En kvinde med en rød paraply
passerer forbi med en hund
i en af disse lange snore i en spole.

Rønnebærrene hænger endnu røde på træerne,
og græsset er grønt på skråningen,
og en grå lygtepæl står lodret som en flagstang ved vejen.

Mågerne flyver forbi i spredt orden.

På denne side af ruden
står flasker og glas fra i aftes endnu på bordet,
og selv stolene er spredt i stuen.

Hajerne bevæger sig uafladeligt
i hjernens akvarium.

En hval bag min pande holder øje med flankerne.

Lysvågen hele natten, og nu
er klokken seks.

Jeg stiller vækkeuret
en time frem.

Søvnen indfinder sig monumentalt
i de følgende dage.

Nu svæver jeg
som en måne
hugget i sten.

Jeg var inde i den som en drøm,
og søvnen huggede mig fri som en fugl
og fløj væk.

Frisk som en havørn.

De frivillige sætter valgplakater op,
men stormen river dem ned igen
og rusker i automobilet.

Vindstød målt til 51 meter i sekundet
siger noget om,
hvor skrøbeligt demokratiet er.

Et tag rejser sig op
og lægger sig ned.

Vi bliver fanget i toget.

Fanget i et vindstød.

Vi er lette som en fjer på en fugl
i hånden.

Guds hånd.

Den mest simple form for buddhistisk meditation er at sidde og blot være opmærksom på sin verjtrækning. Tilsvarende er der i den zen-digtning, som vi bedst kender i forbindelse med haiku, en helt elementær optagethed af årstidernes skiften. Det er det værende som ritual kan man næsten sige. I haikudigtningen er således kirsebærtræernes blomstring om foråret et yndet motiv, ligesom høstmånen er det om efteåret. Sneen om vinteren. Det er denne sådanhed i samspil med det enkelte menneskes sorg og lykke, der er zen. En anden form for zen-digtning er waka, som er et haiku tilføjet 2 gange 7 stavelser. Her er ti waka af Ōtagaki Rengetsu (1791-1875) i min gendigtning fra engelsk. At gengive disse digte på dansk er at falde i fortolkningens kløft.

Høstmåne
For ikke at afsløre
min fortid for månen
kigger jeg ned
denne aften.

Vand i et gammelt tempel
Klippen er læk
i et gammelt tempel,
næppe sivende vand –
stemmen
af dvælende dharma.

Penselsstrøg
Blot legende
uden hensigt –
de trukne spor
af en pensel
dyppet i blæk.

Sne på vand
Jeg ser sneen falde
i vinden over floden,
derpå forsvinde –
skrøbelige flager på vandet
opløses for mit blik.

Ildfluer på marken
Selv hvis en tanke
af ildfluegræs forsvinder,
lyser den sikkert op
som en ildflue
et andet sted.

Hjerte
Drivende som hvide skyer
fra fødsel til død –
det er svært at blive klog på
dette hjerte.

Længsel i vinden
Jeg venter min elskede,
som endnu ikke er her.
Månen i fyrretræerne
og vindens stemme
forstærker min længsel.

Mørkets blomster
Duften af det blomstrende blommetræ
når selv ærmerne
af min blæksorte kjole –
mit tunge hjerte
gennemtrænger mørket.

Mit ønske under månen
Hvor jeg ønsker
at dø ved fuldmåne
om efteråret,
at selv ikke mørket
må få mig.

Dødsdigt
Jeg ønsker at se månen
fra en skyfri himmel
oven over lotusblomsten
i mit næste liv.

Læs digtene på engelsk her.

Den 11. september var Pastoralseminariet i Århus
på udflugt til København.

Eftermiddagen bød på en rundvisning
i Det Kongelige Teater,
hvor vi om aftenen skulle se en opsætning af Peer Gynt.

Inden da var Osama bin Ladens navn blevet nævnt.

Resten er historie eller historien om
den faldende mand og lyden
af sammenstødet med jorden.

En lyd, der for altid vil fortælle netop denne historie,
lyden af et blad på vejen men ikke helt.

Den lyd, der skærper øret til en lydhørhed ud over det sædvanlige.

Det var allerede sent på eftermiddagen,
da rundvisningen fandt sted –
og da vi gik igennem det værksted,
hvor de lavede kostumer og kulisser
sad kun en enkelt kvinde ved symaskinen
med radioen tændt.

Vi var nogle stykker sakket lidt bagud,
og i stilheden omkring os
trængte shakespeakerens oprevne stemme igennem!

Jeg lod en bemærkning falde om,
at det lød som Klodernes kamp.

Kvinden ved siden af mig lyttede et øjeblik og gav mig ret.

Om formiddagen samme dag
havde vi været på besøg
hos Folkekirkens Nødhjælp,
og det var den dag en bog
om Søren Kierkegaards forlovede
udkom under pseudonym.

Det talte vi om i middagspausen.

Det kunne let være gået i glemmebogen,
men det viste sig at være journalist og forfatter Flemming Chr. Nielsen,
som gemte sig bag pseudonymet.

Han oversatte siden Moby Dick
som en del af en oversættelse
af hele Herman Melvilles forfatterskab.