op dog Zion, ser du ej

Op dog Zion, ser du ej
Herren på den slagne vej
i triumf på graven stå
der, hvor han i døden lå.

Korset bygger evig bro
mellem kærlighed og tro,
gennem døden går en vej
gennem marts, april og maj.

Fast grund under fødderne
lukker sig om rødderne,
som vi gule trækker op
af en flaske som en prop.

Helligånden slipper ud
som et sendebud fra Gud
med en hilsen fra Guds søn,
som fór op til himmelen.

Jesu legeme og blod,
hans velsignelse og fod
leder os i liv og død
og gør os til vin og brød.

Hvor Guds øje stråler ned
til os med sin kærlighed,
knæler Zion ned i skam
i Det ny Jerusalem.

Hør melodi her.

Susanne i badet

Susanne i badet
løfter sin ynde
og lærer selv Helvede
ærligt at synde.

De sorteste djævle
falder til føje
og ser med et voksende
inderligt øje.

De ser gennem ruden
i Paradis inde
hun gør, hvad i Helved
de selv har i sinde.

Kom, lad os samles om vor Gud

Kom, lad os samles om vor Gud,
før selv han træder ind,
som endnu trækker tiden ud,
bereder vore sind.

Vor skyld er stor og vores frygt,
for død er syndens løn,
barmhjertighedens trone søgt
med angergiven bøn.

Kun ved din forbøn Kærlighed
velsignet er vort håb,
på al din trones herlighed
vi grunder vores dåb.

Omend en grum retfærdighed
ret følger på din dom,
en større uretfærdighed,
da tidens fylde kom.

Lad derfor nåde gå for ret,
og lad os se din hånd
og finger tegne korset let
ført af den Helligånd.

Gendigtning af Anne Steeles “Come, let our souls adore the Lord” 11. februar 1757.
Hør melodi her.

Ved din Faders højre hånd i himlen

Ved din Faders højre hånd i himlen
sidder du og våger over mig,
og du finder altid mig i vrimlen,
og jeg finder altid hjem til dig.
Dag for dag, mens øjeblikket svinder
som en flod for øjnene af mig,
skal jeg i det vand, der aldrig binder,
se det sande billede af dig.

Hver en byrde, som jeg lader spejle
i den bæk, der risler for min fod
lader du i evigheden sejle
i din evigt klare strøm af blod.
Hjælp mig Herre! Når jeg dine veje
finder vanskelige nok at gå,
må du rejse mig op fra mit leje.
Kom og giv mig troens vinge på.

Jeg vil flyve ind i Himmerige,
hvor din trone svæver som en ø,
og jeg vil på mine vinger stige
op og lande i din øjesø.
Her, hvor evighedens kilde springer
i den sø, hvor øjeblikket svandt,
vil jeg sammenfolde mine vinger
om den fuglekonge, som jeg fandt.

Når jeg ned fra himlens hvide skyer
daler mellem fuglene på jord
i en broget flok imellem byer,
hører jeg et kærligt lille ord.
Det er fuglekongen, der til ørnen
byder indenfor i hjerterum;
det er mindre end selv druekernen,
større end Det ny Jerusalem.

Det er Danmarks mindste fugl herneden,
men i himlen er den evigt stor,
og den bliver størst som kærligheden
for enhver, som på dens tone tror.
Se, nu flyver den imellem graner,
når vi vover os i skoven ud;
den er væk, førend man noget aner,
og her sidder jeg og tror på Gud.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...