Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the month “maj, 2012”

At ønske sig et akvarium – Pinseprædiken

I fortællingen om Jesu himmelfart er der en oplysning, som også har betydning for forståelsen af historien om pinseunderet i Jerusalem. Det er en oplysning, der gives indirekte af de to mænd i hvide klæder, som henvender sig til skaren umiddelbart efter, at Jesus er forsvundet i en sky. Da de henvender sig til de forsamlede, siger de: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som blev taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” Den oplysning, der gives indirekte er, at alle de forsamlede er galilæere. De stammer fra Jesu hjemegn i det nordlige Israel.

De to mænd i hvide klæder, som i ældre oversættelser kaldes engle, tiltaler ikke skaren hverken som jøder eller som Jesu disciple. Skaren identificeres af dette himmelske blik i kraft af sit særlige tilhørsforhold til en ganske bestemt egn. Det den loves er, at Jesus skal vende tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de har set ham forsvinde i. Det vil sige, at han skal komme igen i en skikkelse, som det er muligt at have det samme inderlige forhold til. Det er dette, der sker allerede ved Åndens udgydelse ved pinseunderet kort efter i Jerusalem.

Her genkender disciplene den ånd, der optræder, som netop Jesu ånd. Igen får vi en indirekte meddelelse om de forsamledes herkomst. De omkringstående, der oplever disciplene tale på alle mulige sprog, siger nemlig: “Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” Igen gives oplysningen, at alle af Ånden berørte er galilæere.

Det særlige ved at være galilæer i denne sammenhæng er, at disse galilæere har en fortid sammen med Jesus. De har levet sammen med ham, og de har set set ham blive korsfæstet og dø. De har oplevet ham rejse sig fra graven og færdes sammen med dem igen, og de har været vidner til hans optagelse til himlen. Alligevel er hele historien dem gådefuld. De har ikke andet at holde sig til end det løfte om hans genkomst, de blev givet efter hans optagelse til himlen. Vi må forestille os, at disciplenes bøn efter Jesu himmelfart alene har haft dette fokus. Vi må forestille os, at der sker noget i disciplenes bøn på pinsedagen: At den forvandler sig fra at have være en fortvivlet længsel efter at se Jesus igen til at være en glædelig forventning om det samme. I det øjeblik var Jesus der allerede igen i skikkelse af sin ånd. Nu kunne disciplene se ham igen! Ikke over alt på én gang men i det vindstød, der i det samme rørte jorden. Sådan er det at være galilæer i denne sammenhæng.

At ønske sig et akvarium med sumpskildpader og kampfisk.
Søpapegøje og kaskelot.
Forglemmigej og kvækerfinke.
Kejserkrone og kongelys.
Stenbiderrogn og floddelfin.
Træskonæb og næbdyr.
Vaskebjørn og bjørneklo.
Piratfisk og hundestejle.
Hundehvalp og kattekilling.
En lillebitte islandsk hest.
Klimaforandringer og Jesu genkomst.

Salme: https://kirkenigyngen.net/2010/07/10/altid-lod-jeg-herren-skue/

Guddommelige hyrde, vogt

Guddommelige hyrde, vogt
os også denne dag,
lad ingen fristelse få bugt
med kærlighedens sag.
Så længe prøvelsen består
i krig og kærlighed,
så vær imellem dine får,
og vær hos os og bed!

Giv os i bønnen dristighed
at bede om din hånd
og skue al din herlighed
skjult i den Helligånd.
Indtil den fulde kærlighed
du kalder frem i mig
i Paradisets blomsterbed,
så kalder jeg på dig.

Jeg slipper ikke hånden din,
før du til mig har sagt
dit navn og hemmeligt i min
en ledetråd har lagt:
Som konge skal i tusind år
jeg herske ved din fod,
og jeg skal vogte dine får
i al din overflod.

Hvor livets træ har slået rod
nu i den gyldne stad,
der gør det al min gerning god
ned til det mindste blad.
Hver måne bærer træet frugt
af søde kirsebær
i byen ved den blide bugt
i kongeriget her.

Forbandelsen er blevet brudt,
og Gud er vores lys,
og alt det, som vi har forbrudt,
i skabelsen fornys.
Guds milde ansigt skal vi se
og bære Herrens navn,
og vore klæder er som sne
i vores åbne favn.

Indtil midt i vers 3 efter “Shepherd divine, our wants relieve”, Charles Wesley 1740. Derefter efter Johannes’ Åbenbaring 22,1-5. Hør melodi her.

Fra Guds og Lammets trone går

Fra Guds og Lammets trone går
en flod så klar som glas,
en flod af brunt og gyldent hår
i kejserens palads.

Ved flodens bredder breder sig
en duft af blomst af tjørn,
og Kristi brud bereder sig
som alle andre børn.

Nu skal der være kæmpe fest
med ris og brudeslør,
og du skal være med som gæst
og stegen være mør.

Så får vi suppe, steg og is
og danser brudevals,
og bruden får den største pris
at hænge om sin hals.

Hvor Guds og Lammets trone står
ved bordet som en stol,
der står figurerne og går
i Paradisets sol.

Hør melodi her.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...