Kirken i Gyngen

Ny vin fra gamle stokke.

Archive for the category “Digte”

Digte 2015 (nyeste først)

Begge ender er i skred

Da jeg samler skrællen og de utallige sten
fra den ene mandarin sammen,
bliver tre sten liggende på stribe.
Det er en ren tilfældighed,
men sådan opstår den lige linje som begreb.
To sten havde været nok,
kunne man sige.
Men den tredie forbinder dem.
Pludselig har de spredt sig,
og jeg ved ikke, hvordan
jeg stødte til dem med
kalenderen eller en bog.
Midtpunktet har ikke rørt sig,
selv om begge
ender er i skred.

Måneformørkelse

Månen hænger pludselig deroppe
kun klædt i infrarødt lys,
som jorden skænker den ved sin tyngde.
Et stjerneskud gør sig fri af bevidsthedens bund.
Månen synes nærmere nu end før,
som om man kunne række hånden ud
og række over Atlanten.

Oplyser Nirvana

Jeg vågner og modtager healing,
og jeg skal være vågen.
En hvid tåge flyder ind fra oven
og ud i kroppen.
It is not for me but for the world.
You are the world.
En hvid flamme tændes
i mit indre
og oplyser Nirvana.

Punktum og komma

Taget er ikke gennemsigtigt men hvidt,
og der ligger fyrrenåle på det og kogler.
En skrift bestående af punktum og komma.

Tilbage til Jerusalem

Emmaus efterladt
i alle regnbuens farver.
Diciplene skyndte sig
tilbage til Jerusalem.

Ved børnehaven havde perkerne plyndret

I går igen mysli med vand og brombær
og et stykke lagkage, som jeg ikke
kunne sige nej tak til på Parasollen.
Om aftenen tre fjerdedele pizza med gorgonzola
og resten med hjem i en doggy bag til køleskabet.
Det spiste jeg i dag plus resten af cuvetten
med ovnbagte kartofler.
Standsede igen med noget på tallerkenen
og pakkede det ind i sølvpapir.
Tidligere på dagen mirabeller i hegnet
og et halvt kilo med hjem i en hundepose.
Blommetræet ved børnehaven havde
perkerne plyndret.

I form af Muhammeds personlige idiosynkrasier

Danskerne har glemt Jesu ord om,
at det ikke er, hvad der kommer ind i et menneskes mund,
der gør det urent men hvad, det siger.
Rent ud sagt er det urent trav
at slå over i galoperende vanvid i form
af Muhammeds personlige idiosynkrasier.

Et hjerte, der slår til

Årets første brombær
i mysli med vand.
Klokken i den tynde gren
klinger sporadisk.
Piloteringen ebber ud.
Sirenerne stiger og falder,
langtrukne ambulancer
og hurtige politibiler.
Piloteringen starter igen
i vekslende tempo som et hjerte,
der slår.
Til.

Vidder og rækkevidder

Flyvemaskinen efterlader sig
et kortvarigt spor på himlen.
Et øjeblik efter er det forsvundet.
Flyvemaskinen er der stadig
et sted derude over andre vidder.
Og rækkevidder.

Papiret eller hækken.

Vi ligger som træstammer i sneen,
siger sætningerne til papiret.
Roserne har strakt sig i et fletværk med brombær,
hvis utallige blomster er landet
som en sværm i krattet.
Kaprifolien i ligusterhækken opretholder
skellet mellem haverne set
fra denne side af papiret.
Eller hækken.

Øjenkrogen på kanten af billedet

En norsk nordmand fra Norge
med alpehue eller rettere
fjeldlue på sned.
Bonderoser eller måske pæoner
i flor under en hvid sky af hår
i øjenkrogen.
På kanten af billedet.

Hækken mellem os

Så er det varmt
fra den ene dag til den anden
efter regn.
Roser bordeaux og hvide
i buket med skvalderkål.
Gule roser tøver
i budskadset.
Kaprifolien slynger sig
i hækken.
Mellem os.

Det blå øje

Et blad er faldet
i det efterladte glas.
I løbet af natten
ud af det blå.
Øje.

Billedet af træet

Vinden bevæger grenene
ganske lidt i dag,
tilføjer de sidste
lette strøg.
I går var det voldsommere,
og stormen lagde for år tilbage næsten
æbletræet ned.
Kun en beskæring
frelste det.
Nu står det som en diagonal
i billedet.
Af træet.

Loftet under himlen

Humlebien letter
fra et hul i gulvet,
katten fra selve.
En hvid pote sender
den bevingede pels
til tælling.
Den letter igen
med kurs mod en sprække
i loftet.
Under himlen.

Døden og dagen

Vi nåede det ikke, den store fest,
Mejlgade for Mangfoldighed inde i byen
i Kristi himmelfartsferien,
fordi vi havde Kræmmermarkedet i Tangkrogen i kikkerten.
Det var også en slags mangfoldighed eller folkelighed,
eller hvad det nu var?
Arabiske kjoler og sønderjydske pølser.
Thorvaldsens Merkur som Argusdræber
og Natten med sine børn, Søvnen og Døden.
Og Dagen.

Spinde guld

Ved dagens begyndelse
lød de dumpe drøn
som af en piloterende gravko
ganske tæt på.
King Kong, sagde jeg.
Men det var en skraldevogn,
der tømte en container
godt og grundigt,
må jeg sige.
Nu er det bare regnen
og endnu en uidentificerbar festival
for mangfoldighed i mørket.
Det partikulære er et humlebibo i væggen,
der lyder som et tandlægebor.
Selv katten har lært at ignorere det og spinde.
Guld.

Rosenbedet under humlen

Islam har ikke patent på månen,
tænker jeg ved synet af det skarpe segl i mørket,
der sætter sit spor i mit øje.
På det lyse fyrretræsgulv ser jeg
først en og så endnu en
af disse små buede former.
Den første viser sig at være en afklippet negl,
den anden en sammenrullet larve.
Jeg samler dem begge op
og sætter dem ud i rosenbedet.
Under humlen.

Roserne hvide

Den røde postkasse
på havelågen
flugter med containeren
i samme farve
ved lagerbygningen
bag hegnet
på den anden side
af grusvejen
i samme størrelsesforhold
til den
som den ligeledes røde bog
om Grundtvig
i mine hænder
til postkassen selv.
Æbletræerne blomstrer
ligesom snart tjørnen
vil gøre det
og senere roserne.
Hvide.

Forsinket i ro og mag

Så kom han, fragtmanden
med pejsen
fra Esbjerg,
en dame længere oppe,
hvor han kom fra
skulle have en dør –
monteret oven i købet!
Nåh, det havde du ikke lige tid til,
kommenterede jeg
til påfaldende tavshed
til sænkningen af liften.
Hvad kostede en sådan have
for den almindelige arbejder?
Vi bar selv pejsen ind og om
i baghaven
og fik vores kaffe,
og fragtmanden, han
trillede forbi igen
en lille time senere
med sin store bil
ad de små veje
noget forsinket.
I ro og mag.

Knappen i knaphullet

Skruens gevind
og gummibåndets elasticitet
har sine grænser.
Sikringens grænse
er selve dens funktion.
Fra flinteredskab til frimærke
er der et spænd
af fælles takker.
Den uforarbejdede sten
deler på mirakuløs vis
sit hul med knappen.
I knaphullet.

Sumpen i bunden af bugten

Det har nyligen regnet også her,
så både Midtbyen og Ringvejen
stod under vand.
Vi kan høre havet,
når vi sidder i haven,
hvis du forstår.
Altså den stadige brusen
af biler og byens
piloterende hjerte.
Huse skyder op af sumpen.
I bunden af bugten.

Metrostation, meteorstation

Meteordigtet lyser
i dødsøjeblikket,
brænder næsten op
efterladende en sten
på størrelse med en hånd
eller et krater
på størrelse med
en metrostation.
Meteorstation.

Omkring i denne idyl

Vi gik tilbage i tiden
i et rekreativt område
i nærheden af Odense.
Vi sad på en lille høj
og så ud over en lille sø.
Undrede os over påskeliljer.
Vi går videre – og dér står det,
træet fra min barndoms mareridt
med små og store sten omkring.
I denne idyl.

Et barn i mine hænder

Den grønne benzindunk
har en tud,
der kan skrues på.
Helt på
for ikke
at dryppe.
Så sidder den så umanerligt skævt.
Jeg må holde dunken
som et barn.
I mine hænder.

Ind i billedet

Den hvide amaryllis
blomstrer ligesom skyerne
på den anden side
af ruden.
Tre store blomster
vender sig dovne
mod lyset.
Den fjerde spændte knop
peger ud i stuen,
inden den springer ind.
I billedet.

Lyde så fint som før

En rusten klokke
i et træ.
Hang den på en tyndere gren,
ville den lyde.
Så fint som før.

Søjlen i mit øje

Det osmotiske tryk
fra det ene øjeblik til det næste
trækker vand ud af jord.
Vandet stiger i en søjle
og forgrener sig ud i blade og bær,
og bær over med søjlen
i mit øje.

England for anker

Kommer du til Danmark,
skal du besøge Thorvaldsens Museum,
smage en pilsner fra Fur
og gå en tur langs Vesterhavet.
Men gå ikke for langt ud!
Det er djævelsk.
Vi har tabt vores hjerte til Nordsøen.
Den er bølgende sort og fuld
af sild og flynder.
På den anden side af havet
ligger England for anker.

Skruen uden ende

Således får man fremmedlegemer
ind i sit digt.
Digtet udvider sig for at rumme dem.
Søm for søm.
Forsømte søm og skruen.
Uden ende.

Haiku 2015 Jævndøgn

Solsorten synger
med næbbet fuldt af larver.
Hvid fjer i dragten.

*

En morgen ringer
klokkerne fra alle tre
verdenshjørner. Her.

Seende nåleøje

Antennen på taget
er bevokset med humle
som en grøn candyfloss –
hælder faretruende
over mod hækken!

En løsthængende ledning
formet som løkke
i et tidligere forsøg
på at fange signalet.

Nu er en brombærgren vokset igennem dette nåleøje.

Seende.

Plankeværk er så meget sagt

En lille sort flue
sidder i den hvide
skærm af gulerod,
som fik lov at stå
fra i fjor.

Nu står den i et højt rør af glas.

En spyflue kredser omkring den,
tænker jeg.

Men den har sine helt
egne planer.

Ude i vinden svæver
en bi beslutsomt
om gyldenris.

Kålsommerfuglen flagrer
forbi med sit hvide slør
mellem grønne blade.

En lille, næsten gennemsigtig natsværmer
sidder i læ indvendig på ruden.

Spindelvævene tager overhånd,
og jeg sætter et rødt sneglehus som punktum
på det grønne plankeværk.

Plankeværk er så meget sagt.

Rastadan

Guds udvalgtes fødselsdag 23. juli
på apoteket i venteposition
i køen efter en herre i blå jesussandaler,
shorts og tatoveringer, så ulækker –
med ikke mindre end to
kvindelige ekspedienter til rådighed,
den ene mørklødet med bliket
hængende efter ham,
mens hun ekspedierer mig!

Tre portrætter

1.
Jeg forstår godt, Sharon
bygger et hegn,
ellers kommer der bare
en eller anden
og sprænger en bus i luften,
fordi den tror,
det er et æsel.

Jeg forstår godt, Sharon
byger en regn,
så ammer det bare
bryst en by,
fordi hun tror,
det er et barn.

Jeg forstår godt, Sharon
bygger en regn.

2.
Jeg forstår godt, Abbas
staver til stav,
ellers forvandler den sig bare
før eller siden
til en dragt prygl,
fordi den tror,
det er en kjortel.

Jeg forstår godt, Abbas
støver en stav,
så ånder den åbne
mund et ord,
fordi hun tror,
det er et kys.

Jeg forstår godt, Abbas
staver til stat.

3.
Jeg forstår godt, Mandela
knytter en hånd
ellers åbner den sig bare
af sig selv
under hans fødder,
fordi den tror,
det er et spejl.

Jeg forstår godt, Mandela
knytter et bånd,
så blotter den nøgne
fod et knæ,
fordi hun tror,
det er et knus.

Jeg forstår godt Mandela
uden at kny.

Dele af din ånd

Mowgli sidder i mørket
sammen med Baghera.
Panterens øje lyser.
Mowgli er en tabula rasa.
Krishnamurtis profil
er et velfriseret land uden veje.
Israels vogne og heste.

I spredt orden

En kvinde med en rød paraply
passerer forbi med en hund
i en af disse lange snore i en spole.

Rønnebærrene hænger endnu røde på træerne,
og græsset er grønt på skråningen,
og en grå lygtepæl står lodret som en flagstang ved vejen.

Mågerne flyver forbi i spredt orden.

På denne side af ruden
står flasker og glas fra i aftes endnu på bordet,
og selv stolene er spredt i stuen.

Hajerne bevæger sig uafladeligt
i hjernens akvarium.

En hval bag min pande holder øje med flankerne.

Hendes knæ for dit blik

Dit undvigende blik
stiger etage for etage
mod himlen bag dig.

Du rejser dig og går
med slangen i tørklædet
og sætter den fri i haven.

Hendes hår falder
til hendes knæ
for dit blik.

Hendes blik falder
som sne
i den sorte bog.

Forlader din skyld.

Hugget i sten

Lysvågen hele natten, og nu
er klokken seks.

Jeg stiller vækkeuret
en time frem.

Søvnen indfinder sig monumentalt
i de følgende dage.

Nu svæver jeg
som en måne
hugget i sten.

Jeg var inde i den som en drøm,
og søvnen huggede mig fri som en fugl
og fløj væk.

Frisk som en havørn.

Post Navigation

petergraarupwestergaardblog

Uafhængig blog om litteratur og samfund i ord og billeder

ricardtriis

The greatest WordPress.com site in all the land!

ameskrift

This WordPress.com site is the cat’s pajamas

Ullas Vinkler...

...vinkler på struktur, stabilitet og forankring i en omskiftelig verden... ...af Ulla Thorup Nielsen...