Her er dit Himmerige,
det er jo her det sner,
et æble ligger lige
i skålen af dit ler.
Den røde rullekrave,
som du har taget på,
er strikket i en have,
hvor grønne enge lå.
Du spørger som i blinde,
hvem rørte ved mit tøj,
og der var ingen kvinde,
der nægtede og løj.
Sandheden er en ørken,
hvor veje fyger til,
men kun på grund af tørken
er retninger i spil.
Nu springer der en hare
på gravene og frem
mod hegnet, den vil bare
herfra og hurtigt hjem.
Et sted, der kaldes Eden.
hvor regnen falder blød
som æg i fuglereden
og vækker liv af død.
