Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “november, 2011”

Vinterhalvår

Sommeren har strakt sig
september, oktober.
Mørket falder blidt omkring
lys i vore struber.

Vinteren har bredt sig
november, december.
Sneen falder tæt omkring
lys i gadens lamper.

Himmelen har skjult sig
januar, februar.
Blikket falder blødt omkring
lys i Jesu ar.

Hør nu blot profetens stemme

Hør nu blot profetens stemme,
som Guds tale kan fornemme,
hvor du selv er stum;
kun Esajas skal forkynde
dig med al sin magt og ynde
evangelium.

For det bud, som du har krænket,
har så rigelig jeg skænket
malurt i din kop,
at jeg nu vil åbenbare
i mit eget ord det klare
nåde, dobbelt op.

Herrens veje stille finder
ned fra høje bjerges tinder
til den dybe dal
som en flod, der fri sig bugter
fanget i de dybe slugter
ud til havets hval.

Hver en bølge skal forsvinde
sammen med det mindste minde
om det gode liv;
men et skib skal klare pynten,
når vi bare slipper mønten
i det dybe hav.

Herren vil nu selv betræde
kajen til de andres glæde
i en fremmed havn;
men han kommer blidt tilbage
til os i de korte dage,
blidt i Jesu navn.

Efter Esajas 40,1-8. Hør melodi her.

Natten bliver brudt af en dråbe

Natten bliver brudt af en dråbe,
der falder ned mod den lukkede jord.
Mørket bliver svækket men holder sig sort,
så vi ikke kan se, det forgår.

Jorden er vædet og våd af regn,
og frøet føler sig frit.
Det er umuligt at vente andet
end solens komme blidt.

Æblerne ligger i græsset
og sover under det nøgne træ.
Pludselig falder jeg over dem
og lander på mine knæ.

Katten bliver ramt af en kugle
og falder om på den blødende jord.
Mørket slår flænger og kommer til kort,
så vi ikke kan se, hvor det går.

Jesus, milde frelser

Jesus, milde frelser,
du er i os nu,
fyld os med din godhed,
kom vor synd i hu.

Fyld med nådegaver
hvert et hjerterum,
og lad os bevare
evangelium.

Hvordan kan vi takke
dig for gaven god,
som du nådig skænker
af din overflod!

Se, hvor rosen folder
sig ud af vor skam
med en duft af nåde
i Jerusalem.

Efter “Jesu, gentlest Savior”, Frederick W. Faber, 1854.
Hør melodi her.

Døden som velgerning

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis 2011.

I dette efterår er der for mig sket det, at jeg er flyttet. Jeg er flyttet tilbage fra kolonihaven; men jeg er også flyttet sammen med min kæreste. Vi har fået skilt på døren, og mit skrivebord har fået selskab af hendes klaver. Min kat har lagt sig i hendes skød. Jeg vil anvende ordet ‘at flytte’ ved siden af ordet ‘at omvende sig’. At omvende sig angiver at skifte sind, hvorimod at flytte angiver at skifte bopæl. Forskellen er, at forandringen i det første tilfælde sker i det indre og i det andet i det ydre. Det indre går forud for det ydre, men det ydre følger efter det indre. Det første Jesus siger, da han træder frem som forkynder hos Markus er ordene “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” Det kan lyde som om, at det at omvende sig og det at tro på evangeliet to måder at sige det samme på, men det er det ikke. At omvende sig er at forelske sig. At tro er at flytte.

Fortællingen i Anden Kongebog om aramæerkongens hærfører Na’aman er et godt eksempel på denne forskel mellem det første og det andet skridt. Den respekterede hærfører er blevet syg, og der er ingen umiddelbar udsigt til helbredelse for den alvorlige sygdom. Men hans kone har en tjenestepige, om hvem vi hører, at aramæerne engang havde bortført hende under et indfald i Israel. Nu er hun åbenbart faldet så godt til i sin påtvungne eksil, at hun nærer omsorg for sin nye herre. Nu siger hun: “Gid min herre kunne komme til profeten i Samaria. Han skulle nok befri ham for hans spedalskhed!” Selv om den israelske pige, som her optræder uden navn, er blevet bortført, og slet ikke har ønsket at være slave hos aramæerne, har hun valgt at lade sig flytte. Hun har valgt at tro. Nu er det denne tro, der er virksom i forhold til hendes nye herre, aramæeren Na’aman, som er blevet syg.

Det er profeten Elisa, hvorom der er tale, og den aramæiske hærfører er ikke sen til at følge et godt råd, og han drager afsted belæsset med gaver til profeten som betaling for den forventede helbredelse. Gaver som betaling, sagde jeg. Men sådan opfører den syge hærfører sig. Halvhjertet. Det viser sig også, at da profeten befaler ham at bade syv gange i den beskedne Jordanflod, afviser han det som latterligt, for de har større og dejligere floder derhjemme. Hvorfor skulle han lade sig dirigere til at opføre sig fjollet, fordi han er syg. Men hans tjenere har mere respekt for Elisas mærkelige påbud, og de overtaler deres herre til at give sig ind under lægens autoritet og følge hans råd fuld ud. Da han gør det, bliver han rask. Derefter vender Na’aman tilbage til Elisa ikke bare for at sige tak men også for at bekende sin tro. Sin gave kommer han også af med, men nu er det ikke som betaling til Elisa. Nu er det som gave til Gud.

Tro er ikke alene noget indre men også noget ydre. Tro er adfærd. Det er som Paulus skriver i brevet til efeserne at iføre sig Guds fulde rustning. Sandhed er et bælte om lænden og retfærdighed er en brynje. Villighed til at forkynde evangeliet er sko på fødderne, og troen er et skjold. Frelsen er en hjelm, og den hellige ånd er et sværd. Således udrustet skal vi bekæmpe det onde i enhver synlig og usynlig skikkelse. Vi skal ikke granske vore hjerter og nyrer. Vi skal arbejde og bede, være foretagsomme. Vi prædiker ikke ikke-vold. Vi prædiker at skabe Guds menighed som Gud skabte verden ved at skabe liv. Ikke-vold skubber volden ind under gulvtæppet, og der bliver en vold. Skabelse udfolder kraften, så vi har noget at være fælles om. Vi mennesker har intet overhovedet tilfælles uden det vi skaber sammen. Men det, vi skaber sammen er vores rustning. I det er vort sværd og vor hjelm, vort skjold og vore sko på fødderne. Deri er vi usårlige, og deri ligger vor styrke.

Der blevet spurgt, om vi som forskellige kristne i verden overhovedet kan genkende hinanden. Svaret på det spørgsmål er, at det kan vi kun, hvis vi skaber noget sammen, for kun i det, som vi har skabt sammen, kan vi genkende hinanden. Vi kan være nok så forskellige, og det er vi, men skaber vi noget sammen, genkender vi og kender vi hinanden. Men at skabe noget sammen med andre kræver, at man giver slip på sine fordomme både om andre og om sig selv. I historien om den kirkelige embedsmand, hvis kirke ligger syg i Kapernaum, hører vi om et menneske, der er i stand til at give slip på sine fordomme om sig selv. Han tilhører uden tvivl det bedre borgerskab – og nu beder han Jesus om hjælp! Jesus selv er smækfuld af fordomme, og da den fremmede beder om hjælp til sin syge søn, oplever han det bare som en ønske om at se et mirakel, og først da faderen siger “Skynd dig! inden min søn dør”, sker der et gennembrud, og Jesus svarer ham: “Gå hjem! din søn lever”.

Vi har fordomme om alt, også om døden. Hvorfra ved vi, hvad døden er, og hvorfor frygter vi den? Hos Krishnamurti møder vi en opfattelse af døden som kendsgerning også eller måske især i andre sammenhænge end den sammenhæng døden optræder i i forbindelse med alder og sygdom eller ulykke. Døden er i virkeligheden noget andet, end det vi møder i disse sammenhænge. At være i kontakt med døden er forbundet med fordommes og vrangforestillingers ophør. Døden er venligheden selv, som kommer og tømmer én som den skraldespand man er. Fuld af forestillinger om egen fortræffelighed eller usselhed i henseende til alle de sammenhænge, vi indgår i. Døden tager det hele væk, og vi står nøgne tilbage i de Gudskabte relationer til familie og venner, hunde og katte, vind og vejr. Den egentlige lidelse og død er altså mærkeligt nok i virkeligheden en stedfortrædende lidelse og død. Det har vi hørt før. Men tænk sig, vi skulle høre det igen og påny.

Vi skulle høre det påny fra et menneske som tilsyneladende ikke har denne tanke fra den kristne forkyndelse. Men det har han nu nok alligevel. Det specielle ved Krishnamurti, er hans overordenlige modtagelighed. Krishnamurti har tilegnet sig oplevelsen af Jesu stedfortrædende lidelse og død uden egentlig at opdage, at der fandt en tilegnelse af en bestemt tradition sted. For Krishnamurti er det egentlig bare sådan, det er. Finanstilsynet kommer på besøg og gennemgår regnskabet og finder alt i skønneste orden. Kirken har ikke blot i sandhed forkyndt evangeliet. Den har også forkyndt evangeliets sandhed. Evangeliets sandhed har ladet sig udkrystallisere. Jeg har via Krishnamurti talt om døden som venligheden selv, og det kan dårligt opleves som andet end krænkende for den almindelige livsopfattelse. Men ifølge evangeliet er den død, som er den vigtigste for os, ikke vor egen død eller vore nærmestes død, men den død, som er en velgerning, fordi den er Jesu død.

Salme her.

Novemberrose

Nu blomstrer rosen
rød og hvid,
et flag i havens
blomsterbed.

Den vajer ydmyg
for hver vind
imellem edder-
koppespind.

Så tager den
sin kjole af,
et hyben kommer
for en dag.

Selv knopperne,
der ej sprang ud,
velsignes af
den høje Gud.

Nu er der mørke igen i sind

Nu er der mørke igen i sind,
jeg så dog sommeren komme;
den var så sær, at jeg glemte helt
at elske den, før den var omme.

Nu lyser koglerne stille op
i træets øverste grene;
i midten sidder de mere spredt,
og nederst sidder en alene.

Nu tages træet i stuen ind,
så det kan fryde vort øje
med pynt og gaver og tændte lys,
der sænkede sig fra det høje.

Nu er der glæde igen i sind,
jeg ved dog vinteren kommer;
den kom i går, og nu er den her
med hænderne i sine lommer.

Nu står jeg stille i al den sne,
som himlen vil mig forunde;
nu når den mig op til mine knæ,
men se, Gud, jeg kan sagtens bunde.

Jehova er mit lys

Jehova er mit lys,
og saligheden nær,
mig skræmmer intet nys
og undersøisk skær.
Når Gud er min styrke, værner mit liv,
så løfter sig min sjæl fri af verdens kiv.

Hvem ondt i sinde har
og gør mig til et fjog,
skal selv stå frem som nar
og være nok så klog.
I krydsilden står jeg helt uden skam,
fordi der er jeg plantet engang af ham.

Min fordring dyb og ren
og nu min ene bøn
og ingen uden én:
At bo hos dig i løn.
Jehova at skue syn imod syn
og templet at udforske med sol og lyn.

Når bølgen om mig slår,
og rædsler står i kø,
så gumler som et får
i folden jeg på hø.
Min hyrde mig tager ind i sit telt
til stormen er forbi, og her er jeg talt.

Opløftet på hans arm,
hvor fjender ej kan nå,
omend i krigens larm
skal sangens trille slå.
Usynlig jeg synger skjult i et træ,
Jehovas navn skal klinge i ny og næ.

*

Jehova hør mit råb
og svar mig på min bøn,
jeg ser dig i min dåb
i lyset af din søn.
Du skjuler dig ikke for tjener din
men skænker mig dit kød ud i brød og vin.

Jeg selv forlod mit land
og hjem og hele slægt,
gik ned med mus og mand,
kom flot i dåbens pagt.
Jehova mig fører over sit hav
igennem dødens dal og ud af min grav.

Jehova fører mig
igennem fjendens lejr
ad vejen frem til dig
i storm og al slags vejr.
Om vidnerne lyver og øver vold,
det rører ikke mig i min frelsers sold!

Jehova skuer jeg
i godhed og i pragt,
og livet er en leg,
som sangeren har sagt.
De levendes land sig breder på jord,
Jehovas navn det kroner i sangens ord.

Efter Salme 27. Hør melodi her.

Kære tilfælde og skæbne

Kære tilfælde og skæbne,
som kan helvede afvæbne,
og derved har sprunget rammen,
hver gang I har fundet sammen,
ved at gøre, hvad I kan.

Hvad har I i verden fundet,
som har gerningen begrundet
at tilgive vore synder,
så igen hver dag begynder
med at give elgen navn?

Hvor den springer over hegnet
og har afstanden beregnet
herfra og til Paradiset,
selv om det endnu er diset
i den årle morgenstund!

Her, hvor dagen rolig skrider
frem med sine egne tider,
er der tid til at meddele
dele af det store hele,
som vi nu må deles om.

Det er kærlighedens under,
som i lediggangens stunder
vælder ud på vej og stræde
for at fylde os med glæde
ved at døbe os deri.

Lad mig dø igennem dåben,
lad mig strække mine våben
ned i kærlighedens milde
uudslukkelige kilde
som et moseoffer før!

Giv mig redskaber tilbage,
så jeg alle mine dage
kun skal grave og henrive,
kun skal skabe og gengive
jeres dybe sammenhæng!

Den skal for mit øje stråle,
den skal sig med døden måle,
så når øjet selv skal briste,
skal jeg ikke synet miste
men se, hvor I nu er skjult.

Ja, jeg ser, hvor vejen ender,
når jeg al min synd bekender
og går klædt i nådens frakke
og hvert åndedrag må takke
jer her i Jerusalem.

Hør melodi her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...