Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “december, 2014”

Flere sole

I Simon Grotrians salmesamling “Din frelser blir din klippe” ( Borgen 2007) findes på side 42 en salme på fire vers, hvoraf det første lyder: “Jeg blomstrer som en ugle / imellem potteskår / mit liv i Platons hule / har vendt kyklopens får”. Det er hulen fra Platons hulelignelse, der her optræder som dødsriget, i hvilket jegets liv har skabt en forvandling. Jeget kunne være Kristus men er nok snarere digteren selv og Kristus det du, der optræder i fjerde vers. At Kyklopens får er vendt, må betyde at de er blevet til skyer og svæver (for i tredie vers at være blevet til lam). Den blomstrende ugle er vel gudinden Athene, som hjælper helten Odysseus. Er det uglens krukkelignende form, der blomstrer som en potteplante efter, at krukken er knust som tepotten i H. C. Andersens eventyr af samme navn? En bibelelsker er vel tilgivet for også at skimte Job bag et potteskår som det, hvormed han skrabede sig i askedyngen. I sidste vers optræder Jerusalem som i Johannes Åbenbaring.

Bredden minder om Grundtvig i 1808: “Høje Odin, hvide Krist / slettet ud er jeres Tvist / begge Sønner af Alfader”. Simon Grotrian er en Grundtvig, der endnu befinder sig i “Asa-Rusen”. Det har for mig givet anledning til en salme af mindre vidtløftig karakter:

Her sidder jeg og skraber
mig selv med potteskår,
der føjer sig til huden
og læger mine sår.

Og bjælken i mit øje
er blevet til et træ,
der lægger sine frugter
i reden som et æg.

For himlens fugle kommer
og slår sig ned deri,
og selv den træske slange
går ikke mig forbi.

Men løven er min hyrde,
og ulven er mit lam,
og markerne er hvide
omkring Jerusalem.

Jeg citerer i sidste vers mig selv, idet “Løven er min hyrde” er titlen på min gendigtning af Salme 23 fra Salmernes bog udfra en version med reggaesangeren Buju Banton, der – foruden at være kendt for en problematisk sang om homoseksuelle og i øvrigt for konflikt med straffeloven – også er rasta. Rastafari opstod på Jamaica i 1930 ´erne på grundlag af en overbevisning om, at den nyligt kronede etiopiske kejser Haile Selassie I skulle være Messias. Rastafari er resultatet af et lykkeligt kultursammenstød mellem en klassisk etiopisk rigskirketanke med kejseren som sofistikeret billede på Kristus og en analfabetisk halvkristen men bibelsk funderet blandingstro blandt efterkommere af de sorte slaver på Jamaica. Troen på kejserens guddommelighed lader sig ikke forstå som et dogme men som et dogmatisk greb ligesom Grundtvigs mageløse opdagelse. Grundtvigs opdagelse – i forbindelse med læsning af den oldkirkelige teolog Irenæus omkring 1825 – er den, at Kristus selv stiftede kirken ved at lære disciplene trosbekendelsen i perioden mellem sin opstandelse og sin himmelfart. Ifølge Grundtvig var der tale om ordlyden i den apostolske trosbekendelse, som (i virkeligheden) er et dogmatisk dokument af senere oprindelse. Men hvis man opsøger substansen i Grundtvigs opdagelse, må Jesu egentlige bekendelse være det dobbelte kærlighedsbud om både relationen til Gud og relationen til næsten, som det formuleres i Matthæus 22, 34 – 40.

Grundtvig med sønnen Frederik i 1857

I forhold hertil er det også muligt at præcisere, hvad Simon Grotrians begrænsning i tilegnelsen af evangeliet går ud på. Den nævnte salme ender med linjen: “jeg ser Jerusalem”. Det er alene jeget, der får lindring via relationen til Gud. Ganske vist er der rent retorisk i salmen “Ja, min ven, vær uforsagt” s. 35 i samme samling en fin næsteinddragelse. Der er vældige løft i linjer som “sådan blir trompeten bred” og “sale dukker op i halsen”. “Åh, min Gud, den er fuld af stjerner!” udbryder astronauten i Arthur C. Clarkes roman: “Rumrejsen år 2001”, da han suges ind i Jupiters røde plet. Han er herefter fanget i noget, der ligner en jordisk bolig og henslæber tiden og ældes. I filmen vælter han ved et uheld et glas. Det er det eneste, der sker. I toeren, “Rumrejsen 2010” vender han genfødt tilbage til rumskibet Discovery og undslipper tilbage til Jorden i trykbølgen fra Jupiter, der eksploderer og bliver til en anden sol i solsystemet, som får navnet Lucifer. Derfor denne fodnote i samme versemål:

Hør min ven, det skal nok gå,
du skal dine ønsker få
opfyldt, når du træder vande
lidt endnu, så skal du sande
stranden under foden din.

Solen daler som et bjerg
ned på jorden, og forarg
selv med troen på din Herre
og på alle dine kære
og på smedens sorte kat.

Løst er dagens kryds og tværs,
flaget vajer højt til vejrs,
fordi han stod op af graven
for at bytte julegaven
til den store pinsefest.

Flyet vender uden lyd
i en bue over syd,
og nu står de hvide striber
over landet, hvor de viber
lægger æg og slutter ring.

Herren kommer, gør nu plads,
han skal hen til sit palads,
ned fra flyet og i vognen
til sit bord med torskerognen,
som han spiser med citron.

Hør, hvordan han kæfter op,
jeg er ved at få en prop,
han skal fylde hele bordet,
ingen andre tager ordet,
eller kan det få ført ind.

Men jeg bryder gerne ind,
rækker hånden mod en hind,
som går rundt med verdens skælven
i sin krop og skjuler kalven
i det høje, lyse græs.

Regnen falder tung og blød,
mens jeg deler vin og brød
ud fra dig på pinsedagen,
som du foldede dit lagen
sammen om Guds billede.

En mulighed er at sammenligne dette blik på Simon Grotrian som salmedigter med den ældre Grundtvigs blik på sig selv som yngre. I den forbindelse vil det være oplagt at citere den ældres store pinsesalme, “I al sin glans nu stråler solen” DDS 290: “Forsamles, alle tungemål, / i takkesangens offerskål!” I overensstemmelse med skildringen i Apostlenes Gerninger formuleres den del af pinsens budskab, der handler om de mange tungemåls istemmen samme forkyndelse. I skikkelse af intertekstualiten er der en parallel hertil i Simon Grotrians salmer. Men den anden del – som er ligeså vigtig – er, hvad der siges i denne forkyndelse. I det følgende vers i Grundtvigs salme er det “Jesus-navnets offerskål”, der er den fællesnævneren. I sidste vers er der plads til flere sole i den Enbårnes herlighed.

Her sidder jeg og skraber

Her sidder jeg og skraber
mig selv med potteskår,
der føjer sig til huden
og læger mine sår.

Og bjælken i mit øje
er blevet til et træ,
der lægger sine frugter
i reden som et æg.

For himlens fugle kommer
og slår sig ned deri,
og selv den træske slange
går ikke mig forbi.

Men løven er min hyrde,
og ulven er mit lam,
og markerne er hvide
omkring Jerusalem.

Hør melodi her.

Sproget bag sproget

I det digre værk “Lysets utålmodighed Salmer til de gammeltestamentelige læsninger af tolv salmedigtere fra vor tid” (Unitas Forlag 2011) er en salme af Lisbeth Smedegaard Andersen valgt som den første. Det er salmen til 1. Søndag i advent: “En morgenstund med sne”, som er fint sanset og fint tænkt på baggrund af erfaringen af at blive standset af noget midt i sin travlhed. Det er sneen, som er faldet om natten, der overrasker den gående og fanger opmærksomheden. Sommerens sidste klatrerose ved en gadedør er svøbt i is, og i en vild birk, som er skudt frem ved husmuren, flagrer “blå musvitter” – en førsproglig måde at sige blåmejser på måske, en paradisisk oplevelse af selv at give dyrene navne? Grå kanariefugle er der dog ingen af. Et “vinterparadis” og “hviletid” for korn og pindsvin. Vi andre haster travlt forbi allerede i andet vers. Det uskyldsrene univers vækker bevidstheden om travlheden som synden, og med den åbnes hjertet for “hans Ånd”, som “vækker tro, håb og kærlighed”. Sætningen “vinterbuske blomstrer i hans lys” må dække over f. eks. vinterjasmin, der kan blomstre gult fra november til februar. En salme skrevet i havlt vågen tilstand, hvor sproglig intuition råder. “Gå langsomt nu / med Kristus ved din side” lyden formaningen i tredie vers. Tilføjelsen “ved din side” til “Kristus” er besnærende men nok i virkeligheden udtryk for en skabt distance. Er vi ikke allerede ét?

Lisbeth Smedegaard Andersens fremmedgjorthed overfor naturen kommer også til udtryk i en anden salme, som også er medtaget i værket med salmer til de gammeltestamentelige læsninger. Det gælder salmen til Palmesøndag: “Hvilken morgen grønne grene”. I den behageligt anslåede stemning observeres omgående “en rovfugl på en hegnspæl / langs en vej til Golgata”. Rovfuglen optræder igen i sidste vers, hvor den “hang i luften / over byens udfaldsvej”. Scenen er her Oliebjerget, dvs. Getsemane. Gudsforladtheden præger salmens univers fra først til sidst, som det her er set fra passagersædet i Audien? I hvert fald er ornitologens kikkert ikke i brug. Begejstringen over den vilde natur er til at overse, set som den er gennem en borgerlig optiks fornærmethed. En anden én er ved at gå ud af sit gode skind af jubel ved synet af en musvåge i vinterfjerdragt på en hegnspæl i vejkanten. Det er betagende i sig selv, og skal det endelig sættes i relation til den evangeliske historie så gerne som et billede på korsets majestæt.

Ellers skildrer salmen Jesu indtog i Jerusalem ridende på et æsel efter profetens forudsigelse – uden dog at have fat i det sind, der skal til for at tage en sådan profeti på sig – som også den, der vil skrive nye salmer, må gøre det: Træde ind i en særlig tradition og lade sig forpligte af dennes sprog eller af sproget bag spoget. Så langt fra den såkaldte sproglige fornyelse som tænkes kan. Herren kommer, javist, og Lisbeth Smedegaard Andersen synger hosiana på sit eget sprog. Et sandere evangelisk sprog rammer Suzanne Brøgger i sit forord til Søren Kierkegaards “Kjerlighedens Gjerninger” (Gyldendal 2013), hvor historien om den barmhjertige samaritaner udlægges således: “At lade en andens virkelighed være til stede og komme til orde i ens eget liv”. Set igennem denne optik er det trods alt en halv barmhjertighedsgerning af Lisbeth Smedegaard Andersen, at hun overhovedet opdagede musvågen i vejkanten, selv om hun gik forbi.

En solsort i et grantræ
ved uglen på sin pæl,
hvor et dusin af småkræ
har trådt den under hæl.

Musvåge på sin hegnspæl
i ensom majestæt
fornemmes af sin ildsjæl
i vinterdragten klædt.

Et vingeslag i nutid,
forunderlig figur,
bevæger sig for altid
på Himmeriges ur.

Hør melodi her.

Skarver på bundgarnspæle, Johannes Larsen

En rovfugl på et hegnspæl er visselig et godt motiv, og i mit opgør med Lisbeth Smedegaard Andersens brug af det har jeg i min egen salme: “En solsort i et grantræ” ladet mig inspirere af den fynske maler Johannes Larsen (1867 – 1961), der gentagne gange har malet fugle på pæle. Et af dem er maleriet “Skarver på bundgarnspæle” ovenfor. Læg mærke til de to fugle til venstre i billedet, der ved et optisk bedrag kommer tæt på hinanden (Johannes 19, 26 – 27). Sproget bag sproget er en korsfæstelsesscene. Evangeliet indfældet i den fynske natur.

Fynboer kan ikke fatte,
at verden er kold og hård,
alt er så mildt og dejligt
og smukt som den fynske vår.

Og menneskesindet er altid
et spejl af det milde land,
fyldt af forglemmigejer
og hist og her en forstand.

Aldrig lægger sig tanken
stramt om en vældig sag,
forsigtigt mærker den efter
i hjertets levende lag.

Fyn er en anden verden
mod hele den brændende jord,
stille i mulden for evigt
der forglemmigej gror.

Jeg lægger min æselkæbe
og genvinder mine syn,
jeg kan se til verdens ende,
jeg kan også se til Fyn.

I mit eget digt med fynsk og bibelsk motiv: “Fynboer kan ikke fatte” kalder mødet med uskylden et jeg frem, som ved æselkæben lader sig identificere med Samson (Dommerbogen 15). At slå korsets tegn med en æselkæbe over filistrene. Der er ingen udskydning af forløsningen, indtil solopgangen fra det høje kommer. Den er her allerede med den første sne.

Modtageren af Poetklub Århus´Undergrundspoesipris 2014 Inger-Marie Ørner

Kære Inger-Marie Ørner.

Tillykke med tildelingen af Poetklub Århus´ Undergrundspoesipris!

For nogle uger siden lavede jeg et interview med dig i anledning af, at vi i poetklubbens bestyrelse enstemmigt havde besluttet, at du skulle have prisen. Du spurgte da, hvorfor det netop var en “undergrundspris”, du skulle have. Det vil være oplagt i et svar at inddrage Gustaf Munch-Petersens digt “det underste land” fra 1933. En linje herfra er denne, at “blodet flyder frit mellem alle”. Jeg kunne have lyst til at citere hele digtet. Men denne linje må være nok.

Du skal have en undergrundspris Inger-Marie, fordi du bibringer os en erfaring af dette ellers eksklusive fænomen, at blodet flyder frit mellem alle. Det bliver dog ikke ved en indre ophøjet erfaring i dit tilfælde. Med dine egne ord fra interviewet: “Det skal være mit digt, og så ryger det lige over i en andens hjerte”. Dermed er det nemlig sagt, at du formår at give din indre oplevelse af fællesskabet et ydre udtryk.

I mere end ti år er du kommet trofast til poetklubbens oplæsningsarrangementer, og du har målbevidst opbygget en sætliste at øse af. Ofte har du læst de samme digte igen og igen, så vi har lært dem at kende og lært at sætte pris på dem. Du har også arbejdet med tekster i skriftlig form i form af figurdigte, og du har sprængt figurdigtet som genre med det fine digt “Clipsen” om en papirsclips, der er vredet ud af form og ikke kan finde tilbage til sin oprindelige form og derfor ikke kan gøre andet end at være det, den er, nemlig en clips, der er vredet ud af form, og ligesom clipsen er også linjebrydningen i digtet om den vredet ud af form.

Det er ikke skjult for nogen, at din erfaring med at være vredet ud af form også har med sygdom at gøre. Men på trods af sygdommen møder du alligevel op velklædt og opmærksom ikke bare fra det underste land men også fra en højere verden, hvor anstændighed er noget naturligt. Du har med et udtryk fra et andet af dine digte – lys i alle dine rum. Det nærvær, du møder os andre med.

Prisuddeling 001
Jeg holder prisoverrækkelsestalen i hånden for prismodtageren siddende til højre. Lior sidder i lænestolen til venstre og lader op til aftenens værtsrolle, og Henrik fifler med lyden. Connie sidder bag det smukke glas i det skarpe hjørne, som Sleiman – der glimrede ved sit fravær – ville have sagt. Sådan er der plads til os alle og flere til i selskab med vores alle sammens Inger-Marie Ørner. Foto: Anne Marie Eriksen

10500558_10152537169766519_3249828796702786563_n
Prisen er en ståltrådsfigur skabt af Michael Persson personligt til Inger-Marie Ørner. Foto: Michael Persson

Kamp om salmesangen

Iben Krogsdal efterlyste i en kronik i Kristeligt Dagblad 30. december 2013 kamp om salmesangen og mindedes gamle dage:

“Engang var salmesangen i de danske kirker og hjem en kampplads! Engang sang man i kirkelige miljøer mod hinanden. Engang var der noget på spil. Der var uenighed, der var gejst, der var vrede, der var teologier, der stødte sammen. Der var konkurrerende salmebøger, der var censur, og der var salmer, der satte Himmel og Helvede i bevægelse”.

I den ånd har jeg valgt en af mine egne salmer som modspil til salmen: “Decembernat. Engle slår vingerne ind” af Iben Krogsdal, hvis salme er eminent i forhold til sit anliggende, som er en skildring af julestemningen og ligefrem en guddommeliggørelse af den: “for julen er Gud” hedder det. “I nat skal vi tænde decembenatslys” står der også, og hermed kan modstillingen til min egen salme præciseres nemlig den, at det næppe er os selv, der tænder lys i julemørket, og ikke vores egen julestemning, der skal fejres. Med salmens ord er det Gud, der tænder lys.

Nu tænder Gud det første lys
med ordet over have;
det ord, som dag for dag fornys
i Paradisets have.

Nu tænder Gud det andet lys
som troen i dit hjerte;
den tro, som, når den skal fornys,
skal stille al din smerte.

Nu tænder Gud det tredie lys
i busken med sin lue;
den busk, hvis flammer skal fornys
for øjet som et skue.

Nu tænder Gud det fjerde lys
i stalden i et øje;
det lys, som engang skal fornys
fra Himlen i det høje.

Min egen salme har egen melodi af Anne Marie Eriksen og findes i en indspilning ved komponisten selv på sang og klaver.

Vi sang både Iben Krogsdals salme og min egen til Kirken i Gyngen på Gallo Skolen første søndag i advent 2014, hvor Adda Lykkeboe fortalte om den af publikum feterede og af nazisterne forfulgte østrigske tenor Richard Tauber (1891 – 1948) og Ib Johansen fortalte om den svejtsiske galekunstner Adolf Wölfli (1864 – 1930).

70_copy1_lg Adolf Wölfli “Die Kreutzigung Jesus Christi”, 1917

Vi sang også “Du skal elske din næste som dig selv” af Iben Krogsdal, og også her havde jeg valgt en af mine egne salmer som modspil. Iben Krogsdals salme skildrer udfordringen at elske andre som sig selv, og den trøster på gængs vis med, at vi har lov til ikke at kunne mestre opgaven. Alligevel er det følelsen af ikke at slå til, der præger det samlede billede. Iben Krogsdal overser mærkeligt nok Jesu særlige udlægning af budet og digter selv løs af karsken bælg. Men fordi det netop er Jesus, der siger til mig, at det største bud i loven er: Du skal elske din næste som dig selv, så betyder det ikke direkte, at jeg skal gøre det, men at han gør det. Fordi han virkelig gør det, betyder det for mig, at også jeg får mulighed for virkelig at gøre det, og at jeg får mulighed for at udvikle en bevidsthed i forhold til ham om, at jeg har gjort det.

Herre, jeg har gjort det gode,
nåden ledte mine skridt,
så jeg rejste op for fode,
hvad der før ved mig har lidt;
lykkelig jeg ser tilbage
på mit livs henrundne dage.

Tak, at ingen veje fører
udenom det sted, du står,
så jeg bliver Ordets gører,
inden, at min time slår;
du har set, hvad ondt jeg agter,
og at jeg det ikke magter.

Lad mig nu fortrolig sige
dig det gode, jeg begik
inde i dit Himmerige,
og den gode løn jeg fik,
at du i min gerning klæder
dig, når du imod mig træder.

Sådan lod jeg mine synder
tage mål til gerning god,
så hver dag igen begynder
med en times overflod,
hvor det sker som nu forleden,
at jeg møder dig i Eden.

Kirken i Gyngen er en slags gudstjeneste på slap line med indlagt pause. Et andet sted, hvor Kirken i Gyngen adskiller sig fra en traditionel gudstjeneste er fraværet af bøn, hvor der i stedet er samtale eller debat i forhold til et oplæg. Det givne oplæg kan være en prædiken eller et almindeligt foredrag. En særlig måde at lytte på søges tilvejebragt ved at synge en salme. Gerne en ny.

Nu står med ét en stjerne klar

Nu står med ét en stjerne klar
på dagens himmel blå;
den lyser som et stille svar
til alt, vort øje så.

Dens hale er så hvid som sne,
et fly eller en komet;
nu kan endnu et under ske
som det, vi selv har set.

Nu står med ét en stjerne mild
i himmelens store rum;
den lyser, hvor den før for vild
umælende og stum.

Dens farve er så hvid som sne,
en måne eller en sol;
selv kan vi ved dens stråler se
vor jord fra pol til pol.

Nu står med ét en stjerne ny
i stuen i hver en vrå;
den lyser fred og lyser ly
til hvor vort øje lå.

Hør melodi her.

Cüneyt Pala linkede her i december til en artikel af sin zenmester, Denko John Mortensen, som er trænet indenfor rinzai-traditionen, men dansk og bosiddende på Bornholm. Det interessante ved artiklen er en enkel parallel mellem betlehemsstjernen og den stjerne Buddha så efter sin opvågnen den 8. december 528 f. kr. (ifølge en bestemt tradition). “Så er det snart Jesus fødselsdag – men før det kommer buddhismens fødsel”, skriver zenmesteren smukt. Det er der kommet en salme ud af. Salmen overrasker mig selv ved ikke blot i første vers at formulere stjernens budskab som en fred med sig selv, men også i sidste vers at formulere stjernens budskab som det, at andre må få fred med én. Så blev der i øvrigt tre stjerner i min salme. Den tredie er den i midten, som er stjernen over Bornholm.

Den analoge undergrund

Interview med Inger Marie Ørner
i anledning af tildelingen af Poetklub Århus´ Undergrundspoesipris 2014

Lars Hougaard Clausen

Inger-Marie ringer, da jeg sidder i bilen på Nordre Ringgade. Hun venter mig kl. 17, siger hun: Men om jeg kan samle hende op ved VeRi-Centeret ved kiosken? Da jeg når frem, er hun der ikke, og jeg parkerer bilen og går ind samtidig med, at jeg forsøger at ringe. Hun siger mit navn fem meter bag mig, da vi pludselig får analog kontakt.

Da vi senere sidder ved Inger-Maries spisebord, spørger hun, hvorfor det lige netop er en undergrundspris, hun skal have. Hun har nemlig en mening om undergrunden. Den vender vi tilbage til. Men først en analog begyndelse.

Hvornår begyndte du at skrive Inger-Marie?

Da jeg var 14 år skrev jeg sange til børnefødselsdage, og jeg skrev rim i gæstebøger, og hvor jeg kunne komme til det. Jeg holdt også taler på vers. Det gør jeg stadig. I gymnasiet og under min uddannelse til sygeplejerske lå det stille. Der var så meget andet og se til, og jeg fik familie. Men da jeg blev sygeplejerske, begyndte jeg igen. Så begyndte jeg at skrive festsange mod betaling. Jeg fik 400 kr for en sang. Det var i 90´erne. I 98 fik jeg en førtidspension på grund af parkinsons, og da tog det for alvor fart. Det var samtidig med, at digte.dk kom på banen. Det var vældig inspirerende. Det gjorde det muligt for digtere og digt-interesserede at komme i kontakt med hinanden. Det handlede både om litteratur og politik og det sociale i al almindelighed. Det var i nettets fødsel, og det betød, at vi let kunne misforstå hinanden. Vi var ikke vant til at skrive på den måde, og fik nogle over fingrene en gang imellem. Vi lærte hinandens undergrund at kende først, og bagefter mødtes vi i virkeligheden. Der var nogle, der ikke turde sige et pip, når de var sammen med andre. Men på nettet turde de skrive alt.

Synes du, at poetklubben har kontakt til en sådan undergrund?

Ja, i den forstand, at man kan komme ind fra gaden, og vi stiller ingen krav. Men accepterer enhvers måde at udtrykke sig på. Ikke engang en tidsbegrænsning har vi på. Det har de jo i København, og det gør noget ved folk. Det er storbyens skæbne. Det begrænser udfoldelsen. Digte skal ikke bare læses op, de skal smages på. Det skal være mit digt, og så ryger det lige over i en andens hjerte. Det sker ikke, hvis jeg frygter ikke at have tid nok. Jeg har altid øvet mig på oplæsningen, men i selve situationen sker der meget spontant både hvad måden at læse op på og hvad der læses op og hvor længe. Det er et levende materiale, og tilhørerne er også levende.

Hvor tror du lyrikken vil udvikle sig hen i fremtiden?

Jeg tror den vil udvikle sig i spirituel retning. Det spirituelle lever i vores undergrund. Tilgangen til det spirituelle er vores drømmesprog. Drømmesprog er det sprog, vi har inden, vi vågner. Det skildrer en tilstand, som vi ikke er bevidste om. Antydningen og poesien i sig selv vil blive af større betydning end digteren selv. Poesien er øjeåbnende i forhold til undergrunden. Vores egen og hinandens og den fælles undergrund.

Hvad savner du i dansk lyrik i dag?

Jeg savner, at forfatteren ikke kun bruger ord, men også følelser. At der er en mærkbar eksistens til stede i det skrevne. Ellers er det ligegyldigt.

Hvad holder du af at læse?

Jeg kan godt lide Janina Katzs tvetydighed og Klavs Bondebjergs mod. Thøger Jensen er ydmyg og præcis.

Inger-Marie Ørner har budt på kaffe med snaps til mig og Baileys til sig og smørkrans. Hun har fået et stykke og jeg tre. Jeg må gerne tage resten, siger hun. Papiret sidder fast i undergrunden.

Inger- Marie Foto-Henrik Giversen
Inger-Marie Ørner får hjælp til at holde mikrofonen til Åben Poetisk Scene.
Foto: Henrik Giversen

bænken

du er det sted i haven
hvor jeg ville
have sat en bænk
og ventet på dig

nu går jeg forbi hver dag

(inger-marie ørner)

I kraft af den omstændighed

I kraft af den omstændighed,
hvorom vi om det hele ved,
at Ordet blev i krybben lagt
i samme nu, som det var sagt,
og svøbt som om det var et barn
i moders sjal af skind og garn
med ømhed og med ynde,
der går vi nu i kirken ind
og over streger og gevind
for Ordet at forkynde.

Højt råber englene i kor,
som højt i kirkehvælvet bor
ved al den lise, de er bragt
ved Ordet, som er i vor magt,
de styrter brat til gulvet ned
så tunge af den kærlighed,
hvormed vi dem betynger,
de rejser sig i vore sind
og gør en seende af blind,
og stumme læber synger.

I sangen foldes hjertet ud
sådan, som det er skabt af Gud,
og Paradiset vokser frem
i hjertet af Jerusalem,
og hvert et dyr får eget navn
af Adam og i Jesu navn,
som ved, hvad de betyder,
og Eva byder slangen tugt
og spiser af sin egen frugt,
og den til Adam byder.

Hør melodi her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...