Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Sproget bag sproget
I det digre værk “Lysets utålmodighed Salmer til de gammeltestamentelige læsninger af tolv salmedigtere fra vor tid” (Unitas Forlag 2011) er en salme af Lisbeth Smedegaard Andersen valgt som den første. Det er salmen til 1. Søndag i advent: “En morgenstund med sne”, som er fint sanset og fint tænkt på baggrund af erfaringen af at blive standset af noget midt i sin travlhed. Det er sneen, som er faldet om natten, der overrasker den gående og fanger opmærksomheden. Sommerens sidste klatrerose ved en gadedør er svøbt i is, og i en vild birk, som er skudt frem ved husmuren, flagrer “blå musvitter” – en førsproglig måde at sige blåmejser på måske, en paradisisk oplevelse af selv at give dyrene navne? Grå kanariefugle er der dog ingen af. Et “vinterparadis” og “hviletid” for korn og pindsvin. Vi andre haster travlt forbi allerede i andet vers. Det uskyldsrene univers vækker bevidstheden om travlheden som synden, og med den åbnes hjertet for “hans Ånd”, som “vækker tro, håb og kærlighed”. Sætningen “vinterbuske blomstrer i hans lys” må dække over f. eks. vinterjasmin, der kan blomstre gult fra november til februar. En salme skrevet i havlt vågen tilstand, hvor sproglig intuition råder. “Gå langsomt nu / med Kristus ved din side” lyden formaningen i tredie vers. Tilføjelsen “ved din side” til “Kristus” er besnærende men nok i virkeligheden udtryk for en skabt distance. Er vi ikke allerede ét?
Lisbeth Smedegaard Andersens fremmedgjorthed overfor naturen kommer også til udtryk i en anden salme, som også er medtaget i værket med salmer til de gammeltestamentelige læsninger. Det gælder salmen til Palmesøndag: “Hvilken morgen grønne grene”. I den behageligt anslåede stemning observeres omgående “en rovfugl på en hegnspæl / langs en vej til Golgata”. Rovfuglen optræder igen i sidste vers, hvor den “hang i luften / over byens udfaldsvej”. Scenen er her Oliebjerget, dvs. Getsemane. Gudsforladtheden præger salmens univers fra først til sidst, som det her er set fra passagersædet i Audien? I hvert fald er ornitologens kikkert ikke i brug. Begejstringen over den vilde natur er til at overse, set som den er gennem en borgerlig optiks fornærmethed. En anden én er ved at gå ud af sit gode skind af jubel ved synet af en musvåge i vinterfjerdragt på en hegnspæl i vejkanten. Det er betagende i sig selv, og skal det endelig sættes i relation til den evangeliske historie så gerne som et billede på korsets majestæt.
Ellers skildrer salmen Jesu indtog i Jerusalem ridende på et æsel efter profetens forudsigelse – uden dog at have fat i det sind, der skal til for at tage en sådan profeti på sig – som også den, der vil skrive nye salmer, må gøre det: Træde ind i en særlig tradition og lade sig forpligte af dennes sprog eller af sproget bag spoget. Så langt fra den såkaldte sproglige fornyelse som tænkes kan. Herren kommer, javist, og Lisbeth Smedegaard Andersen synger hosiana på sit eget sprog. Et sandere evangelisk sprog rammer Suzanne Brøgger i sit forord til Søren Kierkegaards “Kjerlighedens Gjerninger” (Gyldendal 2013), hvor historien om den barmhjertige samaritaner udlægges således: “At lade en andens virkelighed være til stede og komme til orde i ens eget liv”. Set igennem denne optik er det trods alt en halv barmhjertighedsgerning af Lisbeth Smedegaard Andersen, at hun overhovedet opdagede musvågen i vejkanten, selv om hun gik forbi.
En solsort i et grantræ
ved uglen på sin pæl,
hvor et dusin af småkræ
har trådt den under hæl.
Musvåge på sin hegnspæl
i ensom majestæt
fornemmes af sin ildsjæl
i vinterdragten klædt.
Et vingeslag i nutid,
forunderlig figur,
bevæger sig for altid
på Himmeriges ur.
Hør melodi her.
En rovfugl på et hegnspæl er visselig et godt motiv, og i mit opgør med Lisbeth Smedegaard Andersens brug af det har jeg i min egen salme: “En solsort i et grantræ” ladet mig inspirere af den fynske maler Johannes Larsen (1867 – 1961), der gentagne gange har malet fugle på pæle. Et af dem er maleriet “Skarver på bundgarnspæle” ovenfor. Læg mærke til de to fugle til venstre i billedet, der ved et optisk bedrag kommer tæt på hinanden (Johannes 19, 26 – 27). Sproget bag sproget er en korsfæstelsesscene. Evangeliet indfældet i den fynske natur.
Fynboer kan ikke fatte,
at verden er kold og hård,
alt er så mildt og dejligt
og smukt som den fynske vår.
Og menneskesindet er altid
et spejl af det milde land,
fyldt af forglemmigejer
og hist og her en forstand.
Aldrig lægger sig tanken
stramt om en vældig sag,
forsigtigt mærker den efter
i hjertets levende lag.
Fyn er en anden verden
mod hele den brændende jord,
stille i mulden for evigt
der forglemmigej gror.
Jeg lægger min æselkæbe
og genvinder mine syn,
jeg kan se til verdens ende,
jeg kan også se til Fyn.
I mit eget digt med fynsk og bibelsk motiv: “Fynboer kan ikke fatte” kalder mødet med uskylden et jeg frem, som ved æselkæben lader sig identificere med Samson (Dommerbogen 15). At slå korsets tegn med en æselkæbe over filistrene. Der er ingen udskydning af forløsningen, indtil solopgangen fra det høje kommer. Den er her allerede med den første sne.
Kirken i Gyngen 