Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “november, 2013”

Et af historien uafhængigt frirum

Det specielle ved at læse Albert Dams bøger er en oplevelse af, at her er det tingene selv, der taler og ikke en beskrivelse af dem, som kun delvis lader tingene komme til orde selv. I “Den lodrette beståen” karakteriserer Vagn Lundbye Albert Dams forfatterskab som en fuldendelse af fortællingen om os i forlængelse af Johannes V. Jensens og Martin A. Hansens forfatterskaber. Måske er det i virkeligheden sådan, at der er tale om en fuldendelse i ordets egentlige betydning, for ved at betvivle enhver mytologisering trænger Dams tekst definitivt igennem og lægger historien bag sig. I Albert Dams forfatterskab etableres et fravær, et af historien uafhængigt frirum, hvorigennem fortiden, nutiden og fremtiden ses.

Guds finger rører ved jorden som løven

Guds finger rører ved jorden som løven,
der på sin pote går let under sol;
lyset beklager sin evige tøven,
nordlyset bølger beskedent om pol;
isbjørnen står uden et sår
ud på sin flage i tusinde år.

Havene stiger, og polerne smelter,
siger de kloge, og de ved besked;
forudser ikke, at tårnene vælter,
hvad er det egentlig, som at de ved;
at den er gal, helvedes kval
opsluges let af en legende hval.

Trykbølgen breder sig ud gennem ringe
henover vandet som ringe af år;
urfuglen løfter sin klodsede vinge,
flyver som storken mod himlen, og når
vejen er lang, spærret og trang,
slår den sig ned under lærkernes sang.

Sangen fra himlen til jorden nedstiger,
førend det endelig er blevet dag;
endnu en finger har brat som en tiger
tilføjet kloden et dræbende slag;
gik det forbi, er det forbi,
eller er striberne sat på en bi?

Hvad er det hvide imellem det grønne
ude i marsken, hvor solen er sort;
lammene springer så kåde og skønne
om med Guds lam, som er lige så stort
som en pupil: katten der vil
ind eller ud, for det trænger den til.

Nu standser bussen på vejen derude,
blinkende lygter og kegler af lys;
det kan jeg skue igennem min rude
nu, imens døren og karmen fornys;
døren er blå, hvem banker på,
derom er det ikke muligt at spå.

Maden er færdig til tiden, og ordet,
der hører til, er lige blevet sagt;
vi sidder bænket i stilhed om bordet,
hvor både kniven og gaflen er lagt;
nu er der ro, tro imod tro,
Sara stod ikke bag døren og lo.

Jeg er min Guds og mit folks elskerinde
lænket til glæden med kæden af støv;
jeg er forvandlet til barn og til kvinde
som bøgen springer i blomst og i løv;
igennem dem går vejen frem
ind i en have i Jerusalem.

Hør melodi her.

Guds ord har fået mæle

Guds ord har fået mæle
i Jesu egen mund
til alle jordens sjæle
nu og i hver en stund.

Hvorfor går I og leder
om mig og mine spor,
jeg sidder jo og beder
i huset, hvor jeg bor?

Jeg søger ingen bolig
som kun er ødsel pragt,
min sjæl er kun fortrolig
med det, som Gud har sagt.

Lukas 2, 41-52.

Hør melodi her.

Guds nærhed

Falder i staver. I øvrigt et vidunderligt billede af en tønde, hor tøndebåndet brister og staverne vælter ud til alle sider! En tilstand, hvor tanken fødes på ny i en stald og svøbes i et forhåndenværende sjal og lægges i en krybbe. Nu var det ikke en stald denne gang men et supermarked, “på 5. sal i Magasin du Nord” måske? Men i virkeligheden var det i Kvickly, at der i foråret 2003 var sandaler til salg som var udsmykket med billeder af Jesus og jomfru Maria. At den, som man troede var Jesus, vist i virkeligheden var evangelisten Matthæus er en anden historie, som vi vender tilbage til. Midt i maj trak forretningen imidlertid sandalerne tilbage på grund af protester fra kunder med oprindelse i Mellemøsten, som fik opbakning af flere biskopper og præster af folkekirkelig observans. Næstformanden for et katolsk menighedsråd i Vordingborg meldte Kvickly til politiet for blasfemi, og i Viby ved Århus gik kristne fra Mellemøsten ind i butikken og ødelagde sandalerne, og det gav selvfølgelig anledning til at overveje en politianmeldelse, men mere blev det vist ikke til. Det hele skyldes, at det at træde på noget især i Mellemøsten anses for nedværdigende og krænkende. På vore breddegrader er den forestilling så lidt udbredt, at det ikke var faldet forretningen ind, at sandalerne kunne skabe problemer. Det var heller ikke min første tanke, da jeg hørte om de såkaldte jesussandaler. Jeg blev snarere bevæget over den nærhed, hvormed skaberne af sandalerne havde kunnet forestille sig Jesus være på et menneske, så tæt at han så ind i det gennem fodsålerne. Nu var det så ikke Jesus men Matthæus, der var den mandlige figur. Så anførte tanke er helt min egen vildfarelse. Var der i øvrigt tale om to forskellige par sandaler eller ét par med Maria og Matthæus på hver sin fod? Jeg fik dem aldrig at se.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...