Kirken i Gyngen

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolknig på Soundcloud: https://soundcloud.com/anne-marie-eriksen/d-bsenglen

6. Thorvaldsen som apostel

I Vor Frue Kirke har figurerne “Kristus” og “Dåbsenglen” selskab af Thorvaldsens kolossale portrætfigurer af de tolv apostle, men i den tænkte opstilling i stedet af figurerne “Håbet” og “Selvportræt med Håbet” ud fra den opfattelse, at det er Thorvaldsen selv, der er den egentlige apostel i denne sammenhæng. De fire figurer er en sammenfatning af hele Thorvaldsens værk set i et kristent perspektiv, som i det videre perspektiv bestående af alle figurerne erindrer et hedensk univers parallelt med Grundtvigs fordybelse i den nordiske mytologi.

Thorvaldsens syntese af hedenskab og kristendom har til forskel fra Gundtvigs nordiske den græske mytologi som inspirationskilde. Men en anden hedensk tildragelse i Roms historie kan have givet Thorvaldsen, der levede mere end 40 år som udøvende kunstner i denne by, ideen til den usædvanlige handling han foretog i slutningen af sit liv nemlig hjembringelsen af originalmodellerne til sine figurer til sin fødeby i 1838. På ydersiden af Thorvaldsens Museum skildrer Sonnes frise omhyggeligt denne kunstnerens hjemkomst med fregatten “Rota” og arbejdernes transport af hans figurer til museet.

I Roms historie findes en parallel til denne figurtransport i den veldokumenterede beretning om overflytningen at statuen af Kybele til byen, som foretoges i 204 f. kr. da Rom var trængt under Den 2. Puniske Krig (218-201 f. kr.). Romerne havde søgt hjælp i De Sibbylinske Bøger og hos oraklet i Delphi. Her fik de svarene, at når Rom var truet, kunne kun Kybele fra Pessius hjælpe. Der var altså tale om en bestemt gudestatue, som kong Attalos i det græske kongereige Pergamon udleverede. I foråret 204 f. kr. ankom båden med Kybele og hendes præster under stor opmærksomhed til Rom. Krigslykken vendte virkelig, og høsten blev bedre, og kulten for Kybele etableredes permanent i Rom ved bygningen af et tempel i 191 f. kr. Den samme dobbelthed af figurtransport og bygning af tempel/museum findes i Thorvaldsens historie. Thorvaldsens Museum åbnede d. 18. september 1848 efter den fredelige overgang til demokrati og vedtagelsen af Grundloven d. 5. juni samme år.

Altid lod jeg Herren skue
i mit hjerte på min vej,
for at intet skal mig kue,
og min fod skal vakle ej.

Og mit hjerte sprang af glæde,
og min tunge tog på vej,
for mit kød har fået sæde
i dit håb og ældes ej.

Selv når døden gør en ende
på min underfulde vej,
vil velsignelse du sende,
så opløsning ser jeg ej.

Du vil mætte mig med glæde
for dit ansigt på min vej,
selv om jeg en stund må græde,
når din hånd jeg føler ej.

Vogt mig Gud, til dig jeg søger
i min færden på min vej,
i dit værk og dine bøger
er min lykke andet ej.

Din velsignelse om lande,
når til mig den finder vej
under muld og oven vande,
nu forgæves går den ej.

De, som efter andre guder
løber på den slagne vej,
når du enegang bebuder,
høster af din vælde ej.

Jeg vil ikke bringe offer
til de guder på min vej,
der er klædt i dyre stoffer
og dit indre kender ej.

Herre, du min del og ære,
skellet går ved denne vej,
her skal Paradiset være
og en evig ørken ej.

Lov og pris og evig ære
være Herren på min vej,
når han samler sine kære
i sin hånd og slipper ej.

Efter Salme 16. Men sådan at sidste del af salmen, vers 8-11, der citeres i Aposlenes Gerninger 2,25-28, her svarer til vers 1-4 efterfulgt af en gendigtning af Salme 16,1-7 i vers 5-9. Salmens sidste vers er efter Apostlenes gerninger 2,34-35.

Hør melodi http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/546

7. William Miller og Hiram Edson

En anden dato i midten af 1800-tallet var at betydning for adventbevægelsen i Amerika. Bevægelsens grundlægger er William Miller (1782-1849). Han voksede op i en baptistisk menighed på landet i Massachutes og blev efter at være flyttet til byen i en alder af 22 år deist. Dvs. at han troede på, at Gud havde skabt verden ligesom et ur og trukket det op, men at Gud ikke længere greb ind i verdens gang. Denne grundopfattelse er både hans styrke og hans begrænsning og kom til at præge Miller også efter hans omvendelse, idet hans eskatologi er udpræget passiv. Historien ses som udfoldende sig mekanisk efter en én gang fastlagt plan.

Med særlig opmærksomhed hæftede Miller sig ved et bestemt forhold i den Hellige Skrift, nemlig de allerede opfyldte profetier. Han gjorde nemlig den opdagelse, at tidligere forudsagte begivenheder, som var blevet opfyldt i fortiden, netop var blevet det på det forud angivne tidspunkt! Med denne erkendelse som forudsætning begyndte Miller nu at beskæftige sig med spørgsmålet om Jesu genkomst. På grundlag af sin læsning kom han frem til, at Bibelens tidsangivelser var en del af Guds ord og lige så berettigede til alvorlig overvejelse som nogen anden del af skriften. Det var dette enfoldige trosforhold, der førte til, at Miller forventede Jesu genkomst som en historisk begivenhed i 1844.

Det skete på grundlag af en læsning af Daniels bog 8, 14. Heri angives et tidsrum på “2300 aftener og morgener, så skal helligdommen komme til sin ret igen!” Med reference til Fjerde Mosebog 14, 34, hvor en dag rent menneskeligt omregnes til et år for Gud, og omvendt Ez. 4, 6, hvor et menneskeligt år omregnes til en dag for Gud, angiver Miller, at de 2300 aftener og morgener betyder 2300 år. Derefter skal helligdommen komme til sin ret igen. Miller identificerer nu formuleringen om, at helligdommen skal komme til sin ret igen med Kristi genkomst. Helligdommen er kristeligt set Jorden, som skal forklares ved Jesu genkomst. Spørgsmålet var nu, om man kunne fastsætte det nøjagtige år for begyndelsen af de 2300 aftener og morgener. Da ville man også kunne udregne det nøjagtige år for Jesu genkomst.

Imidlertid var nøglen til dette spørgsmål ikke at finde i Dan. 8. Profeten beskrives som udmattet af synet og kunne ikke rumme det hele. Men i Dan. 9. tages emnet op igen, og synet fuldendes for profeten. Det siges, at “halvfjerdsindstyve uger er afsat over dit folk og din hellige by”. Disse 70 uger: 490 år angives at skulle begynde i det år, befalingen udgik om at genopbygge Jerusalem. Denne meddelelse, som gives profeten Daniel af englen Gabriel, er givet som en fuldendelse af synet i Dan. 8 med angivelse af de 2300 aftener og morgener. Heraf følger, at de 2300 år, der skal gå, inden helligdommen skal komme til sin ret igen, må begynde på samme tidspunkt som de 490 år, nemlig det år, hvor befalingen udgik om at genopbygge Jerusalem.

I Ezra 7, 12 – 26 citeres den befaling om Jerusalems genopbyggelse, som perserkongen Artaxerxes gav til præsten Ezra. Ifølge Miller blev denne befaling givet i 457. Det stemmer med Artaxerxes I´s regeringstid 464-425. Imellem året 457 f. kr. er der 490 år til steningen af Stefanus i år 34 e. Kr. De 70 uger opdeles nemlig i Dan. 9, 24 – 27 i nogle underordnede tidsrum. Først skal der gå 7 uger: 49 år, så skal en salvet, en fyrste komme. Det vil formentlig sige indvielsen af det genopbyggede Jerusalem. Dette år sættes til 408. Derefter skal der gå 62 uger: 434 år, hvor Jerusalem består og vedligeholdes “under tidernes trængsel”. Men derefter “skal en salvet bortryddes uden dom”. Dette år sættes til år 27 e. Kr., hvor Jesus døbes. Den salvede, der bortryddes uden dom, er Johannes Døberen. Derefter skal pagten “ophæves for de mange i en uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre”. Ugens første halvdel angives at være de 3 1/2 år mellem Jesu dåb og Jesu korsfæstelse, og den sidste halvdel angives at være de 3 1/2 år mellem Jesu korsfæstelse og steningen af Stefanus. Herefter er der 1810 år tilbage, og regnet fra år 34 giver det 1844.

For en umiddelbar betragtning syntes forventningen om Jesu genkomst imidlertid ikke at gå i opfyldelse den 22. oktober, som var den dato, Miller ved en sindrig fortolkning af Bibelens profetier var kommet frem til. Det betød naturligvis stor skuffelse for den store gruppe af mennesker i flere amerikanske stater, der havde ventet, at genkomsten ville finde sted. Dette gjaldt ikke mindst Miller selv. I amerikansk kirkehistorie taler man således om “Den store Skuffelse”. Imidlertid var der én, der ikke delte den store skuffelse. En ny åbenbaring, af hvorledes Miller havde misforstået profetien i Daniels bog, tilgik nemlig allerede om morgenen den 23. oktober en forventningsfuld adventist ved navn Hiram Edson. Ifølge Hiram Edson var der ikke noget galt med Millers angivelse af tidspunktet. Året 1844 blev altså stående som et år af skelsættende betydning. Men profetien i Daniels bog betød ikke, at Kristus skulle vende tilbage til den jordiske helligdom i dette år. Det betød derimod, at han trådte ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom. Dette førte til en reorganisering af adventbevægelsen nu med særlig reference også til et skriftsted i Det nye Testamente, nemlig Hebræerbrevet 8 og fremefter. Man var nu af den opfattelse, at det var Jesu indtræden som ypperstepræst i det allerhelligste i den himmelske helligdom, der havde fundet sted i 1844. Først når Jesus som ypperstepræst efter endt gerning igen træder ud af det allerhelligste i den himmelske helligdom, skal Jesu genkomst finde sted som en historisk begivenhed. Igen er der tale om den Åndens forvandling af længsel til forventning svarende til den, som første gang gjorde sig gældende ved pinseunderet i Jerusalem.

Gid Gud din dag må ske
i skønhed og i magt;
lad os i evighed nu se,
at dommen er afsagt!

Bring det betrængte sind,
som skælver for din fod,
din ro, når du det bringer ind
til al din overflod!

Bring din retfærdighed
til hver en bange sjæl,
og byg så for din evighed
på grundvold og på pæl!

Bring vor fortrykte jord
dit rige fyldt af fred,
så krigen flygter for dit ord
og for din kærlighed!

Gid Gud din dag må ske,
vor krybbe synes tom;
i mørket kan vi intet se,
vi råber: Herre kom!

Gendigtning af “O Day of God, Draw nigh”, Robert B. Y. Scotts 1937.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her: https://soundcloud.com/anne-marie-eriksen/gid-gud-din-dag-m-ske

8. Bab og Bahaullah

Ved et et ejendommeligt sammenfald skete det netop i 1844, hvor den amerikanske adventbevægelse var så skæbnesvangert opfyldt af forventningen om Jesu genkomst, at der i Iran sattes en bevægelse i gang, der i 1863 fuldbyrdedes ved Mirza Huzayn Ali (1817-1892) alias Baha´u´llahs (Guds Herlighed) erklæring om at være den lovede i alle religioner og således også en opfyldelse af den kristne forventning om Jesu genkomst.

I den shiitiske gren af islam, som er den mest udbredte i Iran, findes en forventning om den såkaldte “madhi” eller skjulte imams genkomst. Den skjulte imam er identisk med den tolvte imam, som angiveligt skal være blevet bortrykket til et skjult sted allerede som spæd i 873 e. kr. (260 a. h.). Imam er betegnelsen for en efterfølger af profeten Muhammed. En Imam har samme fuldkommenhedsgrad som profeten selv, men adskiller sig fra denne ved ikke at bringe nogen ny åbenbaring. I islam opfattes Muhammed som profeternes segl, dvs. den sidste profet i rækken af Guds profeter, som angives at have været: Adam, Noa, Abraham, Moses, Jesus og endelig Muhammed selv. Efter Muhammed skal der i islam ikke komme nogen ny åbenbaring til at afløse den, som Muhammed har givet i form af Koranen. Imidlertid erklærede Ali Muhammed (1821-50) i 1844, at han var Bab (Porten), hvilket i den shiitiske betydning af ordet var en angivelse af, at han var porten til den skjulte imam.

Men Bab nøjedes ikke hermed. Han erklærede at være en ny “Guds manifestation” og formulerede en ny åbenbaring, som indholdsmæssigt var en lempelse af Koranens mange forskrifter. Denne åbenbaring gav Bab navnet Bayan (Fremstillinger). Bab grundlagde hermed en ny religion, som han hævdede var islam overlegen. Han afviste det muslimske krav om Muhammed som profeternes segl og anså sig selv for at være en tidssvarende manifestation af samme Gud som Muhammed. Bab anså derimod ikke sig selv for at være den sidste profet, men meget af hans forkyndelse var rettet imod “den, som skulle komme”. Bab forventede, at hans egen åbenbaring skulle vare imellem 1511 og 2001 år. Når Mirza Huzayn Ali allerede nitten år efter Babs erklæring om sin guddommelige sendelse hævdede at være den af Bab ventede og antog det navn, som Bab havde anvendt om den, der skulle komme, Baha´u´llah, er det således ikke umiddelbart i overenstemmelse med Babs anvisninger. Men det var ikke desto mindre sådan det gik, og den nye religion babisme forvandledes hermed til baha´i.

Religionen baha´i regner sin fødsel for at have fundet sted to timer og elleve minutter efter solnedgang den 22. maj 1844. Datoen, der er den 23. maj, hvis man regner med, at døgnet slutter ved solnedgang, og den 22. maj, hvis man regner efter midnat, er angivet med overordentlig omhu. Det, der skete i dette øjeblik, var, at sayyid Ali Muhammed for første gang åbenbarede overfor mulla Husayn Bushru´i, at han var Bab.

Herrens ånd kom over mig,
og ved den han førte mig
ud i dalen ved sin hånd
fuld af knogler af en hånd.

Og han førte mig forbi
dem ad helt sin egen sti,
som går hele vejen rundt,
hvor der intet er af ondt.

Menneske kan disse ben,
som nu ligger mellem sten,
blive levende igen
sammen med velsignelsen?

Gud, min herre ej jeg ved,
om den slags kan finde sted;
men jeg siger til mig selv,
at det ved du med dig selv.

Ja, men du skal mellem sten
sige til de nøgne ben:
I, som ligger over jord,
lytte skal til Herrens ord!

Jeg vil nu på hvert et led
sætte sener, og med kød
dække jer og trække hud
over jer, for jeg er Gud.

Og en raslen ved mit ord
lød, da knoglerne på jord
rejste sig nu i en dans;
den var hendes, den var hans.

Og nu blev på hvert et led
trukket sener, kød og hud;
så forfærdelig en død,
intet åndedrag, der lød.

Livsens ånde over jord
læg den levende Guds ord
på de døde tungers ler,
så de ikke tier mer!

Herren siger til sin tolk,
dette er mit eget folk,
som kom hjem alligevel;
det er hele Israel.

Efter Ezekiel 37,1-14.
Hør melodi her.

9. Krishnamurti som ikke-Messias

Idet han i øvrigt følger Grundtvigs udvikling af tanken om de syv folkemenigheder i det store digt “Christenhedens Syvstjerne” fra 1860, divergerer den grundtvigske præst Vilhelm Birkedal i spørgsmålet om stedet for den syvende menighed. Birkedal anfører i sit kirkehistoriske værk “De syv Folke-Menigheder”, der i sin disposition følger Grundtvigs digt, at det indiske folk til trods for sin sans for poesi er for stillestående til at kunne spille en rolle på den verdenshistoriske scene. I stedet argumenterer Birkedal for, at den syvende menighed skal findes i det gamle Persien, det nuværende Iran. Det persiske folk er nemlig det eneste af de fire folk, som Daniel så i Nebukadnezars drøm, som endnu ikke har afregnet deres mellemværende med Gud. Babylon er udslettet fra jordens overflade, og Grækenland og Rom er blevet kristnede; og Gud har uden tvivl gemt en belønning til det persiske folk, hvis konge Kyros, det var, der udfriede Guds folk fra det babyloniske fangenskab. Birkedal, hvis bog udkom i 1877, nævner ikke, at der siden 1844 havde fundet en religiøs vækkelse sted i Iran, og at en i denne optrædende messiasfigur Baha´u´llah siden 1863 havde skrevet til en række af verdens ledere, deriblandt pave Pius IX for at henlede opmærksomheden på sig selv som en opfyldelse af forventningen om Jesu genkomst.

En tildragelse, som i henseende til geografien i højere grad spiller sammen med Grundtvigs forventning, er fundet af en 14-årig dreng i Indien i 1909. Der er her tale om en tilsyneladende virkeliggørelse af Teosofisk Samfunds tanke om en Messias i det tyvende århundrede. Det var en ledende teosof ved navn C. W. Leadbeater, der en aften fik øje på drengen, der løb og lejede på en stand i Adyar i nærheden af Teosofisk Samfunds hovedkvarter samme sted. Den angiveligt clairvoyante Leadbeater sagde om ham, at der i hans aura ikke var et gran af selviskhed, og skrev herom til sambfundets præsident, Annie Besant. Annie Besant har tilsyneladende aldrig tvivlet på Leadbeaters vurdering. Efter nogen tid opnåedes enighed med drengens far, der var alene med fem børn og selv overbevist teosof om adoption af Krishnamurti og hans yngre bror Nityananda fra hvem han var uadskillelig. De to drenge blev sendt til England for at modtage en europæisk opdragelse. I modsætning til Krishnamurti kvalificerede Nityananda sig let til en akademisk løbebane. I 1922 gennemgik Krishnamurti en smertefuld angiveligt åndelig vækkelse, der gjorde detstadig sværere for ham at acceptere den rolle som Verdenslærer, han var blevet tildelt af Teosofisk Samfund. VedNityanandas død af tuberkulose i 1925 forsvandt det sidste tillokkende element ved et sådant fremtidsperspektiv. Det kom til et dramatisk brud, hvor han undsagde Teosofisk Selskab, og Leadbeater undsagde ham. En alrende Annie Besant forholdt sig tavs, da Krishnamurti i en alder af 34 år og i strålende form rejste sig fra asken af hendes livsværk.

Kære tilfælde og skæbne,
som kan helvede afvæbne,
og derved har sprunget rammen,
hver gang I har fundet sammen,
ved at gøre, hvad I kan.

Hvad har I i verden fundet,
som har gerningen begrundet
at tilgive vore synder,
så igen hver dag begynder
med at give elgen navn?

Hvor den springer over hegnet
og har afstanden beregnet
herfra og til Paradiset,
selv om det endnu er diset
i den årle morgenstund!

Her, hvor dagen rolig skrider
frem med sine egne tider,
er der tid til at meddele
dele af det store hele,
som vi nu må deles om.

Det er kærlighedens under,
som i lediggangens stunder
vælder ud på vej og stræde
for at fylde os med glæde
ved at døbe os deri.

Lad mig dø igennem dåben,
lad mig strække mine våben
ned i kærlighedens milde
uudslukkelige kilde
som et moseoffer før!

Giv mig redskaber tilbage,
så jeg alle mine dage
kun skal grave og henrive,
kun skal skabe og gengive
jeres dybe sammenhæng!

Den skal for mit øje stråle,
den skal sig med døden måle,
så når øjet selv skal briste,
skal jeg ikke synet miste
men se, hvor I nu er skjult.

Ja, jeg ser, hvor vejen ender,
når jeg al min synd bekender
og går klædt i nådens frakke
og hvert åndedrag må takke
jer her i Jerusalem.

Hør melodi her.

10. Krishnamurtis kommunion

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

Men i talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:

“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).

Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik: “Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003). Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” lader sig ane bag Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier.

Ved siden af at trække på denne arv i henseende til spørgsmålet om sandhed er Krishnamurtis tale i 1929 også et opgør med organisationsprincippet i henseende til religiøse anliggender. Med direkte adresse til Teosofisk Samfund men også i mere generelle vendinger argumenteres der imod princippet i en sådan organisation.

Grundforfoldet i kritikken er, at den religiøse organisation hindrer den absolutte individuelle kontakt til en selv, som er det eneste, igennem hvilket frigørelse er mulig. Men via et sådant absolut selvforhold, som vel at mærke kun kan tilvejebringes igennem et forhold til andre, ”relationernes spejl”, som Krishnamurtri senere kunne tale om, kommer fællesskabet igen på tale nemlig det fællesskab, hvis medlemmer har det samme forhold til denne indre kvalitet.

“Men de som virkelig ønsker at forstå, som søger efter det som er evigt, uden begyndelse og uden ende, vil følges ad med større intensitet, vil være en fare for alt som ikke er essentielt, som ikke er reelt, som er skygger. Og de vil blive et koncentrat, de vil blive en flamme, fordi de forstår. Sådan et fællesskab må vi skabe, og det er min hensigt” (min oversættelse).

Selv om Krishnamurtis sprog ikke indeholder mange traditionelle religiøse betegnelser, har han fundet anvendelse for det engelske ord for nadver ’communion’, der også betyder fællesskab, samliv, samkvem. I en tale i Bombay i 1964 sagde Krishnamurti: “Vi har mange problemer, umådelige problemer, som ingen andre end vi selv kan løse; og dette fordrer ikke alene en faktuel forståelse af problemet, men også at være i kommunion med det pågældende problem. Jeg ved ikke, om De nogensinde har prøvet at være i kommunion med noget som helst. De ved, hvis De er en stor maler og ønsker at male et træ, må De være i kommunion med træet. Der må ikke være noget mellemrum mellem Dem og træet – ikke at De identificerer Dem med træet, men der må ikke være noget skel mellem Dem og det som De iagttager, som De maler, med hvilket De er i kommunion. Det vil sige, at De som en enhed må være fuldstændig fraværende for at være i kommunion med træet. At være i kommunion med naturen, med bjerget, med en scene, med et menneske – dette kræver ekstraordinær opmærksomhed og en overordentlig grad af årvågenhed; ellers kan De ikke være i kommunion” (min oversættelse). Krishnamurti anvender her et ord, som ellers hører hjemme i en kristen nadverforståelse til at betegne et grundlæggende eksistensforhold. I begge tilfælde gælder, at kommunionen er uomgængelig.

Vor Gud er nu det åbne land,
hvor ingen stier findes,
her træder kvinde fri og mand,
hvor ingen tanke bindes.
Det ser den onde selv
og bryder som en elv
frem for at bane vej
til Himmerige? Nej,
dér vil han ikke være.

Til Jorden står hans hele hu,
her skal hans trone være;
men Kristus lever her endnu
med alle sine kære.
Det er Guds menighed,
som ingen djævel ved
at kende på vor jord;
det er det sande ord,
vi veksler mellem sjæle.

På himlen hersker sole to,
så ingen skygge falder,
hvor misteltenen kunne gro
og gennembore Balder.
Nu lukker Høder op
sit øje som en kop,
og synet vælder ind
i mørkelagte sind
med ét fra Himmerige.

Her blomstrer kaprifolien
højet over træets krone
med duften og velsignelsen
os alle at forsone.
Nu træder Jesus frem
og går imellem dem,
der lider på hans navn;
der er ej anden favn
end hans på Jorderige.

Hør melodi her eller her.

11. Uddrivelse og genkomst

Ved dannelsen af en ny regering efter valg til folketinget september 2011 skete der noget i overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle.

I sin bog “Opgør med den moderne myte” bruger Torben Bramming lejrbålet som et billedde på Bibelen. Bibelen er det bål, som alle kristne er samlede om før og nu og i fremtiden. Bibelen handler om Kristus, og den skal ikke læses bogstaveligt men tolkes ind i vor egen historiske situation. Det betyder, at Bibelen er norm og standsning i forhold til, hvad vi kan finde på. Når Luther afskaffede afladen, den sidste olie og skriftemålet havde det således sin dybeste grund i, at der ikke findes hjemmel for disse ting i Bibelen. Således forstår Torben Bramming også modstanden mod at indføre ægteskab mellem to mennesker af samme køn i kirken. Modstanden skyldes ikke ubehag ved homoseksualitet men er begrundet i, at der ikke er står noget om det i Bibelen. Synspunktet har meget for sig, fordi det til grund for livet lægger den kristne åbenbaring; men det er også problematisk, fordi det trods alt synes bundet til en fortidig udlægning af evangeliet. “Det er i apostelforkyndelsens gamle klude, Kristus er svøbt, også i dag”, hedder det. Synspunktet er luthersk men også luthersk i sin begrænsning. Hvad der fuldstændig lades ude af betragtning i Luthers skriftbundne syn på åbenbaring er det forhold, som må have foresvævet de såkaldte sværmere nemlig, at Gud åbenbarer sig i tiden uafhængigt af Skriften. Ånden giver evangeliet udtryk i tiden, og spørgsmålet er om dette udtryk lader sig identificere med Skriften. Her er et bud:

I en af sine bøger: “On Nature and the Environment” (Om Natur og Miljø) berører Krishnamurti spørgsmålet om homoseksualitet. Der er tale om en ganske morsom passage, fordi Krishnamurti på den den båndoptagelse, der ligger til grund for bogen, begår en meningsfuld fejllæsning af et skriftligt stillet spørgsmål. Det er derfor en fornøjelse at citere den i sin helhed: “Mange mennesker har store problemer med kendsgerningen homoseksualitet. I århundreder har man undgået dette spørgsmål i undervisningen. Kunne du ikke, bare kort, besvare dette spørgsmål? Jeg har rejst totusinde år – kilometer (latter) for at stille dette spørgsmål? Udskyld, netop. Jeg har rejst to tusinde år! Dette har været et spørgsmål i tusinder og tusinder og tusinder af år. Det er ikke noget nyt. Vi tager ikke stilling i denne sag. Vi fordømmer det ikke eller bifalder det eller tager afstand fra det. Der er tale om kendsgerninger. Ikke sandt? Ligesom heteroseksualitet er en kendsgerning. Homoseksualitet findes i verden, i visse dele af verden meget almindeligt, i andre dele af verden er det nærmest ukendt. Så hvordan besvarer man dette spørgsmål? Hvad er spørgsmålet? Hvorfor gør vi det til så stort et problem? Tilsyneladende gør vi ikke heteroseksualitet til et problem overhovedet, men dette gør vi til et problem, hvorfor? Det er en kendsgerning. Så skulle vi beskæftige os med dette spørgsmål om heteroseksualitet og homoseksualitet anderledes?” (Min oversættelse) Det er ganske vist ikke det specifikke spørgsmål om homoseksuelle ægteskaber men spørgsmålet om homoseksualitet i sig selv, der her tages stilling til ved ved blot at indrømme det en sideordnet stilling i forhold til heteroseksualitet. Men spørgsmålet gøres sekundært så elegant, at man lykkelig glemmer sin skam over nogensinde at have kunnet tage det alvorligt.

Så hvordan forholder vi os anderledes til dette spørgsmål? Gives der en guddommelig reaktion på seksualiteten, som ikke forskriver sig til en optagethed af en given norm? I Første Mosebog kap. 3, 21 oplyses det overraskende, at Gud klæder Adam og Eva i kjortler af skind til at dække deres nøgenhed med i stedet for de figenblade, de selv forsøgte sig med. Det står uformidlet midt i skildringen af Guds vrede og uddrivelsen af Paradiset. Måske er det i virkeligheden en alternativ og mere kristen måde at forstå syndefaldsmyten på.

https://kirkenigyngen.net/2014/07/18/gor-din-pligt-og-kraev-din-ret/

Gud lod søvnen sænke sig
over en alene,
og han lå og strakte sig
under træets grene.

Og hun pakkede det ind
i sit kød alene
benet, som hun lagde ind
under træets grene.

Og nu byggede hun op
mutters og alene
kvinden i sin egen krop
under træets grene.

Hun er kød og ben af mig,
kvinde dog alene,
sagde Adam frem for sig
under træets grene.

Adam og nu Eva var
nøgne og alene,
men de blev det ikke var
under træets grene.

Slangen, som var skabt af Gud
ene og alene
for at være skumpelskud
under træets grene.

Går du her og er så sød,
ensom og alene,
spurgte slangen, og det lød
under træets grene.

Jeg er ikke særlig sød,
når jeg er alene,
sagde Eva varm og blød
under træets grene.

Førend slangen så sig om,
så var den alene
inde i sin helligdom
under træets grene.

Adam, sagde Eva varm,
når vi er alene,
vil jeg ligge i din arm
under træets grene.

12. Krishnamurtis vedholdende bøn

Her gengives fire af de citater, som hver dag lægges ud på http://www.jkrishnamurti.org i let ændret form, så de optræder som bønner. Citaterne i sig selv hentet fra Krishnamurtis mange taler – og der skal kun en beskeden omformning af stilen til, for at de lader sig læse som bønner:

Lad ånden komme over mig og lad mig være åben og se tingene, som de er, og ændre dem. Lad mig opdage det, hvis jeg er voldelig, være klar over, at volden er, og hvordan den er. Og selve det at se det vil være at gøre en ende på det. – 17. maj 14

*

Hvad er jeg bortset fra et navn? Måske har jeg penge i banken eller er god til mit håndværk. Men hvad er jeg bortset fra dette. Lider jeg ikke? Eller er lidelse noget, jeg er forskånet for? Frygter jeg? Er jeg angst? Grådig? Misundelig? Tilbeder jeg et billede, som tanken har skabt? Frygter jeg døden? Klynger jeg mig til en idé. Hvilket er selvmodsigende, at sige ét og gøre noget andet. Så er jeg alt dette? Mine vaner, min sindsyge, det endeløse vrøvl i mit hovede, alt dette er hvad jeg er. Og indholdet i bevidstheden avler bevidsthed, og denne bevidsthed har udviklet sig gennem tiden, gennem vældige erfaringer, smerter, sorg, angst, alt dette. Nu spørger jeg: kan jeg blive fri for alt dette? Fri for følelsen af frygt. Fordi hvor der er frygt er der ingen kærlighed. – 18. maj 14

*

Lad mig tænke på noget smukt, som jeg har oplevet, noget virkelig smukt: en statue, et digt, en åkande i gadekæret eller en velholdt græsplæne. Når jeg ser en sådan smule skønhed – nej, nej, når jeg ser en sådan, ikke en smule – når jeg ser en sådan skønhed, hvad er det så, der sker? I det øjeblik – lader selve bjergets majestæt mig glemme mig selv. Ikke sandt? Har jeg ikke været dér? Ikke jeg eksisterer der, kun denne vælde eksisterer. Men få sekunder senere eller et minut senere begynder det hele at køre igen, forvirringen, vrøvlet. Så hvor skønheden er, er jeg ikke. Har jeg forstået det? Har De forstået det? Åh, hvilken skare! Hvilken tragedie. Sandheden er, hvor jeg ikke er. Skønheden, kærligheden er, hvor jeg ikke er. Fordi vi ikke er i stand til at se på dette usædvanlige kaldet sandhed. – 19. maj 14

*

Så længe sindet ikke er følsomt, ikke årvågent og hurtigt, er det ikke i stand til at leve med livets aktualitet, som er så flydende, så uafbrudt undergående forvandling. Psykologisk, indadtil afviser vi at følge livets bevægelse, fordi vore rødder er dybt fæstnede i vaner og tradition, i lydighed overfor hvad vi har fået fortalt, i accept. Hvor ville jeg gerne forstå dette og gøre op med det, for jeg kan ikke se, hvordan jeg skal blive ved med at leve uden kærlighed. Uden kærlighed ødelægger vi hinandden, vi lever stykkevis, den ene del i krig med den anden, den ene del i oprør mod den anden; og vane, i enhver form, må uundgåeligt afstedkomme frygt. Jeg beder dig, lad mig ikke bare acceptere det og sige “Ja, jeg lever i vaner, hvad skal jeg gøre?” men snarere, lad mig selv være klar over dem, være bevidst om dem, være levende i forhold til de vaner, som jeg har; være klar over ikke kun de fysiske vaner som rygning, at spise kød, at drikke, som alle sammen er vaner men også vaner med dybe rødder i psyken, som accepterer, som tror, som håber og fortvivler, vånder sig og sørger. Hvis jeg kunne gå ind i dette vanens og også frygtens problem sammen med dig og måske derved komme frem til sorgens ophør, så kunne der være mulighed for en kærlighed, som vi aldrig har kendt, en velsignelse som unddrager sig nydelsens berøring. – 20. maj 14

Guds enbårne søn,
som fødtes som svar på den eneste bøn;
din moder Maria i krybben har lagt
dig ned som i graven, da alt var fuldbragt;
opstanden, opfaret til himmels som syn
for hævede bryn.

Velkommen igen
på dagen som skrifterne spåede den,
hvor duerne kredser med fred over by
og kurrer på taget i ly under sky,
hvorpå du er kommet og lader dig se
og falde som sne.

Din smilende kyst
har mågerne krydset så hvide på bryst;
de lander på marken, hvor kragerne gror,
og flyver igen ad usynlige spor
tilbage til havet, hvor fiskene bor
og synger i kor.

Tillykke min ven
med dagen, der går, og hvor den kommer hen
skal pindsvinet vågne i vinterens hi
og mærke i mørket, at den er forbi,
og foråret kommer med rislende bæk,
og kulden er væk.

Du sænker dig ned
på jorden og lander et hemmeligt sted,
hvor de kun dig skuer, som før dig har set
i hjertet og troet på det, der er sket
med himlen og jorden og afgrund og hvælv
i hjerterne selv.

Den vældige ørn
er sprunget af panden på drømmende børn
og udfolder vingerne frit over jord
og folder dem sammen igen i dit ord
og synger på bænken som spurven på kvist
så sikkert og vist.

I sommerens løb
skal Eva sig rejse, hvor hugormen krøb
i støvet, og leve i tusinde år
og dele med dig de velsignede kår,
og ingen skal græde af kvinder på jord
ifølge Guds ord.

Hør melodi her.

13. Den nye jord – Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis 2011.

I min lille verden er der i sommerens løb sket det sørgelige, at min kat er blevet væk. En aften kom den ikke hjem som den plejede og heller ikke dagen efter eller den næste igen. Hver eneste dag har jeg ventet at se den komme tilbage. Jeg har holdt øje med om det så ud til at den kunne have ligget i sengen, gået på bordet eller siddet på sin plads i vindueskarmen. Der var én, der sagde til mig, at jeg skulle bede Gud om hjælp. Gud kan gøre meget, sagde hun – og en dag, da jeg samlede fjernbetjeningen til fjernsynet op fra gulvet fik jeg en følelse af, at katten havde været der og siddet netop dér på sin plads i vindueskarmen og derved skubbet fjernbetjeningen ned, hvis jeg havde lagt den der.

Følelsen var så livagtig, at jeg ikke har kunnet løsrive mig fra den, selv om jeg med min fornuft godt kan sige mig selv, at det nok ikke er sket sådan. Måske er oplevelsen af Jesu opstandelse en oplevelse af samme slags – og det at være kristen at have blik for betydningen af en sådan oplevelse og have blik for, at den er både glædelig og virkelig. Min indre oplevelse af at se min kat sidde i vinduet igen bliver en prisme eller et øje, hvorigennem jeg på ny oplever verden. Det er som om hele mit liv med katten – og alt, hvad jeg har forbundet med det – ikke bare er fortid men også nutid og fremtid. Det er som om, hvert øjeblik, jeg nogensinde har oplevet kærlighed, står og venter på mig lige om hjørnet.

Når Paulus taler om Jesu opstandelse, remser han op, at først blev den opstandne set af den og den, og så af så og så mange på én gang, og til sidst blev han også set af ham selv, som i sammenligning med de andre er et misfoster, som der står i den nye oversættelse, eller et ufuldbårent foster, som der står i den gamle, eller måske snarere et foster udenfor livmoderen – for han var jo ikke selv discipel! Fordi han ikke var fortrolig med Jesus i forvejen, så han ikke – som dem, der var dét – den opstandne i skikkelse af Jesus af Nazaret. Han så noget, men han måtte selv slutte sig til, hvem det var; og derved deler han skæbne med alle os andre, som heller ikke har oplevet Jesus gå omkring i kød og blod.

Kunsten at prædike består i at få tekstrækkens tre tekster til at sige noget i en nutidig situation. Jeg har brugt min egen lille ulykkelige situation som billede på alle mulige former for tab og det at miste – og jeg har nævnt den mulighed, at enhver kan bringe sin sag frem for Gud, for “han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles”, som der står i dagens tekst fra Jobs bog. Jeg har også været omkring Paulus´første brev til Korintherne, hvor han fortæller om forskellige tilgange til det at se den opstandne Kristus. Det væsentlige her er, at det er ens egen udsatte position, der er udgangspunkt i enhver henvendelse til Gud. Ingen bliver hjulpet ved som farisæeren i evangelieteksten til i dag at fortælle, hvad han har gjort af godt. Kun i det felt, hvor man ikke slog til, findes det stof, som en bøn er gjort af.

Jeg har valgt også at bringe en anden tekst i spil udover dem, som er foreskrevet i den danske folkekirkes liturgi. I folkekirkens liturgi anvendes der ifølge traditionen foruden den evangelietekst, der prædikes over også en såkaldt episteltekst, ofte af Paulus, og siden 1992 har man i den danske folkekirke også læst en tekst fra det gamle testamente hver søndag. Til disse tre har jeg valgt at føje en tekst af Krishnamurti, der levede i 90 år fra 1895 til 1986. Teksten er tilfældigt valgt som teksten til idag den 3. september fra en bog med et stykke af Krishnamurti til hver dag. Se her. Når jeg har valgt at føje en tekst af Krishnamurti til de allerede eksisterende, skyldes det ikke, at der hos Krishnamurti føjes noget til forkyndelsen af evangeliet, som ikke er der i forvejen. Alle de tilgange til menneskelivet, som vi finder hos Krishnamurti, kender vi allerede fra Indien og Israel eller fra det moderne liv.

Men det specielle ved Krishnamurti er, at alle de tanker, som i tidens løb er vokset frem og har blandet sig med hinanden under store vanskeligheder og med mange omkostninger til følge – disse tanker og følelser synes hos Krishnamurti at folde sig ud med hidtil uset lethed. Langt fra at forkaste traditionen ved mødet med Krishnamurti skal vi tværtimod genopdage den med ny skønsomhed. Krishnamurti er den omstændighed, der gør, at alt det, vi har elsket, nu folder sig ud i en målestok hinsides det, vi er vant til og kendt med. Det findes der et fint udtryk for i en lignelse, som vi kender fra den oldkirkelige teolog Irænæus, som levede fra 130 til 200 efter Kristus. Det er en lignelse, som Irenæus selv har fået fortalt af Papias, som har den fra Polykarp, som har den fra Jesu discipel Johannes, som igen ifølge Irenæus har den fra Jesus selv.

Lignelsen lyder således: “Der skal komme dage, hvor hver vinstok har 10.000 grene og hver gren 10.000 ranker, og hver ranke har 10.000 klaser og hver klase 10.000 druer, og af hver klase skal der presses femogtyve kander vin. Når nogen griber om en klase, så råber den anden klase: “Jeg er bedre, tag mig, velsign Herren med mig”. På samme måde skal et hvedekorn give 10.000 aks og hvert aks skal have 10.000 kerner og hver kerne give ti pund rent mel. Det skal forholde sig på samme måde med de andre former for frugt og urter, og alle dyr skal have deres føde af jorden og leve i fred og fordragelighed indbyrdes og tjene menneskene i lydighed”. Her er der altså tale om en lignelse af Jesus, som er overleveret udenom det nye testamente. I Johannesevangeliet siger Jesus, som bekendt: “Jeg er vintræet, I er grenene”. Krishnamurti er jordbunden.

Almægtige Gud
i haven, hvor lyset er tændt på dit bud,
og himlen sig hæver højt op over jord,
og selv du dig skjuler i ly bag dit ord,
og Adam sig skjuler for dig bag et træ,
hvor han står i læ.

På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet den levende ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det er sagt.

Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.

Tilgængelighed
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
til lykke og held.

Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk;
det lader sig dele af verden i to
og finder hinanden i tro imod tro
med ét for Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.

Velsignede by,
hvor vejene deles og mødes på ny;
hvor Thorvaldsensgade og Vester Allé
sig slynger mod Åboulevarden og se,
den løber ved siden af åen så tro
og møder en bro.

Fra himmel til jord
har Jesus indfundet sig ved vores bord;
han skænker af hånden den sødeste vin
og hæver et brød op af sølverne skrin
og går hen til duerne og fodrer dem
i Jerusalem.

Hør melodi her.

14. Et lykkeligt kultursammenstød

Mellemkrigstiden var svanger med Messias. Nøjagtig 15 måneder efter Krishnamurtis nedlæggelse af embedet som Verdenslærer den 2. august 1929 kronedes den 2. november 1930 ras (prins) Tafari Makkonen til kejser Haile Selassie i af Etiopien. Begivenheden tiltrak sig stor mediebevågenhed verden over, og i kraft af et lykkeligt kultursammenstød opstod Rastafari som etbarn af den Etiopisk Orthodokse Kirke og Etiopianismen, som var en kristen ideologi gående ud på at repratriere efterkommerne af de sorte afrikanske slaver i det land, som i Bibelen betegner det sorte Afrika nemlig Etiopien.

Central i denne bevægelse var præsten Marcus Garvey fra Jamaica, som direkte havde knyttet ønsket om repratriering til forventningen om en sort konge i Etiopien, der som et land med en lang kristen tradition, og i øvrigt som det eneste afrikanske land, som aldrig var blevet koloniseret øvede en særlig tiltrækning på efterkommere af de afrikanske slaver i deres forsøg på at skabe en sort identitet båret af selvrespekt.

Denne bestræbelse foretog et kvantespring ved det kejserlige embedes referencer til Johannes Åbenbarigs guddommelige navne: Løven af Juda stamme, Guds udvalgte, Davids rodskud og Kongernes konge, som alle blev knyttet til kejseren/ skrevet på hans skærf. Hvad der i en ældgammel velgennemtænkt etiopisk kirkeforståelse var betegnelser for kejserens relation til kirken blev i et overvejende analfabetisk kvasi-kristent miljø på Jamaica taget bogstaveligt.

I 1966 aflagde Haile Selassie officielt besøg i Trinidad og Tobago. Da rastabevægelsens ledere erfarede, at kejseren således var i nærheden, henvente de sig til regeringen og foreslog, at Jamaica blev inkluderet i kejserens rejseplan. Ønsket blev efterkommet, og den 21. april og firedage frem fandt besøget sted. Ved kejserens ankomst havde ikke mindre end 100.000 mennesker, heraf mindst 10.000 rastaer forsamlet sig ved lufthavnen, og det var umuligt for kejseren at forlade flyvemaskinen. Ingen havde held til at kalde skaren til orden, førden respekterede rastafari Mortimo Planno gik op ad rampen og gav hånd til kejseren, hvorefter han henvendte sig til den forsamlede skare og henstillede til, at der blev gjort plads for kejseren. Den officielle velkomstceremoni var imidlertid nu umulig at gennemføre, og kejseren satte sig i sin åbne bil og blev langsomt kørt igennem byen til Kings House.

I sidste ende blev ikke mindre end 60 ledende rastafarier invitewret med til den officielle middag med kejseren og modtog etiopiske medaljer i guld. i privat samtale med nogle af de ledende rastafarier gav kejseren udtryk for, at han fandt det vigtigere at opbygge Jamaica end at emigrere til Etiopien. Denne ytring fra kejseren førte til en ny ideologisk drejning i rastafari formuleret i slagordet “Liberation before migration”. En følge af Haile Selassies besøg ppå Jamaica er, atden 21. april er blevet helligdag i rastafari. En mere generel følge af besøget var det forpligtende fokus, der blev bevægelsen til del. Den i bevægelsen iboende dynamik begyndte herefter at finde mere konstruktiv og kreativ udfoldelse. Det gælder på områder som landbrug og uddannelse. Den skulpturelle kunst blomstrede og ikke mindst den rytmiske musik.

Hør min ven, det skal nok gå,
du skal dine ønsker få
opfyldt, når du træder vande
lidt endnu, så skal du sande
stranden under foden din.

Solen daler som et bjerg
ned på jorden, og forarg
selv med troen på din Herre
og på alle dine kære
og på smedens sorte kat.

Løst er dagens kryds og tværs,
flaget vajer højt til vejrs,
fordi han stod op af graven
for at bytte julegaven
til den store pinsefest.

Flyet vender uden lyd
i en bue over syd,
og nu står de hvide striber
over landet, hvor de viber
lægger æg og slutter ring.

Herren kommer, gør nu plads,
han skal hen til sit palads,
ned fra flyet og i vognen
til sit bord med torskerognen,
som han spiser med citron.

Hør, hvordan han kæfter op,
jeg er ved at få en prop,
han skal fylde hele bordet,
ingen andre tager ordet,
eller kan det få ført ind.

Men jeg bryder gerne ind,
rækker hånden mod en hind,
som går rundt med verdens skælven
i sin krop og skjuler kalven
i det høje, lyse græs.

Regnen falder tung og blød,
mens jeg deler vin og brød
ud fra dig på pinsedagen,
som du foldede dit lagen
sammen om Guds billede.

Hør melodi her.

15. Bob Marley – apostel for rastafari

Den forløsende begivenhed i rastafari knytter sig imidlertid ikke direkte til forestillingen om den etiopiske kejser som messiansk figur men til en mere lokal tildragelse. I begyndelsen havde rastafarierne ikke deres egen musik. De overtog melodier fra de afro-kristne sekter på øen og tilpassede teksten til deres eget brug. Der var her tale om en rytmisk musik af europæisk oprindelse. Men der fandtes på Jamaica også en musik af afrikansk oprindelse nemlig de såkaldte burruer trommebaserede musik, som i slavetiden var blevet tålt, fordi den havde fundet anvendelse til at sætte arbejdstempoet i plantagerne. i 1930’erne optrådte burruerne i Kingston ved at synge offenligt ved juletid. Ligesom rastaerne blev burruerne betragtet som udskud, og det var således naturligt, at de fandt sammen. D to grupper smeltede mere eller mindre sammen til én. Således gav burruerne rastaerne deres musik, og rastaerne gav burruerne deres tro, som det smukt formuleres af Dick Hebdige i bogen “Cut ‘n’ mix” om carribisk musik.

En anden forsker, Sr. Leonard E. Barret karrakteriserer det lykkelige ægteskab mellem burruernes julemusik og rastaernes evangelium som en samtidig udfoldelse af Rastafaris dogmatik, således at musikken reflekterer opfattelsen af samfundet hos deltageren i kulten. I gengivelsen af ser jeg mig nødsaget til at bruge de samme engelske musik udtryk: “Trommeslagerens downbeat symboliserer det undertrykkende samfunds død, men det bliver besvaret af akette trommeslagerne med et lettere upbeat, en samfundets genopstandelse ved Ras Tafaris magt”. Troen på kejserens guddommelighed er et i sig selv fortvivlende dogme, som ved et pinseunder forløses i legemliggørelsen i musikken.

I populærmusikken slog den karakteristiske rytme igennem i form af reggae, hvis betydeligste udøver har været Bob Marley. Især efter attentatet på ham i 1974, som han mirakuløst overlevede med flere kugler i kroppen, udfoldede Bob Marley på en verdensturné varende indtil hans død af en kræftsygdom i 1981 sin mission. Ved koncerter i Nord-og Sydamerika, Europa, Asien, Australien og Afrika optrådte han med sine sange som fokuseret apostel for Rastafari. Bob Marley lod sig syv månede før sin død optage i den Etiopisk Ortodokse Kirke ved dåben. Heri synes ikke at ligge noget modsætningsforhold til det medlemsskab han opptbar af rastafarisamfundet “Twelve Tribes of Israel”, der foreskriver sine medlemmer at læse et kapitel om dagen og færdiggøre læsningen af Bibelen på tre og et halvt år.

Hvis man skal pege på et generelt udftryk for en tros- og livserfaring svarende til en sådan vurdering af Rastafari i kristent perspektiv, er det oplagt at henvise til bevægelsens bevidste omdannelse af det engelske sprog. Det særlige pidginengelsk på Jamaica er i rastafarisammenhæng yderligere omdannet og udviklet ifølge bestemte principper. Dog genfindes også traditionelle symboler med et for Rastafari specifikt indhold: “Babylon”, der specifikt refererer til “England” og til “police”; “Rome” er djævelens tilholdssted. Identifikationen af paven, “pope” med djævelen stammer sandsynligvis fra pavens velsignelse af de flyvemaskiner, der bombede Etiopien under Musolonis angreb på landet i 1933; “Ethopia” er det sande Israel, også “Isreal” (Is real). Eksempler på deciderede neologismer er: “overstand” i stedet for “understand” for at undgå forstavelsen “under-“, der har negative konnotationer til slavetidens undertrykkelse. Et hyppigt anvendt princip er indsættelsen af det vigtige personlige stedord “I” (jeg), hvor det er muligt, således også “Iverstand” parallelt med det nævnte “overstand”. Et århusiansk reggaeban hed “Isciplens” afledt ad “disciple”. Ligeleds “Ital” i stedet for “vital” og “Iration” som synonym for “creation” eller “production”. Et ord, som ikkebehøver at ændres rent stavelsesmæssigt, er “idea”, der venteligt bliver til “Idea”. Man kan lave en længere liste. Det grundliggende anliggende må siges at være en potensering af sproget. Et morsomt eksempel er, at ordet “mango” (frugten), som opløst i sine stavelser bliver til det negativt ladede “man go”, laves om til det positivt ladede Icome (I come). Den sproglige krone i denne religiøse dialekt er udtrykket “I and I”, der anvendes i stedet for alle former af det personloige stedord: jeg, du, osv. Formuleringen henviser intrikat med sit dobbelte subjekt til et ligeværdigt menneskeligt og religiøst fællesskab, og versalen “I” refererer også til romertal et: “I” i den kejserlige titel Haile Selassie I. Guds svar til Moses i 2. Mosebog 3,14, som i den danske oversættelse gengives med “Jeg er den, jeg er” oversættes i Rastafari også til “I and I”.

Jeg er selv et billede
på et sted i Edens have,
hvor vi rejser os af grave
for at mødes her igen.
Her, hvor to og to er fire,
og hvor ingenting er mere,
her får kærlighed og tro
lov at blive én af to.

Jeg er kærligheden selv,
som på Golgata forbløder
og alverdens liv forsøder
ved at leve op igen.
Her, hvor fem kan være lige,
er der ingenting at sige,
kun treenighedens ord
løfter sig af muld og jord.

Jeg er Helligånden selv,
der som ild og vand og svaler
ned fra himlen går og daler
for at finde dig igen.
Her, hvor syv og ni er tretten
eller hundrede og sytten,
lover jeg i tusind år
fred i evighed og år.

Jeg er selv et menneske
med en underskrift forneden
på et skøde over Eden
lydende mit navn igen.
Her, hvor ingen kender dagen
og ej heller kender magen,
sænker sig alligevel
himlen over Israel.

Jeg er menigheden selv,
som nu samles i sin kirke
for at bede og at virke
til Guds herlighed igen.
Her, hvor fem af brød er mange,
og hvor fisk er til at fange,
hvor de findes i det blå,
skal I alle føde få.

Jeg er selv et sædekorn,
som er faldet i den gode
jord og trampet ned for fode
for at rejse sig igen.
Her, hvor nogle giver tyve,
giver andre fyrretyve
og selv nogle hundred´ fold,
alt er givet Gud i vold.

Jeg er selv et ægteskab
mellem Lammet og en due,
der nu hjemme i din stue
stifter fred for dig igen.
Her, hvor syv er alle dage,
lyder det fra alle tage:
Nu er tidens ende nær!
Nu er evigheden her.

Jeg er evigheden selv,
som nu findes i dit øje,
hvortil øjenlåget føje
sig et øjeblik igen.
Her, hvor syv i anden giver
niogfyrre og tilgiver
mig i roden under jord,
vokser jeg i Jesu ord.

Jeg er selv det sidste ord,
jeg er alfa og omega,
og nu vender jeg tilbage
til begyndelsen igen.
Her, hvor Gud er alt i alle,
skal i evighed jeg falde
ned som solen på sin sky
i Jerusalem det Ny.

Jeg er selv den sande Gud,
der nu sidder på sin trone
med sit scepter og sin krone
i sin herlighed igen.
Her, hvor kærlighedens ynder
en mangfoldighed af synder
skjuler, når de springer ud,
er jeg selv den sande Gud.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

16. Grundtvigs forventning

Grundtvig forstår nu denne videregivelse af trosbekendelsen ved Helligånden igennem den kristne mission i historiens løb som et udviklingsforløb — rettet imod en endelig afklaring! Hos kirkefaderen Irenæus finder Grundtvig en nøgle til at forbinde dette moderne syn med en bibelsk eskatologi i form af profetien om Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring. Den hos Irenæus udfoldede lære om tusindårsriget, kiliasme er bygget på en fortolkning af kapitel 20 i åbenbaringsbogen. Her omtales den første opstandelse ved hvilken martyrerne skal opstå og leve med Kristus i tusind år inden den endelige Dom. Irenæus´ kiliasme blev tidligt afvist af Augustin i De civitate Dei, og har derfor ikke været en del af kirkens dogmatik op igennem historien. Men hos Grundtvig er tanken udfoldet i det store kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” fra 1860. Digtet er struktureret ud fra forestillingen om kristenhedens hele kreds bestående af syv menigheder, som den forekommer geografisk udlagt i form af syv lilleasiatiske menigheder i kap. 1 – 3 i Johannes´ Åbenbaring. Det skal have været læsningen af denne Bibelens sidste bog, der allerede i 1810 gav Grundtvig et hemmeligt syn i form af en forestilling om kristenhedens hele kreds i form af syv på hinanden følgende historiske menigheder. Det var således Grundtvigs tanke, sideløbende med en parallel geografisk placering af de syv menigheder, som den finder sted i kap. 1-3 i åbenbaringsbogen i form af menihederne i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikæa også at udfolde perspektivet historisk i form af syv historiske menigheder. Kristenhedens hele kreds udlagt både geografisk og historisk bliver da i Grundtvigs perspektiv at finde i kæden af menigheder bestående af den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den indiske menighed, der i modsætning til de seks første menigheder ikke udlægges historisk men profetisk, eftersom den på Grundtvigs tid endnu ikke havde fundet sted. Men det er Grundtvigs gæt, at vuggen for den syvende menighed skal stå i Indien.

I Grundtvigs historiesyn opledes en særegen sti op igennem historien fra grundlæggelsen af den første menighed ved Kristus selv til den sidste menighed. Det er et afgørende forhold i denne kæde af menigheder, at missionen til Tyskland ifølge Grundtvigs historieforskning kom fra England. I England fandtes nemlig i skikkelse den angelsaxiske folkestamme et dynamisk folkeliv, som var i stand til at træde i et frugtbart forhold til Helligånden, da denne ved den apostolske trosbekendelses ord fra den romerske kirke i 600-tallet (synoden i Whitby 664) forplantede sig til England. Den irokeltiske kristendom, som allerede tidligere havde vundet udbredelse på de britiske øer er uden interesse i Grundtvigs historiesyn, eftersom denne kristendom ikke var bundet til Den apostolske Trosbekendelse, og i sin pelagianske mangel på syndserkendelse savnede blik for det frelsehistoriske projekt forløbende fra skabelse over syndefald til genløsning, der er rammen om Grundtvigs kristne historiesyn. Indtil mødet med den angelsaxiske folkestamme havde Helligånden været henvist til folkeslag, der allerede havde haft deres storhedstid på den verdenshistoriske scene, og ånden havde måttet følge disse i deres alderdomssvækkelse og som følge heraf også selv afmattes. Den græske menighed var svagere end den hebræiske, og den latinske var igen blevet svagere end den græske, blot havde den i modsætning til den græske beholdt den oprindelige apostolske trosbekendelse. Det er alene dette forhold, der frelste troen igennem den latinske menigheds iøvrigt store forfald. Selv om den engelske kristendom ifølge Grundtvig var svagere i det kristelige end selv den latinske, så var den stærk i det folkelige, og det var dens ungdommelighed, der gav kristendommen nyt liv. Det er således i Grundtvigs syn vigtigt, at missionen til den saxiske folkestamme i Tyskland kom fra de nært beslægtede angelsaxsere (ved Bonifatius) i England. Den tyske menighed med den lutherske reformation skal således ses i forlængelse af den engelske menighed mere end i et forudsætnigsløst opgør med Rom. Videre er det vigtigt at se den danske eller den nordiske menighed i forlængelse af den tyske, men også i den danske at oplede en friere udfoldelse af kristenlivet end hos forgængeren. Den danske menighed er den sidste før den syvende og sidste menighed i Indien. Denne sidste menighed skal i henseende til virkeliggørelse af det kristelige nærme sig selv den hebræiske menighed.

Hvad der er vigtigt at forstå ved dette kirkehistoriske syn er den hermed forbundne udviklingstanke, eller rettere: forfalds- og udviklingstanke. Det er nemlig karakteristisk for Grundtvigs kristne historiesyn, at det også inkorporerer forfaldet i sig, hvilket naturligvis er en følge af det overordnede frelsehistoriske paradigme: skabelse, syndefald og frelse. Det er altså igennem forfaldet i den græske og videre i den latinske menighed og igennem opblomstringen i den engelske, tyske og nordiske menighed, at den kristne udvikling er forløbet. Udviklingen gælder samlivet eller hos Grundtvig “fællestroen” og “fælleslivet” med Kristus, og Grundtvig mener altså, at dette er dybest og sandest hos de første og de sidste menigheder og lavest i den latinske og engelske menighed. Men overordnet set finder der altså gennem en krise en implementering af kristenlivet sted som en beredelse til Herrens genkomst.

Det er egentlig ikke Jesu genkomst og dommens dag, der er i fokus hos Grundtvig, men derimod den forudgående opblomstring i Tusindårsriget. Det er et vigtigt forhold, at den opblomstring af folkeånderne (nationalisme), der op igennem de syv menigheder har fundet sted i forhold til Helligånden, nu i tusindårsriget er tilendebragt. I tusindårsriget skal det folkelige gå under og genopstå i forklaret skikkelse i det menneskelige. I denne periode skal kristenlivet nemlig være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Det skal endog overgå kristenlivet i den første menighed, den hebræiske. Men efter tusindårsriget oprinder altså dommens dag endelig. Hos Grundtvig er det ikke alene de troende, der skal frelses på den yderste dag. Det skal derimod alle, der ikke direkte har fornægtet troen og dermed Gud og sandheden. Ole Vind påpeger i sin bog “Grundtvigs historiefilosofi”, at dette forhold hos Grundtvig muligvis ikke er foreneligt med luthersk teologi, og at det nok er skyld i, at den grundtvigske kiliasme hidtil er blevet overset af grundtvigforskningen.

Man kan få indblik i Grundtvigs overvejelser i henseende til perspektivet frem imod “verdens ende” dels rundt omkring i hans prædikener og dels gennem utrykte manuskripter. Ole Vind citerer i sin bog et manuskript af Grundtvig fra omkring 1856, i hvilket Grundtvig ved at følge den jødiske tidsregning regnet efter verdens skabelse angiver verden til at have eksisteret i 5617 år af de 6000 år, der ifølge gammel historieteologisk opfattelse er afsat til denne før dens undergang. I de heraf tilbageværende knap 400 år forventede Grundtvig en fortsættelse af den allerede påbegyndte syvende menighed, samt at Tusindårsriget som en ottende menighed skulle følge efter og begynde inden år 2100.

Efter den syvende menighed skal komme den ottende menighed, som ifølge Grundtvig er det samme som Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring eller i Grundtvigs foretrukne terminologi: det kristne Gyldenår. Dette skal ikke nødvendigvis vare i tusind år men blot en vis tid, og i denne periode skal kristenlivet være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Men Grundtvig gør dog opmærksom på, at de tidligere forsøg på at oprette et kristusrige på jorden faktisk har haft en levetid på tusind år. Det gælder det byzantinske kejserige fra Teodosius til den sidste Konstantin († 1453), og det hellige romerske rige fra Karl den store til Frans den anden († 1806). Det samme mener Grundtvig at kunne skønne om det pavelige kirkerige fra Gregor den syvende, der blev pave i 1073, til den sidste pave. Det er ikke Grundtvigs forestilling, at det givne antal frelste, som i Johannes´ Åbenbaring angives med tallet 144.000 nødvendigvis alle skal være opstandne martyrer. Alt dette er blot billeder på en i forhold hertil given virkelighed. Ifølge Grundtvig er det først efter Gyldenåret, at Kristus vil vende tilbage ved den yderste dom og oprette en ny Himmel og en ny Jord.

Nu er frelseren tilbage,
som han lovede engang,
da han talte sine dage
og gav efter for sin trang
til at dele sig med os
for altid at være hos
os, indtil i tidens fylde
han af os sig lader hylde!

På den dag, som han har lovet,
kommer han tilbage her,
har vi end i timen sovet,
vågner vi op, når det sker,
venter vi forgæves på,
hvad vi klart i ånden så,
står et andet sted på kloden
han og prøver den med foden.

Bud til os han lader sende
om, at han er her igen,
og at alting har en ende,
og nu er han her med den,
når han drives fra sit sted
har han sine kære med,
når han kommer her tilbage,
hvor han gik i gamle dage.

Når han løber om på stranden
hen på dagen, som er stor,
er han lige som en anden,
synger englene i kor,
er det allerede sket,
har vi Herrens åsyn set,
eller lader vi os blænde
af et spejl, som det kan hænde?

Se, han sidder i sit sæde
med en løve for sin fod,
og han lader løven æde
af sin hånd, for den er god,
løven rejser sig og går,
og på stedet, hvor den står,
kaster den sin egnen lykke
ned på gulvet som en skygge.

Løven træder ind i stalden
for at vogte på sin søn,
da den hører barnets kalden,
som er født i nat i løn,
moderen med barnet går
hen til løven som et får,
føler ingen frygt i livet
for, hvad hun er blevet givet.

Ja, jeg kommer snart, det siger
Herren selv, og lad det ske,
når han ned fra himlen stiger
i den allerførste sne,
at han sætter sine spor
der, hvor han til himmels for,
så at vi igen skal finde
ham på Oliebjergets tinde.

Hør melodi her.

17. Sammenfatning

Kom herre, Jesus til os hjem igen igennem Betlehem,
og lad det ske, og lad os se Det ny Jerusalem.
Nu sidder du og tænker på, hvordan det hele vel skal gå
på dommens dag fra sag til sag, som nu skal genopstå.
Nu plukkes tusind tusindfryd af englene, for du er død,
og om dit hår i flor de står såvel som ved din fod.

En vej af tusind tusindfryd dig følger, hvor du gik og stod
fra evighed til evighed i stedet for dit blod.
En tåre fra dit øje flød fra himlen ned i jordens skød,
og jordens skælv og himlens hvælv blev sammen vin og brød.
Nu daler i din helligdom til ihukommelse og dom
som julesne, det kan vi se, Det ny Jerusalem.

Hvor engle ej tør træde, går vi nu med sne i vores hår,
og hvert et skridt går alt for vidt, men grænserne består.
Vi overskrider alle skel, men de består alligevel,
det er som om, at himmelen sig spejler i os selv.
Nu tændes lys i alle hjem, så vi kan gå og se på dem,
der nu står op og lukker op for os i Betlehem.

Se, juletræet med sin pynt er allerede selv begyndt
i al sin glans og din og hans, og lysene er tændt.
Det står så stille, som det stod, den gang det pyntedes med blod,
og lod os se, og lod det ske, som englene forstod.
Nu knæler vi ved træets fod og åbner gaverne, du lod
os skænke her og siden der i himmelen hos Gud.

I stedet for at slå ihjel, så bygger vi omkring os selv
en mur af sten for hver og én i hele Israel.
I ly af kirkens mur af sten, så skænker du til hver og én
den vin så god, som af dit blod sprang ud på hver en gren.
Mit bæger flyder over nu, og englene og også du
er inde her, og himlens hær går ind i Katmandu.

Nu lægger vi en ring af sang omkring det dybe Babylon,
og én for én blir hver en sten til himlens helligdom.
Nu står på himlen sole to. Halleluja, hvad skal vi tro?
På hver og én, på hver en sten, og sammen synge O.
Nu vender Jesus hjem igen, og vender kinden til igen,
igen, igen, igen, igen igennem Betlehem.

Nu rejser tusind tusindfryd sig op, hvor de har lagt sig ned
i liv og død i evighed i græsset for din fod.
Så synger vi halleluja, og siger ja og amen, ja,
for slaget stod i kød og blod på sejrens Golgata.
Se der, hvor dine fjender stod, der ligger de nu for din fod
og beder om at få din dom af dig i overflod.

Her går du mellem revl og krat, Guds lam imellem hund og kat,
og stifter fred i evighed imellem dag og nat.
Nu stiger solen op i øst og synger højt med hellig røst:
Velkommen vær fra fjern og nær i evighed og høst!
Du kalder dine kære hjem, og det vil sige alle dem,
der tror på dig og beder dig: Bi i Jerusalem.

Frihedsgudinden går omkring på jorden, og hun går i ring,
hun går på vand, hun går i land og siger ingenting.
Her sænker hun sit øje ned på jorden, som er fuld af fred
og helligånd og folkeånd og himmelsk salighed.
Nu stiger vandet overalt, hvor hendes øje på det faldt,
og i sit spejl hun sine fejl ser i en tåre salt.

Den lille havfrue til bunds går i sit allerbedste kluns
og svømmer ind i alle sind, det syvende er hans.
Så vender han sin ganger om, til himlens hær han råber: Kom,
jeg kommer snart og gør det klart som dagen ved min dom!
Han tager kloden i sin favn og siger alle landes navn,
og lad det ske, og lad os se det ske i Jesu navn.

Hør melodi her.